Vaxholm-sagen: En irriterende sten i EU-skoen

I december 2007 underkendte EF-domstolen svenske bygningsarbejderes ret til at blokere et lettisk firma tilbage i 2004. Det har sat gang i en større diskussion i politiske og faglige kredse om, hvordan der skal reageres for at sikre »den danske model«. I denne artikel ser vi nærmere på debatten.

Da de svenske bygningsarbejdere i Byggnas besluttede sig for at blokere det lettiske firma Laval un Partneri var det næppe klart for alle, at deres ønske om at få en overenskomst for de lettiske arbejdere, der renoverede en skole inde bag hegnet, skulle sende chokbølger igennem ikke bare den svenske fagbevægelse, men også det politiske og juridiske system.

Men sådan er det gået. Et af de seneste udtryk for følgerne skyllede igennem Folketingets Europaudvalg torsdag den 7. februar. Her var beskæftigelsesministeren i et såkaldt samråd for at få en forklaring på, hvad han og regeringen har tænkt sig at gøre for at sikre, at det danske arbejdsmarked ikke bliver forandret af EF-domstolens afgørelse.

Så meget som muligt
Allerede mens sagen blev behandlet af domstolen var den danske regering ude med det synspunkt, at det er helt fundamentalt for den danske samfundsmodel, at arbejdsmarkedets parter selv forhandlede sine aftaler på plads, eventuelt ved hjælp af konfliktvåbnet (blokader, strejker og lockouter).

»Rammerne for arbejdsmarkedets parter, herunder konfliktretten og dens grænser, er udviklet i den danske arbejdsmarkedsmodel gennem mere end 100 år. Indgreb heri vil forrykke den sociale balance på det danske arbejdsmarked markant,« påpegede regeringen over for domstolen.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen blev under samrådet bedt om at svare på om denne opfattelse fortsat var gældende. Han bekræftede da også, at regeringen stadig så sådan på sagen, ligesom at han gav udtryk for, at man ville arbejde for at sikre den danske model »så meget som muligt, og helst den hele«.

At Claus Hjort Frederiksens formulering er lidt »blød« på dette område skyldes sandsynligvis, at hans ministerium forud for mødet i Europaudvalget udsendte en redegørelse for blandt andet Vaxholm-afgørelsens betydning for det danske arbejdsmarked. Heri er vurderingen, at afgørelsen vil få betydning for reglerne på det danske arbejdsmarked. Hvor omfattende det bliver, skal et udvalgsarbejde afgøre, forklarede ministeren.

»Dog kan det allerede fremføres, at dommen giver anledning til, at det skal overvejes, om man i Danmark giver udenlandske tjenesteydere tilstrækkelige og præcise oplysninger om løn- og arbejdsforhold. Dette har særlig betydning, når man i Danmark har valgt ikke at implementere udstationeringsdirektivets bestemmelser om mindsteløn,« hedder det konkluderende i ministeriets notat.

Pille ved lovene
I lyset af EF-domstolens afgørelse har spørgsmålet om, hvordan fagbevægelsen skal forholde sig, naturligvis presset sig på. Umiddelbart efter afgørelsen blev offentliggjort den 18. december, lød det fra Lo’s formand, Harald Børsting, i en noget neddæmpet kommentar, at der ikke ville blive ændret noget i fagbevægelsens måde at håndtere faglige sager på.

Men samtidigt har man taget imod tilbuddet fra beskæftigelsesministeren om at deltage i det juridiske udredningsarbejde, som skal afklare rækkevidden af dommen i forhold til det danske arbejdsmarkeds regler og traditioner.

Under debatten i Folketingets Europaudvalg blev det fra ministeren og fra formanden for udvalget, socialdemokraten Svend Auken, ikke kategorisk afvist, at det måske kan blive nødvendigt, at finde løsninger, som piller ved nogle af elementerne i det såkaldte Udstationeringsdirektiv. Det er i forhold til dette direktiv, at de faglige kampskridt i Vaxholm-konflikten er blevet underkendt. Og i det lys synes dele af fagbevægelsen at se en løsning i at lade »eksperterne« file på sagerne.

Fingrenevaek.dk
I den anden ende af skalaen ligger initiativet www.fingrenevaek.dk. Det er udsprunget af et samarbejde mellem det faglige netværk Fagligt Ansvar og en række af Lo-Storbyerne. Målet er gennem en indsamling af underskrifter blandt faglige tillidsfolk – fra tillidsmanden, klubbestyrelser, sikkerhedsrepræsentanter og sjakbajser og til forbundstoppen – at få lagt pres på både de politiske forhandlinger om ratifikationen af EU-traktaten (Lissabon-traktaten), og på de juridiske eksperter, arbejdsmarkedets parter og ministeriet.

Kravet er, at statsminister Anders Fogh ledsager en underskrivelse af traktaten med en dansk erklæring om, at den danske arbejdsmarkedsmodel skal stå uantastet af Vaxholmafgørelsen.
Blandt initiativtagerne til underskriftindsamlingen er formanden for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen. Han siger blandt andet:

– Nu må den danske regering sammen med de regeringer i EU, der har udtalt sig til fordel for den nordiske arbejdsmarkedsmodel, få ændret, hvad der skal ændres i EU-regi, så dommens virkninger kan neutraliseres. Sker det ikke, stiller det spørgsmål ved fortsat dansk deltagelse i EU.
Ved redaktionens aflsutning havde underskriftindsamlingen samlet 985 underskrifter, og de vil blive afleveret til statsministeren og regeringen i forbindelse med Folketingets 3. behandling af den lov, som skal godkende dansk tilslutning til Lissabontraktaten.

Svensk tvivl
Siden sagen fra Sverige blev anlagt tilbage i 2004 har fagbevægelsen holdt øje med perspektiverne i den. I hvert fald har nogle gjort det, og i den svenske fagbevægelses ledelse var meldingen indtil afgørelsen klar: Falder EF-domstolens beslutning ud til fagbevægelsens ulempe, det vil sige at konfliktretten indskrænkes, rejser det spørgsmål om fortsat svensk medlemskab af EU.

Den daværende socialdemokratisk ledede svenske regering argumenterede også over for EF-domstolen for at bevare konfliktretten – samme holdning som den danske regering gav udtryk for.
Men siden er regeringsmagten skiftet til borgerlig side, og efter dommen har meldingerne fra fagtoppen ikke været helt så markante i forhold til EU.

Forkvinden for Lo, Wanja Lundby-Wedin, står således i dag mere for den holdning, at den svenske regering må tilpasse svensk lovgivning frem for den konfrontatoriske linje om at bryde med EU. Hun påpeger, at EF-domstolen i realiteten har omformet Udstationeringsdirektivet fra et minimumsdirektiv til et maksimumsdirektiv.

– Hvem skal styre i Europa, er det politikerne eller EF-domstolen?, spørger hun og fortsætter:

– EF-dommen siger også, at vi ikke kan stille krav efter Udstationeringsloven, men kun efter svensk lov. Det skulle betyde, at vi bliver nødt til at ændre den svenske lov for at kunne hævde de svenske kollektivaftaler. Det er derfor et spørgsmål for regeringen og Riksdagen i Sverige. Vi har fået et maksimumsdirektiv i stedet for et minimumsdirektiv. EF-domstolen har omvurderet Udstationeringsloven, så den berører hele Europa.

Ud af EU
Hos de svenske socialdemokrater er spørgsmålet om oprettelse af en europæisk arbejdsret blevet sat på dagsordenen af denne sag. Ideen har spøgt før, men er blevet aktualiseret nu. Det samme gælder andre »løsninger«, såsom lovgivningsinitiativer til sikring af mindstelønninger.
I Riksdagen siger formanden for Vänsterpartiet, Lars Ohly, at dommen udfordrer hele kollektivaftalesystemet. Derfor når han frem til den konklusion, at Sverige bliver nødt til at melde sig ud af EU.

– Dommen er en katastrofe for den svenske model med kollektivaftaler. Vi advarede forud for folkeafstemningen om EU-medlemskabet i 1994 om, at vigtige rettigheder ville blive truet. Men Ja-sigerne garanterede, at alkoholpolitikken, folkesundheden og kollektivaftalerne var vores egne anliggender. De løj. Den eneste rimelige konklusion for arbejderbevægelsen burde være, at det stiller spørgsmålstegn ved EU-medlemskabet, siger Lars Ohly.

Vaxholm-sagen har sat mange spørgsmål på dagsordenen i fagbevægelsen – både i Sverige og Danmark, og det er næppe forkert at sige, at den kommende tid bliver afgørende for fagbevægelsens fremtid.
Læs mere på http://fingrenevaek.net/ og www.eufagligt.dk

Tip en ven | Print