Kommentar: Kampen mod minuttyranniet på sygehusene fortsætter!

Slaget om afskaffelsen af produktivitetskravet på landets sygehuse blev tabt, da Danske Regioner i den forgangne uge indgik økonomiaftale med regeringen om regionernes økonomi i 2018. På trods af massivt pres fra både faglige organisationer og patientforeninger gav den socialdemokratiske ledelse i Danske Regioner efter overfor regeringens krav om at de ansatte skal løbe stærkere for at finansiere flere behandlinger. Men selvom slaget blev tabt, er kampen ikke slut.

Det plejer ikke at kaste meget opmærksomhed af sig, når kommuner og regioner indgår deres årlige økonomiaftale med den siddende regering. Men under VLAK-regeringen har denne situation været vendt på hovedet.

Efter sidste års kommunale kampagne mod regeringens bebudede ”omprioriteringsbidrag” på 2½ mia. kr., som endte med at regeringen måtte bøje sig, havde flere af de sundhedsfaglige organisationer i år fået en tro på, at man også på det regionale sundhedsområde kunne stoppe VLAK-regeringens liberalistiske offensiv. Derfor lancerede både Velfærdsalliancen, og de sundhedsfaglige organisationer en kampagne for at få afskaffet det såkaldte produktivitetskrav på sygehusene. Det lykkedes endda på Danske Regioners generalforsamling i april – efter Enhedslistens forarbejde – at få en enstemmig opbakning til, at forhandlerne arbejdede for en afskaffelse af effektiviseringskravet i de kommende forhandlinger med regeringer. Hvis de havde stået fast på kravet, var forhandlingerne efter al sandsynlighed brudt sammen og havde stillet regeringen i en vanskelig situation i forhold til at få flertal for et diktat.

Produktivitetskravet har gennem et par år i stigende grad været til debat, fordi det presser personalet på sygehusene – som udgør den største post i det danske sundhedsvæsen – til at løbe stærkere. Simpelthen at producere flere behandlinger for de samme penge.

Produktivitetsudvikling på niveau med industrien
Produktivitetskravet går kort og godt ud på, at regeringen sender regningen for at få flere behandlinger på sygehusene til de ansatte, ved at kræve at de løber 2 procent hurtigere hvert år. Siden 2003 er produktiviteten derfor steget med mere end 30 procent på de offentlige sygehuse. Det svarer omtrent til produktivitetsudviklingen i industrien – en branche baseret på heftig mekanisering og arbejdskraft-besparelser. På sygehusene, som ikke i samme grad som industrien kan mekanisere produktionen, men stadig producerer ved brug af relativt megen arbejdskraft, kan en så voldsom produktivitetsvækst ikke lade sig gøre uden dramatiske konsekvenser for de ansatte og patienterne.

Derfor kører rengøringspersonalet på landets hospitaler kampagnen Ren Respekt. De slås for at kunne nå at gøre ordentligt rent til gavn for både dig og mig. Tilsvarende udsendte sygeplejerskerne i Region Sjælland i maj et åbent brev, hvor de på en lang række punkter beklager de usle forhold, blandt andet at ”det pressede arbejdsmiljø viser sig ved, at medarbejderne får symptomer på stress eller får arbejdsskader, fordi de står alene med tunge løft eller har så travlt, at de kommer ud for stikuheld. Og selv om det er det pressede arbejdsmiljø, der er udløsende årsag til medarbejderes sygefravær, oplever vi ofte, at tonen er blevet skærpet i omsorgssamtaler med sygemeldte sygeplejersker.”

Arbejdsmiljøtilsynets alarmerende rapporter om de faktiske forhold på landets hospitaler viser, at medarbejderne udsættes for umenneskeligt pres for at få tingene til at hænge sammen. I mange tilfælde er det ikke alene gået ud over personalet i form af stress og lignende, men også patienterne er blevet ramt af det opskruede tempo i form af forkert eller for lidt behandling.

Ansatte og brugere i fælles front
Derfor var det også en stærk front, som stod sammen bag kravet om at afskaffe produktivitetskravet i 2018. For ud over de faglige organisationer tilsluttede patientforeningerne sig også kravet og har fremsat en kraftig kritik af den endelige aftale. Det er afgørende for kampen mod produktivitetskravet, at der er en fælles forståelse blandt både ansatte og patienterne af, at forøget tempo hverken er til gavn for medarbejdere eller de patienter, de skal behandle.

Dette illustreres af de senere års vækst i antal af utilsigtede hændelser og klager på de offentlige sygehuse. For selvom der leveres flere og bedre behandlinger inden for en lang række områder, så medfører det opskruede tempo, at flere fejl opstår. Og derfor er det ikke blot en egeninteresse hos medarbejderne at få afskaffet produktivitetspresset – det er også i patienternes interesse.

Regeringen er klar over, at dette er en afgørende alliance at få stækket. Således fastholder Finansministeren hårdnakket, at produktivitetskravet er til gavn for patienterne, selvom han formentlig godt ved, at det ikke er rigtigt.

En kamp med storpolitiske perspektiver
Kampen mod minuttyranniet er ikke en isoleret kamp hos en marginaliseret faglig gruppe i den offentlige sektor. Sygehusene er blevet et borgerligt ikon på, at New Public Management kan virke i praksis. Det kan lykkes at disciplinere den offentlige sektor med hård budgetdisciplin og vedvarende krav om effektiviseringer. Sådan skal det se ud på overfladen.

Derfor har kampen om tempoet og tiden storpolitiske konsekvenser. Hvis det lykkes fagforeninger og patienter at sige stop for en politik, som finansierer mere velfærd ved at sende regningen til de ansatte og brugerne, så kan det sprede sig.

For det er ikke småbeløb, som produktivitetsforøgelsen sparer regeringen for. Alene i 2018 svarer den krævede produktivitetsforbedring til 1,4 mia. kr. Rundt regnet svarer det til, at hver ansat på sygehusene skal lægge ubetalt merarbejde for 1.000 kr. om måneden næste år i form af højere tempo.

Hvis den kapitalistiske logik, som lægges ned over sygehusene, stækkes, får det altså stor betydning for finanspolitikken. Hvis der hvert år skal tilføres 1½ mia. kr. til sygehusvæsenet for at sikre at antallet af behandlinger følger med behovene, så tærer det kraftigt på råderummet i regeringens 2025-plan.

Hvis oprøret mod tidstyranniet spreder sig til andre sektorer med lignende pres – fx den kommunale – så regeringen skal til faktisk at betale for den velfærd, som den kræver af de offentligt ansatte, ja så ser det småt ud med penge til skattelettelser.

Enhedslistens rolle og opgaver
Enhedslisten har gennem opbygningen og afviklingen af kampagnen mod produktivitetskravet spillet en vigtig rolle som drivkraft. Både parlamentarisk, gennem aktiviteter i Velfærdsalliancen og i de faglige organisationer.

Selvom det ikke lykkedes at få Danske Regioners bestyrelse til at afvise en økonomiaftale med produktivitetskrav, kan og skal Enhedslisten stadig spille en vigtig rolle i den fortsatte kamp mod minuttyranniet.

Det er vigtigt, at
• Enhedslisten i Danske Regioners bestyrelse stemmer nej til aftalen og – blandt andet i den kommende valgkamp – lægger afstand til de partier, der har forhandlet og godkendt aftalen.
• Enhedslisten lægger maksimalt pres på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne for at få dem til at stemme nej til det bloktilskudsaktstykke, som Folketingets Finansudvalg skal godkende for at økonomiaftalens økonomiske elementer formelt kan gennemføres. Begge partier indgik under SR-regeringen en stemmeaftale med ”nødvendighedens partier” om at stemme for et sådan aktstykke, så længe der lå en aftale med Danske Regioner bag aktstykket.
• Presset på de to partier vil samtidig udstille både Dansk Folkeparti og Socialdemokraternes manglende vilje til at forsvare velfærden over for nødvendighedens politik, hvis de ikke bryder stemmeaftalen. Hykleriet er til at tage at føle på hos DF, hvis partiet sætter stemmeaftaler højere end kampen for et ordentligt sygehusvæsen.
• Enhedslisten må fortsat prioritere deltagelse i velfærdsalliancen. Samtidig må Enhedslisten faglige netværk øge aktiviteterne lokalt for at mobilisere medlemmer af de sundhedsfaglige organisationer til i protester og markeringer over for regeringen og Danske Regioner.

SAPs forretningsudvalg, den 11.juni 2017

Tip en ven | Print