Kommentar: Arbejderbevægelsen og de vrede udstødte må finde sammen

Torsdag den 5. august døde Mark Duggan i England. Ikke fordi han var gammel eller syg eller kom ud for en ulykke. Han døde, fordi politiet skød ham. Denne begivenhed startede de voldsomste optøjer i England siden firserne.

Urolighederne, der varede i flere dage, efterlod flere bydele i London med brandtomter, massevis af butikker ødelagte og fem døde.
De har også ført til en enorm fordømmelse fra Tory-regeringen, overklassen, medierne og mange andre - med efterfølgende krav om voldsomme tiltag mod alle, der deltog i optøjerne - herunder truslen om at indsætte militæret.
Optøjerne har bl.a. bestået af at ødelægge forretninger, afbrænde biler og boliger og stjæle fra tilfældige på gaden. Når vreden eksploderer, giver det åbenlyst frit slag for opportunister og kriminelle elementer, der udnytter den almindelige vrede og afmagt til at berige sig eller afklare interne udeståender.
Til gengæld har det har stort set ikke ramt den overklasse, der er ansvarlig for de hærgende unges frustrationer. Tværtimod har det især ramt andre dele af den arbejderklasse, som de fleste af "ballademagerne" selv er en del af.

Men selv om vi ikke støtter de konkrete handlinger, må vores udgangspunkt være de bagvedliggende årsager til optøjerne. Dernæst må vi drage erfaringer af begivenhederne og finde metoder, der kan lede vreden over i et mere konstruktivt oprør, dvs. et oprør der nytter.
Ligesom i 80'ernes England under Margaret Thatcher har de seneste år været præget af voldsomme nedskæringer på det offentlige system, en klassepolitik vendt direkte mod arbejderklassen. Det har efterladt tusindvis af unge englændere uden mulighed for hverken uddannelse eller job. Og ligesom i 80'erne har en stor del af de unge englændere fra arbejderklassen ikke andre fremtidsudsigter end druk, stoffer og kriminalitet.
I lyset af dette er reaktionen fra den engelske overklasse og elite mere end hyklerisk. Hverken de borgerlige Tory- og Liberale politikere eller de socialdemokratiske Labour- politikere har haft problemer med at redde banker og pengeinstitutter fra selvforskyldte konkurser, selv om prisen har været borgernes sikkerhed og velfærd. Men nu fordømmer nu de samme magthavere, at de grupper, der har måttet betale for en uforsvarlig politik, reagerer med vrede.
Optøjerne var også et produkt af den øgede afstand mellem politiet og befolkningen i England. I praksis er politiet i England er hævet over loven. Der er ikke faldet en eneste dom over en politimand for de dødsfald, der har fundet sted i politiets varetægt, Heller ikke den systematiske udvælgelse af etniske minoriteter for visitationer på åben gade har fået konsekvenser.
På den måde er optøjerne en advarsel til den danske stat og til politiet. Også i Danmark rammer politiets visitationer stærkt diskriminerende mod unge af anden etnisk oprindelse. Også i Danmark dør unge i politiets eller andre myndigheders varetægt - senest Ekrem Sahin. Også i Danmark undersøger politiet sig selv, når der er klager.

I mange andre lande har vi set spontane optøjer som resultat af vrede over leveforhold og fremtidsudsigter og over politiovergreb. Men denne vrede kan munde ud en kamp, der har større chancer for at begrænse politiet magtmuligheder og for at ændre de samfundsforhold, der udløser vreden.
Det har vi set med bevægelser i flere sydeuropæiske lande. Vreden over det nuværende system breder sig til alle dele af systemet, ikke mindst det politiske, der nyder udbredt mistro blandt særligt unge mennesker.
Her har nye demokratiske former givet et udtryk til den angst og magtesløshed, som stadig flere føler overfor det politiske system. Og de nye organiseringer har formuleret krav om forandring og har søgt alliancer med andre dele af samfundet, der er utilfredse med forholdene.

Både i Sydeuropa, i Storbritannien og andre steder er også den del af arbejderklassen, der er i arbejde, gået på gaden mod klassepolitikken. De har protesteret og kæmpet mod regeringernes, bankernes og EU's forsøg på at lade arbejderklassen betale prisen for krisen og lade overklassen gå fri. I nogle lande har fagbevægelsen og de traditionelle arbejderpartier været med noget af vejen. Netop i England var der før sommerferien en historisk stor demonstrationsdag mod regeringen, organiseret af fagbevægelsen. Også de uddannelsessøgende i England har været på gaden i flere omgange.
Det er den organiserede arbejderbevægelses opgave at tilbyde de marginaliserede og frustrerede unge en alliance mod regeringerne og for en fremtid. Her er det ikke nok at henvise til debatmøder og muligheden for at stemme næste gang, der er valg.
Alene derfor skal vi ikke forvente, at lederne i de reformistiske partier og de bureaukratiserede ledelser i fagbevægelsen vil løfte opgaven. Det falder tilbage på den politiske og faglige venstrefløj, både i England og i Danmark, at tage initiativet.
Vi må agitere for organiseret målrettet modstand og for politiske alternativer og organisere, også blandt de fattigste i samfundet, blandt de unge, der aldrig har haft arbejde, blande de etniske minoriteter.
Vi må arbejde på arbejdspladser, i fagbevægelsen og i lokalområderne for demonstrationer, strejker og andre mobiliseringer mod den kapitalistiske krisepolitik og mod dem, der administrerer den.
Og vi må være parate til selv at tage initiativet, når andre ikke gør det.
Kun en stærk, mobiliseret arbejderklasse kan levere et troværdigt alternativ til meningsløs hærværk eller passivitet. Kun en bevægelse, der samler alle dele af arbejderklassen, kan bremse klassepolitikken, tilkæmpe sig fremskridt og påbegynde et opgør med systemet.

SAP's forretningsudvalg, 19. august 2011

Tip en ven | Print