Fjerde Internationales rolle og opgaver

1 I den nuværende politiske situation er det modstanden mod den herskende klasses brutale offensiv, der står på dagsorden. Arbejderklassen og de sociale og folkelige bevægelser må i denne periode rette sine aktiviteter, programudvikling og politiske organisering ind på kampen mod denne offensiv. Det stiller os overfor den strategiske opgave at nedkæmpe den sociale nyliberalisme, som stadig har støtte hos flertallet i arbejderbevægelsen og mange folkelige bevægelser, og for at (gen)opbygge en bevægelse, der baserer sig på antikapitalisme, internationalisme, miljøorientering og feminisme. Perspektivet i kampen for socialisme har to opgaver som sit omdrejningspunkt, modstand mod krig og modstand mod nyliberalisme.

2 Muligheden for denne modstandskamp er til stede. I den nuværende politiske periode har følgende tegn vist sig:

• Den nyliberale bevægelse er nået ind i en krise. Nyliberale tiltag viser deres negative sociale slagside. Og ikke mindst har hulheden i de nyliberale socialdemokraters ’Tredje vej’ vist sig (i forskellige organisatoriske og regionale varianter). Når det kommer til konkrete politiske tiltag, så står valget i højere og højere grad imellem nyliberal politik i den globale kapitalismes tjeneste eller antikapitalistisk politik rettet mod forbedring af de udbyttede og undertrykte massers forhold.

• Truslen om krig og den medfølgende fremvækst af racistiske og fascistiske strømninger har mobiliseret en ny generation af unge mennesker til aktivitet og organisering.

• Vigtige bevægelser (socialdemokrater, stalinister, populistiske nationalister) står i en historisk krise, og der er nedgang i den traditionelle arbejderbevægelse. Dette åbner store muligheder for politiske og organisatoriske alternativer.

• Mobiliseringerne imod den kapitalistiske globalisering er en vigtig faktor i arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser fornyelse og i udviklingen af et nyt frigørende perspektiv. Fra den nuværende periodes start har militante, radikale kræfter (det være sig politiske eller sociale, fra arbejderbevægelsen, blandt civile eller intellektuelle), kræfter som har stået uden for den traditionelle fagbevægelses bureaukratiske apparat, spillet en samlende rolle og endda taget initiativer i kampen.

• En sammensmeltning er nu mulig hvor den nye generation af politisk orienterede og radikaliserede unge kan forenes med de tilbageblevne aktivister fra perioderne fra 1968’erne og fra 85-95, der stadig er aktive.

• Den socio-politiske og økonomiske konjunktur, hvor den nyliberalistiske offensiv står over for en fortsat større modstand, medfører en øget klassemodsætning og fremkalder en politisk diskussion i samfundet og i de sociale bevægelser.

• En ny internationalisme er på spektakulær vis trådt ind på scenen. Den har medført mobiliseringer, som ikke er set større siden i 1960’erne, og er båret af en global ånd og en spontan anti-kapitalisme.

• Kvindebevægelser er genoplivet og har igen sat aktiviteter i gang på både nationalt, regionalt og internationalt niveau. Aktiviteter målrettet mod en nyliberal politik og imod vold mod kvinder.

3 Det historiske sammensmeltning mellem arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser er kun lige gået i gang. Vi står over for en lang periode med genopbygning.

Verdenssituationens udvikling har brudt den nagende fornemmelse af politisk magtesløshed og fatalisme, der har gennemsyret mange aktivistiske kredse. Hvis ikke der når at opstå en historisk afgørende situation, der kunne resultere i en usædvanlig vækst i den internationale situation, så vil omorganiseringen af anti-kapitalistiske og anti-imperialistiske sociale bevægelser foregå som en række af sociale og politiske forsøg. Disse erfaringer vil kunne genforene de udbyttede og undertrykte lag som i dag står opdelte og splittede omkring sociale valg og forskellige krav. Og erfaringerne kan genopbygge aktivistiske grupper (militant teams) og kadrer i de sociale bevægelser og udvikle et anti-kapitalistisk ’overgangs’-program for den globale virkelighed, der baseres på kapitalismens nuværende modsætninger og de udbyttede og undertrykte klasser.

Vi befinder os i en ny, meget besynderlig situation. Arbejderklassens stilling er stadig svag og i defensiven, men det radikale venstre vokser i styrke og er ved at genfinde det politiske initiativ i stor stil. Dens mål er at styrke en handlekraftig, anti-kapitalistisk, social og politisk venstrefløj, hvis mål er at have indflydelse på og lede kampe og mobiliseringer.

Vejen foran os er lang og besværlig, hvorfra vi i dag står over for de sociale bevægelsers begyndende omorganisering, men hvor vi senere, når de klassemæssige magtrelationer er vendt, vil se nye offensive kampe på den internationale arena. Kampe som vil præge det politiske klima og vil styrke ideen om det socialistiske perspektiv.

Støt kampene, opbyg massebevægelsen

1 En af vores største opgaver er og vil fortsat være at befinde os forrest i de kampe, mobiliseringer, kampagner og organisationer som sættes i gang og består af lønarbejdere, unge, kvinder og/eller indvandrere på nationalt og internationalt plan. Vi deltager i opbygningen af eksisterende massebevægelser. Vi påtager os opgaver og ansvar i disse bevægelser. Vi identificerer os med deres mål. Vi er i front i kampen for enhed og samarbejde med andre aktivister og strømninger.
Denne langsigtede opgave har som mål at styrke arbejderbevægelsen og bevægelser for kvinder, unge, krigsmodstand, miljø, antifascisme og antiracisme. Samtidig er vores mål at øge forståelsen for og udvikle bevidstheden om de strategiske årsager til problemerne og ikke mindst for at formulere overgangskrav til deres løsning. Vi støtter alle de reformer, som synes at forbedre arbejdernes levevilkår og rettigheder. Vi støtter de fremskridt som opmuntrer til selvorganisering og som øger tiltroen til den kollektive kamp. Vi støtter de krav, hvor erfaringen i kampen for disse krav kan åbne folks øjne for grænserne for det kapitalistiske systems formåen. Vi arbejder på denne måde fordi vi er overbeviste om, at det er fra de blomstrende massebevægelser at de aktivister skal komme, der kan opbygge et nyt revolutionært, socialistisk masseparti funderet i arbejderklassen.

2 Vi viderefører vores støtte til og opbygning af ’bevægelsen imod den nyliberale globalisering’ hver gang imperialisterne holder deres internationale stormøder. Den nyliberale internationale politik skal bekæmpes, den globale kapitalismes ’nye institutioner’ skal ikke vinde juridisk fodfæste og der skal opbygges en modpol af en international antikapitalisme og antiimperialisme. De internationale møder i Porto Alegre (World Social Forum), decentraliseringen af bevægelsen til de forskellige verdensdele og dens sammensmeltning med de eksisterende bevægelser i forskellige samfund har ændret og vil fortsat ændre muligheden for en radikalisering og fornyelse af arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser.

3 Vi vil fortsat støtte og styrke de kampagner og bevægelserne bag dem, der eksisterer eller er under (gen)opbygning omkring især emnerne:

• for afskrivning af den 3. verdens gæld

• for iværksættelse af Tobin skatten som en måde at udfordre kapitalismens muligheder

• mere generelt: kampen for at svække de overstatlige organisationers legitimitet som WTO og IMF/Verdensbanken.

• imod nutidens slaveri, især børnearbejde og kvinders overudbytning

• for kvinders ret til graviditetskontrol, for uddannelse af unge kvinder, for adgang til rent drikkevand og sundhedsforanstaltninger

• imod genmodificerede organismer (se også den 15. verdenskongres’s miljøudtalelse)

4 Vi vil deltage i genopvækningen af kvindebevægelser i vores enkelte lande og på verdensplan og baserer det bl.a. på succesen fra Kvindernes verdenmarch. Målet er at sikre bevægelsens mangfoldige og anti-nyliberale karakter, mobilisere mod vold mod kvinder og at spille en mærkbar rolle i genopvækningen af kvindekampen. Det vil give os et magtfuldt ståsted for at skubbe til samspillet mellem kvindekampen og kampen mod globaliseringen.

Vores deltagelse har også som mål at opretholde bevægelsens selvstændighed. Målet er bevægelsens egen frigørelse og det medfører at bevægelsen skal nægte at underordne sig noget parti eller nogen statsinstitution.

5 Under dække af kampen mod ulovlig menneskesmugling eller kampen mod terrorisme er regeringer i både de imperialistiske og de afhængige lande i gang med at forberede nye indskrænkninger i folks bevægelsesfrihed og ret til at bosætte sig frit. Lovgivning omkring løsarbejde, fleksibilitet og nedsat ret til sociale ydelser rettes først mod indvandrer og udenlandske arbejdere men vil på sigt blive sat til at gælde alle.

Regionalisering af indvandrerpolitikken inden for den Europæiske Union og andre steder fremsættes som en undertrykkende lov-og-orden harmonisering og den fører til indskrænkning i en række rettigheder i forskellige lande: Øget militær overvågning ved grænserne, udbredelse af digitale registre over fingeraftryk o.s.v.

I Europa har man set tegn på modstand i forhold til nogle indvandrerarbejdere. F.eks. var der i 1996 i Frankrig en organisering af folk kaldet sans papiers (af de ikke-registrerede, altså illegale indvandrere). En bred solidaritet med deres kamp voksede frem i form af en støttebevægelse i Spanien, Portugal, Italien osv.

Mange af de afhængige lande har også igangsat undertrykkelse af indvandrere (for eksempel Golf-landenes kontrol af indvandrere fra Sydasien samt brutale religiøst motiverede overfald i Indien på indvandrere fra Bangladesh)

Arbejderbevægelsens opgave er at øge modstanden mod denne form for politik i ligerettens navn. F.eks. blev Berlusconi-regeringens indvandrerlovgivning i juni 12002 mødt af strejker blandt italienske og indvandrede arbejderes strejker på Nord Italienske arbejdspladser.

I sådanne sager foreslår Fjerde Internationale (FI) at man systematisk inddrager den demokratiske vinkel i kampen for ligeret for indvandrere og for fri bevægelses- og bosættelses-ret. Disse rettigheder er en ubrydelig menneskeret. De to kampe er forbundne, ingen lighed uden åbne grænser.

FI foreslår, at dens sektioner starter en bred, international enhedskampagne for ligeret, åbne grænser og for retten til at bevæge og bosætte sig for alle mennesker.

6 USA-imperialismens verdensomspændende kamp mod ’global terrorisme’ sætter en serie krige og militærinterventioner på dagsorden for en lang tid fremover. Disse vil uundgåeligt medføre en massiv vækst i militærudgifter for både store og små lande, vil øge antallet af urocentre og skærpe alle konflikter. Demokratiske rettigheder vil i øget omfang blive sat under pres. Dette vil også medføre systematiske angreb på proletariatets sociale levevilkår. En vedvarende anti-krigs (freds-)bevægelse skal (gen)opbygges, som analyserer, fordømmer og bekæmper hele denne nye militarisering (rum-forskning, masseødelæggelsesvåben, den statsstøttede militærforskning, statsgarantier til våbenhandler o.s.v.)

Samtidig må der komme en øjeblikkelig verdensomspændende og forenet reaktion så snart en militærinvasion sættes i gang. Vi vil kæmpe for nedlæggelse af Nato. I praksis under den nuværende situation er det vores første prioritet kraftigt at modsætte os USA-imperialismen. Men vi vil helt fra start afvise den militære opbygning, som europisk imperialismen har i gang, for den er både en allieret og en rival til USA-imperialismen. Den Europæiske Union er kun mere fredsommelig fordi den halter bag efter USA i militær styrke. Vi er også modstandere af vores egne regeringers rolle. Den opmuntrer eller støtter ’lokale krige’ for at beskytte ’vores’ multinationale virksomheder, der driver rovdrift på råstofferne fra ’randområderne’ (som i Afrika syd for Sahara).

7 FI vil i den kommende periode lægge større vægt på aktiviteter der vedrører arbejderklassen. Mere præcis vil det ske ved en mere systematisk intervention, koordinering og udgivelser omkring sociale kampe. Globalt, i hele verden, halter fagbevægelsen dramatisk efter Kapitalens centralisering og mellem-statslige støtteorganisationer. Vores mål er at bygge en aktiv, internationalistisk og feministisk fagbevægelse.

a) Først og fremmest betyder dette, at solidariteten skal styrkes, at arbejdere i de imperialistiske lande skal skabe enhed og organisere sig med arbejderne i den tredje verden. Opsplitningen af verdens arbejdere vokser samtidig med at deres antal vokser. Dette vil medføre en særlig fokus på de mest udbyttede arbejdere: de marginaliserede, de løstansatte, de nye slavearbejdere, indvandrerarbejdere i de imperialistiske lande, ungarbejdere uden rettigheder i ’den nye økonomier’ og forarmede masser, der lever under umenneskelige forhold. Dette medfører en særlig opmærksomhed omkring arbejderkvinder og for at kvindekrav indarbejdes i fagbevægelsens overenskomstkrav, især spørgsmål som ligeløn, jobsikkerhed og forbedringer af deltidsansatte og løstansattes forhold.

Verdenskapitalismens hierarkiske opbygning er i færd med at påtvinge verdensproletariatet en tilsvarende strukturel ulighed: mellem arbejderklassen i vesten og arbejderne i randområderne, men også internt i hvert lands arbejderklasse. Dette medfører en øget og skærpet konkurrence mellem arbejdere og deres forskellige fraktioner. Fagbevægelsen oplever et sådant voksende problem (USA-Canada-Latin Amerika, Japan – Nordøst Asien). I den Europæiske Union står arbejderklassen under en direkte overnational stat under opbygning, og den udgør et mægtigt redskab for at iværksætte konkurrence mellem de forskellige landes arbejdere. Og det vil blive brugt yderligere ved den kommende udvidelse af EU ind i Øst Europa.

b) Vi vil også, både udefra og indefra, bekæmpe de multinationale virksomheder, der udgør den globale kapitalismens centrale kerne: ved virksomhedskampagner mod særlige navngivne multinationale, ved internationalt solidaritetsarbejde med arbejdere i direkte kamp, ved aktiv deltagelse i kampagner sat i søen af ’International Professional Sekretariat’ (knyttet til sammenslutningen af verdens frie fagforbund, ICFTU) og gennem arbejderråd for de multinationales ansatte.

8 I den Europæiske Union iværksættes der brutale nyliberale tiltag af et overnationalt næsten-statsligt apparat der har direkte indflydelse på alle sider af hverdagslivet og dermed på lønmodtagernes liv. Den officielle europæiske fagbevægelse har haft katastrofalt lidt at sætte op imod denne udvikling. Vi må aktivere eksisterende organisationer, vi må tage direkte initiativer. Disse indeholder: solidaritet med lønkampe i ét land, der har betydning for hele Europa, koordinering af regionale strejker, udvikling af kampagner og mobiliseringer om delkrav og udviklingen af et omfattende socialt politisk program. Men først og fremmest rejser fagbevægelsens problemer behovet her og nu for en politisk strategi for arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser og behovet for et alternativ til det eksisterende samfund og statsinstitutioner (se resolutionerne fra den 14. verdenskongres)

Vi fortsætter vores strategiske arbejde med at deltage i opbygningen af en aktiv fagbevægelse i Europa, gennem aktiviteter i de store fagforeningsforbund i den europæiske sammenslutning, ETUC, sammen med de radikale fagforeninger og alle bevægelser og netværk, der forbinder sig med proletariatet (f.eks. Europa-march-bevægelsen). Der skal også skabes forbindelser og samarbejde mellem fagforenings-aktivister (tillidsmænd o.l.) for at opbygge en sand international solidaritet indenfor gigant-firmaerne og deres underafdelinger.

Overvind neoliberalismen, gå den antikapitalistiske vej

1 Kampen for at overvinde ”neoliberalisme” er i centrum for vores politiske kamp. Den igangværende arbejdsgiver- og imperialistoffensiv udgør en reel trussel mod millioner af menneskers liv på planeten, mod demokrati og mod selve arbejdernes og de sociale bevægelser. Den voksende styrke, organisering og politisering af græsrodsbevægelser har ikke standset angrebene, som kan tage meget brutal og rå former.

2 Desto flere sejre modstandsbevægelserne vinder, desto mere socialdemokratier miskrediterer sig selv, desto mere vil et bredt anti-nyliberalt og ”anti-globaliserings”-miljø udvikles og blive spredt. Indenfor den traditionelle arbejderbevægelse, de ”nye-sociale bevægelser og den internationale anti-globaliseringsbevægelse, vil der fremkomme forskellige valg af politik, strategi og organisering.

3 Dette påkalder sig et politisk slag for afklaring og orientering på to forskellige niveauer, hvor emnerne er forskellige.

Først, i opposition til anti-nyliberale, men reformistiske strømninger. Disse enten støtter eller tilslutter sig de internationale institutioner i den ædle internationalisme navn mod indskrænket, hadefuld nationalisme, eller støtter deres borgerlige nationalstater i dets demokratiske overlegenheds navn

For det andet, indenfor den radikale strømning, op imod en enorm forskellighed i analyser, meninger, kampmetoder, ideologier og hybride former for organisering, må vi tage del i debatterne om omstilling fra spontan anti-kapitalisme/anti-imperalisme til et anti-kapitalistisk/socialistisk program: fra politisk radikalisme til en strategi der sigter på at en majoritet af befolkningen indenfor kapitalismen og dets stater tager afstand. Sådan en strategi er baseret på egenaktivitet og egenorganisering af proletariatet og undertrykte samfundslag: og fra en aktivistisk involvering i bevægelserne frem mod opbygning af et revolutionært socialistisk parti og internationale, som forstår de fundamentale strategiske nødvendigheder, der kan lede til at arbejderklassen tager magten. Fra begyndelsen af, er det på det stadie hele meningen med vores programmatiske, ideologiske og praktiske intervention.

For samling af arbejderklasse og klassekampsorienteret fagforeninger

1 I de sidste tyve år har fagforeningsbevægelsen vokset sig betydeligt svagere, i form af dens medlemstilslutning, mobiliserings- og militanskapacitet, og politisk og programmatisk uafhængighed. Det har afspejlet sig i et forværret styrkeforhold. Det er også resultat af arbejdets eget tab af samhørighed i kølvandet på dette store tilbagetog. Der er også en politisk ansvarlighed: socialdemokratiers, i almindelighed, aktive støtte af neo-liberal politik og deres dybdegående indordning til nationale og internationale statsinstitutioner. Genopbygningen af fagforeningsbevægelsen er en afgørende opgave.

2 Dette er ikke blot et spørgsmål om indretning og forening af venstreorienterede fagforeninger og fagforeningsstrømninger. En reel, masse-”gen-organisering” er på dagsordenen, og involverer tre dimensioner:

• oprethold kreativitet i udvikling af sociale krav, der tilsvarer restruktureringen af udbyttet arbejde i almindelighed, men også krav som kommer af vældige ændringer i det sociale liv og bevidsthed, hvilket især påvirker kvinder og yngre folk. Sådanne ændringer er kraftfulde kilder til politisering.

• Proletariatets nye stilling, i hvilken, i forskellig grad og på forskellige kontinenter, kvinder, immigranter og frem for alt unge mennesker, vil være i frontlinien i klassekampe, selvom de har meget lidt at sige i den overvældende majoritet af foreninger. Den voksende masse af kvindelige og mandlige arbejdere i margin af den relative stabile kerne af proletariatet, er ekskluderet, i usikker ansættelse eller lever i alvorlig fattigdom. Det kræver særlig opmærksomhed for faglig organisering, i nye industrielle udfoldelser, i afhængige kapitalistiske lande, etableret indenfor frihandelszoner, hvor der hverken er social lovgivning eller den mindste beskyttelse.

• De nye former for handling, mobilisering og organisering, som den nye sociale voldsomme rejsning vil skabe, som det har været tilfældet gennem arbejderbevægelsens historie. Den internationale dimension vil være en faktor i genindretningen af foreningerne.

3 Denne ”gen-organisering” vil nødvendigvis være meget ujævn på forskellige kontinenter og i forskellige lande. Dets udgangspunkt vil være meget varieret. I større sammenslutninger med lang historie i lande med høj grad af organisering og større fagforeningstraditioner, vil remobilisering sikkert gå gennem disse organiseringer. Gen-organiseringen vil sikkert finde støttepunkter indenfor disse. Ikke desto mindre, er dialektikken mellem arbejderklasse base, tillidsmænd i firmaer og forskellige lag af foreningsbureaukrati, tvunget til at tage en mere kompleks retning.

I lande hvor massefagforeninger først kom til verden et århundrede senere (COSATU i Sydafrika, CUT i Brasilien, osv.) vil det vedblive mere gennemtrængelig for menigmands synspunkter. Under alle omstændigheder vil venstreorienterede fagforeningensstrømninger sikkert være et af støttepunkterne for genindføring af organisering. Endvidere vil faldet af de store forbund i en hel række af lande åbne op for opkomsten af nye organiseringer.

I almindelighed vil disse nye organiseringer udgøre en lille minoritet af arbejderklasse som helhed. Ikke desto mindre har de en stærk, endda hegemonisk position i særlige organiseringer og selskaber. Fremtiden vil bestemme hvilken vej masse reorganisering vil tage. Denne ”re-organisering” er i det hele taget mere kompleks eftersom arbejdets verden har undergået en omfattende forandring i dets strukturer, rutiner, bevisthed osv. Dette er sandheden for især unge arbejdere som netop har gjort deres entre på arbejdsmarkedet fornyeligt under usikker forhold, som ikke identificerer sig med den ”historiske arbejderbevægelse” og som ikke er parate til at tilslutte sig den. Dette er også situationen for kvinder i den offentlige sektor, som er de første til at lide under effekterne af budgetnedskæringer i sociale programmer og privatiseringen af den offentlige sektor.

4 I det omfang revolutionære marxister spiller en praktisk, synlig rolle, bærer de en stor ansvarlighed i deres organiseringer for opfyldelse af de sociale bevægelser mål. Sammenhold vedbliver et overbevisende spørgsmål, ikke mindst fordi opsvinget i de sociale bevægelser stadig er defensiv og skrøbelig, den traditionelle arbejderbevægelse (fagforening og politisk) fortsætter med at vokse sig svagere, og radikale, alternative kræfter stadig er spredt og meget i minoritet. I det nuværende stadie tager dette sammenhold to forskellige former, der modsvarer to forskellige mål: regioner og byer.

• kampen for en klassisk samlet front, dvs. samling af de størst mulige organiserede kræfter i proletariatet, for at tage praktisk handling for at vinde bestemte mål. Dog opmærksomme på forsømt organisering under socialdemokratisk lederskab, forstået som forsvar af fundamentale krav, giver vi stadig ikke op over for muligheden for at involvere dem i massaaktioner. Men vores politiske og taktiske position må tage med i beregningerne, de folkelige masser og især de unge menneskers dybe utilfredshed.

• Handlingsfællesskab og konvergens indenfor og mellem sociale bevægelser, fagforeningsstrømninger, længerevarende kampagner, intellektuelle miljøer og så videre dem som kæmper mod neo-liberalismen. Denne form for samling forener ofte ”forenet front”-aktiviteter med intens politisk aktivitet af parti-proto-typen. Det gør det til et godt fundamentet for social omordning og politiske dynamikker. Vores tilgang er at tilsluttes os organiseringen samtidig med at fremlægge en politisk diskussion. I det vi gør således, må vi huske på de specifikke karakteristika for hvert miljø, dets følsomhed, arbejdsmetoder, sund fornuft, osv.

Den nye ungdomsradikalisering

En ny militant generation har rejst sig i kampen mod den neoliberale kapitalismeglobalisering. En ny radikalitet er blevet født som vil følge sine egne veje. Dette er en generation der fra først færd er international, internationalistisk i den bredeste forstand af begrebet, mere radikal og mere involveret i organisering. Det har sine egne symboler og sine egne aktionsmetoder (civil ulydighed) og organisering, der fraviger den dominerende politiske kultur i bevægelserne.

Ungdom, hovedsageligt gymnasium og universitetsstuderende, udgør den største del af denne bevægelse. De deler de sociale forhold (især løsarbejde/ ”casualisation”) for unge arbejdere som overgår til arbejdslivet. At vinde denne nye generation til socialisme, til revolutionen er en fundamental opgave.

For at opnå dette må vi henvende os specifikt til denne yngre generation, med målet om at styrke radikaliseringsprocessen i en anti-kapitalistisk og anti-imperialistisk forstand. Denne autonome intervention af unge kammerater, nært knyttet til sektionens politiske projekt, er uundværlig for fornyelse af vores revolutionære kræfter, den eneste garanti for vores evne til at reagere på udviklingen af arbejders og sociale bevægelser og stræben fra de udbyttede og undertrykte.

Unge aktivister fra Fjerde Internationale der deltager i massebevægelser må sikre at disse bevægelser optager en inkluderende holdning mod forskellige områder af kampen (anti-racisme, feminisme, økologi, fagbevægelse, lesbiske-/bøssefrigørelse…). Nytten af den Fjerde Internationale er især bevist igennem vores kapacitet til at forbinde kampe i alle disse områder internationalt.

Ungdomslejren skal fortsætte med at være en central del af vores arbejde. Det er et værktøj til at udvikle internationalistiske, feministiske og økologiske forbindelser og bevidsthed, og skole nye generationer af revolutionære.

Bygge brede anti-kapitalistiske arbejderpartier

1 Vores mål er at danne partier der:

• er anti-kapitalistiske, internationalistiske, økologiske og feministiske:

• er brede, pluralistiske og repræsentative:

• er dybt forbundet til det sociale spørgsmål og støt fremsætter de umiddelbare krav og sociale stræben for arbejdets verden:

• udtrykker arbejderes kampvilje, kvinders behov for frigørelse, ungdomsoprør og international solidaritet, og tager kampen op mod alle former for uretfærdighed:

• baserer deres strategi på den udenoms parlamentariske kamp og egenhandling og egenorganisering af proletariatet og de undertrykte: og

• tager et klart standpunkt i ekspropriering af kapital og (demokrati, selvstyret) socialisme.

I spørgsmålet om Latinamerika, er vores mål at bygge brede, pluralistisk anti-kapitalistiske partier og/eller omgrupperinger med en reel tilstedeværelse i proletariatet og de sociale bevægelser, som udtrykker en modstand mod nyliberalisme indenfor rammerne af kampen mod kapitalistisk globalisering. Som en revolutionær marxistisk strømning, er vi for opbygning af en ”hård kerne” til venstre. Perspektiverne kan ikke være succesfulde hvis det tager stilling som strategisk tækning, radikal handling og dristige initiativer gennem en sekterisk attitude og ”selvbekræftelse” der stræber mod at beholde ”vores egen identitet”.

2 Kampen for sådanne partier går gennem en serie af stadier, taktikker og organisatoriske former, specifik for hvert land. Sådan en anti-kapitalistisk sammensætning må fra første færd forfølge et hovedmål: skabe en effektiv, synlig polarisering mellem sig selv og alle kræfter loyale til social nyliberalisme (socialdemokratier, post-stalinisme, økologer, populister) med henblik på at fremskynde deres kriser og give det et positivt udfald.

Dette kræver:

• tilstedeværelsen af betydelige politiske kræfter, i hvilken revolutionære marxistiske strømninger samarbejder med vigtige eller symbolske strømninger eller repræsentanter som tager afstand fra reformistiske partier uden nødvendigvis at havne i revolutionære marxistiske positioner:

• et respektfyldt men tæt samarbejde med den sociale bevægelse, hvor sammensatte organisation skubber bevægelsens krav og handlinger fremad:

• en formation som kendes for at repræsentere noget reelt i samfundet, der knækker monopolet for partier der er loyale til social-neo-liberalisme, takket være tilstedeværelsen af valgte repræsentanter i forsamlinger i det lokale, nationalregionale og (muligvis) internationale (europæsike) niveau, valgt ved almindelige valgret

• en pluralistisk funktion der går videre end simpel indenrigsdemokrati, på en måde der både skaber konvergens og diskussion, muliggør at en revolutionær marxistisk strømning kan virke som en accepteret del af et større hele.

3 Erfaringerne fra de sidste ti år viser at det ikke-sekteriske, revolutionære venstre kan spille en central rolle i at holde linien og holde til en simultal og radikal og unitar orientering af denne art, forbinde udenoms parlamentariske handlinger og vælgermæssig repræsentation. For at opretholde dette mål, må der følges en kompleks retning, der går gennem forskellige stadier og omveje som gør det muligt at akkumulere kræfter, afklare risici skridt for skridt, genaktivering af militante miljøer og tålmodigt bygge forbindelser til den sociale bevægelse.

Der er tre hovedlektioner at lære fra det sidste årti, som må indarbejdes i vores taktik fra begyndelse af denne nye politiske cyklus:

• ingen bred venstre-strømning i de etablerede partier har organiseret sig selv og sat sig selv foran som en motor for antikapitalistisk omordning:

• venstrefløjs tendenser i socialdemokratier er forskræmte, ikke særlig troværdige, og ikke særlig sammenhængende:

• de store ”overlevende” kommunistpartier nærmer sig deres endelige, deres modstand mod neo-liberalisme har ikke ført til et anti-kapitalistiske politisk projekt og en demokratisk pluralistisk virkemåde (med undtagelse af Rifondazione), og ingen venstrefløj, ikke-stalinistisk, national struktureret tendens er fremkommet:

• det er lykkedes for de store grønne partier, at spille en rolle i et reelt politisk og socialt alternativ. Nogle af dem (som f.eks. de tyske grønne) er definitivt overgået til den borgerlige stats side, og intern opposition i disse partier har ikke ført til en organisering af et reelt, venstrefløjs, social-økologisk opposition.

4 Dette betyder ikke at der ikke er nogen interesse eller potentiale for anti-kapitalistisk samling i disse partier og de sociale bevægelser. Samlingen tager forskellige former. Vores konklusion skal ikke være at vende os væk fra disse partier og deres aktiviteter. Tværtimod, en bredere samling i deres retning gennem en systematisk politik for samlet arbejde og konvergens er uundværlig for at skabe en meget bred tiltrækkende modpol for at overvinde social-neo-liberalisme. Men den afgørende konklusion der kommer fra vores erfaring er at, mere end nogensinde før, vil samling afhænge af udvikling af en stærk, uafhængig tiltrækkende modpol og et eksternt forhold til kræfter der kan tiltrække og organisere sådanne sympatier.

Kun det revolutionære venstre er i dag i stilling til at tage initiativet for en anti-kapitalistisk samling og holde kursen mod et radikal, pluralistisk, socialt funderet projekt med en masseorienteret karakter. Men dette indbefatter en dyb, gennemudtænkt afvisning af sekterisme i praksis. Det betyder også at tilnærmelser indenfor det revolutionære venstre kun kan forestilles indenfor rammerne og gennem den almene erfaring fra denne antikapitalistiske samling.

5 Ikke desto mindre er spørgsmålet for omgrupperingen at få sat de revolutionære kræfter kraftigt på dagsordenen i disse processer, da det revolutionære venstre ikke kan være en katalysator for en bred omgruppering medmindre den henvender sig til sine egne delinger.

6 Idet FI bidrager til en langt bedre reorganisering af arbejderne, sociale og folkelige bevægelser i en verdens skala, med perspektiver om at danne en ny internationalistisk, pluralistisk, revolutionær aktivistisk styrke med en masseindflydelse, må vi samtidig styrke vores egen organisation. Dette skal ikke være for at konkurrere og overvinde andre internationale revolutionære strømninger, men for at bidrage mest muligt til opbygning af en ny styrke samtidig med afklaring af de essentielle teoretiske lektioner der kan drages fra erfaringerne af det tyvende århundredes revolutioner.

Genformuler overgangsprogrammet

1. Den nye historiske periode i kapitalismen og den revolutionære socialistiske kamp vil fordre en virkelig programmatisk gentænkning, der til fulde skal tage højde for de strukturelle, sociale og kulturelle forandringer i kapitalismen og blandt de udbyttede og undertrykte lag. Dette gentænkte program vil rumme en kritisk status over arbejderbevægelsens førte 150 år og over erfaringerne fra de første sejrrige socialistiske revolutioner og deres degeneration. Det vil inddrage de folkelige massers nuværende bevidsthedsniveau og forbinde sig med deres krav og deres aktions- og organiseringsformer. Vi vil bidrage så meget som muligt til dette program og være opmærksomme på, at ingen enkelt organisation eller specifik strømning kan tage patent på et sådant overgangsprogram for det 21. århundrede. Det skal ikke være resultatet af en forhastet akademisk øvelse. Ligesom det var tilfældet med de tidligere overgangsprogrammer fra Marx’ tid og frem vil dette nye program skulle skabes gennem store, frie diskussioner, gennem kollektive uddybelser, gennem ’globaliseret’ fælles aktivitet, gennem kritisk og selvkritisk debat og gennem åbenhed over for de samfundsmæssige erfaringer i nutid og fremtid. I betragtning af, at de politiske kampe mellem forskellige strømninger og organisationer næppe vil standse, og at enhver aktivistisk organisation er nødt til at opfylde de krav, der stilles gennem den umiddelbare aktivisme, udgør dette programmatiske arbejde en virkelig udfordring.

2. I den programmatiske og strategiske diskussion vil vi inddrage alle de problemer, som kampen for socialismen rejser og igangsætte debat om:

1. Behovet for at formulere et universelt program af sociale behov og menneskerettigheder. Her skal tages udgangspunkt i den verdensomspændende økologiske krise, i den generelle sociale regression, i den svære fattigdom for menneskehedens flertal og i de sociale uligheder mellem arbejderne.

2. Behovet for et øko-socialistisk program, der er helt integreret i den antikapitalistiske kamp, som det eneste tilbundsgående alternativ til de økologiske katastrofer, som udspringer af det kapitalistiske systems ødelæggende logik (mod drivhuseffekten og ’markedet for retten til at forurene’, for afviklingen af atomkraft og et moratorium for genmodificerede organismer).

3. Eksistensen af privatejendom til rigdom og til produktions- og udvekslingsmidler, der danner grundlaget for en herskende, besiddende klasse, hvilket udgør en hindring for at realisere et social program. Eksproprieringen af denne klasse til gavn for menneskeheden er således en uomgængelig nødvendighed.

4. Over for overfladiske, moralistiske analyser, der bygger på ’de fattige mod de rige’ og ’de ekskluderede’ vil vi i kernen af vores analyse fremhæve udbytningen af kvinder og mænd som ansatte, som lønnede ledere, arbejdsløse, marginaliserede og udelukkede, det vil sige, klassen af lønarbejdere, som er nødt til at sælge sin arbejdskraft til en arbejdsgiver.

5. Den centrale rolle i antikapitalistisk og socialistisk strategi, som spilles af den globaliserede lønarbejderklasse, som vi må iværksætte en fornyet, bred og konkret analyse af med henblik på at understrege dens enhed mod den kapitalistiske udbytning og undertrykkelse. Analysen må omfatte mangfoldigheden i arbejderklassens konkrete situationer, dens kampformer, dens umiddelbare krav og organiseringsformer.

6. Den afgørende ret til selvorganisering blandt kvinder, lesbiske og bøsser.

7. Behovet for demokrati, gennemskuelighed og folkelig kontrol som principper og som praksis, forstået som aktiv indgriben fra samfundets side – og især fra dets udbyttede og undertrykte dele, som et afgørende element i erfaringerne fra stalinismen, og som et radikal spørgsmålstegn ved det borgerlige demokrati.

8. En partiopfattelse, der tager højde for de udbyttede massers historiske erfaringer og for deres nye sociale og kulturelle betingelser.

9. Nødvendigheden af en kamp for magten: Hvem vil indgå i den kamp, og hvad er dens mest grundlæggende træk?

3. Især i Latinamerika indebærer dette ’overgangsprogram’ spørgsmål som:

• karakteren af den økonomiske re-kolonisering og spørgsmålet om national suverænitet (konkret antiimperialisme);

• genformuleringen af regionale integrationsprocesser som alternativer til frihandelsaftalerne (forslag til virkelig udvikling);

• sletning af gælden;

• bondebevægelsers kamp for jord og radikale landbrugsreformer, indfødte samfunds kamp for deres rettigheder eller for autonomi og endelig bøndernes og de oprindelige folks bevægelser i dannelsen af nye antikapitalistiske politiske kræfter i Mexico, Bolivia, Ecuador og andre steder;

• kampen mod privatiseringer;

• spørgsmålet om politisk demokrati, om at genvinde rettigheder, som er blevet fjernet, om naturen, om omfanget og grænserne for et deltagelsesdemokratisk perspektiv på lokalt og kommunalt plan (den latinamerikanske venstrefløj regerer både hovedstæder, storbyer og små landsbyer i Brasilien, Uruguay, Mexico, El Salvador, Ecuador, Peru og Columbia);

• forholdet mellem kampe i by- og landområder;

• forholdet mellem social modstand og politisk organisering;

• de nye former, som er skabt af de ’subjekter’, der dukker op fra arbejderklassens fragmentering (piqueteros, boligkvartersforsamlinger, jordbesættelse og boligkooperativer; erfaringer med selvforsvar, byområder i kamp for offentlige tjenester, rum for unge, selvorganisering for kvinder, erfaringer med anderledes bytteøkonomi);

• erfaringer med sociale og politiske alliancepolitikker.

Fremad mod en ny revolutionær masseinternationale

1. Alle de Internationaler, der har eksisteret i historien, er blevet opbygget om nye opgaver forbundet med store samfundsmæssige og politiske udviklinger. Denne nye politiske cyklus i omgrupperingen stiller fra begyndelsen spørgsmålet om en ny revolutionær antikapitalistisk og antiimperialistisk masseinternationale. Denne ’nye internationalisme’ har vist sig i kraft siden Seattle. En række begivenheder siden vendepunktet 1989-91 lå til grund for dette: ny-zapatismens opdukken, bastille-appellen, der iværksatte den lange kampagne for sletning af den tredje verdens gæld, euromarcherne, ’kæden’ af modtopmøder rettet mod den kapitalistiske globaliserings institutioner (IMF og Verdensbanken), den lange række af møder, hvor ’civilsamfundet’ (hvilket ofte betød NGO’er) stod over for de officielle topmøder (Rio, Beijing, det sociale topmøde i København osv). Efter de to møder i World Social Forum i Porto Alegre og udsigten til et tredje møde i Brasilien, der fulgte op på regionale sociale fora, er en organisatorisk og programmatisk konsolideringsproces på vej. Samtidig har store verdenspolitiske begivenheder givet anledning til en afklarings- og differentieringsproces.

2. I modsætning til den ’internationalistiske’ periode i 1960’erne og 1970’’erne er dette ikke primært en bevægelse for solidaritet med eller politisk støtte til sociale og demokratiske revolutionære processer. Dens drivkræfter stammer fra en modstandsbevægelse, der i selve sit væsen nødvendigvis er international, mod et nyt trin i kapitalismens internationalisering, dens fremgangsmåder og dens institutioner. På sit nuværende trin fremtræder den som en ’ny’, meget legitim social bevægelse, skabt af sociale og politiske kræfter uden for de traditionelle bureaukratier i arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser. Den adskiller sig ligeledes fra internationale revolutionære organisationer og afviser generelt at indlemme politiske partier. Den er dog samtidig dybt politisk. Den har påtvunget de herskende klasser en storstilet polarisering; den har genfremsat et antikapitalistisk perspektiv og et håb om befrielse; og den har skabt et offentligt rum, som er både centraliseret og decentraliseret, hvori analyse kombineres med politisk konfrontation og aktivistisk engagement, et terræn hvori politiske strømninger eksisterer de facto.

Et kvalitativt skridt i retning af en ny internationale kan ikke tænkes uden et vigtigt bidrag fra disse kræfter. På nuværende trin kan disse vigtige, men forskelligartede kræfter ikke omdannes til en ny international politisk organisation, men de kan styrkes politisk gennem erfaring og afklaring, samt ved, at revolutionære kræfter – navnlig Fjerde Internationale – deltager i disse debatter.

3. Omgrupperingerne på den pluralistiske, antikapitalistiske og antiimperialistiske venstrefløj er stadig svage og uformelle. Når ingen store sociale omvæltninger finder sted, er det vanskeligt form dem at slippe af med den historiske inerti og med deres fuldstændig ineffektive politiske kultur med henblik på at håndtere det nye stadie i klassekampen. (Den socialdemokratiske venstrefløj er svag; de forskellige strømninger, der er udsprunget af kommunistpartierne træder vande i programmatisk henseende og er stadig tilbøjelige til stalinistisk praksis; og de fleste revolutionære organisationer er sekteriske i deres grundvold.) De indledende fremskridt, som har fundet sted, er hovedsagelig foregået inden for enkelte regioner eller kontinenter: Sao Paolo Forum i Latinamerika, hvis indledende dynamik nu er forsvundet; det brasilianske Arbejderpartis fortsatte betydning; de beskedne konferencer for det Antikapitalistiske Venstre i Europa; og nogle forsamlinger i Asien. Over for den Europæiske Union står perspektivet om et ’antikapitalistisk’ europæisk parti på dagsordenen.

Kun direkte sammenstød mellem den herskende klasse og arbejderklassen, kun massernes kamp til forsvar af deres leve- og arbejdsvilkår, vil kunne ryste magtbalancen, slå rødder i samfundet og skabe et aktivistgrundlag for på nationalt niveau at opbygge en ny politisk kraft – antikapitalistisk, internationalistisk, feministisk – inden for den nye internationales opbygningsperspektiv.

Den nuværende bevægelse mod globalisering har skabt et håb, et referencepunkt og et afgørende fokuspunkt, men i sin nuværende form kan den ikke udgøre udgangspunktet for en ny internationale. De politiske differentieringer, som allerede finder sted, vil give sig udtryk gennem stadigt mere præsente politiske og strategiske diskussioner i bevægelsen, og det vil gøre den nye fase meget mere kompleks.

4. For det tredje har der fundet en stor udvikling sted inden for og imellem nogle af de strømninger, som er udsprunget af eller identificerer sig med ’trotskismen’. Alle disse organisationer, herunder Fjerde Internationale, har måttet levere en stor indsats for at udvikle et passende svar på den nye verdenssituation, hvad angår både analyse, politisk linje og aktivitet. Evnen til at levere et svar herpå, i tide og under gode forhold, har haft stor betydning for kontinuiteten i alle disse strømninger. I dag findes en stor vifte af grupper, der stammer fra eller identificerer sig med ’trotskismen’. Nogle af fastholdt forholdsvis sammenhængende internationale organisationer, mens andre er blevet opløst i nationale grupper eller føderationer. Dette gælder i endnu højere grad for de tidligere ’maoistiske’ organisationer. Forsøg på at forene ’trotskister’ eller eks-maoister på grundlag af et program eller en politik, der retter sig mod en tidligere epoke i den revolutionære arbejderbevægelse og bygger på et forsvar af en organisations arv, kan på ingen måde være til gavn for en omgruppering eller ligefrem en sammenlægning. Tilnærmelser mellem forskellige organisationer, der identificerer sig med marxismen og den socialistiske revolution, kan kun give mening i sammenhæng med de nuværende og fremtidige kampe, bevægelser og opgaver.

Vi bemærker, at disse tre internationalistiske politisk-organisatoriske udviklinger eksisterer side om side: den ’virkelige’ global-retfærdighedsbevægelse og dens sociale og politiske strømninger; overensstemmelsen mellem antikapitalistiske og pluralistiske politiske strømninger; og strømninger på den revolutionære venstrefløj. Denne situation kan vare ved i en længere periode. Hvor enighed og tilnærmelser er mulige, vil vi imidlertid tage initiativer til enhed og seriøse omgrupperingsforsøg.

Fjerde Internationale i går, i dag og i morgen

1. Fjerde Internationale blev født i kamp mod de største nederlag for arbejderklassen og arbejderbevægelsen: fascisme, stalinisme og verdenskrig. Vore sektioner var bitte små minoriteter i den internationale arbejderbevægelse og undertrykt af alle kontrarevolutionære kræfter (socialdemokrater, stalinister, og fascister eller borgerlige demokratiske stater). Det lykkedes ikke for sektionerne at omforme sig til virkelige (revolutionære) partier. Til trods for at de kæmpede i forreste række i mange revolutionære og daglige kampe, var de begrænset til kommentatorer til begivenhederne og til at forvare den revolutionære marxismes landvindinger mod bureaukraternes forfalskninger. 70èrnes revolutionære opsving rundt omkring i verden gjorde det muligt at tænke, at tiden var inde til at bevæge sig frem imod en masseinternationale. FI kæmpede på det tidspunkt med andre trotkijstiske grupperinger (lambertister, morenister, Millitant-strømningen, SWP(UK)s ”statskapitalister”), om hvem der var den legitime trotkijstiske strømning. Den samme kamp fandt sted i FI’s egne rækker mellem SWP(USA) og den internationale majoritet) Selvom FI aldrig overgav sig til den slags sekterisk delirium, som andre grupper gjorde, betragtede FI sig ikke desto mindre som den legitime politiske avantgarde, den kerne, hvor omkring gendannelsen af en revolutionær internationale ville finde sted.

2. Det skift af periode, som blev indlysende i 80érne, FI krise og murens fald, førte til, at pendulet svingede til den anden side, hvilket endog risikerede at true FI’s eksistens.

Vores militante svar på 80érnes og 90érnes enorme reaktionære offensiv førte os ikke over i den slags sekterisk forhærdelse, som tager tilflugt i den socialistiske propagandas besværgelse, er parasitter i masseorganisationerne og selvoptagne proklamationer. Organisationer der faldt i den grøft undgik ikke alvorlige indre kriser. FI var også nødt til at betale den organisatoriske pris for det almindelige tilbageslag for den internationale arbejderbevægelse, men det lykkedes for FI at komme gennem den reaktionære periode med den organisatoriske og politiske enhed intakt. Ved:

• løbende at udvikle en kritisk nutidig marxisme

• en diskussion af status over århundredet uden hellige kør

• interne arbejdsgange, der opmuntrer til diskussion og konfrontation mellem forskellige analyser, som svar på vigtigste begivenheder i den nye verdenssituation.

• fortsat at være rodfæstet i og i forreste linje i arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser (nationalt og internationalt).

• systematisk enhedsarbejde i bevægelserne og

• en ikke-sekterisk og radikal tilgang til især kampen for antikapitalistisk omgruppering.

3. FI’s situation som organisation i dag er karakteriseret ved:

• en international organisation af revolutionære, som bygger på Overgangsprogrammet og den strategi og taktik, der udspringer herfra

• en uovertruffen samling af programmatiske te