Finansloven: En strammer-finanslov på skuldrene af nedskæringer og asociale reformer

Finansloven har i medierne fået mange navne: ”Gave-finanslov”, ”invitation til venstrefløjen”, ”milliard-investering i velfærden”. Ingen af dem dækker helt det finanslovsforslag for 2015, som regeringen fremlagde i tirsdags. For retorikken omkring finanslovsforslaget er fyldt med modsætninger på samme måde som regeringens politik. På den ene side vil regeringen sikre ”mere velfærd” – på den anden side vil den fortsætte sin såkaldte ”reformpolitik” og føre en stram – læs: borgerlig - økonomisk politik. De to ting hænger bare ikke sammen.

Thorning, Corydon og Vestager har målrettet forsøgt at skabe indtrykket af sig selv som velfærdsstatens vogtere, da de afslørede velvalgte dele af indholdet flere dage før finanslovs-udspillet kom. Således blev det hurtigt kendt, at der skulle sættes en halv milliard kr. af til bedre kræftbehandling i 2015, ligesom Corydon meddelte, at han havde reserveret 1,5 mia. kr. til SF og EL til forbedringer af velfærden, samtidig med at der var en luns til fagbevægelsen i form af øget fradrag for fagforeningskontingenter. Ligeledes var uddannelsesministeren ude med nyheden om, at uddannelserne ville blive løftet med 1,5 mia. kr. for blandt andet at dække det øgede meroptag.

Det umuliges kunst
Regeringen påstår, at den mestrer det umulige: At føre en stram borgerlig økonomisk politik og samtidig udvikle og styrke velfærden; at vinde finansmarkedernes tillid og arbejderbefolkningens ditto på en og samme tid. Men det er og bliver det umuliges kunst.

På den ene side fører regeringen en så stram finanspolitik, at staten selv i krisetider skal kunne se balance på statsbudgettet. Den offentlige sektors udgifter – og især velfærdsudgifterne i det offentlige forbrug – holdes stramt nede.
Budgetloven har til formål sikre dette gennem sanktioner overfor regioner og kommuner ved højere forbrug end den dikterede nær-nul-vækst. Det afgørende er ifølge regeringen at føre en troværdig finanspolitik for at fastholde finansmarkedernes tillid til den danske statsobligation; det giver lavere renter. Budgetloven er et nyliberalt dogme, som den danske regering valgte at overtage fra EU’s finanspagt tilbage i 2012, og den er designet til at holde de sociale udgifter nede for at sænke skatten på kapital og arbejde – og derigennem øge profitten.
Regeringen bruger med stor entusiasme EU-forbindelsen og truer med at en overskridelse af budgetloven vil udløse en ny EU-henstilling. Men når regeringen taler om, at den ”går lige til grænsen” af ansvarlig økonomisk politik, så betyder det, at den alene står til ansvar overfor en parts grænser: arbejdsgivernes.

På den anden side hævder regeringen, at den kan udvikle velfærden. Godt nok mindre og mindre. I sin 2020-plan skulle der ske et løft i velfærden med 0,8 pct. om året. Efter gaverne til selskaberne og de rige i Vækstplan DK og skattereformen, måtte det nedjusteres til 0,6 pct. om året. På den baggrund er der afsat gennemsnitligt 3 mia. kr. om året til et løft af velfærden. Det er en del af disse penge, som er reserveret i finansloven.

Står på skuldrene af nulvækst og nedskæringer
Men sagen er bare den, at ”milliard-reserven” til velfærdsforbedringer er skabt på grundlag af økonomiaftaler med kommuner og regioner i sommers, som indebærer at der skal gennemføres store besparelser. I alt fik de to sektorer 0,8 mia. kr. til forbedringer i 2015. Men det dækker samtidig over, at kommunerne skulle love at finde besparelser for 1 mia. kr., mens regionernes sygehuse igen skal ud og indhøste effektiviseringsgevinster for 2 pct. Endvidere tager bevillingerne heller ikke hensyn til presset fra demografien, som ifølge regeringens egne skøn vil føre til stigende udgifter uden at servicen er blevet bedre. Regeringens storsindede ”velfærds-reserve” står altså på skuldrene af nulvækst i kommunerne og opskruet tempo i regionerne.

Læs også:Regeringen svinger kniven over kommuner og regioner

På samme måde er regeringens løft af uddannelsesområdet også en fortegnelse. At ville finansiere et meroptag på uddannelsesinstitutionerne burde være en bunden opgave, når regeringen selv øger målsætningerne for uddannelse af arbejdskraften og holder fokus på produktivitetsforbedringer. Imidlertid var dette ikke tilfældet fra 2011-2014, hvor et VKO-besluttet spareprogram førte til at meroptaget på universiteterne blev finansieret af besparelser på taxametrene. Nu udløber denne beslutning, og regeringen vender så at sige ”tilbage til normalen”. Men under dette gemmer sig stadig nedskæringer på tilskuddene, fordi regeringen vil bruge penge på nye tiltag på de forskellige uddannelsesområder. Hunden fodres med sin egen hale.

En finanslov med færre job
En central antagelse i finanslovsudspillet er, at der tegn på opsving i dansk økonomi. Regeringen forventer igen-igen at der kommer vækst i 2014 på 1,4 pct. og hele 2,0 pct. i 2015. Det betyder, at beskæftigelsen vil stige med ca. 20.000 personer i 2014 og det samme i 2015. Regeringen mener derfor, at der er grund til at iværksætte en strammere finanspolitik, hvor de offentlige udgifter holdes i ave. Samlet set forventer regeringen derfor, at finansloven vil have en negativ indvirkning på den økonomiske aktivitet (BNP) – altså at trække i retning af strammere finanspolitik.
Med andre ord trækker finansloven i retning af færre arbejdspladser end en uændret finanspolitik ville have gjort.

Imidlertid er fortællingen om bedring på arbejdsmarkedet en kraftig overdrivelse. Godt nok er beskæftigelsen målt i personer steget i 2013 og ind i 2014, men samtidig kommer flere på deltid. Samtidig er den øgede beskæftigelse trukket af unge studerende, der bijobber. Således er den gennemsnitlige arbejdstid pr. beskæftiget faldet. Samtidig er arbejdsstyrken blevet mindre, og ser man på AKU-beskæftigelsen (den internationalt sammenlignelige statistik for arbejdsløshed og beskæftigelse), så udviser den ingen tegn på opgang i beskæftigelsen – tværtimod er tendensen et længerevarende fald siden 2011.

Kampen for dagpengene lever
Men det er klart, at regeringen kører et benhårdt spin omkring arbejdsmarkedet. Det er et led i at lukke spørgsmålet om dagpengene i en situation, hvor titusindvis står til at falde ud. Finansloven gør intet for at gribe ind overfor dem, der falder ud af systemet – ligesom forslaget heller ikke vil gøre noget ved selve dagpenge-systemet. Lige så lidt gør finansloven for de kontanthjælpsmodtagere, der er blevet eller bliver ramt af den asociale kontanthjælpsreform.

Kampen for dagpengene lever, ikke mindst fordi det socialdemokratiske bagland ikke ser ud til at stille sig tilfreds med en finanslov uden ændringer af dagpengesystemet. Det må være Enhedslistens og SF’s opgave at styrke denne bevægelse for forbedringer af dagpengesystemet – uanset hvilken form den måtte tage. En finanslov, der står på skuldrene af nedskæringer og asociale reformer, må og skal indeholde et kursskifte i den økonomiske politik, som kan mærkes af arbejderbefolkningen. Dagpengene virker som det oplagte område at markere dette kursskifte på.

SAP's forretningsudvalg, den 29. august 2014

Tip en ven | Print