12.02.17 | SAPs Forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Kommentar: Mærsk-regnskab: Gyser for hvem?

"Gyserregnskab", "skrækregnskab" og "milliardunderskud" var overskrifterne både i tv og aviser, da A.P. Møller-Mærsk fremlagde sine 2016-regnskaber i denne uge. Allerede inden weekenden var aktiekursen imidlertid kommet godt og vel over det dyk, disse overskrifter udløste. Spørgsmålet er da også, om det er aktionærerne, der har grund til at gyse over Mærsks regnskaber, eller os andre. Især hvis man ser på regnskaberne over en årrække og i forbindelse med de aktuelle forhandlinger.

Et underskud på 13,2 mia. kr. - det lyder ikke godt. Tænk, at dansk erhvervslivs gamle gigant kan havne i den situation. For blot to år siden var der et overskud på hele 34 mia.kr. Man fristes til at spørge sig selv, om der virkelig har været udvist "rettidig omhu" i koncernen?

Rettidig omhu
Men måske er det lige præcis det, der her er tale om! For netop i disse dage er Mærsk-koncernen ved at afslutte forhandlingerne med den danske stat om en lavere beskatning af nordsøolien. Mærsk-koncernen finder det helt uhørt, at de selv og de andre kapital-giganter i nordsøolie-konsortiet DUC i løbet af de kommende år skal punge ud med angiveligt ca. 30 mia.kr. til at restaurere det nedslidte Thyra-felt. Med trusler om ellers helt at lukke feltet, kræver de et stort statsligt bidrag til dette vha. en skattenedsættelse.

Men det kunne jo godt blive lidt for politisk omkostningsfyldt, selv for en borgerlig regering, at stå model til denne statslige nødhjælp, hvis koncernen lige samtidig præsenterede et af de sædvanlige milliardoverskud? Så ville der måske være lidt for rigelig lydhørhed for Enhedslistens evindelige brok. F.eks. om, at olieselskaberne i perioden 2004-2010 fik en merindtjening på 219,5 mia. kr. og dermed tjente fire gange så meget som anført i grundlaget for aftalen fra 2003 mellem DUC og staten. Eller at al koncernens snak om "de rekordlave oliepriser, der underminerer de gamle aftaler om beskatning" er helt hen i vejret: Aftalegrundlaget var forventningen om oliepriser på 22 dollars pr. tønde, stigende til 36 dollars i 2042, men prisen (der i flere år har været oppe over 100 dollars) var selv i bund-året 2016 gennemsnitligt 44 dollars - og er højere nu.

Derfor kan man ikke helt frigøre sig fra mistanken om, at Møller-Mærsk - og deres venner på Christiansborg - ligefrem er glade for netop i disse dage at kunne fremvise "gyserregnskabet" og fremstille virksomheden som lidt mere "værdigt trængende", end der egentlig er dækning for. Måske vil det så være lidt nemmere for de danske skatteborgere at forstå, at de skal ryste op med en 10-20 mia. til den nødlidende koncerns fortsatte drift?

Hvis man har dette i baghovedet, er det måske netop udtryk for særdeles "rettidig omhu", at man har valgt at placere kæmpestore "nedskrivninger af værdier" i oliedelen af koncernen netop i regnskaberne for 2015 og 2016? Hvis man havde fordelt disse nedskrivninger - på hhv. 17 og 18 mia.kr. - jævnt over årene med monster-indtjening, havde det i hvert fald ikke givet det samme, ynkelige indtryk af koncernens tilstand lige nu. For faktisk er der, trods olieprisdykket og priskrigen på containertransport, selv i 2016 et overskud på driften i hele koncernen, både i olie- og container-delen.

Intet under, at aktieejerne efter moden overvejelse har taget det såkaldte "gyserregnskab" med ophøjet ro. Det er os andre, der har grund til at gyse, når regeringen i en ny nordsøaftale om et par dage fjerner et tocifret milliardbeløb fra den offentlige velfærd for at give det i skatterabat til den "nødlidende" Mærsk-koncern og deres udenlandske kapitalist-makkere.

Mærsk og Danmark
Uanset hvor stor eller lille en del af krisen i A.P.Møller-Mærsk, der er reel, er der næppe tvivl om, at den danske statsmagt vil komme det stolte firma til hjælp. Der har nemlig altid været en meget tæt forbindelse mellem den danske stat og Møller-Mærsk. Ikke bare mellem (den nu afdøde) hr. Møllers familie og kongehuset, men også mellem skiftende regeringer og koncernen.

Et højdepunkt var naturligvis, da den danske stat i 1962 overdrog eneretten til udvinding af olie, gas og svovl i den danske undergrund i 50 år til hr. Møller for en krone. - Nej, undskyld: 40 kroner skulle det koste. Eller da man året efter uden videre snak tilføjede fastlandssoklen til aftalen, fordi man indså, at det var her, værdierne lå lettilgængelige.

Man bør også nævne det særlige "DIS-register", der i 1988 sikrede skattefrihed for de ansatte på koncernens skibe (Hr. Møller nævnte vist diskret for regeringen, at han ellers var nødsaget til at udflage samtlige sine skibe).
Eller statens redning af Den Danske Bank (under finanskrisen), som også var en redning af hr. Møllers pengetank, der i betydelig grad var placeret i aktier i denne.

For ikke at tale om den fornyede og forlængede nordsøaftale i 2003, som er omtalt ovenfor.

Til gengæld har koncernen så givet en lille slat af de mange milliarder tilbage som milde gaver - fra sin skattefrie fond - til alskens mere eller mindre almennyttige og kulturelleformål. En opera med en facade magen til kølergitteret på hr. Møllers første bil, f.eks.

Men nok så vigtigt: Der er også faldet milde gaver af til de politiske partier. Ikke til dem alle sammen, selvfølgelig, men til vennerne i de borgerlige partier. Herunder også til de Radikale, måske fordi de var så venlige at medvirke til skandaleaftalen om nordsøolien i 2003. De Radikale fik til valgkampen i 2011 en lille halv million. Rygterne siger, at de store borgerlige partier får meget mere, men det kan man desværre ikke få oplyst. Sådan er de danske partistøtteregler nemlig indrettet: Der kan være tale om 21.000 kr. eller om 10 millioner kr. - det er en lille hemmelighed.

Det er for øvrigt i høj grad disse (mangelfulde) regler, der har betydet, at Danmark ikke får 100, men kun 90 points på det internationale "korruptions-indeks"...

Symbiose?
Således har der altid været næsten en symbiose mellem den danske statsmagt og den førende danske koncern - hvor staten altid har stået klar med åben pengekasse og en hjælpende hånd, når koncernen kom i problemer. Måske er begrebet "parasit" dog mere dækkende for fænomenet. Og så virker det jo lidt bizart, at parasitten i virkeligheden er den, der styrer.

Herfra vil vi i hvert fald benytte enhver lejlighed, hvor parasitten kommer klynkende og kræver hjælp, til at argumentere for, at vi i stedet overtager ansvaret, problemerne og faktisk hele biksen fra parasitten. Værdier såvel som problemer i den størrelsesorden bør helt klart være under samfundets demokratiske kontrol.

SAPs forretningsudvalg, den 12. februar 2017

 

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: AGkZB4
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk