Kommentar: Falske motiver for afskaffelse af efterlønnen

"Det er i dag kun omkring halvdelen af danskerne, der arbejder. (.) Vi er simpelthen ikke nok til at trække læsset.." Sådan begrunder Lars Løkke i nytårstalen sit forslag om afskaffelse af efterlønnen. Og sådan er det blevet sagt hundreder af gange i den massive borgerlige kampagne mod efterlønnen, som hele efteråret har kørt på fuld tryk i snart sagt alle medier: Efterlønnen kan ikke bevares, for der er hårdt brug for den arbejdskraft, som i stedet vælger at gå på efterløn. Nu er det jo ikke sådan, at en løgn bliver mere sand af at blive gentaget. Men i dette tilfælde er det i hvert fald sådan, at denne påstand/spådom, som der er stærke argumenter for helt at afvise, stadigt oftere i mange medier fremstilles som et faktum.

Lad os derfor repetere tre oplagte modargumenter:

1)De, der går på efterløn, er i vidt omfang nedslidte, der slet ikke er i stand til at blive på arbejdsmarkedet, sådan som arbejdstempoet ser ud i dag.
Den golfspillende akademiker er en myte: Kun 2% af efterlønsmodtagerne har en videregående uddannelse - og det er f.eks. udbrændte gymnasielærere, som eleverne næppe kan være tjent med at beholde.
Helt tilsvarende er de fem a-kasser med størst andel af efterlønsmodtagere NNF, 3F, FOA, TIB og BUPL. Dvs. nedslidte bygnings- og slagteriarbejdere, SOSU'er og vuggestuepædagoger, der ikke længere kan slæbe rundt på børn eller gamle.
Selv efterlønsmodstandernes "eksperter" erkender , at det nok kun er et sted mellem 60 og 75%, der reelt kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Andre mener, at det er langt færre.

2)Mange af efterlønsmodtagerne forlader ikke "frivilligt" arbejdsmarkedet. For et år siden viste en undersøgelse, at 50.000 af de daværende 130.000 efterlønsmodtagere allerede var arbejdsløse, da de gik på efterløn. Dertil kommer de mange, der i forbindelse med fyringsrunder "vælger" at gå direkte på efterløn. Det er et veldokumenteret faktum, at det er svært at få et nyt arbejde som 60-65-årig.
Årsagssammenhængen er altså ikke den påståede, at frivilligt valg af efterløn medfører arbejdskraftsmangel, men den stik modsatte, at arbejdskraftsoverskud medfører ufrivilligt valg af efterløn!

3)Der er over 850.000 mennesker mellem 18 og 67, der forsørges af det offentlige - fraregnet dem, der er på barsel eller under uddannelse. Kun 120.000 af disse er på efterløn, og pga. stramningerne fra 2004 er tallet jævnt faldende.
170.000 (sæsonkorrigeret) af de 850.000 er derimod arbejdsløse, der aktuelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Der er bare ikke noget arbejde til dem! Og der er ikke tale om, at efterlønnerne rummer væsentlige grupper som er mere efterspurgte. Tvært imod: 80% af efterlønnerne er lavtuddannede, og det netop disse områder, som har størst arbejdsløshed.
Ser man længere frem i tiden er der heller ingen grund til at forvente, at f.eks. de ufaglærte grupper pludselig bliver en mangelvare. Tvært imod forudsiger beregninger foretaget af 3F, at der inden for de kommende tre år vil forsvinde 229.000 ufaglærte jobs, og at 122.000 af disse aldrig vil komme tilbage igen.

Der kunne nævnes mange andre modargumenter - f.eks. hele den gruppe argumenter, der handler om at skaffe yderligere arbejdskraft på mere humane, frivillige måder. Eller de mere vidtgående argumenter, der handler om at problematisere, om vi egentlig skal bruge så meget arbejdskraft, når klimakrisen byder os at bremse den materielle vækst og prioritere andre goder - f.eks. mere fritid?
Men lad det nu ligge, og i stedet slutte af med det nærliggende spørgsmål: Når nu påstandene om, at "reformen" skal afhjælpe en truende mangel på arbejdskraft, er så tydeligt utroværdige - hvorfor i alverden er afskaffelsen af efterlønnen så alligevel et højt prioriteret krav hos de borgerlige og arbejdsgiverne?
Dét er der rigtigt gode grunde til. Det er bare ikke nogen grunde, disse kredse har lyst til at lufte i den offentlige debat!
Det drejer sig nemlig om den simple sammenhæng, at hvis der er rigtigt mange arbejdsløse, så er det ganske meget lettere for arbejdsgiverne at forringe arbejdsforholdene, presse lønnen og øge arbejdstempoet. De ansatte er lidt mindre tilbøjelige til at stille krav og sige fra, hvis der står stribevis af arbejdsløse parate til at overtage deres job.
Derfor er et "passende arbejdsudbud" (læs: en pænt stor arbejdsløshed) et vigtigt middel til at "forbedre konkurrenceevnen" (læs: forøge udbytningen af arbejdskraften). Og afskaffelsen af efterlønnen vil med stor sandsynlighed betyde en noget større arbejdsløshed. Grunden til, at man en gang indførte efterlønnen, var faktisk bl.a. et ønske om at nedbringe en høj arbejdsløshed - og give plads til nogle unge.
Kampen om efterlønnen handler derfor ikke alene om at forsvare et velfærdsgode - retten til at trække sig tilbage, hvis man er nedslidt, og til at slippe for at blive jaget rundt i dødssyg aktivering og ende på kontanthjælp, hvis man bliver fyret som +60-årig. Det handler i lige så høj grad om ikke at ændre styrkeforholdene i klassekampen til arbejdsgivernes fordel. Det vil nemlig gå ud over arbejdsforholdene for alle lønmodtagere. Også dem, der for længst har opgivet/droppet efterlønnen.

SAP's Forretningsudvalg, den 7.januar 2011

Tip en ven | Print