Kommentar: Corbyn sætter ny dagsorden – organisering skal vinde sejren

Valget af den venstreorienterede Jeremy Corbyn som Labour-leder har givet det britiske socialdemokrati ny vind i sejlene og har ved det kommende parlamentsvalg gjort det til et afgørende samlingspunkt for den systemkritiske venstrefløj. En Corbyn-sejr vil bestemt også være noget, der flytter dagsordenen både i Storbritannien og Europa. Men uanset valgresultatet skal der organiseres og mobiliseres til klassekamp, hvis sejren skal vindes på længere sigt - og her har denne venstrefløj en kæmpeopgave.

(OBS: Denne ugekommentar er skrevet og færdigredigeret inden nattens modbydelige terrorangreb i London)

Ved det kommende valg i Storbritannien anbefaler de fleste toneangivende venstrefløjsgrupper at stemme Labour, hvad der ellers var nærmest utænkeligt indtil for kun to år siden. Gennem de seneste snart 30 år har skuffelsen og kritikken haglet ned over Labour fra venstrefløjen, der omvendt selv har kuldsejlet mindst fire socialistiske valgalliancer. Fra 00ernes Socialist Alliance over de senere koalitioner RESPECT, TUSC og senest Left Unity, der således nu er overhalet indenom af ikke blot Labour, men for så vidt også det britiske Green Party, der på få år er vokset til 55.000 medlemmer, over en million stemmer og et enkelt parlamentsmedlem, den venstredrejede Caroline Lucas. Så sent som ved valget i 2015 fik de grønne hele 13,4 procents opbakning imod 30 procent til Labour. Ikke desto mindre er det nu Corbyn og Labour, der tiltrækker venstreorienterede. Også selv om partiets nye partiprogram på mange måder er klassisk socialdemokratisk, snarere end socialistisk og antikapitalistisk.

Corbyn-sejr - et godt afsæt
Efter en lang række af højredrejede Labour-ledere som Tony Blair, Gordon Brown og senest Ed Milliband, er Jeremy Corbyn absolut et lyspunkt med sin kritik af skiftende regeringers privatiseringsiver og militære interventioner i bl.a. Afghanistan og Irak. At han overhovedet kunne vinde formandsposten er et sensationelt nederlag for Labour-partiets højrefløj, der dog stadig er i tilnærmet åbent oprør og bestemt ikke har tænkt sig at opgive frivilligt.

Hvis Labour endda vinder parlamentsvalget, er det en endnu større sejr. Også her i Danmark vil det være et slag mod folk som Henrik Sass-Larsen og frafaldne SFere, der ikke ser andre udveje end mere markedstilpasning.

Labours valgmanifest, der i disse dage får partiet til at hale ind på højrefløjen, udtrykker et klart opgør med den nyliberale nedskæringspolitik, når det bruger skattestigninger fra de rige til at finansiere et velfærdsløft, der bl.a. betyder gratis uddannelser og børnehaver, genindførelse af SU m.m. Det lover også f.eks. en minimumsløn på 10£ samt re-nationalisering af bl.a. vandforsyning, jernbaner, post og energiforsyning.

Når det er sagt, er både Corbyn og Labour særdeles langt fra, hvad der er nødvendigt i et opgør med de herskende forhold. F.eks. er valgprogrammet mere klart for Nato og det britiske atomprogram Trident, end Corbyn personligt har givet udtryk for, ligesom f.eks. oprettelsen af en ny postbank ikke i sig selv rører ved bankkapitalens magt. Så én ting er, at det afspejler magtforholdene internt i partiet; en anden ting er, at intet i det bryder med traditionel socialdemokratisk logik, dvs. at kapitalismen kan reformeres, og at det hele er muligt inden for de givne og parlamentariske rammer.

Behov for organisering
Derfor er der - uanset valgresultatet - fortsat brug for organisering af de kræfter, der vil socialisme, ikke bare socialdemokrati.

En eventuel ny Corbyn-regering vil naturligvis fra dag 1 møde modstand fra både international og britisk kapital, fra det etablerede magtapparat og fra en samlet falanks af finansfyrster, industribaroner og mediemoguler, der klart vil markere, hvor grænsen går, og hvad de råder over af magtmidler. I den situation vil der være brug for organiserede kræfter, der kan og vil pege på de nødvendige næste skridt.

Med det særegne britiske valgsystem, der favoriserer det største parti i en valgkreds, har det altid været svært for nye strømninger at blive repræsenteret i parlamentet. Dette er klart en af faktorerne, der gennem tiden har fået adskillige britiske venstrefløjsgrupper til at arbejde inden for Labour, snarere end at satse på selvstændig repræsentation. Ikke desto mindre er der behov for netop sidstnævnte, og ikke mindst en selvstændig intervention i klassekampen på arbejdspladserne, i miljøbevægelsen og i de sociale bevægelser generelt.

Men ikke mindst er der behov for netop en ekstremt tydelig klasseorganisering, uafhængigt af partier og synet på f.eks. medlemskab af EU, skotsk uafhængighed etc. Brexit og spørgsmålet om en opsplitning af selve Storbritannien har rystet både Labour og venstrefløjen, så Labour f.eks. i høj grad har mistet sin gamle massebasis i netop Skotland, mens borgerligt-nationalistiske strømninger har profiteret på unionskritik ved at fremstille det som et nationalt spørgsmål frem for et socialt. Mens de gamle og undertrykkende unioner knager i deres føjninger, kæmper morgendagens kræfter om, hvad der skal sættes i stedet.

Hvis Corbyn vinder valget, vil det være en sejr, der kan sætte en ny og langt bedre dagsorden for klassekampen i Europa. Men om det kan bære videre, afhænger af styrken i klasseorganiseringen i Storbritannien - og klassesolidariteten i resten af Europa.

SAPs forretningsudvalg, den 3.juni 2017

Tip en ven | Print