Kommentar: Hold de Radikale ude af regeringen

Tredobling. 6,7 procent. 12 mandater. Største parti på Vesterbro og Nørrebro i København. Mere end 1.000 nye medlemmer. En mobilisering af aktivister, der ikke er set tidligere i partiets historie.

Det er et fantastisk flot valgresultat for Enhedslisten. Det er et resultat, der skal bruges til at skabe folkelig bevægelse og organisering, til at presse forbedringer igennem og blokere for de værste angreb og til at markere antikapitalistiske løsninger på den økonomiske og økologiske krise.

Trods et utroligt valgresultat og trods regeringsskifte bliver det ikke nemt. S og SF vandt regeringsmagten, men de tabte valget. På bare et halvt år, fra februar (gennemsnit af meningsmålingerne) til valget mistede de to partier tilsammen 8,2 procent af stemmerne til højre - plus 3,2 procent til Enhedslisten. På den måde forspildte de skridt for skridt, mandat for mandat, muligheden for at få det rene røde flertal, der var næsten på plads i februar i år. De undlod at gøre valget til en folkeafstemning om efterlønnen, selv om de havde annonceret det. Derfor tabte de valgkampen og stillede efterlønsknuserne uhyggeligt stærkt.

Nu inviterer S og SF de Radikale med i regering. De vil give Radikale indflydelse. S og SF vil bruge Radikale som undskyldning for ikke at leve op deres egne valgløfter. De vil acceptere efterlønsindgrebet. Nogle mener ligefrem, at de vil stemme for efterlønsindgrebet.

Derfor er den første opgave for Enhedslisten at bruge den nyvundne stærke platform til at opfordre S og SF til at holde De Radikale uden for regeringen.
Allerede dagen efter valget erklærede de Radikales Morten Hovmand, at det var et ultimativt krav til et nyt regeringsgrundlag, at regeringen tilslutter sig tilbagetrækningsreformen. Og efterlønnen er kun det mest akutte eksempel på, at S-SF er ved at invitere til regeringssamarbejde med et parti, der er imod alle de vigtigste dele af de to partiers valgløfter inden for økonomi, social politik og arbejdsmarked.
At give De Radikale vetoret over for ethvert forslag fra en ny regering, vil være et forræderi over for S' og SF's vælgere, der forventer reel forandring.
Alt andet er bedre end Radikal regeringsdeltagelse, selv en vedtagelse af tilbagetrækningsreformen uden om regeringen og mod Socialdemokraternes, SF's og Enhedslistens stemmer. Så har de røde partier i hvert fald ikke skuffet vælgerne som deres allerførste handling.

Selv med de Radikale uden for regeringen har vi et stort politisk problem, nemlig De Radikales fremgang og dermed stærke mandat. Det bliver Enhedslistens opgave at pege på en vej væk fra det morads, som S og SF har bragt alle, der ønsker en mere rød udvikling, ud i.
Enhedslisten må udpege en række vigtige forslag, som forbedrer situationen for arbejderklassen og for folk på overførselsindkomst. Det skal være krav, som i forvejen mere eller mindre findes i S-SF-kataloget, og som De Radikale vil have svært ved at afvise, fordi de rigtig mange vælgere, der er flyttet fra arbejderpartierne til Radikale inden for det seneste halve år, synes de er rimelige og ønsker dem gennemført. Det kan f.eks. være:
- Ingen må falde ud af dagpenge-systemet
- Millionærskat eller en anden beskatning af de rige
- Væk med starthjælp og kontanthjælpsloft
- Praktikpladsgaranti
- Flere penge til kommunal velfærd
Sådan en række forslag skal Enhedslisten opfordre S og SF til at indgå en aftale om. Sammen skal de tre partier "invitere" de Radikale til at stemme for dem. En invitation, som godt må ligne et ultimatum. Så er valget De Radikales. Vil de blive i rød blok, eller vil de blive med at agere blå bloks trojanske hest. Hvis de afviser disse krav, må regeringen true med at udskrive valg. Det vil være et rigtigt godt valggrundlag.

Efterlønnen er et særligt problem, fordi De Radikale så klart har stået på tilbagetrækningsreformen i valgkampen og derefter fået stor fremgang. Men i stedet for at lægge sig fladt ned kunne S og SF - sammen med Enhedslisten - bruge alle midler til at redde efterlønnen: juridiske, sådan som nogle fagforeninger lægger op til, henvisninger til de ændrede økonomiske forudsætninger (krisen er alligevel ikke overstået, surprise!), henvisninger til meningsmålingernes flertal for at bevare efterlønnen i dens nuværende form og ikke mindst en offensiv kampagne over for DF. DF sagde de støttede efterlønsreformen af nød. De har benægtet konsekvenserne og afsløret, at de ikke forstået pseudo-erstatningen, den indholdsløse seniorførtidspension. Derfor må de sættes under pres gennem appeller til de DF-vælgere, som støtter efterlønnen.

Disse politiske udspil kan Enhedslisten benytte sin forstærkede parlamentariske platform til at fremlægge, men det er også sag, som partiet kan engagere de mange - nye og gamle - aktivister i. Vi får næppe 100.000-personeres protest-demonstrationer på Slotspladsen de næste tre måneder, men vi kan opbygge presset lidt efter lidt gennem udtalelser fra fagforeninger og gennem lokale debatmøder mellem S, SF og Ø, der vedtager fælles udtalelser, gennem elektroniske kampagner gade-aktiviteter og underskriftsindsamlinger. Det afgørende er, at S, SF og De Radikale ikke er i tvivl om, at de vil blive straffet politisk, hvis deres vælgere ikke – på disse områder - kan mærke, at der er kommet et nyt flertal og en ny regering.

SAP's FU, 16. september 2011

Tip en ven | Print