25.05.12 | SAP's forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Kommentar: Stop trojka-regimets antidemokratiske offensiv!

I mange år var ”trojkaen” i EU betegnelsen for treenigheden af tre regeringsledere, nemlig hhv. den aktuelle, den tidligere og den kommende indehaver af EU-formandsskabet. Men i den seneste tid har en langt mere magtfuld treenighed overtaget denne ’ærestitel’. Trojkaens tre elementer er i dag EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

Den nye trojka, der reelt har fået kommandoen over den økonomiske politik i EU, er karakteriseret ved ikke at bestå af politikere, men af embedsmænd. Embedsmænd, der har det som deres fornemste – eller snarere eneste – mål at få den kapitalistiske økonomi (læs: kapitalisternes økonomi) i EU til at køre bedst muligt. Embedsmænd, der ikke er bange for vælgerne – for de er ikke på valg!

Det er denne nye trojka, der svinger svøben over – især - de svageste økonomier i EU. Det var denne trojka, der har været drivende i at tvinge stort set alle Europas regeringer til at spytte enorme summer i fallerede og gældstyngede banker – så bankerne overlevede, mens statsgælden i disse lande til gengæld eksploderede. Det var også denne trojka, der efterfølgende stod for bevillingen af milliardlån, så de gældsplagede statskasser ikke gik konkurs, men kunne betale renter af den enorme gæld.

Det var i særdeleshed denne trojka, der som betingelse for disse lån krævede demokratiet i de gældsplagede lande sat ud af kraft. Trojkaen opstillede mere eller mindre detaljerede krav til, hvordan den økonomiske politik herefter skulle være – bl.a. i Irland, Portugal, Spanien og Italien. Det var krav om privatiseringer, fyringer og lønsænkninger i den offentlige sektor, beskæringer af pensioner osv. I mere end et tilfælde blev de valgte regeringer under pres fra trojkaen erstattet af forretningsministerier bestående af bureaukrater. Og de økonomiske krav blev ikke kun stillet til den offentlige sektor: I Grækenland krævede trojkaen f.eks. også den lovfæstede minimumsløn ophævet, da den efter trojkaens mening var ”en hæmsko for at nedbringe arbejdsløsheden”...

Selv om Merkel og Sarkozy var de politiske frontløbere, er hele finanspagtens gennemførelse ligeledes trojkaens værk. Og også Finanspagten er et forsøg på at underminere de beskedne muligheder for demokratisk kontrol med økonomien, der endnu er tilbage i de nationale parlamenter, nemlig budgetlægningen for den offentlige sektor. Finanspagten skal holde landenes finanspolitik (og offentlige sektor) i et jerngreb, og det er et udtrykkeligt krav til måden, det skal gennemføres på i eurolandene, at budgetlovene ikke kan ændres af ”tilfældige” parlamentariske flertal... At pagten altså skal være højt hævet over befolkningsflertallets demokratiske indflydelse! I Danmark vil EU-flertallet give Det Økonomiske Råd (der kort sagt er en tilfældig samling borgerlige økonomer) en slags censorrolle i forhold til finanslovene, for derved at indføre en sådan kontrol med statsbudgettet, der er hævet over demokratiet!

Trojkaens virksomhed omfatter således et ganske omfattende og bevidst anti-demokratisk arbejde. I særdeleshed en systematisk nedbrydning af den europæiske arbejderklasses muligheder for gennem de parlamentariske forsamlinger at tilkæmpe sig velfærdsordninger i den offentlige sektor. Trojkaen bruger den økonomiske krise som påskud, men det er et anslag mod de demokratiske muligheder, der rækker langt videre.

Derfor var det flot, at tusinder af mennesker under overskriften ”Blockupy Frankfurt” i sidste weekend deltog i aktionsdagene i Frankfurt i protest mod trojkaen, der havde møde der. De tyske myndigheder handlede ellers helt i trojkaens antidemokratiske ånd – og erklærede på forhånd forsamlingsfriheden for midlertidigt afskaffet i Frankfurt og alle demonstrationer forbudte! Da tusindvis af mennesker, inkl. parlamentarikere fra Die Linke, alligevel mødte op og brød demonstrationsforbudet med fredelige plads-besættelser gang på gang, to dage i træk, trods en massiv politiindsats, valgte myndighederne dog at bøje sig for den civile ulydighed – og tillod den sidste demonstration, der samlede 25-30.000 deltagere.

Selv om modellen for ratificeringen af den ”over-demokratiske” (altså: hævet over det demokratiske) finanstraktat har været, at denne skulle ske uden folkeafstemning, har dette ikke forfatningsmæssigt kunnet undgås i Irland. Derfor vil der være folkeafstemning om traktaten der den 31.maj. Med vanlig sans for økonomisk pression har trojkaen netop fået gennemført, at det lån, som den irske regering skal bruge til at betale de offentligt ansatte løn med, kun kan udbetales, hvis landet har tilsluttet sig finanspagten... Det forventes, at de offentligt ansattes stemmer derfor vil sikre ja-flertallet!

Ikke desto mindre er slaget ikke tabt endnu. Og sagen er, at gennemførelsen af finanspagten efter det franske valg og med den voksende folkelige modstand er på kanten af en krise. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at skubbe til det hældende læs:

Derfor: Mød op foran Christiansborg den 31.maj kl.11-12 – hvor finanspagten tredjebehandles i Folketinget, og hvor Enhedslistens forslag om en folkeafstemning også behandles.
Mød også op allerede i dag, fredag, kl.15.30-16.30 foran den irske ambassade på Østbanegade 16 i Kbh. Der vil blive afleveret et solidaritetsbrev til den irske befolkning – og rygterne siger, at der også vil være Guiness øl...

SAP’s Forretningsudvalg, den 25.maj 2012

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: C89bSH
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk