Produktivitetskommission: Modstand mod markedstvangen

I mandags fremlagde regeringens Produktivitetskommission under dække af videnskabelig objektivitet et helt katalog over lyksaligheder, som konkurrenceudsættelse af velfærdsopgaver kan føre til. Men selvom S-politikere på stribe benægtede, at det skulle være regeringens politik at øge udsalget af velfærden, så blev det allerede næste dag afsløret, at regering havde givet konsulentfirmaet McKinsey en bestillingsopgave.

Firmaet skulle på blot syv uger lave en omfattende analyse af begrænsningerne i at øge udliciteringer inden for velfærden - og komme med konkrete anbefalinger til at fjerne disse. McKinseys historie, som er fyldt med skandaler indenfor privatisering af velfærden i bl.a. Storbritannien, hjalp ikke på billedet.

Læs "Corydon har farlige venner"

Problemet for regeringen er ikke bare dobbeltspillet. Det egentlige problem er endnu en afsløring af, at regeringen – stik imod hvad den sagde og gjorde inden valget – er i gang med at nedbryde grundlæggende elementer i den danske velfærdsstat for at stikke penge i lommen på kapitalisterne i Danmark. Knapt har regeringen med støtte fra borgerligheden frasolgt 1/5 af DONG til Goldman Sachs, før den nu er i gang med at lukke spekulanter ind i velfærdsområdets kernesektorer..

Den grundlæggende idé i udbud og udlicitering er nemlig ikke at skabe bedre velfærd. Den snak er alene et dække over den bagvedliggende liberalistiske dogmatik. For der er ingen videnskabelig dokumentation for at udbud og udlicitering af velfærden giver billigere service, endsige bedre eller blot samme kvalitet. Tværtimod har forskellige fagforbund (fx FOA og FTF) løbende dokumenteret, at prisen for udlicitering ofte betales af de ansatte, hvis arbejdsvilkår forringes, og brugerne, der oplever faldende servicekvalitet.

Læs fx "Udlicitering er ikke guldrandet forretning"

Derimod handler udlicitering om at skabe markeder for private virksomheder. Den offentlige sektor og især velfærden er en stabil afsætning, som fungerer uafhængigt af de konjunkturer, der præger markedet. Derfor er det velfærden ideel at tjene penge på, især i krisetider, hvor andre investeringsområder er mere usikre. I Sverige er man langt fremme med dette - og udliciteringen og privatiseringen af velfærden har ført til et massivt indtog af kapitalfonde på området.

Læs også ”Åbningstalen: Imens vi venter på opsvinget…"

Samtidig handler udlicitering om et grundlæggende opgør med arbejderklassen ret til offentlig, skattefinansieret velfærd. For liberalisterne og arbejdsgiverne udgør den skattefinansierede og lige velfærd et problem: den lægger beslag på en del af merværdien, som ellers kunne være gået til profit. Høj skat skaber alt andet lige opadgående lønpres, og det er i modsætning til kapitalisternes interesse. Derfor vil billigere (mindre) velfærd føre til yderligere offentlige udgiftsreduktioner, lavere skattebetaling og dermed måske i sidste ende reduceret lønniveau og/eller lønudvikling.

Regeringen stiller sig således entydigt på kapitalisternes side, når den går efter udlicitering af velfærden. Det er endnu et skridt ned ad den selvmordskurs, hvor regeringen – ligesom med bl.a. DONG-salget – smadrer arbejderbevægelsens historiske sejre.

Læs også FL14: "Regeringen fortsætter ad selvmordssporet"

Sagen er bare den, at arbejderklassen grundlæggende er tilhængere af velfærden og af, at staten tager sig af energi og infrastruktur. Modstanden mod DONG salget viste, at denne modstand i høj grad stadig lever og på nogle måder er blevet radikaliseret af krisen: Tilliden til ”det private erhvervslivs” eller ”markedskræfternes” evne til at tage vare på samfundets ressourcer og opgaver er dømt ude – i hvert fald når det står klart, at det i sidste ende er international storkapital, der kommer til rorpinden.
Det var samme modstand, der gjorde, at VK-regeringen tyede til snigende liberalisering i sine første to perioder. Først efter at krisen udløste en chok-effekt, tyede den til direkte markedstvang over for kommunerne for at øge udliciterings-tempoet. I samme periode øgede VK subsidierne til den private kapital, fx sygehusene og friplejehjem, som er groft overbetalt med skattemidler.

Det var samtidig modstanden mod markedstvangen, der bragte regeringspartierne til magten. Eksempelvis stemte S, R og SF i fælles front imod de vidtgående privatiseringslove på daginstitutionsområdet i 2005 og 2011, som tillod først etableringsret for private institutioner med ret til at trække profit ud af driften, og senere egentlige udliciteringer af kommunale institutioner med mulighed for profit. Det var samme modstand, der gjorde at regeringen og Enhedslisten i 2012 og 2013 fjernede den værste udliciteringstvang. Men denne enighed er tilsyneladende forsvundet.

For Enhedslisten og resten af arbejderbevægelsen ligger de næste skridt lige for: Kampen mod udlicitering og privatisering må føres samtidig med kampen mod New Public Management, dvs. strategien med at lade offentlige virksomheder køre efter de kapitalistiske markedsprincipper. Men kampen må kobles til en klart formuleret alternativ vision for den offentlige sektor, hvis grundelementer er:
- Større demokratisk kontrol med og indflydelse på den offentlige sektor fra ansatte og brugere (i modsætning til markedsstyringen i New Public Management)
- Fokus på reelle investeringer i kvalitetsforbedringer af velfærden, dvs. de mest moderne redskaber, bygninger og anlæg
- Udgrænsning af private aktører, der undergraver knowhow og kapacitet i den offentlige sektor
- Indlicitering af de områder, der allerede har lidt skade ved privatiseringer/udliciteringer

Det er nu, SF har chancen for at vise, om de faktisk mener noget andet end De Radikale og Socialdemokraterne. SF må fastholde modstanden fra før valget og føre den ud i livet – både i Folketinget og på gaden. Der er behov for en samlet venstrefløj for at stoppe den udliciteringsbølge, som regeringen ser ud til at ville sætte i gang.