Kommentar: Europagten er angreb på arbejderklassen

Regeringerne i Tyskland og Frankrig foreslog i starten af februar en ny økonomiske pagt for euro-landene. Det er et frontalangreb på arbejderklassens kampmuligheder. Den vil forstærke EU's magt over medlemslandenes økonomiske politik og kan blive første skridt mod en finanspolitisk union. Derfor skal Danmark ikke med i europagten.

Forslaget om en ny økonomisk pagt overhaler en række andre forslag, som er undervejs i EU-systemet, og som skal sikre EU mere kontrol med, at alle medlemslande fører en "rigtig" finanspolitik.
Forslaget hænger sammen med oprettelsen af en krisefond i EU, der låner penge ud til gældsplagede lande. Tyskland og Frankrig er parat til at skyde enorme beløb ind i denne lånemekanisme for at forhindre, at et euroland går fallit og dermed underminerer tilliden til den fælles - det vil sige deres egen - valuta.
Til gengæld kræver de ret til at bestemme over de gældsplagede landes økonomiske politik.
Detaljerne i europagten er ikke offentliggjort, men ifølge et tysk dokument fra topmødet indebærer den blandt andet, at landene forpligter sig til afskaffelse af automatisk lønregulering, en harmoniseret virksomhedsbeskatning, en højere pensionsalder, en fælles krisehåndtering for banker, godkendelse af eksaminer over grænserne og en såkaldt gældsbremse, som landene skal skrive ind i deres grundlov.
Det sidste punkt blev opfyldt i Tyskland sidste år med en forfatningsændring, som gør det ulovligt for en tysk regering efter 2016 at tillade et underskud på mere end 0,35 procent af BNP. Delstatsregeringerne har fået forbud mod at køre med underskud overhovedet fra 2020.
Landene skal desuden have deres økonomiske politik vurderet af EU-Kommissionen ud fra tre faktorer: lønomkostninger, finansiel stabilitet og niveauet for investeringer i forskning, udvikling, uddannelse og infrastruktur.
Det fransk-tyske forslag blev fremlagt på et møde i Det Europæiske Råd (EU's regeringer) den 4. februar. Det skal diskuteres videre på et ekstraordinært møde i midten af marts og besluttes endeligt i slutningen af marts.
Europagten er et instrument, som den europæiske storkapital og dens politiske repræsentanter ønsker for bedre at kunne vælte krisens byrder over på arbejderbefolkningen. Den er et angreb på den europæiske arbejderklasse og vil forringe arbejderbevægelsens muligheder for at gennemtvinge en økonomisk politik, som sætter beskæftigelse, velfærd, lighed og miljøhensyn i højsædet.
Derfor er det heller ikke mærkeligt, at Lars Løkke kalder forslaget "superinteressant". Også de lande, som ikke er med i euro-samarbejdet, er nemlig inviteret til at deltage i pagten. Som bekendt ønsker regeringen (og Socialdemokraterne), at Danmark tilslutter sig euro-samarbejdet fuldt ud.
Medlemskab af den nye, såkaldte konkurrenceevnepagt vil falde helt i tråd med regeringens hidtidige linje om at gå med i EU's politik lige så langt, som det er muligt med de nuværende danske forbehold.
Regeringen - og Socialdemokraterne - har bare et problem. Tilslutning til den nye europagt vil - formentlig - kun være mulig efter en folkeafstemning, hvor de danske vælgere får lov at tage stilling til, om kronen skal afskaffes til fordel for euroen. Det er i hvert fald, hvad vi
bør kræve, også af Socialdemokratiet og SF, uanset hvad regeringens jurister måtte sige. Men modstanden mod euroen har aldrig været større end nu. Den seneste måling sagde 50 procent imod og 41 procent for. Argumentet om euroen som en garanti for økonomisk stabilitet og motor for velfærd og flere jobs er, for at sige det mildt, ikke så slagkraftigt for tiden. Og mange nærer med god grund ikke tillid til, at økonomiske beslutninger truffet af den Europæiske Centralbank eller andre EU-institutioner vil gøre det lettere at prioritere beskæftigelse, miljøhensyn og økonomisk omfordeling herhjemme. Tværtimod.

At bevare den danske krone og holde os ude af euro-samarbejde og europagt er i sig selv ikke en garanti for noget som helst progressivt. Men med euroen vil vi blive underlagt flere regler og begrænsninger, som fastlægges af EU-bureaukrater og -politikere meget langt fra de danske arbejdspladser, og som det bliver væsentligt sværere at påvirke for arbejderbevægelsen. Den danske regering og arbejdsgiverne vil få et ekstra redskab til at presse lønningerne og øge profitten, til at skære på velfærdsordninger og til at privatisere.
Derfor skal vi kæmpe for, at Danmark ikke kommer med i nogle af de typer samarbejde. Samtidig skal vi arbejde for, at både euro og europagt nedlægges. I dag bliver det brugt til at gennemtrumfe nedskæringspolitik og liberaliseringer i en stribe europæiske lande, og selv om vi står udenfor, påvirkes vi af denne euro-politik. F.eks. skal regeringen allerede i dag sende finanslovsforslag til godkendelse i EU.
Kampen mod euro-politikken og euro-institutionerne kan kun vindes i samarbejde med arbejderbevægelsen og sociale bevægelser i resten af EU (og verden). Uanset om arbejderne får deres løn i kroner eller euro, er der behov for, at arbejderbevægelsen og venstrefløjen styrker samarbejdet og solidariteten på tværs af grænserne og mobiliserer for deres løsning på den kapitalistiske krise.
I stedet for løntilbageholdenhed, højere pensionsalder og nedskæringer på de offentlige budgetter må vi kæmpe for:
. Social retfærdighed, mindre ulighed, mere og bedre velfærd
. Jobplaner med fokus på fremme af vedvarende energi
. Højere mindstelønninger og hævelse af overførselsindkomster
. Højere skat på rigmænd, formuer, renteindtægter og kapitalgevinster
. Samfundsovertagelse af banker og andre nøglesektorer som transport- og energiforsyningen

Tip en ven | Print