18.11.12 | SAP’s Landsmøde

Tip en ven       |     Print  

Udtalelse: Finanslovsforliget: En markant fejltagelse

Finanslovsforliget indeholder forringelser, først og fremmest ændringer af bundskatten. Det indeholder ikke markante forbedringer, fordi den holder sig inden for den ramme, regeringen har låst sig fast i og dermed ikke giver mulighed for øget velfærd og mere beskæftigelse, men tværtimod strammer økonomien.

Det opsummerer de to vigtigste økonomisk-sociale forlig i Folketinget siden sidste finanslov, begge indgået med højrefløjen: skattereformen og førtids- og fleksjobreformen, og der er ikke elementer, der for alvor korrigerer disse tre blå reformer.

Da HB's flertal godkendte finanslovsforliget, omgik og svigtede de dermed årsmøde-beslutningen fra 2010 om, hvad der skal til for, at Enhedslisten kan stemme for. I en udtalelse fra SAP’s forretningsudvalg (ugekommentar) den 13.11.12 er dette beskrevet, analyseret og gennemargumenteret. At HB's flertal ikke fulgte årsmøde-beslutningen er både et politisk og demokratisk problem.

Det er et politisk problem, fordi der var gode politiske grunde til, at årsmødet i 2010 vedtog retningslinjerne for Enhedslistens medvirken i finanslove.

For det første er det afgørende for et socialistisk partis troværdighed og evne til at styrke sammenholdet for forbedringer og en bedre verden, at vi ikke medvirker i rådne forlig, hvor nogle dele af arbejderklassen og folk på overførselsindkomst betaler med forringelser for, at andre kan få forbedringer. Det har været et velfunderet princip for Enhedslisten, siden vi stiftede det, og det er kun blevet mere politisk vigtigt i en situation, hvor overklassen i ekstremt omfang beriger sig på resten af samfundets bekostning. Derfor kan vi ikke stemme for en finanslov med forringelser for nogle.

Årsmødet i 2010 erkendte derudover, at Enhedslistens faste parlamentariske princip om mindste forbedring/mindste forringelse ikke er tilstrækkeligt grundlag for at stemme for en finanslov. Finansloven er ikke en almindelig lov. Det er en afstemning om den samlede økonomiske politik og den overordnede politiske retning, som Folketinget følger.

Derfor fastslog årsmødet, at en finanslov skulle være et reelt brud med den borgerligt nyliberale politik, som VKO gennemførte. Man skulle næsten tro, at årsmødet på forhånd havde smuglæst SRSF’s regeringsgrundlag, der fastslog, at man fulgte VKO’s økonomiske rammer og kurs. Et ”løfte”, regeringen i den grad har overholdt.

At der skulle være tale om et reelt brud, blev i årsmøderesolutionen udtrykt på to måder: dels med kravet om ikke bare (små)forbedringer, men markante forbedringer, og dels med kravet og advarslen til SRSF: I skal ikke tro, at I kan føre borgerlige politik sammen med højrefløjen hele året, og så få os til at hjælpe jer igennem med en finanslov, som jeres menings- og forligsfæller ikke vil stemme for.

Med disse krav havde partiet en mulighed for på én gang at bære et pres udefra ind i forhandlingerne og vise, at der er et politisk alternativ. Men det var ikke den linje, Hovedbestyrelsens flertal fulgte.

Den politiske katastrofe ved ikke at følge årsmødets kloge kriterier blev forstærket af, at HB's flertal godkendte, at man gav køb på kravet om job, uddannelse eller dagpenge til dem, der står for at falde ud af dagpengesystemet. Det var et krav:

• som havde meget stor betydning for styrkeforholdene mellem klasserne og dermed for langt flere end de direkte berørte
• som folketingsgruppen selv offentligt havde defineret som ufravigeligt
• som var tema for årets vigtigste partikampagne
• som var en oplagt ”markant” forbedring
• som der var bred opbakning til i befolkningen – det var i den grad et krav, som en stor del af befolkningen ville kunne forstå, at Enhedslisten ikke ville bøje af på

Derudover er HB-flertallets beslutning et demokratisk problem. Når HB's flertal vælger at ignorere en central årsmødebeslutning, undergraver det den demokratiske debat og beslutningsprocedure i partiet. Hvad skal få medlemmerne til at engagere sig i partiets debatter og beslutninger, når HB's flertal udsender budskabet: ’I kan vedtage, hvad I vil. Når vi står i situationen, så bestemmer vi alligevel, hvad vi har lyst til.’

Sporene til dette politiske og demokratiske svigt har været lagt længe.

HB's flertal og folketingsgruppen gennemførte aldrig en offensiv kampagne for den finanslov, der er brug for, en kampagne for Enhedslistens politiske alternativ, som bryder med regeringens selvpålagte rammer og nyliberale samfunds- og politikopfattelse.

HB's flertal og folketingsgruppen brugte – bortset fra korte isolerede perioder og udtalelser – aldrig årsmøde-kravene offensivt og udadvendt. De gjorde det aldrig klart for offentligheden og for regeringen, at det var forudsætningen for Enhedsliste-stemmer for finansloven. De brugte det ikke til at presse regeringen.

Tværtimod forhandlede og kommunikerede man på grundlag af regeringens rammer, og ud fra hvordan man kunne skaffe småforbedringer inden for den.

HB's flertal afsatte flere ressourcer til lyttemøder end til kampagnen for at skabe folkeligt pres bag kravet om jobs, uddannelse eller dagpengeret.

Dermed bragte HB's flertal og folketingsgruppen sig i en situation, hvor det på dagen for forliget var sværere at bryde, end det havde behøvet at være.

Det var en forkert og skadelig beslutning. Det har begrænset skaden en smule, at folketingsgruppen valgte en mediestrategi, hvor de ikke jublede over forliget, men talte det ned – og opfordrede til yderligere pres på regeringen.

Til gengæld har nogle af de argumenter, der har været anvendt for forliget, øget skadens omfang, især internt i Enhedslisten

Vi har fået at vide, at folketingsgruppen var blevet ”overrasket” over, at Socialdemokratiet og SF ville føre så blå en politik, og at de var parate til at indgå finanslovsforlig med Venstre. Dette er enten uansvarlig mangel på politisk indsigt eller en spindoktor-udtænkt løgn. Begge dele er lige slemt.

Vi har fået at vide, at HB's flertal og folketingsgruppen følte sig nødsaget til at indgå forlig – for at undgå, at der blev indgået forlig med Venstre om noget, der var værre. Hvis det bliver en retningslinje fremover for Enhedslisten, vil partiet kunne presses til at stemme for hvad som helst, fordi der altid er noget, der er værre.

Vi har fået at vide, at det halve års ekstra-forsørgelse er bedre end ingenting. Det er rigtigt. Det er en lille bitte forbedring, som Enhedslisten kunne have stemt for i allersidste øjeblik, hvis det havde været en selvstændig afstemning. Men da man på forhånd fraveg kravet om at sikre dagpengene, undergravede man såvel den stemning, der eksisterede, som de muligheder, der var for bevægelse, og partiets egen kampagne.

Beslutningen er taget. Skaden er sket. Nu er spørgsmålet, hvordan retter vi kursen op. Hvordan kommer vi videre, så denne beslutning ikke bliver begyndelsen på en udvikling, hvor Enhedslisten selv fjerner sin egen eksistensberettigelse?

Vi vil pege på følgende initiativer:

For det første må der sættes fuld fart på job- og dagpengekampagnen, som både har fokus på dagpengeforbedringer og jobskabelse. Indsatsen må styrkes både i forhold til partikampagnen og til arbejdet for at skabe brede, samlende aktiviteter i fagbevægelsen og i lokalområderne. Tilhængerne af forliget må vise, at de mener forligs-forklaringerne alvorligt. Forligsmodstanderne må ikke lade sig slå ud af, at HB's flertal og folketingsgruppen har gjort kampagnen sværere.

For det andet må medlemmerne på banen som muligt korrektiv af ledelsen. Vi opfordrer alle afdelinger til at diskutere forliget og indsende protester til HB's flertal. Det er vigtigt, at HB's flertal får et indtryk af, hvad afdelingerne mener. Derfor bakker SAP op om HB’s initiativ om at komme ud og diskutere i alle afdelinger. Nogle vil hævde, at mere intern diskussion (der hurtigt også er offentlig) vil skade partiet. Vi mener tværtimod, at det skal være tydeligt for enhver, at der er mange forligsmodstandere. Ellers risikerer vi, at de kritiske medlemmer giver op og forlader partiet, og at de kritiske vælgere søger andre græsgange i frustration. Endelig må disse debatter fungere som optakt til næste årsmøde.

Vi vil ikke anbefale et ekstraordinært årsmøde. Vi tror, det vil tage kræfter fra dagpengekampagnen og andre nødvendige udadvendte aktiviteter. Og det vil ikke betyde nogen afgørende forskel for, hvilken status partiet gør og for effekten af et kursskifte.

Til gengæld mener vi, at et ordinært og velforberedt ordinært årsmøde må vedtage en kort og præcis kritik af HB-flertallets beslutning og bekræfte retningslinjerne for Enhedsliste-støtte til finanslove.

Forløbet har understreget, at HB er Enhedslistens politiske ledelse. Det er godt. Derfor er det vigtigt, at årsmødet vælger en HB ud fra politiske kriterier. Forskellige medlemmer kan lægge vægt på forskellige politiske spørgsmål og synspunkter. Men på et årsmøde, der følger efter en HB-beslutning, som i den grad har splittet partiet, og som risikerer at lægge et spor for partiets politiske linje fremover, må holdningen til finanslovsforliget have stor betydning.

Vi mener, at årsmødet må vælge en hovedbestyrelse, der ikke gentager fejlen. Vi opfordrer derfor til at stemme på HB-kandidater, som klart giver udtryk for:

• At forliget var en politisk fejl, og at Enhedslisten fremover skal føre en mere offensiv linje i forhold til finanslovsforhandlingerne med krav om reelle brud med den nyliberale politik, de øvrige folketingspartier står for
• At godkendelsen af forliget var en demokratisk fejl, fordi man brød årsmødebeslutningen, og at Enhedslisten fremover skal føre finanslovsforhandlinger ud fra de tre kriterier i den gamle årsmødebeslutning
• At Enhedslisten er et parti i opposition til den overordnede politiske linje, som regeringen fører, og at vores væsentligste opgave er at mobilisere et udenomsparlamentarisk/folkeligt pres på regeringen og partiledelserne i de tre regeringspartier.
 

Udtalelsen er vedtaget på SAP’s Landsmøde den 17-18. november 2012

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: khB0r8
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk