28.05.17 | SAPs Forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Kommentar: Feminisme på International Ungdomslejr

Den 23.-29. juli afholdes den 34. internationale socialistiske ungdomslejr, hvor omkring 500 unge aktivister hvert år samles for at dele erfaringer fra bevægelser og kampe imod udbytning og undertrykkelse. I år afholdes lejren på sydspidsen af det italienske fastland. Og på baggrund af den internationale kvindebevægelse, som specielt i Italien har mobiliseret titusindvis af mennesker både den 25. november 2016 og den 8. marts i år, vil feminisme blive et centralt tema på lejren. Det er en anledning til at lære af erfaringer på tværs af grænser. Og en anledning til at styrke og udvikle de internationale bånd, der er blevet knyttet som en del af bevægelsen.

Internationale kvindeprotester
Den 8. marts var der i mere end 56 lande aktiviteter knyttet til den internationale kvindestrejke. Italien var ingen undtagelse. Her demonstrerede kvinder i mange byer under parolen “No una de meno” - Ikke en mindre - imod vold mod kvinder. Og nogle steder, som f.eks. på fabrikken Electrolux i Milano, gik de ansatte også i strejke som en del af protesten. Initiativet til den internationale kvindestrejke kom fra den argentinske bevægelse, der opstod i protest over det brutale mord på en 16-årig pige i oktober 2016. Også i Italien er mord på kvinder et massivt problem.

Men den internationale bevægelse imod vold mod kvinder handler om mere end vold i klassisk forstand. Det er en protest imod alle de former for vold, som kvinder udsættes for i vores samfund. Den fysiske, den økonomiske, volden i sproget og den vold det er, når kvinder nægtes retten til at bestemme over egen krop. Derfor blev den amerikanske ”Womens march” også knyttet an til det internationale initiativ. Og det samme gjorde bevægelserne i Polen og Irland imod stramninger af abortlovgivningen og for retten til at bestemme over egen krop.

Denne internationale synergi i de nye kvindeprotester er ikke slut med 8. marts protesten. Allerede nu er en lang række af netværk og organisationer i Europa i gang med at organisere den næste protest: En fælles europæisk aktionsdag den 28. september for reproduktive rettigheder; for lovlig, fri og tilgængelig abort for alle.

Feministisk internationalisme
Det er godt og tiltrængt med en kvindebevægelse, der koordinerer internationalt, og som har solidaritet på tværs af grænser som et centralt udgangspunkt for aktiviteterne. I alt for mange år har vi set, hvordan man - specielt i Europa og USA - har misbrugt de sejre, som kvindebevægelsen har vundet i nogle lande, til at legitimere imperialisme, krig og racistiske angreb på minoriteter. Så meget desto mere er det utrolig vigtigt at fastholde den internationalisme, som de seneste års kvindeprotester har bygget på. Fra Polen til Argentina, fra Washington til Milano, fra Tyrkiet til Irland. En fælles bevægelse imod undertrykkelse og vold. For lighed og for retten til at bestemme over egen krop.

Nødvendigheden af at knytte aktivister sammen på tværs af grænser
Forudsætningen for at bevægelser kan sprede sig som den feministiske bevægelse har gjort det, er at aktivister knytter bånd og deler erfaringer på tværs af grænser.

Den internationale socialistiske ungdomslejr er en mulighed for netop dette. Lejren samler unge aktivister på tværs af grænser og med en politisk bredde, der afspejler de antikapitalistiske partier, som er opstået i løbet af de sidste 20-30 år, i et forsøg på en samling af en radikal antikapitalistisk venstrefløj.

Der kommer unge fra Bloco de Esquerda i Portugal, fra Podemos i Spanien, unge der har deltaget i Nuit Debout protesterne i Frankrig, aktivister fra No Una De Meno i Italien, og unge der har organiseret Ende Gelände protesterne mod brunkulsminer i Tyskland.

I programmet for årets lejr er en hel dag dedikeret til at diskutere feminisme, herunder erfaringer fra de kampe som vi har set i mange lande i det seneste år. Dagen bliver indledt med erfaringerne fra den globale kvindestrejke. Og derefter vil der være workshops med mange forskellige vinkler på bevægelsen. Du kan høre om: tab af kvinders rettigheder i Europa i dag, hvad betyder det at kvinder genoptager strejkekonceptet?, strukturel macho-vold, ikke-vestlig feminisme, islamofobi og feminisme, kvindeslaveri, kvinder i den russiske revolution, søsterskabets oprindelse, og marxisme, køn og seksualitet: transkvinders placering i klassekampsfeminisme. Se hele programmet for lejren her: https://issuu.com/midler2/docs/isul-flyer_2017

Fra Danmark er det SUF, der organiserer deltagelsen i lejren. De er allerede langt i forberedelserne, men du kan stadig nå at involvere dig. Den 10. juni afholdes der et møde for deltagerne - for at diskutere vores politiske inputs til årets program og tale om de sidste praktiske detaljer.

Læs mere om transport og pris (indtægtsafhængig) - og tilmeld dig årets lejr hér: http://ungdomsfront.dk/isul

SAPs forretningsudvalg, den 28. maj 2017

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: HO0FLx
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk