Kommentar: Er det ”OK” med manglende omfordeling?

Fredag udsendte forligsmanden det samlede udkast til mæglingsforslag, som er accepteret af både LO og DA. Mandag morgen forventes den tekniske gennemgang at være på plads, og den samlede afstemning om hovedparten af de private overenskomster under LO/DA, gældende for ca. 500.000 danske lønmodtagere, kan gå i gang. 42-timers arbejdsuger, manglende omfordeling og ingen effektiv indsats mod social dumping er en direkte årsag til at anbefale et nej.

94 procent af det berørte arbejdsmarked forhandlede selv deres overenskomster på plads, mens de sidste 6 procent nu er blevet underlagt mænglingsskitsen. Mest interessant her er, at blikkenslagerne heller ikke denne gang (ligesom i 2012 og 2014) opnåede forlig med arbejdsgiverne, da arbejdsgiverne har stået stejlt på at fjerne en beskyttelsesbestemmelse mod underbetaling i deres akkordssytem. Til gengæld har blikkenslagerne i mænglingsskitsen fået hævet deres prisindeks i akkordsystemet, hvilket ikke er sket de foregående gange. Som noget nyt blev der heller ikke opnået forlig på Horesta-området, da DA her nægtede at acceptere en gammel bestemmelse om, at arbejdsgivere, der melder sig ud, fortsat er underlagt reguleringer i overenskomsten.
Hovedlinjerne har længe været kendt, lige siden de store områder faldt på plads.

Kollapset om social dumping
i 2014 var hovedkravet til overenskomstforhandlingerne et værn mod social dumping, mest tydeligt italesat som kædeansvar. 2014 endte dog, som bekendt, uden dette værn, og hoved-undskyldningen i fagtoppen var, at man ikke havde forstået, at dette krav var prioriteret, og at det nærmest ikke havde været nævnt.

Derfor havde en stor del af det faglige bagland i år lagt i kakkelovnen ved, at kravet om kædeansvar skulle fremstå klokkeklart og været et ultimativt krav i denne overenskomstforhandling. Derfor er det også blevet sikret, at dette krav har været nævnt i forbindelse med samtlige forberedende møder, og man har forsøgt at lægge det ultimative pres på toppen.

Men da forliget blev indgået på industriens område, som traditionelt er udgangspunktet for alle andre forhandlinge, lå det også klart, at forligsresultatet var uden et effektivt værn og blot endnu en omgang småværktøjer, hvori effektiviteten kan betvivles og varierer voldsomt fra område til område. Det effektive slag mod social dumping kom ikke med, hvilket Dansk Byggeri ikke var sene til at fejre.Arbejdsgiversiden har gjort det helt klart, at man aldrig vil indgå i et forlig, der indfører kædeansvar. Her argumenterer man for, at det er indførelsen af kollektiv straf, på lige fod med, hvis man havde straffet hele Blekingegade-banden for drabet på en politimand. Men en mere oplagt sammenligning er vel, at den, der bestiller en lejemorder, skal straffes på lige fod med den, der udfører det…

Fortsat social dumping er det første argument mod overenskomstforliget. Desværre har opgivelsen i fagtoppen nok efterhånden resulteret i en manglende tro i baglandet på, at det kan lade sig gøre. På transportområdet er det dog ”lykkedes” at få en fælles tilkendegivelse om at opfordre politikerne til at hjælpe med problemet. – Men en erklæring er næppe mere værd end det papir, den er skrevet på.

42 timers arbejdsuge
Fra starten vidste vi, at arbejdsgiverne igen i år ønskede sig mere fleksibel arbejdstid og bedre mulighed for lokalforhandling. Det var dog alligevel overraskende, at arbejdsgiverne har fået en aftale, som tillader op til 5 timers planlagt overarbejde om ugen (op til én time pr. dag). Det er også denne del af aftalen, som har vakt størst vrede blandt medlemmerne, og parolen om Nej til 42-timers-ugen har nu overtaget nej-kampagnen i forbindelse med forliget. Man kan argumentere for, at det ikke er den mest voldsomme forringelse, da det hele skal afspadseres efterfølgende. Men for det første løser dette ikke de problemer, en 42-timersuge kan give f.eks. børnefamilier og især enlige forældre. For det andet har baglandet - i modsætning til fagtoppen - forstået, at det er mere principielt og betydningsfuldt, fordi det handler om kampen om arbejdstiden, og at vi i stedet skulle rejse kravet om nedsat arbejdstid. Og et nej til 42-timersugen er kravet, som samler på tværs af faggrupperne, da det påvirker alle.

Hvilken omfordeling?
Ud over spørgsmålet om arbejdstid, er der også et andet principielt spørgsmål på spil, som ikke har fået voldsomt meget opmærksomhed. Overenskomstforhandlingerne er vores mest effektive redskab til at snakke omfordeling i samfundet, og på trods af, at vi kan påvise rekordoverskud hele vejen rundt, i alle de berørte brancher, så er det lykkedes arbejdsgiverne at slippe afsted med det billigste forlig i årtier. På transportområdet, som er det største af normallønsområderne, reguleres timelønnen med sølle 2,50 kroner hvert år i tre år – vel at mærke 10 øre mindre end i 2014(!), hvilket er meget symptomatisk for resten af forligene.

Et af de helt store elementer i samtlige forlig har været det øgede fokus på efteruddannelse.
Dette fokus var givet på forhånd, da regeringen havde meldt klart ud, at der skulle betales for adgangsbilletten til forårets trepartsforhandlinger om uddannelse. Og helt i tråd med fagbevægelsens tidligere naivitet, så har man betalt prisen, i illusion om, at der nu vil starte større forhandlinger, som vil styrke uddannelsesområdet. Dette endda med en regering for bordenden, som ellers har gjort alt, hvad der står i dens magt, for at dokumentere, at uddannelsessystemet ikke just står højt på dens politiske dagsorden.

Det har betydet, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne nu har åbnet sluserne for udbetaling af deres enorme midler i forskellige uddannelses- og kompetencefonde, for at dække for arbejdsgivernes efteruddannelse af medarbejdere. Det betyder, at den efteruddannelse, som arbejdsgiverne ellers skulle betale for, nu bliver dækket af de midler, som fagbevægelsen har tilkæmpet sig igennem de sidste mange år ved at kræve øget arbejdsgiverbidrag til den selvvalgte efteruddannelse. Medarbejderen skal vel at mærke betale for uddannelsen ved at afskrive sig retten til sin ”selvvalgte” efteruddannelse. Det er nok den billigste form for efteruddannelse, arbejdsgiverne nogensinde vil opleve.

Det samme gør sig også gældende omkring øget frihed til ældre kollegaer. Her han man på de fleste områder hævet retten til seniorfridage til op til 32 dage om året. Men vel at mærke selvbetalt, hvilket yderligere kan medføre direkte modregning i efterlønsbonussen: 13.000 kroner koster første fridag i manglende bonus. Men det nævnes ikke meget i den offentlige debat…

Hvad må der gøres?
På baggrund af ovenstående er opgaven nok ganske klar: Det handler om at dele budskabet, tale spørgsmålet om omfordeling op, dokumentere det skæve samfund og rigdommen i toppen – og på den baggrund mobilisere, organisere og radikalisere kollegaer, i første omgang til at stemme nej og forberede sig på konflikt, men på den lange bane også til at lægge i støbeskeen til de lokale lønforhandlinger, og til et større holdningsskifte til omfordeling i samfundet.

Enhedslisten må gå forrest i denne agitation, og Enhedslistens medlemmer og afdelinger må kaste sig helhjertet ind i arbejdet, ikke kun alene og som afdelinger, men i fællesskab med kollegaer og i faglige organiseringer. Hovedopgaven lige nu er at organisere for et nej på sin arbejdsplads og i sin fagforening, herefter i bredere nej-initiativer.

Læs mere på www.nejtil42timer.com eller læs en kritisk gennemgang af de større forlig på faglig.enhedslisten.dk

SAPs forretningsudvalg, den 26. marts 2017

Tip en ven | Print