Kommentar: For en antiracistisk feminisme

Til maj har Enhedslisten årsmøde, hvor hovedpunktet er behandling af et feministisk delprogram. Et noget forvirrende forløb har gjort det uklart, hvor de væsentligste politiske uenigheder om dette ligger. Men meget tyder på, at programmets omtale af social kontrol i samfundets bliver en hoveddiskussion: Skal social kontrol ensidigt beskrives som et fænomen blandt etniske minoriteter?

I februar valgte hovedbestyrelsen at afvise det programforslag, som var blevet udarbejdet i løbet af efteråret (bl.a. i forbindelse med et weekendseminar om emnet), til fordel for et nyt. Der var en række politiske forskelle mellem de to programmer, og derfor har det heller ikke været let for medlemmerne at gennemskue, hvad der præcis var årsagen til, at hovedbestyrelsen forkastede det oprindelige forslag (der nu er udsendt til medlemmerne som "det alternative forslag").

Forvirringen bliver for så vidt ikke mindre af, at hovedbestyrelsen nu har valgt at bakke op om 42 ændringer af deres eget forslag, hvoraf 25 er ændringer, der kraftigt trækker i retning af det forslag, de for to måneder siden forkastede.

Dem og os
Men denne nyfundne imødekommenhed udpeger samtidig tydeligt, på hvilke programmatiske punkter man afviser at bøje sig i retning af det alternative forslag. Og det står nu klart, at det først og fremmest er på spørgsmålet om "etniske minoriteter", vandene skilles.

Enhedslistens hovedbestyrelse har åbenbart travlt med at melde sig i koret af de røster der påstår, at "social kontrol" er et fænomen, der udelukkende er relevant at beskrive i kontekst af såkaldte "etniske minoritetsgrupper". Hovedbestyrelsen understreger, at der er forskel på, hvordan kvindeundertrykkelse kommer til udtryk, og hævder i den forbindelse, at lige netop social kontrol er en udtryksform, der forekommer i etniske minoritetsmiljøer. Eksemplerne på, hvad der kontrolleres, er "uddannelse, fritid, kærester".

Enhedslisten skal altså programmatisk slå fast, at det kun er i etniske minoritetsgrupper, at der findes forældre som forsøger at kontrollere unge menneskers valg af kærester. Som om det ikke også gælder for mange af de unge i hvide danske hjem, der ønsker at blive kærester med en af samme køn - eller for den sags skyld en muslimsk indvandrer af andet køn? Og Enhedslisten skal åbenbart også slå fast, at familiers kontrol med unges tøjvalg er et særligt minoritetsfænomen, der foregår i visse etniske grupper. Som om det ikke også gælder for utallige transpersoner, eller for utallige unge piger der gerne vil have lidt kortere nederdel eller lidt dybere udskæring, end deres hvide forældre finder passende? For ikke at tale om uddannelse, hvor etnisk danske forældre åbenbart aldrig presser deres børn til et bestemt uddannelsesvalg…

Det er klart, at social kontrol findes i mange varianter, og at kontrollen kan være mere eller mindre voldsom og omfattende. Og selvfølgelig kan religion og kultur spille en rolle i hvordan den sociale kontrol kommer til udtryk i den enkelte familie. Men social kontrol sidder ikke i hudfarven og har ikke noget at gøre med hvilken etnisk gruppe man tilhører. Ligesom de konkrete eksempler, hovedbestyrelsen nævner, lige netop er så generelle, at de faktisk forekommer på tværs af nærmest alle miljøer i vores samfund.

Bekæmp den sociale kontrol!
Samtidig rummer hovedbestyrelsens programforslag ikke så meget som skyggen af et bud på, hvad man vil gøre ved den omtalte sociale kontrol. Nej, tilsyneladende handler det slet ikke om at støtte og styrke de unge, der oplever kontrollerende familier. Er formålet bare, at Enhedslisten skal kunne melde sig i koret af røster i den offentlige debat, der tager afstand fra ”den sociale kontrol i de etniske minoritetsmiljøer” på TV? Hvordan dette skulle hjælpe et eneste ungt menneske ud af et kontrollerende hjem, må stå hen i det uvisse.

Det alternative forslag beskriver familiers kontrol med unge og med kvinder som et generelt og udbredt fænomen, der går på tværs af mange forskellige kulturelle miljøer i vores samfund. Det slår fast, at vi kæmper imod social kontrol ved at arbejde for bedre muligheder for at forlade en familie, der kontrollerer ens adfærd. Det kan vi gøre ved at sikre bedre økonomiske og boligmæssige forhold for unge og ved at udvide og forbedre krisecentre og andre exit-programmer.

Denne linje valgte Enhedslistens hovedbestyrelsen at forkaste. Og med afvisningen af et ændringsforslag, der lige netop ville indføje linjen fra det alternative program på dette punkt, har hovedbestyrelsens flertal nu slået fast, at man ikke ønsker den generelle og løsningsorienterede linje. Lige netop på dette punkt vil man ikke imødekomme det alternative forslag, men fastholder en linje om, at social kontrol er noget der kun findes i etniske minoritetsmiljøer.

En antiracistisk feminisme
Det er ikke i sig selv racistisk at konstatere, at der kan være anderledes eller særligt voldsomme eksempler på social kontrol med unge i uuddannede, socialt trængte og meget religiøse miljøer (som blandt indremissionske småbønder og fiskere langs Vesterhavskysten eller arbejdsløse somaliere i hovedstadsområdet) - eller for den sags skyld, at der er en vis overrepræsentation af sådanne miljøer blandt nogle af de etniske minoriteter. Men den platte og generelle sammenkædning af social kontrol, kvindeundertrykkelse og etniske minoriteter fungerer fuldstændig på samme måde som den helt tilsvarende, også ”statistisk” begrundede, sammenkædning af etniske minoriteter og kriminalitet. Den bidrager lige så lidt som denne til at løse problemer - og lige så meget til at fremme stigmatiseringen af de etniske minoriteter og i sidste ende racismen.

Det alternative forslag slår samtidig fast, at samfundets racisme kan have den konsekvens, at kvinder og unge i etniske minoritetsgrupper kan havne i en endnu mere udsat situation, hvor det er sværere at forlade en familie end det er for andre kvinder i samfundet. F.eks. på grund af regler for familiesammenføring, på grund af integrationsydelsen, eller på grund af sprogbarrierer og manglende netværk. En bekæmpelse af samfundets racisme er derfor også en styrkelse af disse kvinders mulighed for at komme ud af kontrollerende familier.

Det er afgørende at Enhedslisten vælger en antiracistisk feministisk linje. Kun sådan kan partiet forbinde sig til den nye kvindebevægelse, der rejser sig mange steder i verden, og som netop kombinerer og forbinder den feministiske og den antiracistiske kamp. Og kun sådan kan Enhedslisten stille sig solidarisk med de unge kvinder, der i Danmark i stigende grad siger fra og kæmper imod både racismen i samfundet, og de kontrollerende familier, der holder unge og kvinder i et jerngreb.

SAPs forretningsudvalg, den 3. april 2017

Tip en ven | Print