Kommentar: Markant højreskred i Holland

Verden over var der lettelse, da det stod klart, at højrepopulisten Geert Wilders ikke vandt sidste uges parlamentsvalg i Holland. Men kigger vi lidt nærmere på valgresultatet, ser vi et voldsomt højreskred. Og hvis vi kigger på valgkampen ser vi, at Wilders har formået at sætte dagsordenen. Wilders er selv blevet endnu mere rabiat, mens de andre partier har konkurreret om at være hårdest mod indvandrere. Specielt det Venstre-lignende VVD og det kristent konservative CDA har ført en grim, populistisk valgkamp, hvor den ikke har fået for lidt mht. anti-islam og lov og orden.

Hollænderne kan se frem til nogle år med en højredrejet regering, som har fået blod på tænderne efter valgresultatet. Der er behov for mobiliseringer mod nedskæringer og mod racisme. Men det er også på tide at den hollandske venstrefløj lærer af sine fejltagelser for at kunne opsamle og organisere den vrede, som så mange almindelige hollændere har over for eliten.

Socialdemokratiske tab gik ikke til venstre
De sidste fire år har Holland været regeret af en koalition ledet af VVD sammen med det socialdemokratiske PvdA. Efter konsekvent at have gennemført VVD’s højreorienterede politik den seneste periode, fik PvdA en voldsom lussing og blev valgets store taber. Fra at have fået 25 procent ved valget i 2012, fik de denne gang under 6 procent - overgået af både de Grønne og af Socialistpartiet (SP).

Nogle kalder denne tendens en PASOKificering, med reference til det græske socialdemokrati PASOK, der i 2012 nærmest blev udraderet til fordel for det radikale SYRIZA, der dengang fremstod som et parti der var parat til tage kampen op mod nedskæringer. Men en markant forskel fra Grækenland, er, at den hollandske venstrefløj ikke formåede at samle de mange frafaldne socialdemokrater.

SP, Hollands traditionelle venstrefløjsparti, havde deres tredje valg i træk med tilbagegang og tabte denne gang endnu et mandat. Både SP og PvdA har af frygt for at tabe stemmer til den yderste højrefløj dukket hovederne og undgået at forholde sig til det, hver gang der er kommet nye rabiate udfald mod immigranter og muslimer.
Wilders´ PVV gik derimod frem fra 10 til 13 procent. Men også de to centrumpartier, der stod som de stærkeste kritikere af Wilders og den tiltagende racisme, centrumvenstres Grønne og centrumhøjres socialliberale D66, gik frem. Specielt de Grønnes fremgang, fra 2 til 9 procent, under en ny, ung karismatisk leder, er spektakulær. Men mht. økonomisk politik er de Grønne langt fra et venstrefløjsparti - og tidligere har de medvirket til ret voldsomme nedskæringspakker.

Med et så splittet parlament og en tradition for flertalsregeringer, kan det tage noget tid at samle en regering. Men som landet ligger, kan vi godt regne med at det bliver en klar højrefløjsregering – uden om Wilders, som ingen vil lege med. Der er en god chance for, at de Grønne vil gå med i en sådan regering. Og en sådan bred regering, der vil fortsætte angrebene på velfærden og skabe endnu mere usikkerhed for arbejdende mennesker, vil bidrage til at øge den vrede, som Wilders fisker i.

Bevægelse, bevægelse, bevægelse…
Med en svækket parlamentarisk venstrefløj vil det være ekstra vigtigt at opbygge udenomsparlamentariske bevægelser i Holland. Og der er muligheder. Efter valget af Trump har der også i Holland været tegn på en stigende vilje til at gå på gaden for at kræve forandringer. Kort før valget gik 15.000 med i kvindemarchen i Amsterdam i en flot manifestation for lighed og mod diskrimination.

Venstrefløjen har aktuelt en helt afgørende opgave med at mobilisere og organisere på især to fronter. Dels selvfølgelig en bred bevægelse, der direkte adresserer højrefløjens - og mainstreampartiernes snigende - racisme. Men næsten endnu vigtigere er det, at det lykkes venstrefløjen så mange steder som muligt at mobilisere til en aktiv, folkelig modstand mod nedskæringspolitikken - og på den måde præsentere et synligt alternativ til højrefløjens udnyttelse af vreden mod eliten.

SAPs forretningsudvalg, den 19. marts 2017

Tip en ven | Print