09.04.11 | SAP’s landsledelse

Tip en ven       |     Print  

Udtalelse: Nej til imperialistisk krig i Libyen

SAP hilser med tilfredshed, at Enhedslistens forretningsudvalg og folketingsgruppe onsdag 30. marts besluttede at trække sin støtte til den danske stats deltagelse i krigen i Libyen. Det har skabt mulighed for, at Enhedslisten omsider kan deltage i kampen for at standse de imperialistiske landes krigsførelse i Libyen.

Det positive i den nye beslutning hæmmes desværre af, at Enhedslistens folketingsgruppe i forbindelse med beslutningen udtalte, at ”Enhedslisten vil arbejde på at få operationen tilbage på FN-sporet hurtigst muligt”. Dermed fokuserer folketingsgruppen på at få ændret mål og metoder i den danske krigsindsats i stedet for at få den stoppet.

Denne uklarhed har allerede haft som resultat, at Enhedslisten ikke er medarrangør af eller har mobiliseret til demonstrationen mod krigen i Libyen i dag.

Forkert beslutning
Samtidig må vi konstatere, at beslutningen om at stemme for dansk krigsdeltagelse var forkert. Det er ikke socialisters opgave at bidrage til imperialistiske landes krige for indflydelse, kontrol og magt andre steder i verden – heller ikke, når det gælder vores egen regering.

Undtagelser kan muligvis findes i historien eller i fremtiden, men i denne situation var der ikke grund til at opgive Enhedslistens grundlæggende modstand mod krig og imperialisme.

Imperialistiske motiver
Motiverne fra de vestlige landes regeringers side var ikke at forhindre libyske civile i at blive slået ihjel. Det var heller ikke at afskaffe diktatur. Og det var slet ikke at styrke de revolutionære processer i den arabiske verden.

Havde det været motiverne, var der stribevis af andre lande, alene i denne region, hvor de kunne sende militæret af sted for at beskytte borgerne og bekæmpe diktatur.

Tværtimod valgte de at gribe militært ind

• for at opnå en militær magtbastion i den arabiske verden,
• for at opnå kontrol med den libyske olie
• for at være sikker på, at Libyen fortsat kan fungere som yderste forpost mod flygtninge for Fort Europa
• og i det hele taget for at kunne påvirke det styre, der i givet fald overtager magten efter Gadaffi.

Dermed var denne krig en klassisk imperialistisk krig. Som i alle andre imperialistiske krige har det ikke manglet på humanitære og demokratiske begrundelser fra regeringernes og militærets side.

Ingen imperialistisk krig med bremseklodser
At de krigsførende regeringer og de militære ledelse havde andre og mere omfattende mål end at beskytte civilbefolkningen gennem en flyveforbuds-zone, har de aldrig lagt skjul på – heller ikke før beslutningen blev truffet. Begivenhedsforløbet og stribevis af udtalelser efter krigens start har bekræftet dette.

Intet i FN-mandatet kunne forhindre dette. Ingen betingelser fra Enhedslistens side eller løfter fra den danske regerings side kunne forhindre dette.

Som forløbet har vist, er det umuligt først at tillade imperialistiske regeringer at gå i krig og så bagefter standse dem, når de forfølger deres egne magtpolitiske og økonomiske interesser til ende.

Risiko for massakre kontra mere magt til imperialismen
De fleste tilhængere af krigsbeslutningen erkender, at de krigsførende regeringer ikke var drevet af ønsket om at beskytte af civile og skabe fred.

De forsvarer i stedet beslutningen med, at det var nødvendigt ”at gøre noget” for at forhindre, at indbyggerne i Benghazi og andre truede byer blev massakreret, og med at oppositionen bad om militær støtte fra Vesten.

Truslen om massakre kan have været reel, men den er sået berettiget tvivl om nogle af de meldinger, der kom. Omfattende massakrer mod civile havde IKKE fundet sted inden krigsbeslutningen. Repræsentanter for oppositionen blev på andre områder grebet i ikke at tale sandt. Erfaringer fra de seneste imperialistiske krige har vist os, at pressen har spillet en central rolle i at vinde opbakning på hjemmefronten i de krigsførende lande.

Vi har altså stået over for risikoen for en massakre. Vi kan ikke fortænke de truede i Benghazi, at de i panik beder om hjælp fra hvem som helst. Vi kan forvente, at dele af ledelsen af selv nok så folkeligt et oprør satser på at få magten ved hjælp af vestlige kapitalistiske regeringer.

Over for det må vi – inden vi træffer en beslutning – vurderer konsekvenserne af en imperialistisk krig på kort, mellemlangt og lang sigt. I dette tilfælde kan vi med god grund forvente

• At det, der fra start blev præsenteret som en afgrænset flyforbuds-aktion udvikler sig til en forlænget og optrappet krigsførelse med døde soldater og døde civile til følge

• At de vestlige imperialistiske lande vil opnå kontrol med Libyen og dermed øget udbytning, øget fattigdom og øget elendighed og risiko for, at der bliver installeret en ny vest-venlig diktator. Det var det, man har søgt at sikre sig med tre dages forhandlingsmøder med ledere af opstanden inden den militære aktion, med krav til, hvem der skal repræsentere oppositionen og med Lene Espersens udsendelse af en ambassadør til Benghazi for at afklare Libyens fremtid efter Gadaffi

• At imperialismen opnår en magtbastion midt i den arabiske verden, der vil fungere som bremse på de revolutionære processer i regionen – og dermed svække muligheden for et opgør med diktaturer og imperialistisk og kapitalistisk udbytning og undertrykkelse

• At de imperialistiske lande får endnu lettere i fremtiden ved at iværksætte nye militære aktioner med humanistiske og demokratiske figenblade - og dermed større risiko for et nyt Irak, et nyt Afghanistan, et nyt Libyen

Efter vores opfattelse vil konsekvenserne af den militære indgriben højest sandsynligt blive værre end konsekvenserne ved ikke at gribe militært ind. I det lys må vi konstatere, at det er bedre at lade være med at gøre noget end at bidrage til noget skadeligt.

Socialister og andre anti-imperialister har ikke store midler til rådighed under de aktuelle styrkeforhold. Derfor måtte vi i den konkrete situation acceptere, at vi kun kunne pege på mellemlange og langsigtede løsninger, som f.eks.:

• At arbejde for boykot og blokade af Gadaffi-regimet

• At arbejde for at skaffe materiel støtte til de folkelige opstande, inklusiv våbenstøtte

• At arbejde for støtte til en social og politisk radikalisering af den libyske revolution, hvilket i sig selv vil kunne bidrage til at få større dele af det libyske folk til at vende sig aktivt mod Gadaffi.

• At arbejde for at støtte de revolutionære processer i resten af regionen – i sidste ende den bedste garanti for, at det folkelige oprør i Libyen kan overleve og sejre.

Modsigelsesfyldt krigs-støtte
Derudover må vi konstatere, at der har været store uklarheder og mangel på sammenhæng i argumenterne for Enhedslistens støtte til den danske krigsindsats.

På den ene side er der blevet sagt, at den danske krigsindsats skulle sikre civilbefolkningen mod massakrer. På den anden side insisteres der på, at det ikke handlede om at fjerne Gadaffi, og det ikke skulle være en langstrakt militær aktion. Men hvordan sikres civilbefolkningen mod massakrer, så længe Gadaffi er ved magten? En virkelig sikring af civilbefolkningen ville netop kræve en massiv og/eller langstrakt militær aktion, der fjernede Gadaffi.

På den ene side har de fleste tilhængere af krigsindsatsen i Enhedslisten lagt afgørende vægt på FN- mandatet, og uden det havde Enhedslisten aldrig kunnet stemme for krigen.På den anden side har deres hovedargument – som nævnt – været, at det ville være inhumant at lade være med at gribe ind og forhindre massakrer. Men hvis blot Rusland eller Kina havde stemt imod i stedet for at undlade, ville FN-mandatet have manglet, og så havde Enhedslisten åbenbart sagtens kunne lade være med at gribe ind og forhindre massakrer.

Enhedslisten svækket
For Enhedslisten snævert set har beslutningerne været skadelige. Først og fremmest har partiet undergravet og måske mistet sin position som det systemkritiske, antikapitalistiske og anti-imperialistiske parti i Danmark. Desuden har partiet bragt sig i modsætning til SUF og til størstedelen af den europæiske venstrefløj – og til en stor del af sine egne medlemmer.

Derudover har man end ikke opnået det erklærede mål: at profilere sig på en holdning om, at Enhedslisten gerne vil beskytte civile, men ikke føre krig for olie og magt. I stedet har man efterladt indtrykket af et parti i stor forvirring:

- Fredag den 18. marts stemte man for krigsaktionen – med henvisning til løfter fra statsministeren og udenrigsministeren. Løfterne blev ikke nedfældet, og deres indhold slog kun delvist igennem i medierne. Det gjorde til gengæld ”den historiske samling” i Folketinget om krigen.

- Mandag den 21. marts opfordrede Frank Aaen til at standse bombningerne og arbejde for våbenhvile, fordi man havde nået det aftalte mål med den militære aktion. Senere samme dag oplyste Lene Espersen efter en samtale med Frank Aaen, at Enhedslisten stadig støttede krigen. Det havde Aaen dog også allerede tidligere på dagen bekræftet.

- Tirsdag den 29. marts mente Frank Aaen stadig, at der var tale om en krig for at beskytte civile, men ”advarede om, at tiden nærmer sig for en våbenhvile”. Denne dag udtrykte Frank Aaen også ”bekymring” over, at kommandoen var overgået til NATO.

- Onsdag den 30. marts meddelte Enhedslistens FU og Frank Aaen, at nu var forudsætningerne for støtten til krigen brudt, og derfor trak Enhedslisten sin støtte. Dette blev begrundet med utilfredsstillende svar på et møde i Udenrigspolitisk Nævn dagen før ift. indsatsen for at opnå våbenhvile og manglende garantier for, at der ikke var tale om en offensiv militær aktion på oprørernes side, samt meldinger om at de danske F16-fly natten før havde deltaget i en offensiv på oprørernes side ved byen Sirte, som aldrig havde været under oprørernes kontrol. Samtidig udtalte man, at man ville arbejde på at få aktionen ”tilbage på FN-sporet”.

Opgaverne
På alle fronter har den valgte linje fejlet. Det kræver nu en stor og langvarig indsats for at bringe Enhedslisten tilbage på sporet. Det vil SAP tage aktivt del i:

• Vi vil arbejde for, at Enhedslisten tager konsekvensen af, at partiet ikke længere støtter krigen, og i stedet kaster sig ind i anti-krigsarbejdet.

• Vi vil under alle omstændigheder selv deltage i kampen for at få dansk militær ud af Libyen

• Vi vil støtte til de demokratiske kræfter i Libyen – og de revolutionære kræfter, der måtte vise sig - og i de øvrige arabiske lande og arbejde for, at Enhedslisten gør det samme.
• Vi vil arbejde for at genopbygge Enhedslistens ry som kritisk, og antikapitalistisk og anti-imperialistisk parti.

Særligt har venstrefløjen har nu en opgave i at indhente det forsømte. Vi skal uforbeholdent støtte kampen for demokrati. Vi må søge måder, at gøre dette konkret, så det kommer ud over de politiske erklæringer. Det kan være ved at skabe forbindelse til de eksilmiljøer, der eksisterer og bakke om deres forsøg på solidaritet. Det kan være ved at skabe direkte kontakter til dem, der fører kampen og i første omgang få bedre kendskab. Der må vi i særlig grad søge efter dem, der forbinder kampen for demokrati med kampen for sociale rettigheder f.eks. den egyptiske fagbevægelse. Ligeledes skal vi støtte kampen for, at demokratiet også kommer til at omfatte kontrollen med landenes ressourcer. Ift. Libyen må vi fremføre, at såvel aftaler indgået af Gaddafi, som de aftaler repræsentanter for oprørerne ikke skal respekteres. Uanset hvad oprørerne har lovet, er det sket under afpresning som betingelse for imperialisternes støtte. Når der forhåbentlig bliver etableret organer, der er udtryk for den libyske befolkning, skal vi gå i mod et hvert forsøg på at holde dem op på tidligere aftaler med andre lande.

Enhedslisten må gøre status
Uanset hvilken stilling man har taget i de interne uenigheder i Enhedslisten, må det være åbenlyst, at Libyen-spørgsmålet har skabt stor uenighed. Spørgsmålet om krig har store konsekvenser, og det har altid været en vigtig skillelinje i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen. Derfor har de skarpe uenigheder også skabt sår i partiet.

Det første skridt til at hele sårerne, skabe samling i partiet og genskabe en klar antiimperialistisk profil må være en åben og demokratisk debat om beslutningen. Denne debat har været ført livligt i det elektroniske debatforum, i R+G og på mange afdelingsmøder. Det skal fortsættes. Det er helt afgørende, at denne debat kommer til at foregå i respekt for, at alle i Enhedslisten har valgt synspunkt for at gavne den fælles sag og Enhedslisten bedst muligt – og at undgå at tillægge modstanderne motiver, de ikke selv kan genkende.

Denne debat må også gives den nødvendige plads på årsmødet. De nødvendige dispensationer må gives, så forslag til beslutning kan indgå i debatten, så der bliver tid nok til at argumentere, og så Årsmødets delegerede har klare synspunkter at vælge imellem og stemme om. Kortsigtede taktiske overvejelser om konsekvenserne for Enhedslistens valgkamp må ikke friste til at feje debatten ind under gulvtæppet. Enhedslisten kan sagtens tåle uenigheder. Men hvis modstanderne af de trufne beslutninger ikke får mulighed for at fremføre deres synspunkter, diskutere og forsøge at vinde flertal, kan partiets kapacitet til at føre valgkamp blive svækket.

Som det er fremgået af denne udtalelse, er det SAP’s opfattelse, at Årsmødet må konkludere, at beslutningen om at støtte krigen var en fejl. Denne beslutning skal ikke bruges til at ”hævne sig” på de ansvarlige eller aftvinge dem selvkritik og fortrydelse. Den skal bruges til at genskabe Enhedslistens profil og medvirke til at forhindre lignende fejltagelser i fremtiden.

Det skal klargøres, om Enhedslisten opfatter krigsmodstanden – kravet om, at NATO-tropperne skal trækkes hjem – som en vigtig del af solidaritetsarbejdet med den fortsatte revolution i hele Nordafrika og Mellemøsten.

Der må også gøre status over procedurerne i forbindelse med Libyen-beslutningen. Der har været rejst kritik mod forskellige dele af beslutningsgangen op til og på den 30.3., herunder er nødvendigheden af hastværket blevet betvivlet. Der har været rejst kritik mod behandlingen af kritikerne og krigsmodstanderne i nogle afdelinger og i R+G. Der har været problemer med at håndtere uenigheden mellem Enhedslisten og SUF i offentligheden, bl.a. fordi mange har dobbeltmedlemsskab. Også her har Enhedslisten brug for at gøre status og lægge linjen for fremtidige tilspidsede situationer og store uenigheder.

Beslutningen og debatten har ikke kun vist sig som taktiske uenigheder på samme grundlag. Den har også afsløret forskellige grundlæggende tilgange til vestlige regeringer, krig som redskab, opstande i andre lande, FN og meget andet.

Derfor må Årsmødet også beslutte at iværksætte en videre debat og skoling i partiet om spørgsmål som

o Regeringers og staters klassekarakterer og konsekvenserne for deres handlinger

o Imperialismens drivkræfter, motiver og handlinger

o FN’s rolle i den internationale klassekamp

o Enhedslistens rolle i den internationale klassekamp

Også uenighed i SAP
SAP’s overordnede opgave er at bidrage til opbygningen af Enhedslisten og SUF. Det gør vi med afsæt i arbejderbevægelsens og venstrefløjens historiske erfaringer og politiske diskussioner og med afsæt i de konkrete erfaringer, vi og andre i SUF og Enhedslisten, gør i den daglige politiske kamp.

Denne rolle har vi ikke kunne spille tilfredsstillende i denne situation, fordi SAP’s medlemmer ikke var enige.

Denne uenighed blev skærpet af, at vi aldrig fik mulighed for at udveksle viden og synspunkter indbyrdes, før vi hver især skulle tage stilling. Det handlede ikke alene om, at beslutninger træffes hurtigt i Folketinget og dermed også i Enhedslisten. Det handlede lige så meget om, at de færreste for alvor havde forestillet sig, at Enhedsliste-støtte til dansk krigsdeltagelse kunne komme på tale – og derfor ikke havde set nogen grund til at diskutere det.

SAP’s forretningsudvalg var fra starten enige om, at Enhedslisten ikke skulle støtte krigen. Men på baggrund af at flere medlemmer af SAP stemte for krigsdeltagelse i FU og HB, og at nogle af dem mente det samme onsdag den 23. marts, valgte vi at udsende en ugekommentar, der fokuserede på, at Enhedslisten på baggrund af begivenhederne i dagene efter den militær aktions start skulle trække støtten med henvisning til, at Enhedslistens egne forudsætninger var brudt.

I og med at dette nu er sket, og at vi har haft mulighed for en grundig indbyrdes diskussion – kombineret med en omfattende diskussion med andre uden for SAP – har vi valgt med denne udtalelse at tage stilling til krigen som sådan.

Der er stadig medlemmer af SAP, herunder medlemmer af SAP’s Landsledelse og af Enhedslistens hovedbestyrelse, der er uenige. Det betyder, at udtalelsen udtrykker organisationen SAP’s holdning, og det er denne holdning, som vi vil bruge vores organisation og Socialistisk Information til at udbrede. Det er ikke en forudsætning for at være medlem af SAP, at man forsvarer dette synspunkt.

Udtalelse blev vedtaget af SAP’s landsledelse den 9. april 2011

Tip en ven       |     Print