24.05.09 | SAP's Forretningsudvalg
- Kan en god internationalist stemme på en kandidat, der opstiller til parlamentsvalget den 7. juni på ”Folkebevægelsen mod EU”’s liste? Smager det ikke lidt for meget af Dannebrogsvingende forsvar for landegrænser, der stort set ikke længere eksisterer?
Den slags spørgsmål er der sikkert mange socialister, der i disse dage stiller sig selv. Ikke mindst de af os, der tilhører den stadigt større del af befolkningen, der har levet i EU hele deres liv.
- Ideen om at genopføre grænsestationen ved Kruså virker hverken progressiv eller tiltrækkende…
Stærke kræfter, der spænder fra EU-kommissionens lokale propagandakontor til SF’s fremgangsrige højrefløj, gør deres bedste for at puste til denne skepsis og hænge enhver EU-modstand ud som bagstræberisk, nationalistisk selvtilstrækkelighed.
”Heldigvis” bliver vi samtidig bombarderet med eksempler på, hvad det er for en slags internationalisme, EU-projektet repræsenterer:
Slagterikoncernen med det nationalt klingende navn Danish Crown går i spidsen, med sin usminkede brug af EU’s grænseoverskridende kapitalisme. De har simpelthen stillet krav om, at de indgåede overenskomster rives i stykker og slagteriarbejdernes løn nedsættes med 20 procent. Ellers vil de fyre samtlige deres nuværende ansatte og bruge EU’s regler om varernes og arbejdskraftens frie bevægelighed til at erstatte dem med billig, uorganiseret arbejdskraft fra de krisehærgede EU-lande i Østeuropa.
EU’s internationalisme går ud på, at Danish Crown fuldt lovligt kan gøre dette. EU’s internationalisme er underminering af overenskomster og arbejder-rettigheder.
Truslen om, at det gratis uddannelsessystem i Danmark og mange andre EU-lande står over for at blive undermineret af privatisering og brugerbetaling, ligger lige om hjørnet. De mange tusinde kroner, danske
studerende måtte betale for EU’s Erasmus Mundus-uddannelser, blev i første runde underkendt og tilbagebetalt af den danske stat (takket være studenterbevægelsens og Enhedslistens indsats).
Men i forlængelse af Lissabon-traktaten arbejder EU-kommissionen åbenlyst for, at der skal indføres brugerbetaling på universiteterne. Og en EU-domstolsafgørelse, der fastslår, at uddannelse er en vare, som frit skal kunne bevæge sig over landegrænserne, kan lynhurtigt afskaffe enhver ”konkurrenceforvridende” national lov om, at uddannelse skal være for alle og derfor gratis.
EU’s internationalisme betyder på dette område underminering af arbejderklassens ret til gratis uddannelse.
Og man kunne blive ved:
På klimaområdet betyder EU’s internationalisme et system med CO2-kvoter, der for en stor del er gratis, men frit kan sælges. Sammen med en yderst tvivlsom ”eksport” af CO2-begrænsende projekter til ulandene er
konsekvensen, at den helt nødvendige omlægning til vedvarende energi truer med at gå næsten i stå – med katastrofale følger.
På immigrationsområdet betyder EU’s internationalisme, at lige så åben EU er for fri bevægelighed af underbetalt arbejdskraft, der kan underminere fagforeningerne – lige så kynisk og fremmedfjendsk er den fælles EU-politik i forhold til verdens nødlidende flygtninge, der med alle midler – og med en lang række dødsfald til følge - holdes ude af EU.
I modsætning hertil er det faktisk på Folkebevægelsens hjemmeside, man kan finde den internationalisme, der handler om fælles forsvar for arbejdernes rettigheder på tværs af landegrænserne.
”350.000 på gaden for faglige krav til EU” lyder overskriften således til beretningen om Den Europæiske
Faglige Sammenslutnings fælles aktionsdag mod krisepolitikken og den eksploderende arbejdsløshed den 14.-16. maj i år.
Det er også Folkebevægelsens Søren Søndergård, der sammen med Danske Studerendes Fællesråd tager kampen mod brugerbetaling op i EU-parlamentet. Det er samme Søndergård, der har rejst sagen om 11 EU-landes statsgodkendte våbeneksport til Sri Lankas regeringshær, som igennem en årrække og med
slutspurt de seneste måneder har myrdet tusinder af civile tamiler.
Det er ham, der rejser spørgsmålet om EU´s særligt begunstigede handelsaftale med Israel, når den israelske hær begår massakrerer befolkningen i Gaza.
Og det er Folkebevægelsens Søren Søndergård, ikke EU, der i sidste uge protesterer mod den lettiske stats undertrykkelse af de homoseksuelles menneskerettigheder.
Nede i EU-parlamentet sidder Folkebevægelsen heller ikke på sidelinjen og vifter med Dannebrog. Folkebevægelsen er en del af GUE/NGL, der samler venstrefløjspartierne i parlamentet på tværs af landegrænserne.
Og i forbindelse med det kommende valg er der god grund til at håbe på, at venstrefløjen bliver styrket – bl.a. med en god repræsentation af det nye franske antikapitalistiske parti, NPA, der er udspunget af SAP’s
søsterparti LCR.
Internationalisme drejer sig for socialister om international solidaritet mellem almindelige mennesker på tværs af landegrænser. Vores internationalisme handler om fælles kamp mod undertrykkelse: ”Krig mellem
klasser, ikke mellem folkeslag”, som en af parolerne lyder.
EU’s internationalisme handler godt nok også om ”krig mellem klasser”. Men det er overklassens krig mod underklassen, EU organiserer. Og EU medvirker såmænd gerne til krig mod folkeslag også, hvis det tjener den europæiske kapitals interesser.
Vores internationalisme, socialisters internationalisme, den internationale solidaritet mellem de undertrykte, har derfor EU som sin åbenlyse modstander.
Derfor kan man – og bør man – i de kommende to uger bruge kræfter på at sikre Folkebevægelsen og Søren Søndergård et godt valg.
SAP’s forretningsudvalg, 22. maj 2009
Bliv medlem af SAP!
SAP er en revolutionær socialistisk organisation.
Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning. SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation for revolutionære socialister.
Læs mere på www.sap-fi.dk og www.socialistiskinformation.dk
Vær med i arbejdet - bliv medlem af SAP - kontakt os på: sap@sap-fi.dk