Kommentar: SD er til blåt og sort - EL må sikre et rødt alternativ

Mette Frederiksen bliver i disse dage slet ikke spurgt om, hvorvidt hun vil imødekomme de politiske krav, som både Alternativet og Enhedslisten har truet med at stille, hvis de skal pege på hende som en kommende statsministerkandidat. I stedet bliver hun spurgt, om hun vil skifte partnerskabet med De Radikale ud med DF. Det er der - desværre - gode politiske grunde til. Og disse grunde gør det nødvendigt, at andre tager ansvaret for at opbygge fremtidens venstrefløj.

Blå økonomisk politik med de Radikale
Stridighederne mellem SD og R handler reelt ikke om, at SD siger fra over for de Radikales nyliberalisme. Når SDs venstrefløj ynder at give R skylden for Thorning-regeringens ulighedsskabende politik, er det hykleri. Corydon og Thorning førte den økonomiske politik, de gik ind for.

SD står ikke for et opgør med vil den nyliberale økonomiske kurs, som både Løkke-og Thorning-regeringerne har ført. Selv om Mette Frederiksen nu, hvor hun ikke har regeringsmagten, snakker om "velfærd i stedet for skattelettelser", vil hun reelt ikke gøre op med den borgerlige nedskæringspolitik. Tvært imod støtter SD det galoperende effektiviseringsvanvid i den offentlige sektor, og vil f.eks. stemme for de kommune og regions-aftaler, der forhindrer blot en finansiering af de stigende velfærdsudgifter, der følger af den demografiske udvikling. End ikke fattigdomsydelserne vil de love at gøre op med, hvis de får regeringsmagten.

SD hykler løs - sammen med DF - men begge partier står reelt bag hovedlinjen i Løkkes ulighedsskabende økonomiske politik. For eksempel hykleriet om pensionsalderen: Man går med trommer og trompeter imod Løkkes trusler om at skyde den et ekstra halvt år - men fastholder løftet til Løkke om at ville hæve den igen allerede i 2020!

Alt i alt: SD vil føre økonomisk asocial politik sammen med de (andre) blå - fra R mod højre.

Sort værdipolitik med DF
Det er såmænd omvendt de Radikale, der har lidt svært ved at sluge, at SD på de såkaldt værdipolitiske områder har flyttet sig helt over i bukserne på DF. Først og fremmest med krav om en katastrofalt flygtningefjendsk asylpolitik, med flittig udbredelse af nationalistiske og diskriminerende, generaliserende fordomme om etniske minoriteter, og åbenhed over for reelt diskriminerende lovgivning.

Således aktuelt på folkemødet i Bornholm, når Tulle og Mette synger duet i Mormors Kolonihavehus. SD slår plat på den helt nødvendige kamp mod social dumping: I stedet for - sammen med venstrefløjen - at sætte fokus på at give fagforeningerne alle mulige kampmidler i hænde til at forsvare gode og ens arbejdsvilkår og løn for alle, bliver det vinklet til et spørgsmål om at holde "ikke-danskerne" ude - med åbenlys appel til racistiske tendenser, illustreret af fællessangen med DF.

I virkelighedens verden ønsker SD til gengæld slet ikke at gøre oprør mod og bryde med de EU-regler, der tillader underminering af arbejderrettigheder. Det gjorde de ikke, da de havde regeringsmagten - ligesom de ikke drømmer om at afprøve det teoretiske flertal med DF og EL til at gøre det nu.

Også retspolitisk har SD præsteret en katastrofal bevægelse i retning af DF- og K-standpunkter om strengere straffe, mindre retssikkerhed, mere overvågning m.v.

Alt i alt: SD vil føre værdipolitisk sort politik sammen med DF - og sikkert også resten af højrefløjen.

Rødt alternativ
Der er altså absolut intet grundlag for at sprede illusioner om, hvad vi kan vente os af en evt. kommende SD-ledet regering. Selv i opposition kan partiet ikke svinge sig op til at præsentere noget, der bare ligner et reelt alternativ. Dette stiller Enhedslisten over for den opgave at sikre, at der overhovedet er en opposition, der vil noget andet end blåt og sort: at der er et synligt rødt alternativ.

Faktisk var det også det, Enhedslisten allerede i 2015 indså og tog konsekvensen af, da vi på årsmødet vedtog dokumentet "Fremtidens Venstrefløj". Her blev det netop slået fast, at "Enhedslisten og Socialdemokraterne ikke har et fælles politisk projekt. Tværtimod står Socialdemokraterne for en økonomisk politik og en indvandrer- og flygtningepolitik, der ligner højrefløjens mere end vores." Derfor stillede vi os opgaven: "Venstrefløjen må styrke og udvikle sig selv i politisk modsætning til både højrefløjen og Socialdemokraterne. Vores hovedopgave er derfor ikke at forsøge at sikre små korrektioner af Socialdemokraternes fejlslagne politiske kurs. Vi er venstrefløj i vores egen ret med vores eget projekt og vores egen kurs."

Denne opgave rummer mange elementer, der er beskrevet i dokumentet Enhedslisten vil opbygge fremtidens venstrefloej og styrke folkelige bevaegelser.
Hvis man her kort skal sammenfatte dem i to hovedpunkter, kunne det være således:

Enhedslisten skal sikre, at der præsenteres et politisk alternativ til Løkke/"den nødvendige politik". Et rødt alternativ, der kan vindes opbakning for på venstrefløjen, men også blandt bl.a. SDs medlemmer. Et program, der åbenlyst går til angreb på de rige - til gavn for arbejderbefolkning, fattige, etniske minoriteter og alle andre undertrykte grupper, og som sikrer bæredygtighed og økologisk omstilling. Vi skal også udfordre Alternativet og SF til at bakke op om dette.

Enhedslisten skal gøre alt, hvad vi evner, for at opbygge de organiseringer, bevægelser og mobiliseringer, der skal til, for at bære et rødt alternativ fremad. Det handler både om at støtte, deltage og bidrage overalt, hvor nogen rører på sig, og om selv at være drivende og tage initiativer for at samle til modstand mod de borgerliges felttog.

Erfaringerne i andre lande (fx Frankrig, England, Grækenland og Spanien) er, at de borgerlige socialdemokratier har fremtiden bag sig - og at der er masser af muligheder for en venstrefløj, der tør præsentere et tydeligt rødt alternativ. Men det er lige så vigtigt at fastslå, at en holdbar fremgang for venstrefløjen ikke sikres af de rigtige politiske paroler alene - men må bygge på en mobilisering af de folkelige kræfter, hvis interesser vi vil forsvare.

SAPs forretningsudvalg, den 18. juni 2017

Tip en ven | Print