Kommentar: CSC-konflikten: Forbered kommende kampe – Stil usolidariske forbundsledere til ansvar

CSC-konflikten er nu afsluttet. Det indvarsler et hårdere klima både i it-branchen og på hele det danske arbejdsmarked. Om eftermiddagen den 23. juni 2011, kun timer før Skt. Hans-bål og midsommerfester skulle holde udenvælts fjender og onde ånder på afstand, blev der truffet en afgørende dom i Arbejdsretten med omtrent den stik modsatte virkning. Nemlig frit slag for multinationale selskaber og for arbejdsgivere på offensiven, der vil skrue tiden tilbage til dengang midsommervisen blev skrevet i slutningen af 1800-tallet.

Masselockout, import af skruebrækkere fra ind- og udland samt bortvisninger af tillidsfolk er kun et par af de metoder, som it-giganten CSC har taget i brug imod de ansatte – med fuld støtte og opbakning fra Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv. Oven i dette kommer en stribe af domme fra Arbejdsretten, der i praksis lod CSC slippe af sted med tvungen ”videnoverdragelse” til skruebrækkere, og med at frigøre sig fra overenskomsten med it-forbundet PROSA.

Med konflikten er flere grænser blevet rykket, og grunden eroderet endnu mere væk under den efterhånden ret medtagne ”danske model”. Godt et århundrede efter Septemberforliget i 1899, hvor fagbevægelsen og arbejdsgiverne lovede hinanden gensidig anerkendelse og forhandlinger, har arbejdsgiverne opsagt det etablerede og institutionsbårne klassesamarbejde, mens de faglige topledere stadig klynger sig til det – uanset den pris, deres medlemmer betaler. Ændrede styrkeforhold og et globalt arbejdsmarked har sat de opnåede ordninger under pres. Konkurrence fra lavtlønslande har længe været et faktum i industrien og byggebranchen. CSC-konflikten viser, at også højtlønnede og ”videnarbejdere” trues af lønnedgang og generelt pres på deres rettigheder.

Men når arbejdsgiverne ruster sig til kamp, er lønarbejderne også nødt til at gøre det. Og netop CSC-konflikten har da også været en træningslejr i klassekamp ikke alene for it-arbejderne organiseret i PROSA, men også for en ny generation af unge aktivister. Over 80 forbund og foreninger gik aktivt ud med støtte til PROSA, enten moralsk, politisk eller økonomisk/materielt. Konflikten har været bredt diskuteret i fagbevægelsen, og de CSC-ansatte selv har organiseret blokader, støttefester og happenings – og undervejs skabt nye venner og kampfæller på tværs af faggrupper, forbund og politisk orientering.

Efter mange år uden omfattende strejkestøttearbejde er det opmuntrende, at så mange kunne se det principielt vigtige i konflikten. Man kunne have frygtet, at nogle havde stejlet over for at støtte en relativt højtlønnet arbejdergruppe. Ikke desto mindre var det netop fra mange lavtlønsgrupper, at støtten var mest udtalt. Et faktum, der lige fra starten gjorde stort indtryk på CSC-arbejderne og blev en vigtig lektion i praktisk solidaritet.

Sympatien har helt klart været bred, endda et godt stykke ind i politiet. Selvfølgelig har korpset også i denne konflikt vist sig som professionel ordensmagt, hvis funktioner også omfatter en håndhævelse af roen på arbejdsmarkedet – herunder at bryde blokader og eskortere busser fulde af skruebrækkere. Men det er også en arbejdsplads, hvor man som lønmodtager er organiseret i Politiforbundet, der er en faglig organisation med en god portion forståelse for arbejdskonflikter. En ikke uvæsentlig lærdom, som det er værd at tage med videre til den næste gang, hvor vi skal organisere blokader og ønsker os en lang snor fra politiets side.

Desværre har vi også fået bekræftet, at organisationsegoisme hos fagtoppen – i dette tilfælde hos HK – i alvorlig grad underminerer den samlede slagkraft. Dermed undergraves ikke kun kampen på kort sigt, men også tilliden til fagbevægelsen som sådan på længere sigt. På trods af udbredt solidaritet og vilje til sympatiaktioner blokerede HK for, at LO og LO-forbund skulle kaste sig ind i kampen på PROSAs side. Udsigten til at kapre en overenskomst fra nogen andre – og måske endda et par modstræbende medlemmer – var åbenbart mere tillokkende end at støtte en kæmpende fagforening. I stedet for at støtte strejken og satse på, at dens resultater kunne trække andre med op, var HK medvirkende til det modsatte, nemlig en sænkelse af standarden til en dårligere overenskomst.

Konkret indførte dommen i Arbejdsretten den 23. juni 2011 en ny form for foreningsfrihed: arbejdsgivernes ret til at vælge mellem de overenskomster, der passer dem bedst. Dette er eksempel på, at det fagretslige system med Hovedaftale, Arbejdsret og fredspligt er et redskab for arbejdsgiverne til at forhindre arbejdere i at forsvare deres rettigheder og forbedre deres forhold. Systemet bygger på en påstået lighed mellem arbejdsgivere og ”arbejdstagere”, men der er ingen lighed, så længe arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet eksisterer. Derfor slår det fagretslige system næsten altid ned på aktionerende arbejdere.

Denne kritik er ikke ny. Men systemets fortalere har altid hævdet, at systemet i hvert fald garanterede arbejdernes helt elementære rettigheder. Det bliver svært at fastholde efter CSC-konflikten, hvor Arbejdsretten blev et redskab til slippe af med overenskomster og påtvinge lønnedgang og forringede arbejdsforhold.

PROSA-medlemmerne tabte kampen. Undervejs er der sikkert noget, som kunne være gjort anderledes. Men med den kampvilje, den solidaritet og de solidaritetsstrejker, der var på vej, kunne konflikten være vundet. Eneansvaret for at den blev tabt ligger hos fagforeningsbureaukratiet i toppen af de store forbund. Enten modarbejdede de konflikten direkte, eller også var de fodslæbende med reel solidaritet. Under alle omstændigheder satte de det fagretslige systems overlevelse og det gode samarbejde med arbejdsgiverorganisationerne over medlemmernes interesser – og afsagde dermed dødsdommen over kampen.

Selv om it-arbejderne ikke vandt, kan der stadig også komme noget godt ud af kampen, hvis der bygges videre på den kampgejst og solidaritet, der blev vist undervejs. Men det kræver initiativer fra de tidligere strejkende, PROSA, de mange solidariske fagforeninger og venstrefløjen. Et godt initiativ fra de strejkende og deres fagforening vil være at indkalde alle, der har været aktive i solidaritetsarbejdet, til en konference for at diskutere erfaringer og etablere et netværk og et beredskab, der kan træde i kraft næste gang, der er en vigtig strejke.

Sådan en konference kan også diskutere, hvordan de aktive og de solidariske kan rejse diskussionen i deres egne klubber, fagforeninger og forbund: Hvad lærte vi af CSC-konflikten? Støttede vores organisationer, og støttede den nok? Hvordan presser vi de tøvende faglige ledere til at støtte kommende konflikter.

I HK er der behov for en direkte konfrontation med ledelsen for dens dybt usolidariske linje, som også vil skade HK’s egne medlemmer.

Enhedslistens afdelinger, faglige netværk, enkeltpersoner og folketingsgruppe har været meget aktive med at støtte CSC-kampen. Dermed har de ikke bare være en del af solidariteten. Det har også vist vejen frem for Enhedslisten som et parti, der kaster sig aktivt ind i klassekampen. Også de forskellige niveauer i Enhedslisten har brug for en diskussion og opsamling af, hvad man kan lære af CSC-kampen.

SAPs’ forretningsudvalg, 8. juli 2011

Vi ønsker alle læsere en god sommerferie og vender tilbage med nye
kommentarer den 5. august.

Tip en ven | Print