Kommentar: Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende.

Mens regeringens aftale med regionerne har fået stor opmærksomhed på grund af den skuffende fastholdelse af produktivitetskravet til sygehusene, har der været meget lidt opmærksomhed på aftalen om kommunernes økonomi. En hovedårsag til den sparsomme mediebevågenhed er givetvis, at kommunerne får en lille smule flere penge til velfærden og ellers bevarer nogenlunde status quo.

Servicerammen hæves med 300 mio. kr., mens investeringsniveauet stiger med 700 mio. kr. i løbende priser. Problemet er imidlertid, at udgifter som følge af demografi – det vil sige flere ældre og børn – alene i 2018 vil medføre stigende udgifter for 1,3 mia. kr. på servicerammen. Det reale ressourceforbrug pr. bruger vil altså falde svarende til 1 mia. kr., hvis prognosen holder stik. Samtidig har kommunerne siden 2015 gjort opmærksom på, at det tilladte investeringsniveau skal højere op, hvis det skal være muligt at omstille bygningsmassen i kommunerne til både flere ældre, mere effektive arbejdsgange osv.

Med andre ord tjener økonomiaftalen altså til at underminere velfærden ved at tildele kommunerne færre ressourcer end der reelt skal til for at fastholde – endsige udvikle – velfærden. På den måde ligner strategien en ubrudt fortsættelse af dogmet fra Fogh-perioden, hvor den ”snigende liberalisering” blev brugt som strategi til at udsulte den offentlige sektor over en årrække. De skandaler og problemer, som denne strategi har medført inden for andre offentlige institutioner og virksomheder, kender vi alt for godt – med SKAT som det mest skræmmende eksempel.

Skattesænkninger
Kommuneaftalen tager også hul på tilskud til skattelettelser i kommunerne. Kommunerne kan under ét få tilskud til at sænke skatten med 250 mio. kr. Tilskuddet udfases over en fireårig periode, men er alligevel mærkbar med en førsteårs-kompensation på 75 pct. Overordnet er ideen, at kommunernes skat skal sænkes. Særligt kommunerne med et højt beskatningsgrundlag har et incitament til at gøre det, fordi de har et højt udligningsniveau, hvor flere kommuner betaler 93 pct. til den kommunale udligning for hver ekstra opkrævning. De rige kommuner i Nordsjælland vil med ordningen have et klart alibi til at gennemføre skattesænkninger.

Socialdemokraterne og DF giver de borgerlige redskaberne
Hovedlinjen er altså en fortsættelse af den snigende liberalisering. Forskellen til 2000´erne er imidlertid, at DF og Socialdemokraterne har foræret de borgerlige partier nye redskaber til at stramme skruen overfor kommunerne.
For det første medførte SRSF-regeringens indførelse af budgetloven et budgetmæssigt kaossystem, der tjener det formål at forhindre kommunerne i at bruge de penge, som faktisk aftales i økonomiaftalerne. Igen i 2016 var der et underforbrug på 2½ mia. kr. i kommunerne. Udgiftslofter og de forhadte sanktionstrusler i lovgivningen er en pisk, som de borgerlige med opbakning fra både S og DF kan svinge.

Mere ødelæggende for et kommunalt oprør mod spareplanerne er imidlertid de to partiers udsalg af egne politiske løfter for at honorere korridoraftaler med de borgerlige. Siden DF og S indgik stemmeaftale med de borgerlige om at stemme for aktstykker i finansudvalget, som udmønter økonomiaftaler med henholdsvis KL og Danske Regioner, har partierne parkeret deres reelle mulighed for i Folketinget at bremse gennemførelsen af den snigende liberalisering.

S og DF er altså direkte ansvarlige for, at den kommunale velfærd – stik imod partiernes løfter om velfærdsforbedringer – underløbes i aftale efter aftale. Dermed bliver det også klart, at de to partier hellere vil være tro mod stemmeaftaler med de borgerlige partier, end mod de vælgere, som tror at partierne vil gøre deres bedste for at forhindre nedskæringspolitikken.

Nej til nedskæringsbudgetter - ja til kommunalt oprør!
Derfor bliver der - selv i dette valgår - brug for en kamp mod reelle nedskæringsbudgetter, der indebærer ringere forhold for ældre og handicappede, på skolerne, i institutionerne osv. Og også i år må kampen ikke bare handle om at flytte problemerne fra fx vuggestuenormeringerne til ældreplejen. Heller ikke om at hæve kommunalskatten, hvor selv de allerfattigste betaler samme procent som de højeste indkomster (hvis sidstnævnte da ikke får skatterabat, fordi de rammer ”det skrå skatteloft”!) - men derimod om at sprænge rammerne, hvis og når det er nødvendigt.

Først og fremmest handler det om at mobilisere dem, der rammes konkret af forringelser. Dernæst om at opbygge den brede bevægelse og solidaritet, der skal til, hvis kampen skal vindes. Mange steder er der heldigvis gjort et forarbejde til opbygning af en fælles front i ”Velfærdsalliancens” mobiliseringer. Og mulighederne for at presse politikerne er alt andet lige lidt større i et valgår…

SAPs forretningsudvalg, den 23. juni 2017

Tip en ven | Print