Kommentar: Hovedstadsregionen: Når repræsentanterne ikke repræsenterer

Regionsrådet i Hovedstaden vedtog tirsdag i sidste uge "Hospitals- og psykiatriplan 2020". Enhedslistens to repræsentanter stemte for, hvilket har forbløffet mange. Planen står nemlig i åbenlys modsætning til den sundheds- og sygehuspolitik, som Enhedslisten står for.

Kort sagt er det en plan, hvis rammer og hovedindhold er dikteret af regeringen. Regeringen leverer bevillinger til etablering af et par nye 'supersygehuse' som præmie for en generel nedskæringsdagsorden, der først og fremmest indebærer slagtning af en række lokale sygehuse.

Regionsrådsformanden, socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen, formulerede dette klart, da hun skulle kommentere de harmdirrende protester mod sygehusnedlæggelserne: "Bekymringerne tager vi med og lytter til. Men der er retningslinjer fra regeringen, som vi skal rette os efter, ellers får vi ingen penge til nybyggerier."

Enhedslisten vil gerne medvirke til en fornuftig centralisering af behandlinger, der kræver samling af kompetencer og udstyr. Men vi er imod den generelle nedlæggelse af de lokale sygehuse, hvor f.eks. skadestuer, fødeafdelinger, reumatologiske, geriatriske og medicinske afdelinger også nedlægges.

Ud over den oplagte gene, at der bliver længere til akut hjælp, er der mange andre væsentlige grunde til denne modstand mod centralisering. Når ældre patienter fra Frederikssund pludselig skal indlægges i Hillerød, er der f.eks. langt mindre chance for, at de jævnligt får besøg af familie og venner. Muligheden for, at der (som f.eks. på Frederiksberg) etableres et lokalt samarbejde om især ældre patienter mellem sygehus og hjemmepleje eller plejehjem, og for et mere generelt samarbejde mellem kommune og sygehus om forebyggelse, bliver markant dårligere. Nedlæggelse af det lokale sygehus et sted som Frederikssund betyder - på linje med nedlæggelse af uddannelsesinstitutioner m.v. - indlysende både et tab af lokale arbejdspladser og en serviceforringelse, der er med til at gøre området til uattraktiv "udkant".

Planens centraliseringsdagsorden er tæt knyttet til en reel nedskæringsdagsorden, hvad serviceniveauet angår. På trods af en formodet befolkningstilvækst på ca. 60.000 og en vækst i antallet af ældre på 26 %, skal antallet af sengepladser holdes konstant.

Akutmodtagelserne på skadestuerne forventes nedbragt med op til 50 %, som i stedet forventes klaret af de i forvejen overbebyrdede praktiserende læger. På det psykiatriske område betyder planen, trods befolkningstilvæksten, nedlæggelse af et betydeligt antal pladser i døgnbehandlingen - og der har
været store problemer med mangel på sådanne pladser allerede.

Intet under, at Enhedslisten i hovedstadsregionen klart har besluttet at gå imod planen, ligesom mange medlemmer og adskillige lokalafdelinger i årevis har været aktive i bevægelser mod sygehuslukningerne.

Derfor var det et chok for mange, da Enhedslistens to repræsentanter i Regionsrådet tirsdag den 21. juni stemte FOR denne hospitalsplan - selv om de var bekendt med en klar beslutning i Enhedslistens regionsbestyrelse samme morgen om at stemme imod! Ikke desto mindre stemte de for, endda med en uventet tilføjelse om, at de lokale skadestuer i seks byer skulle natlukkes allerede fra 2012.

I dagene efter kunne man i alle aviser læse, at 'Enhedslisten' (sammen med alle andre partier end DF og de Konservative) bakkede op om planen. De lokale bevægelser måtte altså få det indtryk, at Enhedslistens lokale modstand var hykleri, eller at partiet i hvert fald var klar til at forråde dem, når det kom til den afgørende afstemning.

Enhedslistens regionsledelse har været forbilledlig klar og hurtig i sine udmeldinger internt i partiet. Men i skrivende stund har de ikke formået at få formidlet budskabet om, at Enhedslisten er imod den vedtagne hospitalsplan, som partiets repræsentanter har stemt for. Det haster ellers med at få det budskab ud.

De to regionsrådsmedlemmer har bragt Enhedslisten i en situation, som vi ikke kan leve med. Enhedslistens repræsentanter i regionsrådene skal - ligesom repræsentanterne i kommunalbestyrelser og Folketing - ikke
repræsentere deres egne synspunkter, men Enhedslistens politik. Dvs. den linje, der er demokratisk besluttet af Enhedslisten, og som vi kæmper for i bevægelser såvel som i valgkampe. Dette er også den bedste garanti for, at der er sammenhæng mellem vores parlamentariske og vores udenomsparlamentariske arbejde.

De to repræsentanter skal naturligvis have en chance for at fortryde og melde fra i forhold til planen. Men hvis de ikke vil det, kan de ikke fortsætte som Enhedslistens repræsentanter i Regionsrådet. De må straks stilles over for kravet om, at de trækker sig fra Regionsrådet og overgiver mandaterne til deres suppleanter. Hvis de nægter det, må der indledes en eksklusionssag. De lever til fulde op til udelukkelses-paragraffens formulering om at have handlet til skade for Enhedslisten.

I sig selv vil dette naturligvis være et udfald, der skader Enhedslisten. Men skaden skete, da de stemte forkert. Skaden vil blive endnu værre, hvis ikke de trækker deres støtte eller trækker sig fra deres poster. Dertil kommer, at en eksklusion vil begrænse skaden, fordi den vil give et utvetydigt signal om, hvor Enhedslisten står.

Det handler om respekten for medlemmerne, for partidemokratiet. Men det handler også om vores troværdighed ude i bevægelserne og blandt almindelige vælgere. Enhedslisten skal være det parti, der er til at stole på. Når vi i Frederikssund, på Frederiksberg, i Helsingør osv. er gået til valg på, og endda har været drivende i bevægelser for at bevare vigtige funktioner på de lokale sygehuse, så må vi ikke svigte, når der skal trykkes på den røde knap i Regionsrådet. Det må og skal være Enhedslisten af alle, der står fast på græsrodsbevægelsernes krav - trods regeringens trusler, og trods Socialdemokraternes og SF'ernes kryben.

Omvendt kan vi med resolut handling få det bøjet i neon, at EL-politikere ikke er, eller i hvert fald ikke får lov til at være, som alle de andre. Vi kan slå fast, at vi ikke accepterer politikere, der stiller op for noget, men handler stik modsat, hvis det passer dem. Vi kan slå fast, at vi ikke lader vore repræsentanter sylte sig ind i studehandler, der falder bevægelserne i ryggen. Vi kan slå fast, at Enhedslistens politiske repræsentanter skal repræsentere Enhedslistens politik. Og det er vel ikke for meget forlangt.

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 2. juli 2011.

Tip en ven | Print