Kommentar: Folkeafstemningsfarcen i Tyrkiet: Et wake up-call

Folkeafstemningen i Tyrkiet var demokratisk set en farce, fordi den var omgivet af massiv politisk undertrykkelse af oppositionen. Erdogan vil nu yderligere befæste sit regime. Forhåbentlig kan valgfarcen dog fungere som et wake up-call for den hårdt tiltrængte internationale solidaritet med den demokratiske opposition.

Efter mange års forberedelse lykkedes det den tyrkiske præsident Erdogan at få flertal ved folkeafstemningen søndag den 16. april for en ændring af den tyrkiske forfatning. En ændring, som samler stort set al magt i præsidentens hænder og som er skræddersyet til at sikre, at Erdogan kan beholde posten frem til år 2029.
Alligevel kan man ikke betegne resultatet som en prangende sejr. Faktisk tværtimod. Selv ifølge de officielle tal var det kun lige godt 51procent, som støttede ændringen. Langt mindre end de to partier, som stod bag forfatningsændringen - det islamiske regeringsparti AKP og det højrenationalistiske MHP – fik ved det sidste parlamentsvalg i november 2015.

Undertrykkelse af oppositionen
Og det spinkle flertal kom i hus på trods af, at Erdogan efter det mislykkede kupforsøg sidste sommer, effektivt har lukket munden – ikke bare på den opposition, som kan mistænkes for at sympatisere med kupmagerne, men også på resten af oppositionen, ikke mindste det venstreorienterede og pro-kurdiske, HDP.

Uden at stå på mål for den sidste decimal er i omegnen af 135.000 offentligt ansatte blevet fyret, 115.000 har været tilbageholdt og 50.000 arresteret. Over 150 medier, inklusiv aviser, TV-stationer og radio-stationer, er blevet lukket og flere hundrede journalister og redaktører arresteret. Mange tusinde medlemmer af HDP er blevet arresteret, herunder mange borgmestre, partiets to ledere (m/k) samt yderligere 13 parlamentsmedlemmer.

Mens ja-siden har haft adgang til et næsten ubegrænset omfang af statens ressourcer, har nej-siden dårligt kunnet komme til orde. Ikke bare er HDPs valgplakat og populære valgsang blevet forbudt, men dækningen i medierne har været absurd skæv. F.eks. viste en undersøgelse af 17 forskellige landsdækkende TV-kanaler, at mens præsidenten fik omtale i 169 timer og hans parti, AKP, i 301,5 timer, så fik HDP til sammenligning omtale i præcis 0 timer og 0 minutter.

På den baggrund kan det ikke undre, at de internationale valgobservatører fra henholdsvis OSCE og Europarådets parlamentariske forsamling konkluderede i deres foreløbige rapport, at folkeafstemningen ikke havde fundet sted på en bane med lige vilkår og ikke levede op til normale demokratiske standarder.

Men uanset hvor uretfærdigt valgkampen var og hvor meget egentlig valgsnyd, som blev gennemført, så ændrer det ikke på, at Erdogan har udråbt sig selv som vinder og allerede er i gang med at befæste sit autoritære regime yderligere. Det lover ikke godt for fremtiden. Alene i 2016 rapporterede den tyrkiske menneskerettighedsorganisation, IHD, om 46.292 overgreb på menneskerettighederne i landet. Det tal vil utvivlsomt vokse i 2017.

Hvordan Erdogan præcist vil optræde kan selvfølgeligt være vanskeligt at forudsige. Men hans rablende angreb på de internationale valgobservatører og den landsomfattende kampagne, som er blevet sat i gang mod bl.a. Enhedslistens Nikolaj Villumsen (som deltog i Europarådets valgobservation) for at stå i ledtog med ”terrorister”, viser med al ønskelig tydelighed, at man ikke kan forvente et gran af fornuft fra den kant.

Brug for solidaritet, ikke hykleri
Mens den amerikanske præsident Trump har lykønsket Erdogan med ”sejren”, så har EU-landenes ledere været mere kritiske og udtrykt bekymring for demokratiet i Tyrkiet.

En del af den kritik er rent hykleri. Den handler i virkeligheden om at forsøge at tilfredsstille islamofobiske strømninger i egne befolkninger. Et grotesk eksempel er Dansk Folkepartis Søren Espersen, som nærmest krævede dansk-tyrkere, som havde stemt på Erdogan, smidt ud af Danmark - samtidig med at han selv og hans parti har gjort, hvad de kunne, for at forhindre kritik i både folketinget og Europarådets parlamentariske forsamling af Erdogans undertrykkelse af de demokratiske rettigheder i Tyrkiet.

De europæiske politikere skal ikke bedømmes på, hvad de siger, men på, hvad de gør. Vil de f.eks. fortsat præmiere Erdogan-regimet med milliarder af euro for at holde flygtninge væk fra vores grænser? Og vil de fortsat sikre Erdogan-regimet en lang række økonomiske fordele som et tæt associeret medlem af EU?

De spørgsmål får i hvert fald de danske politikere mulighed for at besvare fredag den 5. maj, når folketinget skal behandle et forslag fra Enhedslisten om suspension af EUs optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, indtil landet fungerer efter demokratiske spilleregler.

Under alle omstændigheder er der behov for, at solidaritetsarbejdet med vores venstreorienterede kammerater og andre forfulgte forstærkes. Også i Danmark er der afholdt alt for mange demonstrationer og andre manifestationer, hvor hovedparten af de fremmødte har været herboende kurdere fra Tyrkiet, mens deltagelsen fra den hvide danske venstrefløj har været til at overse.

Man må håbe, at folkeafstemningsfarcen i Tyrkiet har været et wake up-call, og at stadig større dele af venstrefløjen i Danmark forstår nødvendigheden af solidaritet med de demokratiske kræfter i Tyrkiet. Der er i hvert fald brug for det! Ud over demonstrationer er der mange andre muligheder for solidaritet, f.eks. konkret støtte fra danske fagforeninger til politisk forfulgte kolleger (journalister, dommere, advokater, lærere m.v.) i Tyrkiet.

SAPs forretningsudvalg, den 22.april 2017