Kommentar: Margrethe Vestager er i lommen på finanskapitalen

At De Radikale ser det som deres vigtigste opgave at forsvare kapitalens frie ret til udbytning og profit, er åbenlyst. Ikke desto mindre er det lykkedes store dele af befolkningen at overse det.

Selv den danske fagbevægelse valgte at holde hånden over De Radikale under valgkampen og lade som om, at de ikke vidste, at partiet var en af hovedkræfterne bag smadringen af efterlønnen. Det har deres medlemmer betalt dyrt for efter valget.
I det hele taget er det lykkedes De Radikale at sætte deres pro-kapitalistiske og nyliberalistiske politik igennem i den nye regerings grundlag og dermed fjerne de positive elementer, der trods alt var i Socialdemokraternes og SF’s valgprogrammer.
Da Margrethe Vestager og De Radikale valgte at gå imod det forslag, der diskuteres i EU, om at indføre en skat på finanstransaktioner – den såkaldte Tobin-skat – blev det for meget selv for mange socialdemokrater og SF’ere, både fra den gamle garde i partierne og i ungdomsorganisationerne, DSU og SFU.
Sammen med SUF aftalte de to ungdomsorganisationer en fælles kampagne for Tobin-skatten og mod De Radikale – bl.a. med store dagbladsannoncer med overskriften ”Margrethe Vestager er i lommen på finanskapitalen” og en meget illustrerende foto-collage.
Et helt døgn var DSU- og SFU-lederne optændt af den hellige ild og klar til at gå til kamp mod kapitalen og Margrethe Vestager. Så fik S- og SF-toppen banket dem på plads, og de trak sig ud af projektet. Begrundelsen var, at de ikke ville bidrage til splid i regeringen – og man må spørge: hvordan havde de forestillet sig, at de kunne undgå det, da de bestilte annoncerne?
Mon ikke også de har fået fortalt, at den der med ”i lommen på finanskapitalen” ville ramme Thorning-Schmidt og Søvndal lige i ansigtet, fordi den samlede regering har godkendt Vestagers afvisning af Tobin-skatten.
Heldigvis har en række københavnske fagforeninger, bl.a. LO-Storkøbenhavn, og grønne organisationer taget handsken op med en kampagne for, at den danske regering skal arbejde for at bruge EU-formandsskabet til at gribe ind over for finansspekulationen og til at skabe grønne jobs – inklusiv indførelse af en skat på finanstransaktioner. Det er en kampagne, vi må støtte og styrke – selv om det ikke er en hvilken som helst form for Tobin-skat, der vil være et fremskridt.
Tobin-skatten har fået navn efter en nationaløkonom, der udtænkte den for flere årtier siden. Man sætter en meget lille afgift (i promiller) på alle grænseoverskridende finanstransaktioner. I og med at milliarderne cirkulerer rundt på det internationale finansmarked flere gange i døgnet, vil selv en lille afgift få stor betydning. For Tobin handlede det om at tøjle den vilde finansspekulation, men andre har set en global indtægtsmulighed, der kan bruges til udviklingsstøtte til fattige lande eller klimaforbedringer.
Den såkaldte anti-globaliseringsbevægelse (de sociale forummer, Attac, demonstrationerne mod WTO og G8-topmøderne mm.) i 00’erne tog kravet op og populariserede det.
Senest har både socialdemokratier og højrepartier i Europa åbnet op for sådan en skat – i panik over ikke at kunne kontrollere den økonomiske krise. I det forslag, der cirkulerer i EU i øjeblikket, skal indtægterne gå til at finansiere hjælpepakkerne til bankerne. Selvfølgelig, det er jo EU.
En Tobin-skat er et lille, men anvendeligt bidrag til at begrænse kapitalens totale globale frihed. Men det er selvfølgelig helt afgørende, at pengene ikke bliver sluset tilbage til bankkapitalen igen. Tværtimod må bevægelsernes og venstrefløjens krav være, at pengene målrettes en opretning af den skade, finanskapitalen har gjort, dvs. støtter og styrker arbejderklassen og verdens fattige, skaber grønne jobs og klimaforbedringer.
Vi må også være sikre på, at det ikke bliver et brækjern for indførelsen af et nyt system, hvor EU får ret til at opkræve skatter og bruge dem til at styrke EU-apparatet. Det er fint og måske lige frem nødvendigt, at der bliver truffet en fælles europæiske beslutning om Tobin-skat, men det må være de enkelte EU-lande, der opkræver skatten, og de enkelte landes parlamenter, der bestemmer, hvad de skal bruges til.
Med kravet om sådan en Tobin-skat vil de københavnske fagforeninger og grønne organisationer kunne opbygge en stærk kampagne med bred opbakning; en kampagne, der ikke mindste vil kunne vinde støtte blandt socialdemokrater og SF’ere af alle generationer, der er utilfredse med regeringens kurs.
For det er ikke bare Margrethe Vestager, S og SF, der er i lommen på nogen.
Den ynkelige kovending, som DSU og SFU har foretaget, fortæller en trist historie om ungdomsorganisationer, der er i lommen på moderpartierne. I Enhedslisten bør vi ønske os selv tillykke med, at vi samarbejder med en ungdomsorganisation, SUF, der selv tager stilling og initiativ, og ikke er en dikkende lammehale og lydig karriere-skole for kommende folketingsmedlemmer.

SAP’s forretningsudvalg, 27. januar 2012

Tip en ven | Print