Kommentar: OK 2011: Hvor blev solidariteten af?

”Professions-strategien” må ikke splitte de offentligt ansatte! I disse dage starter de offentlige overenskomstforhandlinger mellem staten, kommunerne og de offentligt ansattes fagforeninger. De umiddelbare udsigter i disse forhandlinger er ikke lyse.

Ved overenskomstforhandlingerne sidste gang, i 2008, var både kampmoralen og forventningerne høje. Men i stedet for en fælles kamp for alle offentligt ansatte endte det i tre separate konflikter: i sundhedssektoren, indenfor FOA’s område og på BUPL-pædagogernes område.
Resultaterne for dem, der gik i konflikt, var små. Resultaterne for dem, der ikke gik i konflikt, var rimelige, men ikke i nærheden af forventningerne.
De umiddelbare problemer, fagforeningerne skal slås med, er:
- Slunkne strejkekasser i de organisationer, der var i konflikt i 2008
- En bølge af nedskæringer og fyringer løber over de offentlige arbejdspladser
- Konstant indblanding og regulering af arbejdsvilkårene for offentligt ansatte – også udenfor OK-forhandlingerne
- De offentlige lønninger er løbet foran de private pga. krisen. Det medfører, at den såkaldte reguleringsordning, der er indført for at sikre offentligt ansatte en parallel lønudvikling ift. det private, nu udmøntes negativt. Det vil sige, at reallønnen er truet, hvis fagforeninger vælger passivt at følge spillets regler.
Siden 2008 er splittelsen især indenfor det offentlige område mellem fagforeninger vokset markant. I det værste scenarie vil Kommunernes Landsforening forhandle med følgende forhandlingsparter: Sunhedskartellet med Sygeplejerskerne i spidsen, FOA, BUPL og KTO (som er de øvrige offentligt ansattes forhandlingsorganisation) med Anders Bondo fra Lærernes Centralorganisation i spidsen. Nogle kunne måske tro, at arbejdsgiverne på den måde vil føle sig omringet. Men sandheden er nok snarere, at kampen i højere grad vil handle om at tiltuske sig forbedringer på de andre gruppers bekostning. Solidaritet – det var i forrige årtusinde.

En af forklaringerne på denne udvikling er fagforeningernes anvendelse af den såkaldte ”professionsstrategi”. Tankesættet er: Offentligt ansatte har svært ved at konflikte med de samme metoder som på det private område. I den private sektor trækker frysende kyllinger store overskrifter under konflikter. I den offentlige sektor produceres der omsorg, undervisning og transport.
Undervisningsområdet lider under, at pressionen i høj grad rammer elever og kursister og ikke finansministeren. Tværtimod vokser de offentlig kasser hos kommunerne og staten.
Omsorgsområdet vil blive præget af negative overskrifter omkring nødberedskabet og voksende ventelister. Konflikten i 2008 styrkede oven i købet de private hospitaler. Ikke lige det resultat, som forkæmpere for en stærk offentlig sektor drømmer om.
Derfor skal de offentligt ansattes krav synliggøre, hvilken interesse brugere (patienter, elever m.v.) har i de kampe som offentligt ansatte fører. Kravene skal formuleres med det perspektiv in mente, og mobiliseringen af medlemmerne sker parallelt med et omfattende mediearbejde for at mobilisere sympati.

Dette tankesæt er fuldstændig rigtigt. Forsvaret af rimelige arbejdsvilkår for de offentligt ansatte er tæt forbundet med forsvaret af en velfungerende offentlig velfærdssektor.
Men måden, denne strategi er blevet udfoldet på, er alt andet end vellykket! Hvert enkelt fagforbund er gået i gang med at formulere deres helt egen ”professionsstrategi” – knyttet til netop deres profession, deres fags/faggruppes særlige funktioner. Resultatet er desværre lidt for ofte, at det fælles er blevet væk og erstattet af en blanding af indbyrdes ligegyldighed og åbenlys konkurrence.

Resultatet ser vi på flere områder:
- Splittelsen i de kommunale lønforhandlinger.
- De offentlige fagforeninger er kun sporadisk aktive omkring serviceforringelser i forhold til borgerne - og først og fremmest indenfor eget område.
- Forringelser af arbejdsbetingelserne møder på samme måde sporadisk modstand på enkeltsager i enkelte kommuner, men ikke i forhold til de samlede forringelser.

Derfor må professionsstrategien suppleres med en aktiv indsats for det fælles: De offentlige fagforeninger skal stille sig i spidsen for en bevægelse, der samler de spredte bevægelser til forsvar for en stærk offentlig sektor med stærk bruger- og medarbejder-indflydelse.
Alliancepartnerne ligger lige for: Patienter, uddannelsessøgende, LO-fagforeningerne, brugere i det hele taget og arbejderbevægelsens partier.
En afgørende vigtig opgave er at opbygge solidarisk støtte til alle lokale kampe mod fyringer og forringelser af arbejdsbetingelserne.
Dette perspektiv vil også stille lønkampen stærkere, men det løser ikke det hele. Også på denne front er sammenhold vores styrke—og derfor må kævlen sættes til side, og kravet om sikring af reallønnen og forbedring af de dårligst lønnedes lønninger gøres til et fælles mål.
Med disse perspektiver kan tillidsrepræsentant-netværk lokalt og nationalt på ny opstille fælles mål. I maj måned samledes 3000 tillidsfolk i Fredericia og erklærede sammen krig mod regeringens nedskæringer. ”Ånden fra Fredericia” må genfindes - og den nødvendige bevægelse starte nedefra.

SAP’s Forretningsudvalg, den 10. december 2010

Tip en ven | Print