Kommentar: Efter agurketiden: Et skridt tilbage, men to skridt frem

Hvis de borgerlige partier ikke skal have lov at generobre magten allerede i løbet af år 2012, er der kun én mulighed: Regeringen skal presses, bankes og trues til at samarbejde med Enhedslisten om i hvert fald at påbegynde et brud med de borgerliges økonomiske politik. Hvis dette ikke lykkes, vil regeringen låse sig fast i rollen som køkkenpersonale for de borgerliges tag-selv-bord – og formentlig samtidig vælte sig selv, når de borgerlige alligevel trækker tæppet væk under dem.

Men udsigterne til at mobilisere et organiseret pres, der er stærkt nok til at bringe regeringen ind på et andet spor, ser lige nu bedre ud, end de længe har gjort! Det er kampen om dagpengeretten, der står i centrum. Kampen mod halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjeningsperioden, der fra nytår vil smadre mange tusinde familiers økonomi. Foreløbig har regeringen med Vestager og Thorning i spidsen stædigt fastholdt, at forringelserne står ved magt.
På årsmødet i maj besluttede Enhedslisten at kaste alle kræfter ind i denne kamp, og også på det landsdækkende faglige møde 15.juni blev det besluttet at mobilisere. allerede inden den ene eller den anden kampagne for alvor er i gang, viser der sig en opbakning, der rækker langt, langt ind i S og SF - endog inde bag Christiansborgs tykke mure. På lokalt plan i partiforeningerne og på gulvplan i fagbevægelsen synes opbakningen nærmest massiv.
Den bedste formulering af dagpengerets-kravet er, at alle efter 12 måneders arbejdsløshed skal have et jobtilbud, der indebærer genoptjening af dagpengeretten. Det vil sikre, at ingen, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, mister dagpengeretten – heller ikke de nyuddannede eller dem, der har været arbejdsløse i over fire år. Det vil derfor kunne samle alle, også den store gruppe unge.

Hvis det lykkes at mobilisere en bevægelse, der er stærk nok til at tvinge dette krav igennem, vil det være afgørende for styrkeforholdet mellem klasserne. For det første fordi undermineringen af dagpengeretten og endnu flere desperate kontanthjælpsmodtagere potentielt vil betyde øget løntryk og i det hele taget svække arbejderbevægelsens kampkraft. Men især også fordi opbygningen af en bevægelse, som bryder igennem de socialdemokratiske pamperes modstand mod at mobilisere mod ”vores regering”, og som sætter styrke bag et krav om et brud med de borgerlige, vil være en mægtig kraft, som også kan sætte regeringen på plads næste gang og næste gang igen.

Enhedslisten som parti står over for en kæmpe opgave med at sparke denne bevægelse i gang. Vi kan ikke overlade ansvaret for dette til f.eks. socialdemokratiske ledere, der måske vil stoppe op og råbe hurra og tusind tak for lillefingeren, hvis regeringen tilbyder os sådan en. For eksempel løfter om en ’særlig indsats’ for at få de ramte i arbejde – uden reel garanti for den enkeltes genoptjening af understøttelsesretten. Noget tyder på, at regeringen pønser på noget sådant. Enhedslistens medlemmer må på arbejdspladserne, i de faglige netværk og i lokale initiativer arbejde for at opbygge en demokratisk organisering, der har viljen og styrken til at holde fast – og tage hele armen!
Muligheden er der. Den folkelige opbakning er der. Over sommeren har vi set, hvad nogle SUF’ere med initiativet til FremtidsFighters kan udrette, og hvordan en håndfuld Enhedslistemedlemmer i Vejle med et raskt initiativ til en demonstration kan sparke røv i klassekampen. Hvad kan så en samlet Enhedsliste med sin nyvundne størrelse og styrke ikke udrette?
Og Enhedslisten er jo som bekendt ikke sat i verden for blot at få flest mulige mandater i Folketinget, men frem for alt for at få befolkningen mobiliseret til selv at tage aktiv del i en demokratisk proces - der på et tidspunkt involverer en grundlæggende samfundsomvæltning. Apropos revolutionen...

Med agurketids-hetzen lykkedes det en uhellig alliance mellem ledende socialdemokrater og den borgerlige presse at sværte Enhedslisten til - på et fuldstændig usagligt grundlag (f.eks. når ”EL vil ikke afskaffe retten til at eje sin egen tandbørste” oversættes til ”Det eneste, EL vil give dig lov til at eje, er din egen tandbørste”). Skal man tro meningsmålingerne, har det kostet Enhedslisten ca. 3% af stemmerne – så vi nu er ”nede på” ca. 10%. Det er dog stadig er halvanden gange stemmetallet ved vores kanonvalg for knapt et år siden...
Det er et tilbageskridt, selvfølgelig. Enhedslistens styrke er vigtig, også parlamentarisk. Men i det store klassekamps-perspektiv er sommerens tilbageskridt, at lidt færre lige nu vil stemme på Enhedslisten, relativt lille, sammenlignet med sommerens fremskridt: at en langt større gruppe ser ud til at kunne mobiliseres til at stå skulder ved skulder med os i kampen om dagpengene. Hvis vi igen får gang i græsrodsbevægelserne, vil det med stor sikkerhed også betyde – måske endda mere stabil – fremgang for Enhedslisten. Summa summarum: Ti kammerater på gaden er bedre end tre agurker på taget.

SAP’s Forretningsudvalg, den 17.august 2012

Tip en ven | Print