Kommentar: Besparelse, sortering og afledning

I denne uge fixer Dansk Folkeparti og VKO de sidste detaljer i deres seneste stramning af indvandringspolitikken. De var kommet til at love ”integrationspoint” til Islamisk Fællesråd – og det var jo ikke så godt, når enhver god borgerlig ved, at demokratisk medborgerskab kun opstår, når der også er etnisk hvide danskere med.

Hvorfor overhovedet endnu en stramning af skruen? Alene af den grund, at Dansk Folkeparti skal have sin årlige betaling for at fungere som et lydigt støtteparti for hver eneste af regeringens asociale og nyliberalistiske tiltag.
I år er der endnu en grund. Den økonomiske situation gavner ikke lige frem regeringen. Skattelettelser til de rigeste og en redningsplan, der sender regningen til velfærdssystemet, kan mærkes på ministergangene og i meningsmålingerne. Der er brug for en afledningsmanøvre. Folk skal tænke på andet end arbejdsløshed, tvangsauktioner og fyringer på sygehusene. Endnu en gang er det udlændingepolitikken, der trækkes op af hatten.

Sortering er et af kodeordene i dette års indvandringspolitiske stramning. Det bliver fremstillet som en lempelse af reglerne for permanent opholdstilladelse. Men det er i virkeligheden langt fra tilfældet. Forslaget om at betinge permanent opholdstilladelse af et pointsystem, der ”måler integrations-indsatsen”, giver sandt nok mange muligheden for at få opholdstilladelse allerede efter fire år, men det vil også gøre det markant sværere for andre. Og regeringen siger da også selv, at en gruppe aldrig vil kunne få permanent opholdstilladelse med det nye system.
Hvem er det, der aldrig vil kunne få sikkerhed for ikke at blive smidt ud af landet? Svaret er uden undtagelse; de svageste. Det er analfabeten, der ikke kan bestå danskprøven, det er torturofret, der ikke kan fungere på arbejdsmarkedet uanset vilje hertil, og det er den enlige mor, der ikke både kan arbejde, passe børn og finde overskud til at være aktiv i skolebestyrelsen eller fodboldklubben.
Med forslaget begrænser VKO antallet af indvandrere, som kan få opholdstilladelse, samtidig med at man indfører en sorteringsmekanisme. De gode, dygtige og velfungerende indvandrere må godt blive i Danmark. Dem kan arbejdsgiverne tjene penge på, og de koster ikke statskassen noget. De andre kan skride.

Blandt dem, der også kan skride, er de ”omkostningstunge” uledsagede asylbørn. I dag er reglerne (sympatisk nok) indrettet sådan, at forældreløse børn ikke sendes ud af landet, selvom de ikke kan opnå asyl. Hvis der ikke er en fungerende børneforsorg i hjemlandet, giver vi dem opholdstilladelse i Danmark, og overholder dermed vores forpligtelser efter FN’s børnekonvention. Fremover skal de udvises til nyoprettede børnehjem i Afghanistan og Nordirak, kaldet ”modtagerfaciliteter”.
Derudover skærpes kravet om forsørgelse ved familiesammenføringer. Har du gjort dig nyttig og tjent dine egne penge i tre år, kan du få en udenlandsk ægtefælle eller kæreste til landet. Arbejdsløse, pensionister og uddannelsessøgende kan familiesammenføre sig i Tyrkiet eller Somalia.

For at understrege at den megen snak om integration og deltagelse i det demokratiske liv ikke betyder noget, får udlændinge i Danmark fremover først lov til at stemme ved kommunevalg efter fire år.

I TV har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech udtalt, at aftalen er udtryk for en ny menneskeopfattelse. En speciel menneskeopfattelse ja, men ny er den ikke. Tværtimod er det den menneskeopfattelse, som har præget de sidste 10 års indvandrer- og flygtningepolitik. Det er en menneskeopfattelse, der er dikteret af regeringens og arbejdsgivernes behov for:
- at sætte indvandrere op imod danske lønmodtagere og danskere på
overførselsindkomst
- at aflede opmærksomheden fra de reelle problemer og de reelt ansvarlige: regeringen, kapitalejerne og det kapitalistiske system
- at bruge færrest muligt penge på indvandrere og flygtninge
- at sortere udlændinge i dem, arbejdsgiverne kan bruge, og dem, arbejdsgiverne ikke kan bruge – og smide de sidste ud af landet hurtigst muligt.

Atter engang er der brug for oplysning om de egentlige konsekvenser og for protester. Men realistisk set er der næppe nogen chance for at ændre VKO-blokkens ”menneskesyn” og dens konsekvente linje på området. I stedet må alle solidariske kræfter – med Enhedslisten spidsen – fokusere kræfterne på at lægge et pres på S og SF og aftvinge dem et løfte om at omstøde disse lovændringer, så snart de har overtaget regeringsmagten.

SAP’s forretningsudvalg den 26. marts 2010

Tip en ven | Print