12.08.12 | SAPs Forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Ugekommentar: 3F står og falder i Vejle

Som det sikkert er de fleste læsere bekendt udspiller der sig i disse dage en større faglig konflikt i Vejle. Konflikten står i sin grundessens mellem 3F som fagforeningen på den ene side, og på den anden side restaurant Vejlegården, som har opsagt deres overenskomst for i stedet at lavere en billigere overenskomst gennem en ”gul” fagforening, Krifa.

Denne – trods alt simple – konflikt startede som alle andre mindre konflikter mellem en arbejdsgiver og den pågældende fagforening. Men sidenhen har den udviklet sig til et større ideologisk slag om de gule fagforeninger, retten til selvvalgt overenskomst og retten til faglige konflikter. Konflikten er nu blevet ophøjet til et symbolsk slag mellem højre- og venstre-fløjen, mellem lønmodtagere og arbejdsgivere og mellem røde og gule fagforeninger.

På trods af, at denne konflikt burde være simpel og ligetil, fordi den ligger helt inden for retningslinjerne for faglige konflikter, er det ikke lykkes 3F at sælge historien rigtigt, og indtil for ganske nyligt var der i den brede befolkning massiv opbakning til Vejlegården og stor kritik af 3F's ”forældede” kampskridt.
Især historierne om sympatikonflikter hvor Vejlegården hverken kunne få bragt post ud, eller få trykt annoncer i den lokale konflikt er blevet upopulære i offentligheden.
Dette har medført hård kritik fra borgerlige politikere, der vil ulovliggøre konflikter mod virksomheder som har lavet en billigere overenskomst med en gul fagforetning

Først de seneste dage er det lykkes 3F at ændre stemningen i befolkningen, og seneste undersøgelse fra ugebrevet A4 viser, at 56 % ønsker at fagbevægelsen blokerer, hvis de personligt bliver tvunget ned i løn. Denne undersøgelse udråbes til en massiv opbakning – men faktisk burde dette tal være væsentligt større.

På trods af, at hele denne konflikt af de borgerlige forsøges ophøjet til at handle om ytringsfrihed, frit valg af fagforening, privat ejendomsret mm. er det heldigvis blevet tydeliggjort, at bagved alle de fine ord, skjuler sig simple arbejdsgiverinteresser i at underminere overenskomsterne: En økonomisk sandhed, hvor de ansatte vil opleve et reallønsfald på ca. 6.600,- om måneden, væsentligt dårligere opsigelsesvilkår, ingen betalt kost, arbejdstid på op til 45 timer om ugen uden overtidstillæg, loft over evt. erstatning for uberettiget fyring, intet garanteret mindste timeantal for afløsere, intet økonomiske ekstratillæg ved afløservagter osv. Og ”friheden” til at vælge hvilken fagforening de ansatte skal være i, skal åbenbart ikke gælde for de ansatte selv, men for arbejdsgiveren! Konflikten på Vejlegården startede således med, at arbejdsgiveren lockoutede tre 3F-organiserede ansatte.

Hele fagbevægelsen står for skud i den konflikt, der udspiller sig i Vejle, og resultatet af konflikten vil i den grad få betydning for fagbevægelsens fremtid. I denne kritiske situation kan vi glæde os over, at 3F nu endelig griber konflikten offensivt an og har lanceret et modangreb mod både arbejdsgiveren, og Krifa som helhed. På samme måde er det positivt at se, at fagbevægelsen med 3F i spidsen har indkaldt til blokade mod virksomheden. Det betyder at nye og unge lag af fagbevægelsen får erfaringer med at deltage i en blokade mod en arbejdsgiver. Det betyder at nye grupper af faglige aktive får oplevelsen af at komme på gaden i en synlig konflikt mod en arbejdsgiver.
Disse synlige konflikter har ellers i den seneste tid næsten været begrænset til initiativet ”fremtidsfighters” aktioner, og derfor er det yderst positivt at fagbevægelsen som helhed nu viser vilje til at tage kampen på gaden – også mod danske arbejdsgivere.

Alt i alt vil et nederlag i Vejle forskyde styrkeforholdene mellem arbejdsgivere og lønmodtager markant til arbejdsgivernes fordel. Det vil være et gigantisk nederlag for fagbevægelsen, som miste troen på projektet om at beskytte tilkæmpede rettigheder. Nederlaget vil hurtigt blive fulgt op af andre arbejdsgivere, som vil opsige deres overenskomster og gå i offensiven. Hvis en (såkaldt) overenskomst med Krifa ikke kan bekæmpes ved blokade og sympatikonflikter, vil en tilsvarende kamp mod f.eks. en polsk overenskomst (der i EU-retslig forstand er helt tilsvarende) blive langt sværere. Det betyder et fremtidigt arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne vil stå væsentligt dårligere.

Hvis dette skal forhindres, og fagbevægelsen skal kunne genvinde sin styrke og vise sin berettigelse, kræver det, at alle gode kræfter går fuldt ud ind i kampen mod Vejlegården, men også mod de 35 andre restauratører som har opsagt deres overenskomst og lockoutet deres medlemmer. Fagbevægelsens egne netværk og basisorganisering er rusten efter mange års meget begrænsede faglige aktivitet, så det kalder yderligere på, at ikke mindst Enhedslistens aktivister er i front og følger op på den vellykkede demonstration i Vejle. Ud over i den faglige kamp mod Vejlegården-forpagteren skal Enhedslisten selvfølgelig stå forrest i den politiske kamp mod de borgerlige partiers forsøg på at undergrave organisationsretten ved at indskrænke fagbevægelsens kampmidler endnu mere. De 56% skal advares om, at en stemme til de blå er en stemme for at give frit løb for undermineringen af deres løn- og arbejdsforhold.

SAP’s forretningsudvalg, 12. August 2012

Tip en ven       |     Print