Kommentar: Grønland: Kompensation for at lade olien ligge

Naturen i Arktis har en årelang energi- og biomasseomsætning. Kredsløbet med nedbrydning og biologisk genanvendelse i naturen er på grund af klimaforholdene yderst langsom i de arktiske egne. Derfor er de langsomme arktiske økosystemer yderst følsomme over for forstyrrelser og miljøkatastrofer.

Olieudvinding i Arktis blev da også af videnskabelige rådgivere beskrevet som meget risikofyldt i en rapport i 2009 til Arktisk Råd, som siden sin grundlæggelse har haft massivt fokus på de arktiske klima- og miljøproblemer. Men flere af de mest kritiske afsnit blev fjernet fra den endelige rapport. Arktisk Råd består af Danmark med Grønland og Færøerne, Norge, Sverige, Finland, Island, Canada, Rusland og USA samt de oprindelige arktiske folks egne organisationer, herunder Inuit Circumpolar Council (ICC) og Samerådet.
I Arktisk Råd har det aktuelle danske formandskab netop fremlagt SWIPA-rapporten (”Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic”), hvoraf det fremgår, at nedsmeltningen af ismasser og optøning af permafrostlag fulgt af enorme udslip af drivhusgassen methan eskalerer meget mere dramatisk end forudset af FN’s klimapanel IPCC. En global gennemsnitsopvarmning på 2 grader celcius betyder i Arktis en opvarmning på mellem 6 og 8 grader i bedste fald, og mellem 8 og 12 grader i værste fald.

Inuit Ateqatigiit (IA), Grønlands store venstrefløjsparti, og selvstyret under landsstyreformand Kupik Kleist er naturligvis pinligt bevidste om farerne ved mineral- og olieudvinding i arktiske områder. Men Grønland er, med en voksende, meget ung befolkning, store omstillingskrav på grund af klimaforandringerne og en række sociale problemer, nødt til at skabe et mere fremtidssikret indtægtsgrundlag end fiskeri og et ustabilt og konjunkturpræget turisterhverv. Og efter omsider – først i 2009! – at have fravristet kolonimagten Danmark kontrollen med undergrunden, er ønsket om at udnytte undergrundens rigdomme til disse formål stort.
Dette har fået selvstyret og IA til at gå med til aftaler om boringer efter olie i 900-1500 meters dybde i de arktiske have omkring Grønland. Dybder på niveau med det, der førte til BP-katastrofen i Den mexicanske Golf.
Selvstyret mener, at man har stillet så skrappe sikkerhedskrav, at risikoen er minimeret. Men med den netop overståede aktion satte Greenpeace f.eks. fokus på, at det end ikke er muligt at få aktindsigt i den ellers meget opreklamerede katastrofeberedskabsplan. Samtidig løber det opererende selskab, Cairns Energy, allerede nu fra løfterne om, at de 200 tons rød-listede kemikalier, man har fået lov at udlede i havet allerede det første år(!), senere vil blive nedbragt...
Først og fremmest løses det grundlæggende dilemma, som bl.a. Verdensnaturfonden WWF med rapporter og Greenpeace med aktioner har peget på, jo ikke. Olieudvinding under arktiske betingelser og i de følsomme arktiske økokredsløb er ganske enkelt for farligt. I arktiske egne kan det tage naturen mange årtier at restituere sig ovenpå en oliekatastrofe, havstrømme kan udbrede katastrofen til enorme områder, og skulle en katastrofe indtræffe om vinteren med isbelagte farvande, som ikke kan besejles i en række måneder, kan følgerne blive helt ubærlige.
Olieeventyret kan hurtigt blive til et sort mareridt.

Den grønlandske befolkning og miljøorganisationerne har grundlæggende fælles interesser omkring sikring af det arktiske natur- og livsgrundlag.
Som Juliane Henningsen, folketingsmedlem for IA, i 2008 formulerede det: ”For IA er det vigtigt at udvikle alternativ energi, såsom vandkraft, brint. Fangerne i Grønland lever af den natur, der kan blive ødelagt af olieeventyret i Grønland og Nordpolen. Vi må tænke og handle bæredygtigt og ansvarligt. Ressourcerne tilhører naturligvis det grønlandske folk. Hvis olien er fundamentet for, at vi kan blive uafhængige, må det blive en global diskussion for, at olien kan blive i undergrunden. Verden må bevæge sig i klimafornuftig retning.”
På det alternative folkelige klimatopmøde i Cochabamba i april 2010 fremførte indianske miljøorganisationer, støttet af bl.a. Bolivias præsident Evo Morales, det krav, at de oprindelige folk skulle sikres en bæredygtig økonomi ved at modtage kompensation for at afstå fra klima- og miljøskadelig kul- og olieudvinding. Og det er netop et sådant krav, der må kunne mobilisere både den grønlandske befolkning og den verdensomspændende klima- og miljøbevægelse:
Medlemsstaterne i Arktisk Råd må afstå fra olieudvindingen i de arktiske have. Til gengæld skal der ydes et betydeligt kompensationsbeløb fra medlemsstaterne i Arktisk Råd (og andre rige, CO2-forbrugende lande) til Grønland – og ligeledes evt. til andre oprindelige folk i det arktiske område, der måtte give afkald på oliemilliarder. Så forbliver olien i undergrunden, der vil blive mindre CO2-forøgelse i atmosfæren og intet sort mareridt i Arktis. Klimakampen handler også om aktivisme i samspil med de oprindelige folks rettigheder. Derfor må miljøorganisationerne udvikle en tæt dialog med og søge kampagne- og aktivitetsfællesskab med bl.a. ICC og Samerådet.
Kupik Kleist fremhæver, at hovedanliggendet må være de mennesker, der bor i Arktis, med fokus på deres levevilkår. Men levevilkårene for grønlændere, såvel som for alle andre, er mere end noget som helst andet afhængige af, at vi bevarer naturgrundlaget for vores liv på kloden. De rige lande, der har haft fordelene af den hidtidige CO2-udledning, må betale ved kasse ét – til en økonomisk kompensation for, at olieudvindingen i Arktis blive lagt på is. Det er her og nu den bedste sejlrute.

SAP’s forretningsudvalg, 17.6.2011

Tip en ven | Print