.jpg)
Kapitalistisk klimaforandring og vores opgaver
Resolution fra Fjerde Internationales 16. verdenskongres, februar 2010.
Hele dokumentet kan også hentes som pdf-dokument her!
1. De klimaforandringer, der er i gang, er ikke en følge af menneskers aktivitet i almindelighed, men af det produktivistiske paradigme, som er udviklet af kapitalismen og efterlignet af andre, angivelig alternative systemer. Stillet over for faren for en hidtil uset og uoprettelig social og økologisk katastrofe satser systemet på desperate teknologiske løsninger, som er både farlige og udsigtsløse.
De klimaforandringer, der er i gang, skyldes ikke menneskers aktiviteter i almindelighed, men frem for alt at det kapitalistiske system, styret af kortsigtede profit- og ekstraprofithensyn, har baseret og fortsat vil basere sin udvikling ikke alene på udbytning af arbejdskraften, men også på udplyndring af naturressourcerne, navnlig de begrænsede og ikke-fornybare reserver af billige fossile brændstoffer.
a) I de sidste årtier af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. århundrede var der sammenhængende forslag til alternative energisystemer baseret på solenergi, men de blev fejet af banen af kapitalistiske lønsomhedsregler eller skudt i sænk efter pres fra kulselskaber.
b) Efter 1945 blev adskillige alternative teknikker kvalt i fødslen af oliemonopolerne og de olieafhængige brancher for at fastholde deres ekstraprofitter. I stedet gennemtvang man transportformer, forbrugsformer samt by- og landsplanlægning, som alene var dikteret af ønsket om at sælge en stadig stigende mængde af varer, især biler og andre masseproducerede individuelle forbrugsgoder.
c) I de sidste 40 år er forskernes advarsler – på trods af en stadig mere overbevisende mængde af dokumentation – blevet ignoreret af de borgerlige regeringer og medier, som i stedet har gjort sig til talerør for kapitalistiske lobbyers misinformationskampagner. Samtidig har den nyliberalistiske globalisering af produktion og handel ført til en eksplosiv vækst i udledningen af drivhusgasser.
d) Her i begyndelsen af det 21. århundrede er årsagerne til den globale opvarmning fuldt dokumenterede, faren er kendt og anerkendt af alle regeringer, de tekniske løsninger findes, og situationens alvor stiger med hver ny ekspertrapport. Hvis der ikke sker en beslutsom indsats, vil gennemsnitstemperaturen ifølge eksperterne stige med over 6 grader inden 2100 i forhold til 1700-tallet. Allerede ved en stigning på 3,25 grader (i forhold til førindustriel tid), hvilket ligger omtrent i midten af IPCC's scenarier, vil mellem 100 og 150 millioner mennesker ifølge nogle vurderinger blive ramt af kystoversvømmelser inden 2050, 600 millioner vil blive ramt af hungersnød og 300 millioner af malaria, mens vandmangel kan ramme op til 3,5 milliarder flere end i dag. Alligevel fortsætter kapitalismen med primært at bruge fossile brændstoffer, herunder ikke-konventionelle energikilder (tung råolie, oliesand og olieskifer) samt de enorme reserver af billigt kul. Tvunget af sit behov for fortsat akkumulation har systemet kastet sig ud i desperate produktivistiske løsninger med brug af farlige teknologier: mere atomkraft, forøgelse af den dybt skadelige produktion af biobrændstoffer ved hjælp af genmanipulation samt "rene kul" med opsamling og lagring af milliarder af ton CO2 i dybe geologiske lag. For kapitalen er de vedvarende energikilder blot en nyt område, hvor der kan akkumuleres værdi, og det er grunden til, at de kan indføres i særdeles skadelige former, og at de bruges til at supplere og ikke erstatte de fossile brændstoffer.
Den eneste grænse for kapitalen er kapitalen selv (Marx). Dette systems vilde ridt – med voksende rigdom og overforbrug i den ene ende og fattigdom og nød i den anden – truer med at udløse en menneskelig og økologisk katastrofe, der er uigenkaldelig inden for historisk tid, med uoprettelig skade på økosystemer og biodiversitet. Faretærsklen, som ligger betydeligt lavere end 2° C i forhold til førindustriel tid, er allerede overskredet i mange egne af verden (ø-stater, Andes-landene, arktiske områder, halvtørre zoner m.m.). Men de planer, der er vedtaget eller drøftes mellem de imperialistiske magter, lægger op til en opvarmning på mellem 3,2 og 4,9° C. Det svarer til en stigning i havoverfladen på mellem 60 cm og 2,9 meter ved ligevægt (uden at medregne opløsningen af iskapperne). Ikke blot vil FN’s – utilstrækkelige – 2015-mål ikke blive nået, men derudover vil hundreder af millioner af mennesker blive udsat for alvorlig forringelse af deres levevilkår. De fattigste af dem vil være truet på selve deres eksistens, navnlig på grund af risikoen for oversvømmelse af kystområder, stridigheder om ferskvandsressourcer og det forventede fald i produktiviteten i landbruget i de tropiske områder.
2. Klimaet stabiliserer sig ikke automatisk, ved at de fossile ressourcer slipper op. Der er rigeligt af dem til at få klimaet til at vippe. Hvis man skal stabilisere klimaet på det mindst farlige mulige niveau, kræver det en drastisk reduktion i forbruget af energi, og dermed i den materielle produktion. Samtidig er energi og andre ressourcer nødvendige for at sikre retten til udvikling for de tre milliarder mænd og kvinder, der lever under menneskeligt uværdige vilkår, og som er de første ofre for den globale opvarmning. Kapitalismen kommer til kort over for hver af disse to udfordringer. At tage begge op på én gang er en umulig opgave for kapitalismen. I stedet er radikale antikapitalistiske foranstaltninger nødvendige for – uafhængigt af omkostningerne – at gennemføre en global plan for overgangen til et sparsommeligt og effektivt energisystem, der udelukkende er baseret på vedvarende energikilder, og som kan opfylde menneskehedens grundlæggende behov.
Ifølge FN's Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) kræver en stabilisering af klimaet på det mindst farlige mulige niveau, at verdens drivhusgasudledninger topper inden 2015 og falder med 50 til 85 procent inden 2050 i forhold til 2000. Ud fra forsigtighedsprincippet må man som et minimum vælge de mest vidtgående af disse mål. Faktisk tager klimamodeller ikke eller kun i ringe grad højde for de såkaldte "ikke-lineære" fænomener, navnlig opløsningen af iskalotterne ved Nord- og Sydpolen og frigivelsen af metan fra den permanent frosne jord (permafrosten). Disse fænomener, som allerede er mærkbare, vil sandsynligvis fremskynde klimaændringerne stærkt og forøge deres negative virkninger betydeligt i de kommende årtier.
Til disse fysiske begrænsninger føjer der sig andre begrænsninger af social, politisk og teknisk art:
a) For at tage hensyn til de imperialistiske og de afhængige landes forskelligartede historiske ansvar, vurderer IPCC, at i-landene skal reducere deres emissioner med mellem 25 og 40 procent inden 2020 og med mellem 80 og 95 procent inden 2050, i forhold til 1990, mens u-landenes udledningskurve skal ligge 15 til 30 procent under de eksisterende fremskrivninger i alle regioner inden 2050 og i de fleste regioner (undtagen Afrika) fra 2020. Også her må de mest vidtgående mål af de førnævnte grunde vedtages som et minimum.
b) I betragtning af de udviklede landes afgørende ansvar for den globale opvarmning må de realisere deres andel af disse mål ved hjemlige foranstaltninger, nemlig ved reduktion af deres egne udledninger. Disse reduktioner kan hverken erstattes af køb af forureningsrettigheder på basis af angiveligt "rene" investeringer i udviklings- eller overgangslande, ved plantning af træer – som ikke giver nogen strukturel løsning, eller ved beskyttelse af eksisterende arealer og skove; beskyttelse af jordbund og skov er nødvendig i sig selv, men må ikke give forurenerne mulighed for at fortsætte med at forurene. Kyoto-protokollens såkaldte kompensationsmekanismer og handel med udledningsrettigheder har vist sig fuldkommen ineffektive i forhold til miljøet, selv når det gælder om at nå aftalens aldeles utilstrækkelige målsætning om at reducere udledningerne med 5,2 procent frem til perioden 2008-12.
c) Af hensyn til klimaretfærdighed og for at betale deres økologiske gæld, er de imperialistiske lande forpligtede til at overføre den viden og de teknologier til de afhængige lande, der vil sætte dem i stand til at udvikle sig, samtidig med at de respekterer de fysiske rammer for klimaets stabilisering. De har også pligt til at finansiere tilpasningen til den del af klimaændringerne, som er uundgåelig, og som de fattige befolkninger i fattige lande, hovedsagelig kvinder, er de største ofre for.
d) Teknisk set er der rigeligt af vedvarende energikilder til at dække menneskehedens fremtidige behov, men på grund af behovet for at ændre energisystemet er det en betingelse for en vellykket overgang i løbet af de næste 40 år, at der sker en væsentlig reduktion i energiforbruget (50 procent, og mere i de udviklede lande). Dette indebærer en betydelig reduktion af den materielle produktion, hvorfor den centrale problemstilling er følgende: Det er nødvendigt at producere mindre globalt set, men samtidig må man imødekomme de legitime krav fra tre milliarder mennesker, som stadig mangler at få dækket mange grundlæggende behov.
Det er en total illusion at tro, at denne række betingelser kan opfyldes, ved at man sætter en pris på kulstof, der inkluderer omkostningerne ved klimaforandringernes skader. Værdi er en rent kvantitativ indikator, der udtrykker mængden af abstrakt menneskeligt arbejde, som er medgået på et givet tidspunkt af kapitalens udvikling. Den er per definition ude af stand til at tage højde for naturrigdomme eller fremtidige generationers behov, til at skelne mellem menneskeligt nyttige og unyttige konkrete arbejder og inddrage de mange kvantitative og kvalitative parametre vedrørende klimastabilisering. Denne manglende evne kommer allerede til praktisk udtryk i det forhold, at de kapitalistiske monopoler udøver et voldsomt og vellykket pres for at slippe for regningen for den globale opvarmning. De bestemmer i sidste ende, hvilken politik der skal følges, og hvor hurtigt. Endelig er det på det sociale plan arbejderne og de fattige, man tvinger til at betale for den globale opvarmning ved at gennemtvinge en verdenspris for kulstof, hvorved man uddyber ulighederne mellem Nord og Syd, men også inden for samfundene i Nord og i Syd.
Kapitalen er ude af stand til at løse det centrale problem, for den er strukturelt ude af stand til at reducere den samlede materielle produktion og samtidig producere mere til dækning af de ikke-betalingsdygtige behov. Kun hvis man tyer til radikale antikapitalistiske foranstaltninger, er det muligt at kombinere den legitime ret til menneskelig udvikling med en planlagt, demokratisk og rationel gennemførelse af et globalt program for overgang til et sparsommeligt og effektivt energisystem baseret udelukkende på vedvarende energikilder, uafhængigt af omkostningerne. I den forbindelse er det bl.a. nødvendigt at
• ekspropriere kreditvæsenet og energisektoren
• forkorte arbejdstiden radikalt (i retning af halvdagsarbejde) med reduktion af arbejdstempoet, uden lønnedgang og med tilsvarende nyansættelser
• beskatte kapitalens overskud kraftigt
• relokalisere produktionen så meget som muligt, især landbrugsproduktionen, gennem støtte til lokalt smålandbrug
• iværksætte offentlige initiativer inden for boliger og transport, hvilket er afgørende for at ændre forbrugsmønstrene
• oprette en verdensfond for klimatilpasning finansieret af monopolernes profitter
• styrke den offentlige finansiering af forskningen og frigøre den fra industriens greb
• sikre gratis overførsel af rene teknologier til landene i Syd
• åbne for befolkningens og lokalsamfundenes demokratiske deltagelse og kontrol på alle disse forskellige niveauer.
3. Klimaforandringerne er en forgiftet arv fra to hundrede års kapitalistisk udvikling baseret på fossile brændstoffer, og de sætter civilisationskrisen på spidsen, i og med at systemets evne til social og økologisk ødelæggelse nu overgår dets evne til at opdage og dække menneskers behov. Kombinationen af økonomisk krise, klimakrise og fødevarekrise inden for rammerne af den kapitalistiske befolkningslov truer med at kaste menneskeheden ud i en omfattende katastrofe eller ligefrem ud i barbari.
Som en forgiftet arv fra to hundrede års kapitalistisk udvikling udgør klimaforandringerne den klareste demonstration af den globale krise i et system, hvis potentiale for social og økologisk ødelæggelse nu er større end dets evne til at opdage og dække menneskers behov. Væksten i produktivkræfterne er blevet til en vækst i destruktivkræfter, ikke kun fordi der udbredes mere og mere socialt og økologisk destruktiv teknologi, men også generelt, fordi kapitalismens funktionsmåde ved at forstyrre klimaet fører menneskeheden ud i en lang række akutte problemer.
Den kapitalistiske produktionsmåde har til stadighed brug for en "industriel reservearmé", og det kommer til udtryk i en særlig befolkningsmæssig lovmæssighed. Samtidig er senkapitalismen ved at løbe tør for kræfter. På den baggrund indebærer kombination af økonomisk krise, klimakrise og fødevarekrise en snigende trussel om en bølge af "kreativ destruktion" (Schumpeter) af hidtil uset omfang. Den vil ikke alene føre til massiv fjernelse af materielle produktivkræfter og uerstattelige naturrigdomme, men også medføre en stor risiko for fysisk tilintetgørelse for hundredvis af millioner af mennesker.
Hvordan denne djævelske logik fungerer, kan man allerede se: Forskellige dele af storkapitalen inden for agrobusiness, energi, biler og petrokemi kaster sig over jordopkøb og industriel udnyttelse af biomasse som energikilde. Dermed bliver småbønder i stigende grad ruineret, landdistrikter affolkes, oprindelige befolkninger trues, og der bliver stadig flere subproletarer ramt af kronisk hungersnød.
Da der mangler et samlet alternativ, vil systemet i kraft af sin indre dynamik glide mere og mere i retning af en global krise af en brutalitet og et barbari uden historisk fortilfælde.
4. Klimaforandringerne understreger, at det haster både med et verdensomspændende socialistisk alternativ og med at adskille det socialistiske projekt klart fra produktivismen. Det, at kulstofkredsløbet er blevet mættet og de ikke-fornybare ressourcer udtømmes, betyder nemlig i modsætning til tidligere, at arbejderbefolkningens befrielse ikke længere er mulig, uden at man samtidig tager hensyn til de vigtigste naturlige begrænsninger.
At gå imod den kapitalistiske vækst udgør i sig selv hverken et samfundsprojekt eller en strategi for en bred social mobilisering for et andet samfund. Reduktion af den materielle produktion og det materielle forbrug er umiddelbart nødvendig for at stabilisere klimaet, fordi kapitalismen har ført menneskeheden for langt ind i en blindgyde. Men denne reduktion udelukker på ingen måde, at der vil være nye udviklingsmuligheder i fremtiden, når først klimasystemet er stabiliseret, og den er blot et kvantitativt kriterium for den nødvendige overgang til en økonomi uden fossilt kulstof.
Hvis vi ikke vil havne i asociale eller ligefrem reaktionære konklusioner, må dette kvantitative kriterium kombineres med kvalitative kriterier, navnlig en omfordeling af velstanden, en forkortelse af arbejdstiden uden løntab og en styrkelse af den offentlige sektor. Hvis disse kriterier bliver opfyldt, og hvis ellers reduktionerne målrettes mod unyttig eller skadelig produktion, vil mindsket materiel produktion i realiteten være ensbetydende med øget velfærd, velstand og livskvalitet for det store flertal af menneskeheden – gennem investeringer på de sociale områder, en ny by- og landsplanlægning, indførelse af gratisprincippet inden for basale tjenesteydelser og erobring af den fritid, der er nødvendig for egne demokratiske aktiviteter, selvorganisering og selvforvaltning på alle niveauer.
Det kapitalistiske system hænger uløseligt sammen med vækst i materiel produktion og forbrug, men dette udgør en virkning, ikke en årsag. Det er produktionen af værdi, som en abstrakt form af udveksling af bytteværdier, som betyder, at der hele tiden er tendens til ubegrænset rigdom i den ene ende af samfundet, samtidig med at fattigdom og nød ophobes i den anden. En klimapolitik, der ikke tager hensyn til disse aspekter af virkeligheden, vil være dømt til at mislykkes. Det springende punkt og løftestangen for et antikapitalistisk alternativ er og bliver derfor det, som det socialistiske projekt har defineret: at mobilisere de udbyttede og undertrykte imod et system, der bygger på profitjagt, privat ejendomsret til produktionsmidlerne, vareproduktion, konkurrence og lønarbejde. Men det er ikke længere nok til at definere alternativet. Mætningen af kulstofkredsløbet viser faktisk tydeligere end noget andet, at arbejderbefolkningens befrielse ikke længere er mulig uden at tage hensyn til de vigtigste naturlige begrænsninger: Der er begrænsede lagre af ressourcer, som ikke kan fornyes inden for historisk tid. Der er grænser for, hvor hurtigt de vedvarende ressourcer fornyes. Der er lovmæssigheder for omdannelse af energi. Og der er bestemte betingelser og rytmer for velfungerende økosystemer og biologiske kredsløb.
Det er ikke nok at sige, at socialismen skal inddrage de økologiske spørgsmål. Den virkelige udfordring består snarere i at sikre, at det socialistiske projekt er foreneligt med den globale økologi i Jordens super-økosystem. Udviklingen må ikke alene tilrettelægges med henblik på at opfylde reelle og demokratisk vedtagne menneskelige behov, men også efter at miljøet skal kunne holde til den. Desuden må vi acceptere, at dette projekt uundgåeligt er behæftet med en vis usikkerhed som følge af biosfærens kompleksitet, dens ubekendte faktorer og evolutionære karakter. Forestillingen om "menneskets kontrol over naturen" må opgives. Den eneste socialisme, der reelt er mulig i dag, er en, der dækker reelle menneskelige behov, som er frigjort fra den kommercielle fremmedgørelse og bestemmes demokratisk af de berørte parter selv, men som samtidig tager nøje hensyn til, hvilke miljømæssige konsekvenser der kan være af disse behov og den måde, de dækkes på.
For at kunne samtænke det sociale og det økologiske må man for det første gå bort fra et ensporet, nyttetænkende og lineært syn på naturen, hvor den kun er et fysisk underlag for menneskers aktiviteter, en butik, hvor mennesker henter de ressourcer, de skal bruge for at producere deres sociale eksistens, og en losseplads for denne aktivitets affaldsprodukter. I virkeligheden er naturen på en og samme tid underlaget, butikken, affaldspladsen og helheden af de livsprocesser, som takket være den indstrømmende solenergi får det fysiske materiale til at cirkulere mellem disse poler og hele tiden omorganiserer det. Affaldsprodukterne og den måde, de deponeres på, skal derfor være både kvantitativt og kvalitativt kompatible med økosystemernes evne til at modtage og nedbryde dem, hvis de ikke skal bringe biosfæren ud af balance. Men denne balance afhænger af antallet og diversiteten af de biologiske operatorer og af kvaliteten og kompleksiteten af de mange kæder af relationer, der forener dem, og ligevægt i stofstrømmene er i sidste ende afgørende for, om menneskene kan holde sig forsynet med de nødvendige ressourcer.
For det andet må en samtænkning af det sociale og økologiske tage udgangspunkt i, at en produktionsmåde ikke kun er bestemt af sine produktions- og ejendomsforhold, men også af de teknologiske spor, som den følger ud fra sine valg af energikilder. Klimaforandringerne viser det tydeligt: De energikilder, der anvendes af en produktionsmåde, og de anvendte metoder til at omdanne energi for at tilfredsstille menneskers behov (for mad, varme, transport og lys) er ikke socialt neutrale; de har en markant klassekarakter. Det kapitalistiske energisystem er centraliseret, anarkistisk, spildbetonet og ineffektivt, har en høj andel af dødt arbejde, er baseret på ikke-vedvarende energikilder og kendetegnet ved en tendens til overproduktion af varer. En socialistisk samfundsforandring kræver, at dette energisystem gradvist bliver revet ned og afløst af et decentraliseret system, som er planlagt, sparsommeligt og effektivt, har en høj andel af levende arbejde, udelukkende er baseret på vedvarende energikilder og er rettet mod produktion af holdbare brugsværdier, som kan genbruges og genanvendes. Denne omformning vedrører ikke kun "produktion" af energi i en snæver forstand, men hele apparatet inden for industri, landbrug, transport, fritid og fysisk planlægning.
Energi- og klimaudfordringen betyder, at vi er nødt til at se den socialistiske revolution ikke blot som ødelæggelsen af den borgerlige statsmagt, oprettelsen af en arbejderstat, som fra sin start begynder at visne bort, og den gradvise indførelse af den brede befolknings selvforvaltning, men også som begyndelsen på en proces med ødelæggelse af det gamle kapitalistiske produktionsapparat, som erstattes af et alternativt apparat, hvor andre energikilder, teknologier og strukturer tages i brug til sikring af demokratisk vedtagne målsætninger. Denne ekstremt dybe historiske omvæltning kan tage sin begyndelse i et land eller en gruppe af lande, men kan kun udfoldes og fuldbyrdes, når den socialistiske revolution har sejret på verdensplan, når de vigtigste uligheder i udvikling er udlignet og det dermed er gjort muligt at opfylde hvert menneskes ret til et værdigt liv. Den forudsætter faktisk, at man har sikret energimæssig selvforsyning, ikke mindst selvforsyning med fødevarer i de enkelte lande. Den betyder på ingen måde et stop for menneskelig udvikling, men tværtimod store fremskridt inden for videnskab og teknik samt for samfundets evne til at gøre demokratisk brug af dem, med alles aktive deltagelse, inden for rammerne af en kultur, der anlægger et forsigtighedsprincip over for biosfæren, hvilket urbefolkningerne vil have uvurderlige bidrag til.
Den revolutionære marxisme har den opfattelse, at når først de grundlæggende menneskelige behov er opfyldt, vil den kvalitative menneskelige udvikling træde i forgrunden i stedet for den kvantitative udvikling. Denne forestilling er i overensstemmelse med Marx', for hvem den virkelige rigdom ligger i fritiden, de sociale relationer og forståelsen af verden. Perspektivet om en kommunisme, der udelukkende udnytter vedvarende, især solbaserede energikilder, er i tråd med denne ikke-produktivistiske tænkning, men uddyber den og drager nye konklusioner med hensyn til krav, opgaver og program. Denne uddybning gør det passende at bruge det nye begreb økosocialisme.
"Økosocialisme" er et kortfattet udtryk for den fælles kamp mod kapitalismens udbytning af den menneskelige arbejdskraft og mod dens ødelæggelse af de naturlige ressourcer. Økosocialismen udgår ikke fra en idealistisk og højtflyvende vision om at skabe "harmoni" mellem menneskeheden og naturen, men fra den materialistiske nødvendighed af at forvalte udvekslingen af stof mellem samfund og miljø ved bevidst, kollektivt og demokratisk at holde styr på spændingen mellem menneskelige behov og velfungerende økosystemer.
5. Vores opgaver
5.1. Vi skal bevidstgøre aktivisterne i de sociale bevægelser, så de kan støtte udviklingen af de brede lags bevidsthed, og bidrage til opbygningen af en massemobilisering på klimaspørgsmålet.
Kampen for klimaet kræver i første række, at der skubbes til det sociale styrkeforhold. Vi er under tidspres og står over for en forbryderisk politik fra de kapitalistiske regeringers side. Derfor arbejder vi i alle lande for at opbygge en stærk og forenet massebevægelse, som koordineres på verdensplan. Denne bevægelse skal opfattes som et net af sociale modstandsformer fra forskellige områder, som mødes i koordinerede aktioner og lejlighedsvise demonstrationer på en fælles mindsteplatform. Bevægelsens mål må være at tvinge regeringerne til som minimum at arbejde for IPCC's mest vidtgående udledningsreduktioner, med overholdelse af princippet om "fælles, men differentieret ansvar", af sociale og demokratiske rettigheder samt alles ret til et menneskeværdig tilværelse.
Massemobiliseringen til forsvar for klimaet er en vanskelig opgave, især fordi klimaforandringerne rammer på et senere tidspunkt og andre steder, end de skabes. Et bredt oplysningsarbejde om den globale opvarmning og dens konsekvenser er påkrævet. Det må tage særligt sigte på kerneaktivisterne i de forskellige sociale bevægelser og politiske grupperinger på venstrefløjen, for de spiller en afgørende rolle for at skabe koblinger mellem den globale klimatrussel og de specifikke sociale problemer og udlede strategier, som gør det muligt at kombinere sociale kampe og kampen for miljøet.
5.2. Vi skal opbygge en venstrestrømning, der forbinder klimakampen med kampen for social retfærdighed.
Den forandring, der er nødvendig, kan ikke opnås uden mobilisering og aktiv deltagelse af de udbyttede og undertrykte, som udgør langt størsteparten af befolkningen. Den kapitalistiske klimapolitik gør denne deltagelse umulig, fordi den er socialt uacceptabel. Denne politik indebærer i realiteten en styrkelse af imperialistisk herredømme og af kapitalistisk konkurrence og vold, og dermed en øget udbytning, undertrykkelse, social ulighed, konkurrence mellem lønarbejdere, krænkelse af rettigheder og privat tilegnelse af ressourcer. Hvad mere er, vil denne politik ikke give noget svar på den store udfordring, der gælder beskæftigelse, lønninger og tilkæmpede rettigheder for de millioner, der arbejder i de brancher, der udleder store mængder drivhusgasser.
Derfor kan den kapitalistiske klimapolitik kun møde berettiget social modstand. De store miljø-NGO'er forsøger at skærpe regeringernes klimamål og lukker øjnene for, at denne skærpelse samtidig indebærer hårdere angreb på sociale forhold. Dette er en blindgyde. Vi mener, at det er nødvendigt med en kombineret kamp for klimaet og for social retfærdighed. Inden for den brede bevægelse arbejder vi for at danne en venstrepol, der forbinder disse to dimensioner, og som konsekvent argumenterer imod forslag, der bygger på markedsinstrumenter, akkumulering, nykolonial dominans og teknologiske skinløsninger. Denne pol vil forsøge at samle folk fra venstrefløjen i fagbevægelse, miljøbevægelse, global retfærdighedsbevægelse, kvindebevægelse og solidaritetsbevægelser, venstrefløjen i modvækstmiljøet, de radikale venstrefløjsorganisationer, kritiske videnskabsfolk m.fl.
5.3. Vi må tage den ideologiske kamp mod grøn nymalthusianisme og forsvare de fattiges og kvinders rettigheder.
Fordi opvarmningen er et globalt problem og forventes at medføre så store katastrofer, virker den befordrende for en række ideologiske strømninger, som under dække af radikal økologi forsøger at rehabilitere Malthus' teser ved at pakke dem ind i en apokalyptisk diskurs med stærke religiøse overtoner. Disse strømninger har genklang på højeste plan i visse dele af den herskende klasse, hvor et par hundrede millioner menneskers død er nemmere at forestille sig end kapitalismens. Derfor udgør de en potentielt alvorlig trussel mod de fattige, især for kvinder.
Kampen mod disse strømninger er en vigtig opgave, som vores organisationer må påtage sig, selvstændigt og i samarbejde med kvindebevægelsen. Befolkningens størrelse er naturligvis en parameter for klimaets udvikling, men vi er nødt til kategorisk at bekæmpe den forkerte forestilling om, at befolkningstilvæksten er en årsag til klimaforandringerne. Den demografiske overgang er i vid udstrækning i gang i udviklingslandene, og forløber hurtigere, end man havde regnet med. Det er ønskeligt, at den fortsætter, men det vil være et resultat af sociale fremskridt, udvikling af sociale sikringsordninger, oplysning af kvinder og kvinders ret til at kontrollere deres egen fertilitet (herunder retten til abort under betryggende forhold). Dette er nødvendigvis en langsigtet politik. Hvis man ser bort fra barbariske metoder, er der ingen befolkningskontrolpolitik, som kan svare på den presserende klimasituation.
5.4. Vi skal føre klimaspørgsmålet ind i de sociale bevægelsers grundlag og kampe.
Med perspektivet om en bred mobilisering med rødder i de eksisterende kampe, arbejder vi for, at forsvaret af klimaet bliver et hovedanliggende for de sociale bevægelser, og at den udmøntes i deres platforme af krav på alle områder. For eksempel:
• Kampen for fred: Produktion og anvendelse af våben er tåbeligt og uacceptabelt i forhold til klimaforandringerne – som i sig selv kan udløse yderligere konflikter.
• Kampen mod fattigdom, for retten til udvikling og social tryghed: Evnen til at tilpasse sig klimaforandringerne hænger direkte sammen med ressourcer og udvikling. Social ulighed øger sårbarheden og hæmmer energiomstillingen.
• Kvindekampen: Tilpasning til klimaforandringerne øger betydningen og nødvendigheden af kvinders specifikke krav om lige rettigheder, om offentlig børnepasning, mod den dobbelte arbejdsdag, for retten til abort og prævention.
• Kampen for beskæftigelse: Der gemmer sig en kolossal mængde gode job i at mindske energiforbruget radikalt, omlægge infrastrukturer på landet og i byerne, beskytte biodiversiteten, udvikle den offentlige transport og skifte fossile brændstoffer ud med vedvarende energikilder.
• Kampen for adgang til jord, vand og naturressourcer og for lokalt økologisk jordbrug: Landbosamfund, der driver arbejdskraftintensivt økologisk jordbrug ved, hvordan man kan øge det organiske stofindhold i jorden og reducere udledningen af drivhusgasser i landbruget.
• Kampen mod globaliseringen og liberaliseringen af markederne for landbrugsvarer: Liberaliseringen af disse markeder er en årsag til, at landbefolkninger bliver ruineret, til hungersnød, til affolkning af landdistrikterne og/eller til udplyndring af økosystemer, og er dermed også en vigtig kilde til drivhusgasudledninger, såvel direkte i form af transport af eksportvarer som indirekte.
• Kampen for asylretten: Over for stigningen i antallet af miljø- og især klimaflygtninge er fri bevægelighed absolut nødvendig og det eneste svar, som er menneskeheden værdigt.
• De indfødte samfunds kamp for deres rettigheder: I kraft af deres viden og deres form for udnyttelse af økosystemer, bl.a. skove, er disse samfund bedre end nogen andre i stand til at bevare og udvikle kulstofdrænene.
• Kampen mod øget fleksibilitet og usikkerhed i arbejdet, mod forlængelse af arbejdstiden: Lønarbejdere tvinges til at køre i bil på grund opdelte og fleksible arbejdstider og kapitalistiske kampagner for, at arbejdskraften skal være mere mobil. "Just in time"-produktionen er en vigtig kilde til udledning af drivhusgasser i transportsektoren. Kortere arbejdstid er en nødvendig forudsætning for, at der i bredere kredse kan udvikle sig alternative forbrugs- og fritidsmønstre.
• Kampen mod privatiseringer, for en offentlig sektor med høj kvalitet inden for områderne transport, energi og vand. Kun god og gratis offentlig transport kan forlige alles ret til mobilitet med reduktion af udledningerne. Liberalisering af elproduktionen gør det sværere at indpasse den svingende elproduktion fra vedvarende kilder i nettet. Og kun en offentlig virksomhed, der ikke arbejder med gevinst for øje, kan tage den udfordring op, det er at gøre boligsektoren fri for udledninger i løbet af to-tre årtier.
5.5. Vi må udstikke et perspektiv om en samlet, antikapitalistisk plan for social og økologisk genopbygning. I den sammenhæng må vi gå ud med krav, der konkret knytter kampen for klimaet sammen med kampen for de sociale rettigheder, navnlig retten til arbejde.
Ledelserne i de store internationale faglige sammenslutninger kører parløb med den kapitalistiske klimapolitik til gengæld for at kunne forhandle om nogle af dens nærmere vilkår. Denne linje er udmøntet i forslaget om en "Green Deal", som bygger på den illusion, at grønne teknologier vil kunne skaffe de arbejdsløse i arbejde og give impuls til en ny lang bølge af fremgang og kapitalistisk ekspansion.
De faglige bureaukratier har tilsluttet sig produktivismens og den kapitalistiske lønsomheds krav samt instrumenterne i den fremherskende klimapolitik: offentlig støtte til "grønne" virksomheder, "grønne afgifter", Clean Development Mechanism, handlen med udledningsrettigheder og endda støtte til atomkraft og agrobrændstoffer. Denne politik risikerer at gøre fagbevægelsen medansvarlig for katastroferne. Den sår splittelse blandt lønarbejderne på internationalt plan og mellem sektorerne i de enkelte lande.
For at besvare den udfordring er det ikke nok, at dele af fagbevægelsen går med i mobiliseringer for miljøet; kampen for klimaet må rodfæstes i de udbyttedes egne kampe, og blive en del af arbejderbevægelsens venstrefløjs kamp for et antikapitalistisk alternativ. Derfor gælder det om at bryde ud af en snæver opfattelse, der kun ser på omfordelingen af rigdommen, og anfægte selve begrebet rigdom og den måde, hvorpå rigdommen er frembragt, det vil sige hele produktionsmåden i dens grundvold. I stedet for de bureaukratiske fagforeningsledelsers politik foreslår vi et perspektiv om en samlet antikapitalistisk plan for social og økologisk genopbygning. En sådan plan skal bl.a. forsvare og styrke den offentlige sektor (i særdeleshed inden for transport og energi), sikre retten til arbejde, social tryghed og indkomst som grundlæggende rettigheder, skaffe nyt arbejde til de ansatte på unyttige eller skadelige virksomheder – kollektivt og under arbejderkontrol, nedsætte arbejdstiden radikalt – uden lønnedgang og med sænket arbejdstempo og tilsvarende nyansættelser, skabe grønne job i offentlige virksomheder og sikre fri adgang til grundlæggende tjenesteydelser.
Ud fra denne ramme intervenerer vi i kampene, især i forhold til omstillingen af industrier, der ikke er økologisk bæredygtige (f.eks. bilindustrien), for at foreslå konkrete veje ud af det håbløse valg mellem fortsat produktion og tab af arbejdspladser. Vi kræver af regeringerne, at de opretter offentlige og økologisk nyttige job på områder som boligisolering, kollektiv transport og udbredelse af vedvarende energi, uafhængigt af omkostningerne.
5.6. For at sikre en stærk overførsel af rene teknologier til de afhængige lande og få finansieret tilpasningen til klimaforandringernes virkninger i disse lande, må der ske en international deling af økonomiske ressourcer og viden, og det nødvendiggør en kraftig beskatning af kapitalens profitter.
Redning af klimaet kræver en deling af økonomiske ressourcer og viden på verdensplan og må derfor kobles sammen med:
• eftergivelse af den tredje verdens gæld og tilbagelevering til befolkningerne af de aktiver, som diktatorerne i landene i Syd har placeret i vestlige banker
• ophævelse af bankhemmeligheden, afskaffelse af skattely, beskatning af formuer og spekulation m.m.
• kraftig forhøjelse af de imperialistiske landes udviklingsbistand
• oprettelse, i tillæg til udviklingsbistanden, af en verdensfond for udviklingslandenes tilpasning til de uundgåelige følger af klimaforandringerne og for overførsel af rene teknologier til den offentlige sektor i disse lande, uden finansielle betingelser
• finansiering af denne fond ved beskatning af overskud i de økonomiske sektorer, der bidrager mest til klimaforandringerne, især olie-, kul, bil- og elsektoren
• afskaffelse af patentsystemet inden for sundhed og inden for teknologierne bag produktionen af elementære forbrugsvarer og tjenesteydelser (transport, let industri, vand og energi, kommunikation), således at alle befolkninger i verden kan få adgang til basale goder
• et system med økonomisk kompensation til de lande i Syd, der giver afkald på at udnytte deres fossile brændstofressourcer.
5.7. De afhængige landes udledninger kan kun nedbringes med mindst 30 procent i forhold til prognoserne, hvis der rokkes ved den kapitalistiske udviklingsmodel.
Hvis de afhængige lande skal bidrage til at stabilisere klimaet på det mindst farlige mulige niveau, kan det kun ske ved en indefra kommende udvikling, der imødekommer behovene hos den brede befolkning, en udvikling med jordreform til fordel for bondelandbruget og med en produktion, der rettes ind mod det indenlandske marked.
At forene retten til menneskelig udvikling med en stabilisering af klimaet kræver derfor, at man griber ind over for den lokale herskende klasse, der bruger retten til udvikling som et påskud for at blokere enhver begrænsning af afbrændingen af fossile brændstoffer, udplyndrer naturressourcerne, lægger beslag på skovene, agerer mellemmænd i handlen med kulstofkreditter, producerer agrobrændstoffer og eksporterer billige landbrugs- og industriprodukter til i-landenes markeder. For at de penge og teknologiske midler, der stilles til rådighed for landene i Syd, ikke skal blive misbrugt til at understøtte denne socialt og økologisk skadelige udviklingsmodel, må de sættes under demokratisk kontrol af befolkningerne og deres sociale bevægelser.
5.8. De oprindelige folk spiller gennem forsvaret for deres levemåde og særlige forhold til miljøet en fremtrædende rolle i kampen for at beskytte skovene og dermed klimaet og miljøet i almindelighed.
Navnlig folkene i Latinamerika slår til lyd for en opfattelse, der udspringer af deres ældgamle civilisation, og som er diametralt modsat det liv, som den borgerlige ideologi foreskriver. De opfatter ikke jorden som deres ejendom; det er tværtimod dem, der hører til jorden. Sådan lyder grundtanken i deres filosofi, som er inspireret af respekt for Jorden, og af samme grund kalder de deres territorium for Moder Jord, "Pacha Mama". De vedligeholder og dyrker en anden livsmodel, som er fællesskabsorienteret, solidarisk og stærkt knyttet til naturen. Således begrænser de oprindelige folks sociale og politiske organisering sig ikke til de grænser, som er fastlagt af imperialisterne. De trusler, som hænger over deres levevis, samfundsstrukturer, naturressourcer og befolkning som følge af utallige invasioner af deres territorier, udgør en krænkelse af deres grundlæggende rettigheder. Derfor organiserer de sig og yder modstand mod de multinationales plyndringer, der er sat i værk i de seneste årtier inden for rammerne af frihandelsaftaler og IIRSA (Initiativet for Integration af den Regionale Infrastruktur i Sydamerika). Vi må støtte deres krav og gå imod enhver besættelse af deres territorier fra udvindingsindustriernes side, imod et ethvert anlæg af vandkraftværker, jernbaner, veje, dæmninger osv., som sker uden folkenes forudgående accept. I en tid, hvor miljøspørgsmålet klart indtager en strategisk rolle og placering i den antikapitalistiske kamp, er en af de vigtigste udfordringer at opbygge en alliance mellem de arbejdendes bevægelser i by og på land og de oprindelige folk. Det, der står på spil i denne kamp, er også redningen af de sidste regnskove, som er af stor betydning for klimasystemet.
5.9. Vi må gå imod teknologiske skinløsninger og indarbejde alle de store økologiske udfordringer i et virkelig bæredygtigt udviklingsperspektiv.
Kapitalismen har gang på gang haft miljøkriser, der er blevet "løst" uden et økologisk helhedssyn, idet man har gennemført punktvise teknologiske tiltag, som har været underordnet lønsomhedskrav og senere har vist sig at have alvorlige indvirkninger på miljøet. Hvis man forsøger at løse klima- og energikrisen ved igen at lege med ilden, kan det få endnu værre konsekvenser, især på tre områder: øget brug af atomkraft, øget brug af genetisk modificerede organismer samt CO2-lagring i undergrunden som led i en ny bølge af udnyttelse af kul.
At modsætte sig disse kapitalistiske svar er en overordentlig vigtig opgave. De bør fordømmes som symboler på den vanvittige, uhæmmede kapitalistiske vækst og som systemets absurde forsøg på at trække sig selv op ved håret for at opretholde den profitskabende akkumulation, koste hvad det vil.
Klimaudfordringen binder alle miljøspørgsmål sammen. Vores svar må derfor inddrage alle de store økologiske udfordringer, herunder:
a) forsvar for tropeskovene, med anerkendelse af rettighederne for de indfødte samfund, der lever af skovenes ressourcer (kulstofdræn)
b) beskyttelse af biodiversiteten
c) rationel og offentlig forvaltning af vandressourcerne
d) modstand mod, at biosfæren forgiftes af flere hundrede tusinder stoffer, som stammer fra den petrokemiske industri, og som ikke findes naturligt og i en del tilfælde ikke kan nedbrydes
e) fjernelse af de gasser, der ødelægger ozonlaget, og erstatning med forbindelser, der ikke har andre økologisk farlige virkninger
f) bekæmpelse af luftforureningen og dens følger for menneskers sundhed (astma, hjerte-kar-sygdomme) og for økosystemer (forsuring, troposfærisk ozon).
5.10. Vi skal påpege den kløft, der er mellem de kapitalistiske planer og videnskabens beskrivelse af situationen. Vi må skabe kontakt til kritiske videnskabsfolk og rejse spørgsmålet om den intellektuelle ejendomsret og forskningens rolle i samfundet.
Regeringerne forsøger at få os til at tro, at deres kapitalistiske og liberalistiske klimapolitik er baseret på "videnskaben". Deres påstande må imødegås på det kraftigste. I den forbindelse må vi pege på, hvor langt der er mellem de mål, regeringerne stiller op, og de konklusioner, man ud fra forsigtighedsprincippet må drage af IPCC's rapporter. Her må vi tage det væsentlige i den videnskabelige ekspertise til os, samtidig med at vi kritiserer de fremherskende ideologiske og sociale grundholdninger, som udbredes af et stort flertal af eksperterne. Venstrefløjen må skabe kontakt til videnskabsfolk, opfordre dem til at formidle deres viden til de sociale bevægelser, med afsæt i bevægelserne udfordre dem på deres generelle politiske standpunkter og opmuntre dem til at udtale sig om modsætningen mellem på den ene side de rationelle helhedsløsninger, som er nødvendige for at bekæmpe den globale opvarmning, og på den anden side de opsplittede videnskaber, der tjener en snæver kapitalistisk rationalitet.
I betragtning af hvilken rolle den videnskabelige ekspertise spiller, når der lægges politik, er det ikke så lidt vigtigt at etablere relationer mellem de sociale bevægelser og kritiske og humanistiske forskere. I den forbindelse har vi nogle mere generelle synspunkter at komme med om videnskabens og forskningens rolle i kampen for en socialt retfærdig stabilisering af klimaet. Vi afviser ikke teknologiske løsninger og heller ikke begreberne udvikling og fremskridt. Tværtimod slår vi til lyd for, at den videnskabelige og tekniske forskning skal befries for kapitalens indflydelse, så dens potentiale snarest kan udfoldes og skabe fremskridt inden for energieffektivitet, rationel forvaltning af ressourcerne og bæredygtig udvikling af vedvarende energikilder. Vi kræver en massiv offentlig styrkelse af forskningsfinansieringen, at der sættes en stopper for de kontrakter, som binder universiteterne til industrien og til finanskapitalen, og at prioriteringerne i forskningen fastlægges demokratisk med sigte på en socialt retfærdig overgang til et samfund uden fossile brændstoffer.
5.11. Vi må bekæmpe forsøgene på at give almindelige mennesker skylden, men tage ansvar for at spare på energien, så meget som det er socialt muligt.
Regeringerne skyder ansvaret for den globale opvarmning over på den enkelte borgers adfærd og lægger røgslør over den sociale ulighed og kapitalismens ansvar. De forsøger at aflede opmærksomheden fra de gennemgribende strukturelle ændringer, der er nødvendige, og baner vejen for uretfærdige foranstaltninger såsom CO2-afgifter.
Det er en illusion, at klimaet skulle kunne reddes ved, at et nej til overforbruget breder sig som kulturelle ringe i vandet, når mere end halvdelen af verdens befolkning lever i en situation med kronisk underforbrug. Men det er også en illusion at satse på hypotetiske revolutionerende videnskabelige gennembrud for ikke at skulle stille spørgsmålstegn ved overforbruget og de individuelle vaner, som følger deraf. Man skal ikke se en modsætning mellem handlinger inden for forbrugssfæren og strukturelle ændringer i produktionssfæren. I stedet må man se ændringer i forbruget som et middel til at gøre folk opmærksomme på behovet for ændringer i produktionen. Alternative levemåder, demokratiske kampagner og mobiliseringer, der udfordrer produktivismen og forbrugerismen, kan – selv når de kun involverer et mindretal – spille en positiv rolle i dannelsen af en kollektiv bevidsthed om, at strukturelle ændringer er nødvendige, også i produktionssfæren, og at der med disse ændringer vil følge en højere livskvalitet.
5.12. Vi må udvikle en praksis for folkehjælp til katastroferamte.
Klimaforandringerne forøger betydeligt risikoen for katastrofer, der især rammer arbejderbefolkningen og de fattige, især i udviklingslandene. Stillet over for denne trussel må vi forberede os på at gribe ind sammen med de sociale bevægelser, hvilket må ske på to forskellige fronter. Dels må der stilles krav til de ansvarlige i stater og regeringer. Dels må der ydes direkte, folkelig og solidarisk nødhjælp, som er styret af de lokale befolkninger og deres organisationer med støtte fra netværkene af aktivister på verdensplan. Erfaringerne fra naturkatastrofer viser jo, at en sådan folkelig nødhjælp er hurtigere, mere direkte rettet mod de fattige og de reelle behov, og er billigere. Desuden er den befordrende for, at der opstår nye sociale relationer og modstand mod den etablerede orden.
Resolutionen blev vedtaget enstemmigt (3 undlod at stemme).
