Kommentar: Grundlag for opposition

Et flertal i befolkningen stemte for forandring efter 10 år med VKO-blokken ved magten. Mange af dem havde forventninger om mere solidaritet og mere social retfærdighed. En stor del af forventningerne byggede på konkrete løfter fra de partier, som indtil valget udgjorde oppositionen.

Hvor meget forandring leverer den nye regering så?
Det positive er hurtigt til at overse: En vis tilbagerulning af VKO’s fremmedfjendske politik, mere ambitiøse miljø- og klimamål, mere kollektiv trafik, praktikpladsgaranti, et halvt års midlertidig forlængelse af dagpengeperioden, minimumsnormeringer i daginstitutionerne, mere i u-landshjælp, stop for fradrag for sundhedsforsikringer, afskaffelse af fattigdomsydelserne i kontanthjælpen, længere barselsorlov til mænd, forbud mod hormonforstyrrende stoffer og kemikalier i forbrugsvarer. Så har vi sikkert overset en forbedring eller to, men vi taler også om et program for fire år!
Til gengæld består grundlaget af en uendelig række skridt i den forkerte retning eller undladelsessynder:
• Den gamle regerings slagtning af efterlønnen.
• Reform af beskæftigelsesindsatsen, som skal føre til besparelser
• Arbejdsløsheden skal løses ved at øge arbejdsudbuddet!
• Ingen permanent genopretning af den gamle regerings forkortelse af dagpengeperioden.
• Ingen penge afsat til uddannelse af ufaglærte
• Ingen forbedring af arbejdsløses mulighed for at uddanne sig på dagpenge

• En generel målsætning om at holde lønningerne tilbage
• En stribe giftskatter og andre adfærdsændrende afgifter uden socialt bundfradrag
• Ingen målsætning om aktiv omfordeling, men kun ”en rimelig social balance” i de forskellige tiltag
• Ingen millionærskat
• Ingen skærpet bankskat
• Ingen skærpet beskatning af de multinationale
• En skattereform, som vil lette på topskatten
• Forbedringer af erhvervslivets ”rammevilkår” – efter 10 år med en regering, der ikke bestilte andet

• En budgetlov, som flere år frem i tiden sætter loft over stat, kommunes og regioners udgifter, så man er sikker på, at folketing og kommunalbestyrelser ikke lader sig påvirke af protester og mobiliseringer
• Ingen penge til mere kommunal velfærd
• Fattigdomsydelserne fjernes først, når/hvis man finder pengene
• Intet opgør med centralisering af sygehussektoren
• Ingen boligsociale forpligtelser for de private udlejere
• Intet stop for tyveriet af penge fra lejerne i de almennyttige boliger (Landsbyggefonden)

• Ingen forbedringer af SU
• Initiativer til at presse unge hurtigere gennem uddannelserne

• Intet stop for GMO-landbrug og GMO-fødevarer
• Fortsat satsning på industrielt landbrug på linje med det økologiske
• Ingen effektive midler eller finansiering, der kan sikre de mere ambitiøse klima- og miljømål
• Flere motorveje
• Ingen begrænsninger af den klimaødelæggende flytrafik

• Lømmelpakken forbliver uantastet
• Ingen lempelser af de udemokratiske anti-terrorlove (men en kommission)
• Dropper lovede kommissionsundersøgelser af f.eks. CIA-fangetransporter og indfører ikke den lovede ret for et mindretal i Folketinget til at få nedsat undersøgelseskommissioner

• Fortsat deltagelse i krige rundt om i verden
• En del af u-landshjælpen kan afsættes til militær- og sikkerhedspolitik
• Krav om kapitalisme (”økonomiske reformer”) som forudsætning for støtte til landene i Mellemøsten og Nordafrika
• Afskaffelse af de danske rets- og forsvarsforbehold i EU
• Mere magt til det frie marked i EU (”revitalisere det indre marked”)
• Mere magt til det frie marked globalt (via WTO-aftaler)

Med dette regeringsgrundlag har S-R-SF ikke engang overholdt deres egne fælles valgløfter. S og SF har opgivet hovedparten af deres krav med en social og solidarisk profil. Selv de gode forslag og målsætninger, der står i grundlaget, risikerer ikke at blive til noget, fordi man ikke har fundet pengene.
Hvorfor har man ikke fundet pengene?
Fordi de tre regeringspartier har valgt, at ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen.”
Fordi regeringen har sat sig selv en ramme, der hedder EU’s nyliberalistiske traktater og politikanbefalinger: Stabilitets- og Vækstpagten og EU’s henstilling om forbedring af statsbudgettet – oven i købet med ”en bred afstand” til EU-kravene.
Fordi S, R og SF har valgt samme overordnede strategi som den gamle regering i forhold til den økonomiske krise: At give arbejdsgiverne og kapitalejerne bedre mulighed for at tjene flere penge på bekostning af arbejderklassen og folk på overførselsindkomst.

Med dette grundlag har S og SF opgivet, hvad der var af solidariske, sociale og demokratiske elementer i deres politik for at få De Radikale med ind i regeringen.
Med det grundlag får Enhedslisten en næsten umulig opgave med at skaffe reelle forbedringer i samarbejde med regeringen. Holder regeringen sig til grundlaget, vil den gang på gang tvinge Enhedslisten i opposition.
S og SF har nu selv bøjet det i neon: Sociale fremskridt, økonomisk omfordeling og bæredygtig udvikling får vi kun, hvis regeringen bliver udsat for et synligt og magtfuldt pres fra aktiviteter, mobiliseringer og bevægelser – og hvis De Radikale bliver sat uden for indflydelse. Den spirende utilfredshed i S og SF’s bagland tyder på, at det vil være muligt at opbygge sådan et pres.

Enhedslistens Forretningsudvalg og Folketingsgruppe har taget et fint initiativ til, at vores lokalafdelinger går i diskussion med lokale bevægelser og aktive om, hvilke krav der skal stilles til den kommende finanslov, og på centralt plan gør man det samme. Det er opgaven for os alle at gøre dette til første skridt i opbygningen af det pres, der skal til.

SAP’s forretningsudvalg, 7. oktober 2011

Tip en ven | Print