Kommentar: Demonstration den 29. marts: Forandring NU!

Bevar mig vel! Så skulle man opleve det med: EU-kommissionen går i front for at sikre fagbevægelsen de redskaber til beskyttelse af overenskomsterne, som de danske arbejdsgivere netop har afvist ved ok-forhandlingerne.

Drømmer jeg, eller er jeg vågen, spørger drukmåsen Jeppe i Holberg-komedien, da han vågner i baronens seng. Han har så svært ved at tro på sit held, at han må nive sig i armen for at mærke, om han kan føle noget.
Det samme er det nødvendigt, at fagbevægelsen gør, når man skal tage stilling til, om heldet har tilsmilet de faglige forhandlere, som ikke kunne komme igennem med krav i ok-dysten med arbejdsgiverne om kædeansvar, indgreb over for 'falske selvstændige' byggefolk, ID-kort til organiserede svende og redskaber til bekæmpelse af fusk og snyd hos underentreprenørerne.
Av, jo - den er god nok. Det gør ondt, når man niver sig i de arme, som nogen har svært ved at få ned i begejstring. EU-kommissionen har ganske rigtigt lavet et forslag.
Men som generalsekretæren for de europæiske LO-organisationer (EFS), Bernadette Ségol, sagde umiddelbart efter, så retter forslaget ikke op på de problemer, som EU-domstolen har skabt med de såkaldte Laval- og Viking-domme. De betyder nemlig, at fagforeningerne ikke kan slås for lige overenskomstvilkår for udenlandske arbejdere med faglige blokader og aktioner. Og uden kampmidler kan papirforbedringer vise sig lette at underminere.
- Retten til kollektiv aktion er en fundamental ret, som må garanteres. EFS efterlyser en social kontrakt, som sikrer alle arbejdere fulde rettigheder og støtter ikke et økonomisk system, hvor konkurrence invaderer alle samfundets områder og undergraver sociale fremskridt.

Dette er også på tapetet, når fagforeninger og klima- og miljøorganisationerne i Danmark under overskriften 'Forandring NU!' kalder til demonstration den 29. marts. Parolen er: Brug krisen til grøn og social omstilling, og der peges på det i virkeligheden forholdsvis enkle: at valgkampens løfte om, at en ny regering ville vælge den grønne og sociale vej i stedet for nedskæringsvejen, skal opfyldes.
Det er ikke tilfældet i dag - og det er siden valget i september sidste år ikke blevet mindre vigtigt at påpege - med EU-krisen og den luskede tilslutning til Finanspagten, som Thorning-Schmidt-regeringen i nærmest offentlig ubemærkethed har skrevet under på, mens hele landet gik amok i slagsmålet om punkteringen af betalingsringen.
Men samtidig med at socialdemokrater i Europa over en bred kam gør oprør mod finanspagten og lægger afstand til dens metoder, indhold og rækkevidde, så går toppen i dansk fagbevægelsen rundt om grøden som en anden varm kat og overlader til tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen at hejse den røde fane mod den vilde finansmagt huseren. Bekvemt - men dybt pinligt.
Forandring Nu-initiativet den 29. marts er vokset ud af den faglige venstrefløj kamp for job og bekæmpelse af social dumping. Men med den spændetrøje, som LO selv har iklædt sig, har det ikke været muligt for initiativet at samles om en åben kritik af finanspagten.
Man slås for en beskæftigelsespolitik baseret på grønne job, bekæmpelse af social dumping og indførelse af en finansskat. Javel. Fint. Udmærket. Men som landet ligger, vil en offensiv i den retning hurtigere end Jeppe kan nive sig i armen støde på finanspagtens begrænsninger af den økonomiske politiks muligheder. - Det gælder også selv om regeringen angiveligt kun har tilsluttet sig den 'åndeligt'. For en grøn og social omstilling som en vej ud af krisen, skal række hen over grænserne til de lande, som har købt hele pagten, og her kan en bæredygtig vækststrategi understøttet af en aktiv, offentlig økonomisk politik hurtigt strande.
Når Forandring Nu-initiativet derfor stiller krav om en anden vej ud af krisen, så er det nødvendigt at supplere med en kritik af den finanspagt, som er ødelæggende for præcis den løsning.
Som for Jeppe i baronens seng er det nødvendigt, at også fagbevægelsens venstrefløj - for eksempel i Byggefagenes Samvirke og LO Storkøbenhavn - kniber sig hårdt i armen og mærker efter, om drømmen om grøn og social omstilling kan blive til mere og andet end en drøm uden et opgør med regeringens tilslutning til finanspagten. Eller mærke efter, om Merkels og Sarkozys finanspagt ikke lige præcis er det mareridt, som Jeppe frygter.

SAP's forretningsudvalg, 23. marts 2012

Tip en ven | Print