Kommentar: Intet fællesskab med dem der banede vejen for Breivik

Den norske statsminister Jens Stoltenberg erklærede kort efter bomben i Oslo og massakren på de unge norske socialdemokrater, at det skulle besvares med mere åbenhed og mere demokrati. Alt andet lige var det godt, at han ikke benyttede lejligheden til at fortsætte den politik, hans parti har fulgt på linje med andre socialdemokratiske partier og hele den borgerlige blok i Vesten siden 11/9: Omfattende og dramatiske indgreb mod retssikkerhed og mod demokratiske rettigheder i terrorbekæmpelsens navn.

I det lys har man lov til at tvivle på, om Stoltenbergs svar havde været det samme, hvis gerningsmanden havde været islamist eller havde haft forbindelser til venstreorienterede miljøer. Vi skal også huske, at Stoltenberg holdt kattelemmen for øget repression åben, med tilføjelsen: ".men vi skal heller ikke være naive".
Men den norske statsminister havde også andet på hjerte. Han benyttede lejligheden til at appellere til det brede nationale fællesskab, som skal stå sammen mod en enkelt mands galskab og forsvare vores samfundsorden.
Stoltenbergs retorik har vundet stor opbakning i mediedebatten, senest i et indlæg i Politiken den 6.8. fra tidligere Enhedsliste-folketingsmedlem, Pernille Rosenkrantz-Theil.
Men er vi et stort fællesskab af gode kræfter, der blot skal stå sammen mod enkelte galninge, som vil os alle sammen det ondt? Og kan vi på én gang forsvare os mod højreekstremister og forsvare den kapitalistiske samfundsorden?

Hvad har vi til fælles?
Hvad har vi til fælles med de politikere og mediefolk, som frådende kastede sig over de "islamistiske terrorister", som de forventede stod bag massakren – på trods af, at Europols statistik viser, at kun 6 ud af 1.890 planlagte, forhindrede eller gennemførte terrorhandlinger i EU fra 2006 til 2009 kan knyttes til islamister.
Hvad har vi til fælles med den norske politiske politi, PET – og deres danske navnefæller – som med fuld opbakning fra deres regeringer har fokuseret på islamister? Med denne fokus har de:
– spillet med på den hetz og undertrykkelse, der sætter lighedstegn mellem indvandrere og muslimer og derefter mellem muslimer og islamiske terrorister med det formål at så splittelse mellem den etnisk hvide del af arbejderklassen og de etniske minoriteter
– været med til at skabe det ideologiske grundlag for imperialistiske krige for råstoffer og kontrol i den arabiske verden
– sat kikkerten for det blinde øje i forhold til faren fra den yderste højrefløj og overset Breivik trods hans klare udmeldinger og hans forbindelser til grupper, der våbentræner.

Hvad har vi til fælles med alle Breiviks ideologiske fæller?
– Det norske Fremskrittspartiet, hvor han var aktiv i mange år og udviklede sig politisk
– De mange meningsfæller, som han livligt har korresponderet med på nettet, citeret og er blevet citeret af
– De mange højreekstremister og kulturkonservative, og hvad de ellers kalder sig, som forstår Breiviks motiver, men tager afstand fra hans handlinger

Hvilken politisk situation?
Kapitalismen er i krise – økonomisk, økologisk og strategisk. Det skaber grobund for højreekstremisme. Det har i en lang periode givet muligheder for islamiske højrekræfter. Men de seneste par år har det også fremprovokeret folkelige opstande og protestbevægelser.
Stillet over for spirende modstand fra arbejderklassen og andre undertrykte grupper mod at betale prisen for krisen, vælger Stoltenberg og hans meningsfæller, der findes både i rød og blå blok, en strategi med disse elementer:
– at underspille og nedtone faren for voldelig højreekstremisme og fascisme
– at fastholde de anti-demokratiske terrorlove, der er blevet skabt gennem de seneste 10 år
– at få arbejderklassen og andre undertrykte til at undlade at antaste samfundsordenen og i stedet underlægge sig et stort nationalt fællesskab med den kapitalistklasse, der har skabt krisen, og som nu slipper for at betale.

En anden strategi.
Venstrefløjen må vælge en anden vej:
– Vi må forsvare de demokratiske rettigheder mod højreekstremistisk vold. Det er en kamp, hvor det nu er blevet helt tydeligt, at vi ikke kan have nogen som helst tillid til de politiske efterretningsvæseners indsats. Efterretningstjenesterne har tydeligvis som højeste prioritet at overvåge og udpege de fjender, som systemet ønsker at udpege – frem for dem, der faktisk bedriver terror."
– Vi må forsvare de demokratiske rettigheder mod statslig undertrykkelse i form af skærpet lovgivning, skærpet praksis og øgede ressourcer til politi og militær.
– Vi må styrke kampen for at forhindre, at arbejderklassen og folk på overførselsindkomst kommer til at betale regningen for kapitalismens krise. I denne kamp må vi have et stærkt fokus på at skabe enhed på tværs af etniske grænser og på tværs af andre modsætningen inden for arbejderklassen
– Vi må styrke perspektivet om et opgør med den samfundsorden, som skaber krise, nød og højreekstremisme
I denne indsats kan vi indgå taktiske alliancer med partier, organisationer, bevægelser og individer, som ikke vil et opgør med kapitalismen, men som konkret er parat til at forsvare demokratiske rettigheder, eller som vil støtte reformer, der omfordeler ressourcer eller magt fra kapitalistklassen til arbejderklassen. Men disse alliancer kan aldrig stå alene, og de må aldrig få os til at nedtone vores grundlæggende samfundskritik og perspektiv om en socialistisk løsning.

SAP's forretningsudvalg, 7. august 2011

Tip en ven | Print