Kommentar: 2. februar-mødet må opfordre til faglige møder

Den 2. februar har LO-toppen indkaldt alle faglige aktive til en konference, der skal markere modstanden mod Løkke-regeringens forslag om at afskaffe efterlønnen. Det ser allerede ud til at blive en succes med mindst 3.000 deltagere. Rundt om i byerne afvises folk, der vil med i busserne, fordi de er overfyldte. Det kan blive et vigtigt skridt i kampen til forsvar for efterlønnen, hvis blot det ikke standser der.

Vi er ikke vant til, at LO-toppen tager initiativ til at mobilisere deres medlemmer til faglig-politiske aktiviteter. Men denne gang kunne de ikke lade være.
Dels har de indset, at afskaffelsen af efterlønnen kan give en i forvejen svækket fagbevægelse et afgørende slag og dermed fjerne de faglige lederes eksistensgrundlag. Dels kom indkaldelsen som en reaktion på, at Fagligt Ansvar, en venstrefløj i fagbevægelsen, selv havde indkaldt til et lignende møde. LO-lederne ville ikke risikere, at venstrefløjen fik æren af og indflydelse på videre aktiviteter.

Kampen om efterløn og tilbagetrækningsalderen er et afgørende element i VK-regeringens langsigtede plan. Med udgangspunktet i den økonomiske krise vil de rette et frontalt angreb på arbejderbefolkningen og på fagbevægelsen. De vil lave en bombastisk omfordeling fra arbejderbefolkningen til kapitalen.
De har taget hul på det med nedsat dagpengeperiode, forringelser på børnechecken og på SU´en og på forringelser på den almene velfærd.
Med angrebet på efterlønnen og tilbagetrækningsalderen rammer de direkte ind i kernen af arbejderbe-folkningen. Det er veltimet. De har forberedt sig ideologisk. I dag har store dele af arbejderbefolkningen mistet tilliden til den nuværende efterløn. En stor del af de veluddannede og en stor del af de unge har på det nærmeste sagt farvel til efterlønnen.
Med angrebet på efterlønnen vil regeringen slå to fluer med et smæk. Først og fremmest vil de holde lønningerne nede, fordi efterlønsindgrebet vil øge arbejdsløsheden. Samtidig vil de undergrave den organiserede del af fagbevægelsen, fordi større del af arbejderbefolkningen vil miste motivationen for at være medlemmer af deres fagforeninger.
Alt i alt vil regeringen tage et stort skridt på vejen mod et samfund, hvor der vil være større indkomstfor-skelle mellem arbejdere og kapitalen.

Socialdemokratiet, SF og de faglige ledere er foreløbig imod efterlønsindgrebet. Det er godt. Problemet er, at disse politiske og faglige ledere bygger på den samme samfundsopfattelse som de borgerlige partier. Også de vil lade arbejderklassen betale for krisen - blot med den forskel, at de trods alt også vil tage penge fra de rige.
De er enige med de borgerlige om, at velfærden ikke skal udvides, og de vil ikke love at genoprette de nedskæringer, som VK-regeringen har gennemført.
Mest tydeligt er det i deres forslag om, at arbejdstiden skal udvides fra 37 til 38 timer om ugen. Med dette forslag vil de belaste arbejderklassen nøjagtig lige som meget, som regeringen vil med forslaget om at fjerne efterlønnen: 15 milliarder kroner vil staten score på begge forslag.

Netop fordi S og SF også vil lade arbejderklassen og folk på overførselsindkomst betale krisen, vil LO-ledelsen gerne være med til en markering af forsvar for efterlønnen. Men de ønsker ikke en bredere og mere aktiv mobilisering af deres medlemmer. For det første ønsker de ikke at rokke ved det fredelige samarbejde på arbejdsmarkedet. For det andet er de bange for at sætte gang i en mobilisering, som også vil kunne lægge pres på S og SF nu, og når de danner regering efter et valg. Derfor vil de sandsynligvis gøre meget for at mødet den 2. februar slutter uden opfordringer til flere aktiviteter på arbejdspladserne og på gaden.

LO-toppens manglende vilje til at gå videre må ikke få venstrefløjen til at vende 2. februar-mødet ryggen. Tværtimod må vi bruge dette lille skridt i den rigtige retning til at præsentere skarpere holdninger og til rejse krav til en kommende regering og foreslå flere aktiviteter.
Det skal siges klart og tydeligt: Arbejderklassen skal ikke betale for de riges krise - hvad enten det bliver i form af forringelser af efterlønnen, ved længere arbejdstid eller dårligere indkomster for folk på overførselsindskomst. I stedet for at angribe efterlønnen, må Folketinget angribe arbejdsløsheden - bl.a. gennem offentlig produktion (herunder grønne jobs), og offentlig velfærdsudvidelser. De rigeste i samfundet kan sagtens betale for dette.
Vi skal sige, at vi i dagens Danmark har 170.000 arbejdsløse, som kan og skal i arbejde. Det vil være den rigtigste vej. Det synspunkt vil Enhedslisten præsentere i en løbeseddel på konferencen.
Først og fremmest skal vi foreslå, at 2. februar mødet opfordrer til, at der bliver afholdt faglige møder på alle arbejdspladser for at diskutere efterløn, vedtage protestudtalelser og diskutere videre aktioner.
På baggrund af disse møder skal der indkaldes til et nyt landsdækkende møde, og denne gang skal det ikke være et parademøde, hvor toplederne kan holde lange taler. Næste gang skal det være tillidsrepræsentanter og andre, der er udpeget til det af deres kolleger, som mødes for at aftale videre aktioner. Dette møde skal ikke begrænses til folk fra LO-området. Folk fra FTF-området, hvis forbundsledere har forsøgt at underløbe kampen for efterlønnen, må også inviteres.

LO-lederne har sandsynligvis så meget kontrol på 2. februar-mødet, at forslaget om faglige møder ikke slipper igennem. Derfor er det op til andre at arbejde for, at der kommer så mange faglige møder som muligt Fagforeningsbestyrelser kan opfordre deres tillidsrepræsentanter til at gøre det. Tillidsrepræsentanter kan indkalde til faglige møder, uanset om LO, deres forbund eller deres fagforening opfordrer til det.
På de arbejdspladser, hvor de officielle faglige folk ikke tager initiativer, er der heller ingen grund til at give op. Enhver kan tage kontakt til sin tillidsrepræsentant eller faglige klub og opfordre dem til at indkalde til fagligt møde. Måske lykkes det. Selv hvis det ikke lykkes, kan det være værd at gøre. Det kan blive afsæt for en diskussion på arbejdspladsen, på det næste møde i den faglige klub eller på næste fagforeningsgeneralforsamling om, hvordan fagbevægelsen skal reagere på politiske angreb og lægge pres på en kommende S-SF-regering.

SAP's Landsledelse, 29. januar 2011

Tip en ven | Print