22.11.12 | Socialistisk Arbejderparti

Tip en ven       |     Print  

Dokument: SAP’s bidrag til Enhedslistens programdebat

Vedtaget på SAPs Landsmøde den 17-18. november 2012.

Indledning
Enhedslisten blev født som en samling af partier med forskellige strategiske og programmatiske traditioner. Partierne etablerede Enhedslisten, fordi de vurderede, at organisationen kunne spille en vigtig rolle på det fælles grundlag, man kunne blive enige om – og på trods af uenigheder om strategier og til dels om visioner.

Ved Enhedslistens dannelse var formålet især at skabe en platform til venstre for SF med mulighed for at blive repræsenteret i Folketinget. Denne repræsentation skulle sikre, at der eksisterede et socialistisk eller antikapitalistisk alternativ, som var synlig for befolkningen. Mere konkret skulle den sikre, at der var en kritisk stemme Folketinget, som var i stand til at afsløre systemet og forsvare undertrykte grupper over for systemet, hvilket de to systemkonforme arbejderpartier ikke gjorde.

Meget har ændret sig i Enhedslisten siden. De oprindelige partier har mistet deres betydning for Enhedslisten. Til gengæld er Enhedslisten blevet et medlemsparti, ikke en alliance. Den udenomsparlamentariske folkelige mobilisering er blevet en del af partiets formål og arbejdsopgaver.
Men der har hele vejen igennem eksisteret forskellige strategiske perspektiver inden for Enhedslisten.

Helt tilbage fra Enhedslistens dannelse har SAP argumenteret for, Enhedslisten skulle fastholde en enhed, der var i stand til at løfte centrale opgaver for socialister på det givne tidspunkt, og at der ikke skulle gennemtvinges en strategisk og programmatisk afklaring og udvikling, hvis det risikerede at føre til en splittelse.

Samtidig forsvarede vi i ord og praksis SAP’s og 4. Internationales samlede revolutionære og marxistiske analyse og program.

Af mange forskellige grunde, hvortil hører en stor grad af tilfældighed, fik Enhedslisten i 2004 et principprogram, der indeholdt mange af de centrale pointer fra SAP’s eget program. Ikke alt var med. Meget var formuleret og argumenteret anderledes, end vi ville have gjort i en tekst, vedtaget i SAP- eller 4. Internationale-forsamling. Men vigtige revolutionære principper blev slået fast i principprogrammet.

Til gengæld må vi erkende, at det ikke dækkede de faktiske synspunkter i Enhedslisten. Det blev aldrig for alvor rodfæstet i Enhedslisten, og det har ikke spillet nogen stor rolle i Enhedslistens daglige arbejde.

I Enhedslistens første år tildelte SAP Enhedslisten én rolle i det socialistiske arbejde og SAP en anden. På grund af vedtagelsen af et revolutionært program, den eksplicitte definition af Enhedslisten som revolutionær og den stadige udvikling af Enhedslistens faktiske holdninger og aktiviteter i årene efter programmets vedtagelse ændrede SAP gradvist sin opfattelse af ”arbejdsdelingen” mellem Enhedslisten og SAP.

SAP opfatter ikke længere Enhedslisten som et begrænset og måske midlertidigt redskab for det socialistiske arbejde. Vi har defineret Enhedslisten som et parti, der har potentialet til at blive det parti, der løser alle de opgaver, som et revolutionært og socialistisk parti må løse fra nu og til en socialistisk samfundsomvæltning.

Der er nu sat spørgsmålstegn ved det eksisterende principprogram, ikke bare dets form, men også nogle af de revolutionære principper, der er formuleret i det.

Allerede udsigten til at få væltet VK-regeringen og til at få etableret en ny på basis af S- og SF stillede Enhedslisten over for udfordringer, der satte mere strategiske overvejelser i gang. Dertil kom, at flere af partiets spidskandidater ikke følte sig i stand til at forsvare principprogrammet, da de blev konfronteret med det af medierne under valgkampen. Den parlamentariske fremgang og S-SF-partiernes krise har yderligere sat programmets revolutionære principper til debat.

Om det nuværende principprogram mener vi:
• At meget kan gøres bedre: vægtning af emner, argumenter, aktualisering af eksempler, osv.
• At der ikke er noget galt med de grundlæggende principper
Men ånden er ude af flasken. Det seneste år til to har gjort det tydeligt for enhver, at store dele af Enhedslisten ikke reelt støtter vigtige dele af principprogrammet. Det tvinger os til at overveje, hvad det rigtige principprogram for Enhedslisten i dag er.

Det rigtige program for Enhedslisten i dag er det program, som samler flest muligt om de absolut nødvendige opgaver for et socialistisk parti i den nuværende situation. Programmet skal formulere de principper, som sikrer, at Enhedslisten kan bidrage til at udvikle mobiliseringerne og vise, hvilken politisk retning man må gå for at løse krisen på arbejderklassens betingelser.
I det lys er dele af Enhedslistens nuværende principprogram ikke absolut nødvendigt, mens andre principper er afgørende for, at Enhedslisten bevarer sin eksistensberettigelse.

Vores udgangspunkt for at afgøre, hvad der er væsentligt faktisk at få vedtaget, er udtryk for, hvad vi mener er vigtige principielle standpunkter at fastholde:
- Når Enhedslisten skal være et parti, der prioriterer den opgave at mobilisere og organisere folk til selv at være aktive i klassekampen endnu højere end opgaven med at repræsentere dem i Folketinget
- Når Enhedslisten skal være et usekterisk parti med potentiale til at blive et masseparti
- men samtidig skal fastholde en kurs, der konsekvent forsvarer arbejderklassens og alle undertrykte gruppers aktuelle såvel som historiske interesser
- Når Enhedslisten altså skal være et parti, der ikke accepterer at lade sin politik begrænse af det kapitalistiske samfunds rammer, men tvært imod målbevidst arbejder for at bryde med dette og erstatte det med et andet og bedre system, et økosocialistisk demokrati.

Vi præsenterer her 10 principper/grundsynspunkter, som Enhedslistens program efter vores opfattelse bør slå fast. Det er ikke et fastlåst forslag til program for Enhedslisten. Flere synspunkter kan tilføjes, argumenter og eksempler kan forbedres, og vi kan også blive overbevist af diskussionerne om, at noget kan undværes. Men dette er vores indspark til denne fase i Enhedslistens programdiskussion.

10 punkter, som bør være med i Enhedslistens principprogram

1) Danmark er et klassesamfund!
Danmark er et kapitalistisk samfund. Hele samfundsøkonomien – rammerne om politikken – styres ikke demokratisk, men af kapitalmagten. Det er en lille gruppe mennesker (i Danmark og i udlandet), der sidder på denne magt, og der styres ud fra deres profitinteresser, ikke ud fra, hvad der er bedst for fællesskabet. Det store flertal af befolkningen er lønarbejdere, der er henvist til at sælge deres arbejdskraft; det er dem, vi betegner som arbejderklassen. Op igennem historien er der foregået en klassekamp – f.eks. om løn, arbejdstid og velfærdsordninger – mellem kapitalmagten og arbejderklassen. Enhedslisten er et klassekampsparti: Et parti, der vil organisere arbejderklassen – både om det daglige forsvar for den brede befolknings interesser og om den opgave at sætte kapitalmagten fra bestillingen og bringe de samfundsskabte værdier under samfundets demokratiske kontrol.

2) Altid på de undertryktes side!
Enhedslisten kæmper imod alle former for undertrykkelse og stiller sig altid på de undertryktes side mod dem, der har magten. Det gælder selvfølgelig i kampen mellem arbejdere og arbejdsgivere. Men det gælder også, når kvinder må kæmpe mod ulighed og undertrykkelse, uanset om det handler om økonomi, seksualitet eller andet. Det gælder i forsvaret for etniske minoriteters rettigheder og kampen mod racisme. Det gælder rettigheder for seksuelle minoriteter og alle, der ikke vil tilpasse sig de gængse kønsroller. Rettigheder for handicappede til et ligeværdigt liv. l lejernes kamp mod både boligspekulanter og lejerfjendske regeringer. Det gælder i kampen for en anstændig forsørgelse for alle fattige og udstødte - hér og på verdensplan... Osv. osv.

Enhedslisten rangordner ikke undertrykkelsen, så kampen mod sexisme og racisme ”underordnes” klassekampen. Tvært imod opfatter vi kampene mod alle former for undertrykkelse som en væsentlig del af det samme projekt.

Vi fører ikke bare kamp mod alle former for diskrimination og undertrykkelse i vores udadvendte politiske arbejde: Det er en selvstændig opgave uophørligt også at bekæmpe dette i vores eget parti og i de bevægelser, vi arbejder i.

3) Folk i bevægelse!
Enhedslisten opgave er at fremme såvel perspektivet om brud med det kapitalistiske samfund, som muligheden for konkrete forbedringer. Vi stiller op til folketingsvalg og andre valg, først og fremmest fordi det er en god måde at få vore synspunkter ud til mange mennesker. Der, hvor vi bliver valgt, arbejder vi for at få konkrete forslag igennem. De valgte løser nogle vigtige opgaver. Men de kan ikke skabe forandringerne – de skabes først, når en stor del af befolkningen tager aktiv del i kampe og bevægelser. Det er Enhedslistens vigtigste opgave at skabe bevægelse, mobilisere og organisere. Vores projekt for samfundsforandring bygger nemlig på, at alle bidrager med hænder og hjerner. Derfor opbygger vi et demokratisk græsrodsparti, og derfor arbejder vi for at opbygge bevægelser og organisationer, der organiserer folk om deres fælles interesser, og som fungerer demokratisk og baserer sig på aktiv deltagelse. Demokratisk græsrodsorganisering er ikke bare rygraden i den proces, der kan skabe et nyt og bedre samfund – det er også rygraden i det nye, socialistiske samfund, som er vores mål.

Særlig vigtig er naturligvis arbejderklassens grundorganisering, fagbevægelsen, hvor vi arbejder for at gøre de i mange tilfælde bureaukratiserede og topstyrede apparater til aktive, kæmpende og demokratiske organisationer.

Enhedslisten indgår gerne i brede aktioner og bevægelser sammen med alle, også andre partier, der støtter et bestemt krav eller et afgrænset grundlag. Her fremfører vi naturligvis vores ideer og synspunkter, men arbejder altid usekterisk og loyalt for de fælles mål.

4) Nej til studehandler!
Enhedslisten er et anderledes parti. Enhedslisten indgår ikke studehandler, hvor vi accepterer forringelser på ét område til gengæld for forbedringer på et andet. Dette er ikke et spørgsmål om, at vores parlamentarikere skal være mere hellige end andres. Men det parlamentariske arbejde hænger for os tæt sammen med vores arbejde for at mobilisere forskellige grupper i en fælles kamp for forbedringer. Vi spiller derfor ikke med, når forbedringer til f.eks. studerende, skal finansieres med nedskæringer på pensionisterne. Den slags betyder splittelse og dermed dårligere muligheder for at kæmpe noget igennem. Hvis ”de økonomiske rammer” dikterer, at der ikke er råd til begge dele, vil vi bryde de økonomiske rammer og skabe råd - ved en større omfordeling, hvor der tages fra de rige.

Vi er ikke et alt-eller-intet-parti. Enhedslisten stemmer altid for forbedringer, om de er nok så små. Til gengæld stemmer vi altid mod forringelser, uanset hvilke studehandler vi bliver tilbudt.

5) Stop kapitalismens ødelæggelse af kloden!
Kapitalismen er styret af kortsigtede profitinteresser. Det har ikke alene katastrofale konsekvenser for menneskers livsforhold her og nu gennem social ulighed, men fører også til enorm ødelæggelse af naturrigdommene. Det er i sidste ende naturen, der er menneskets livsgrundlag. Hvis menneskeheden skal blive mere end en parentes i evolutionen, så må denne rovdrift stoppes. Den kapitalistiske økonomi forudsætter en fortsat stigende materiel væksthastighed, der ikke kan blive bæredygtig. Enhedslistens perspektiv er en anden vej for menneskehedens udvikling, hvor ressourcerne udnyttes bæredygtigt. Det betyder f.eks., at landbruget skal udvikles økologisk, således at det ikke forurener grundvandet og forringer jorden. I alle dele af produktionen må de miljømæssige perspektiver indtænkes. Det kræver også et opgør med, at kapitalen pådutter os behov gennem reklameindustrien og bevidst fremstiller produkter, der hurtigt skal fornyes. I stedet udvikler vi perspektivet om en kvalitativ vækst, hvor produktionsforbedringer bruges til større fritid og mere tid til at vi tager os af hinanden.

6) Bryd med systemet!
Enhedslistens går ind for en grundlæggende samfundsforandring, der betyder et opgør med kapitalismen. Der er dog lange perioder, hvor et opgør med kapitalismen ikke virker realistisk. Derfor har nogle socialister udviklet teorier om et forbedret kapitalistiske system. Enhedslisten vil gerne bidrage til kampen for endda meget små forbedringer inden for det kapitalistiske samfund. Kapitalisme er ikke bare kapitalisme. Den kan være mere eller mindre undertrykkende, udbyttende, voldelig og miljøødelæggende. Men troen på, at kapitalismen kan ”tæmmes”, så den hverken skaber kriser, fattigdom, global ulighed, krige, økologiske katastrofer eller undertrykkelse, er en ren illusion.

Problemet med den slags teorier er, at de bygger på en grundlæggende accept af kapitalismen og opgiver perspektivet om et opgør med kapitalismen. Og hvis man accepterer kapitalismen som system, tilpasser man sig også hurtigt spilleregler, som går stik imod den samfundsudvikling, man ellers påstår at ville sikre ”på lang sigt”:

Man kan f.eks. se det, når SF vil ”gøre det mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark”. Hvis man accepterer præmissen om, at Danmark skal konkurrere med andre lande om at være attraktivt investeringsland, lægger det begrænsninger på, hvad vi kan kræve i skatter, miljølovgivning, lønner osv. Derved spærrer angsten for brud med systemet i praksis også for enhver fornuftig reformpolitik.

Enhedslisten vil ikke stoppe, der hvor kapitalen truer med at udflage arbejdspladser. I stedet vil vi pege på det næste skridt ift. at forhindre udflagningen, f.eks. samfundsovertagelse af bankerne. For Enhedslisten som parti er det netop en vigtig opgave at præsentere de antikapitalistiske krav, der reelt kan løse problemerne, men som bryder med systemets rammer – om det så er arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, kapitalejernes ret til selv at beslutte deres investeringer, ”markedskræfternes frie spil” eller simpelthen den private ejendomsret over produktionsmidler og kapital. Sådanne krav kan være med til at udbrede forståelsen af, at det er systemet, der er problemet, og et andet samfund, der er løsningen.

7) International solidaritet – global klassekamp!
Enhedslisten er et internationalistisk parti, der ikke fokuserer på, hvad der tjener ”Danmarks interesser”. Det kapitalistiske system er et globalt system, der sætter folk i forskellige lande op mod hinanden. Det er et system, der bygger på en uretfærdig fordeling af verdens ressourcer, således at milliarder af mennesker må leve i nød og elendighed. Der drives rovdrift på såvel naturressourcer som mennesker med det ene formål at skabe den størst mulige fortjeneste.

Investeringer og finanskapital flytter rundt, og multinationale selskaber har stigende magt. Dette er en konsekvens af politiske beslutninger i institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO. I Europa lægger EU i stigende grad de politiske rammer.

Alternativerne til de institutioner, der underminerer demokratiet, er ikke bare større national selvbestemmelse. Det kræver anderledes former for internationalt samarbejde – f.eks. bør EU nedlægges, fordi det er en institution, der er baseret på at styrke konkurrencen om profitten frem for demokratiet.
Som svar på den kapitalistiske globalisering må vi udvikle en international klassesolidaritet, ud fra en forståelse af de fælles interesser hos de undertrykte og udbyttede. Derfor bidrager Enhedslisten til at opbygge en international bevægelse for global retfærdighed, styrke samarbejdet mellem socialistiske og progressive kræfter, udvikle solidaritet og udveksle kamperfaringer mellem arbejdere på tværs af landegrænser.

En frigørelse fra kapitalismen kan ikke opnås i et land alene. Et brud med det kapitalistiske system i ét land kræver ikke bare al mulig støtte, men skal også inspirere til at udbrede kampen for socialisme til andre lande.

8) Mere frihed, mere demokrati!
Det socialistiske samfund, Enhedslisten kæmper for, er en radikal udvidelse af demokratiet gennem et brud med kapitalens magt. Et samfund, ‘hvor den enkeltes frie udvikling er forudsætningen for alles frie udvikling’, som der står i det kommunistiske manifest. Forudsætningen for at skabe et andet samfund er en aktiv folkelig deltagelse. Alle forsøg på samfundsændringer uden aktiv demokratisk deltagelse er endt i mindre frihed og større forskelle samfundsklasserne imellem. Den socialisme, vi kæmper for, er tvært imod et samfund, hvor en bevægelse af folkelige, demokratiske organiseringer har vundet magten fra kapitalen.

Ord som socialisme og kommunisme er gennem historien blevet belastet af undertrykkende partidiktaturer og regimer, hvor frihed og aktivt demokrati ikke har været grundlaget. Enhedslisten forsvarer konsekvent frihedsrettigheder for alle som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at danne foreninger, partier og fagforeninger, strejkeretten og retten til et privatliv uden kontrol og overvågning. Det gælder i det nuværende samfund, men er også en forudsætning for at et socialistisk samfund skal blive til virkelighed. Vi vil arbejde for et virkeligt demokrati, der går i både bredden og i dybden, dette er både et langsigtet perspektiv, men er også en hel konkret målsætning, som enhedslisten i sit daglige arbejde vil forsøge opfyldt. Demokratisk valgte råd, hvor hver ansat/beboer/bruger har en stemme, skal have magten på arbejdspladser, i boligområder, på skoler osv.

Flest mulige beslutninger skal tages decentralt af dem, det vedrører, men der vil selvfølgelig også være behov for koordinering, planlægning og beslutninger på andre niveauer: lokale, regionale og nationale råd og andre repræsentative forsamlinger med hemmelige valg og fri opstillingsret for alle partier, og beskyttelse af mindretal. Mest mulig administration i det socialistiske samfund skal varetages direkte af det deltagerstyrede demokrati – ikke af embedsmænd og bureaukratier. Gode principper for repræsentativt demokrati er: fuld åbenhed, tilbagekaldelsesret, rotationsprincipper og løn som gennemsnitslønnen blandt dem, man repræsenterer.

9) Et demokratisk, økosocialistisk samfund!
Enhedslisten arbejder for en grundlæggende samfundsforandring. Vi arbejder for et samfund, hvor ressourcerne anvendes til fælles bedste uden rovdrift på mennesker og natur. Hvor folk ikke skal ikke skal knokle så de bliver nedslidte og stressede. Hvor udnyttelse af naturen sker i samme takt, som de kan genskabes. Det kræver et opgør med profitstyringen af samfundsudviklingen. I stedet må samfundet styres af et levende, aktivt demokrati, der engagerer hele befolkningen. Det betyder, at i hvert fald finanssektoren og de store koncerner skal overtages og styres af samfundet og drives af medarbejderne, og at alle større virksomheder skal i en eller anden form for medarbejderstyret fælleseje og underlægges en demokratisk planlægning. Et samfund, hvor produktionen styres af behov og fornuft – og som derfor producerer økologisk og bæredygtigt. Og et samfund med maksimal frihed og uden undertrykkelse.

Hvordan et fremtidigt samfund kommer til at se ud i detaljer, giver det ikke mening at gætte på. Det vil blive skabt gennem de erfaringer, man gør sig i opgøret med de nuværende magtforhold.

10) En gennemgribende, demokratisk revolution af samfundet!
Grundlaget for et andet samfund vil udvikler sig gennem de kampe i hverdagen, hvor arbejdere og andre oplever den styrke vi har, når vi står sammen og er enige om at tage tilværelsen i vores egne hænder.

Det er denne radikale demokratisering, vi kalder en ”socialistisk revolution.” Det er således ikke et mindretals ”kup”, men flertallets afskaffelse af et mindretals herredømme over økonomien. Den udvikling kan og skal kun realiseres og fastholdes, så længe der er aktiv opbakning og deltagelse fra et flertal af befolkningen. Vores mål er et samfund gennemsyret af frihed og demokrati.

Til gengæld vil vi ikke lade os begrænse af EU’s regler for det indre marked, af dekreter fra EU-domstolen, af ordrer fra OECD eller af grundlovens forsvar for den private ejendomsret til store kapitaler, som er skabt af tusinder af menneskers arbejde. Den dag, der er flertal for at gøre op med kapitalisternes magt over samfundet – da skal der gøres op med den!

Vi afsværger os ikke muligheden for at ty til civil ulydighed, når der f.eks. indføres praksis eller lovgivning, der begrænser elementære frihedsrettigheder. Vi vil også hvor som helst anerkende retten til selvforsvar, hvis en fredelig bevægelse bliver mødt med vold – hvad enten det er fra fascistiske bander, arbejdsgiverbetalte bøller eller samfundets magthavere.

3 punkter, som også bør være med i Enhedslistens programdiskussion
Med dette forslag har vi – bevidst – udeladt principper, der indgår i det nuværende principprogram.
Det drejer sig om:
• analysen af den borgerlige statsmagt og forståelsen for, at vi ikke bare kan overtage den og bruge den i opbygningen af et socialistisk samfund
• nødvendigheden af det revolutionære brud med kapitalismen i modsætning til illusionerne om, at kapitalismen kan afskaffes gennem en lang række reformer over en længere årrække
• de konfrontationer med kapitalistklassen og statsmagten, som arbejderklassen risikerer at blive påtvunget, når den tager fat på at afskaffe kapitalismen og påbegynde opbygningen af et socialistisk samfund.

De punkter, som vi derfor også vil prioritere i diskussionen, er:

a) Analysen af den borgerlige stat og nødvendigheden af nyorganisering
Den statsmagt, vi har i dag, er ikke et klasseneutralt redskab, som et socialistisk flertal kan overtage, når vi vil afskaffe kapitalismen. Den er udviklet i tæt samklang med den borgerlige revolution i 1800tallet, hvor det nye borgerskab satte sig på samfundsmagten. De dele af den, som er til fordel for arbejdere og andre almindelige mennesker, er især et resultat af de organiseringer og de kampe, der har fundet sted især siden den organiserede arbejderklasses udvikling. Den borgerlige stat er en institution, der grundlæggende set er designet til den opgave at regulere og bevare det kapitalistiske samfund – herunder den profitstyrede økonomi, den borgerlige ideologis dominans og de store begrænsninger af demokratiet, der sikrer kapitalistklassens magt.

I en revolutionær situation, hvor vi er i gang med at afskaffe kapitalismen som system, er det derfor helt afgørende ikke at have tillid til dette statsapparat, men straks at gå i gang med en gennemgribende nyorganisering af en helt ny stat.

Det gælder i særlig grad politi, militær og efterretningstjenester. Disse institutioner er i deres nuværende form helt sammenvævede med den ”samfundsbevarende”, repressive opgave, de er tiltænkt, og historien viser en perlerække af eksempler på, at de har fungeret som grundstammen i (voldsbaseret) borgerlig kontrarevolution – helt uanset det demokratiske flertal i befolkningen - når kapitalismen er truet af en socialistisk revolution. Derfor er det helt afgørende i en revolutionær situation, at disse institutioner straks bliver grundlæggende nyorganiseret, så de kommer under fuld demokratisk kontrol af befolkningsflertallet, ikke kapitalejerne. Allerede nu vil vi arbejde for en lang større demokratisk kontrol med disse magtorganer.

Men det gælder også for alle andre dele af statsmagten/det offentlige system, fra finansministeriet til jobcentre og hospitaler (prioriteret rækkefølge), at der hurtigst muligt skal ske en nyorganisering, som erstatter de nuværende kommandostrukturer (hierarkisk embedsmandsvælde og konkurrencebaseret markedsstyring) med et decentralt medarbejder- og brugerstyret demokrati (inden for en demokratisk vedtaget planlægnings rammer).

b) Sandsynligheden for revolutionære brud
En historisk baseret analyse af, hvordan revolutionær bevidsthed og revolutioner udvikler sig, såvel som en analyse af den socialistiske revolutions karakter, gør det helt usandsynligt, for ikke at sige umuligt, at afskaffelsen af kapitalistklassens magt over samfundet sker i en række små ryk over en længere årrække.

Ideen om, at et fundamentalt andet samfund er nødvendigt og muligt, er en så voldsom abstraktion, at den først får masseudbredelse i situationer, hvor dels det bestående samfund er åbenlyst ude af stand til at løse massernes påtrængende problemer, dels en massebevægelse i praksis oplever sin enorme styrke og muligheden for at tage magten over situationen og ændre spillereglerne radikalt.

Og fra den anden side: Intet taler for, at kapitalen, så længe den har magten, under nogen omstændigheder vil acceptere, at socialismen gennemføres et lille skridt ad gangen. Kapitalmagten vil sætte ind med kapitalflugt, investeringsboykot, international pression/boykot, økonomisk sabotage, måske endda også ”betalte oprørsgrupper”, militærkup, militær invasion eller lignende, hvis de ser en reel trussel mod kapitalismen som system.

Dette betyder naturligvis ikke, at den revolutionære proces er overstået fra den ene dag til den anden. Men at tage magtmidlerne fra kapitalmagten er desværre forudsætningen for, at vi for alvor kan komme i gang med at revolutionere samfundet.

c) Sandsynligheden for repression og kontrarevolution
Enhedslisten er stærke modstandere af at bruge vold. Vi skal imidlertid ikke have den illusion, at vore modstandere – dem, der vil sikre kapitalismens beståen – har lige så høje idealer. Historien er desværre fuld af eksempler på, at hvis kapitalmagten føler sig truet, ryger enhver respekt for menneskerettigheder, frihedsrettigheder, demokrati og fred. Den tyske kapitals støtte til nazisterne, militærkuppene mod demokratisk valgte regeringer i Chile og Grækenland f.eks.

At den moderne kapitalisme i de parlamentariske demokratier skulle holde helt andre standarder, er der meget, der taler imod:
- Hver gang, der løftes en flig af det tæppe, der mørklægger efterretningstjenesterne, afslører det en skruppelløs stat i staten, der opfatter det som sin opgave i samarbejde med andre kapitalistiske landes efterretningstjenester at beskytte kapitalismen mod den fjender – også hvis disse fjender er politikere, og endda også hvis de sidder i regering!
- Antiterrorlovgivningerne i Danmark og resten af verden viser også, at man er parat til åbent at indføre lovgivning, der tillader politistatsmetoder og underminerer retssikkerhed og elementære borgerrettigheder.
- Først og fremmest viser USA’s og en stribe andre vestlige demokratiers fremfærd i andre dele af verden, at magthaverne i disse lande ikke tøver med at benytte sig af massiv vold, terror og tortur for at fremme Vestens politisk-økonomiske interesser dér. Hvad taler for, at der vil være helt andre standarder, hvis truslen mod kapitalismen kommer ”indefra”? Den økonomiske revolverpolitik, der sætter al demokratisk selvbestemmelse ud af kraft, og som oprindeligt kun blev benyttet i den tredje verden, blev hurtigt importeret til den hjemlige arena i Sydeuropa, da ”behovet” opstod dér...

Derfor må ethvert parti og enhver bevægelse, der arbejder for at afskaffe eller bare truer kapitalismen, være forberedt på, at man en dag – hvis man har succes! – risikerer at blive mødt af repression og vold. Det må man gøre alt for at undgå og forebygge på fredelig vis, f.eks. ved at være så mange og så stærke, at voldelig repression på forhånd virker håbløs, og f.eks. ved at få menige politibetjente og soldater over på demokratiets side. Men i sidste instans kan man også være nødt til at forsvare sig, hvis magthaverne – som f.eks. i Syrien nu – bruger våben mod befolkningen. Enhedslisten anerkender retten til væbnet selvforsvar i sådanne situationer.

Vi har ikke udeladt denne del af analysen og disse revolutionære principper, fordi de er forkerte. Heller ikke, fordi de er uvæsentlige. Men vi må konstatere, at disse spørgsmål deler Enhedslisten. Vi må erkende, at en evt. vedtagelse af disse principper med et lille flertal vil risikere at splitte Enhedslisten. Og vi vurderer, at Enhedslisten kan fungere som et nyttigt redskab i klassekampen, selv om disse dele af et revolutionært program ikke en del af Enhedslistens fælles grundlag.

Vi opfatter det som et programmatisk tilbageskridt, men vi erkender samtidig, at det hidtidige program aldrig reelt har udtrykt, hvad Enhedslistens medlemmer fra bund til top mener og er parate til at forsvare.

Vi er også bevidste om, at vi hermed kun udskyder en afklaring. I det øjeblik modsætningerne i samfundet skærpes, og klassekampen udvikler sig, vil Enhedslisten blive stillet over valg, der gør det nødvendigt at have en fælles forståelse af statsmagten og nødvendigheden af et revolutionært brud.

Men det stiller også SAP og andre, der deler vores forståelse for disse revolutionære principper, over for vigtige opgaver. Én ting er, at Enhedslisten kan udskyde denne afklaring, og at Enhedslisten kan handle rigtigt i dag og i morgen uden denne afklaring. Men når Enhedslisten ikke er klar på disse principper, efterlader det en vigtig opgave til andre.

Vi kan nemlig ikke vente, indtil vi står midt i en skærpet klassekamp med at ”afsløre”, at den borgerlige statsmagt ikke kan anvendes til at afskaffe kapitalismen, men at vi må forberede os på, at statsmagten er en modstander i kampen for at afskaffe kapitalismen. Vi kan ikke vente med at forberede en stadig større gruppe på, at arbejderklassen i dagens og morgendagens kampe må opbygge selvstændige organiseringer, der kan være starten på de organisationsformer, som bærer selve samfundsomvæltningen og være grundstenen i demokratiet efter en revolution. Vi kan ikke udskyde opgaven med at skabe et bredt lag af aktive, bevidste socialister, der forbereder sig politisk og organisatorisk på et revolutionært brud med kapitalismens magt, til ”fem minutter i tolv”.

Allerede i dag og videre frem, efterhånden som konflikter og kampe skærpes, må vi dag for dag overbevise et stadigt større lag af aktive, bevidste og organiserende mennesker om, hvilke modsætninger og opgaver der venter forude og diskutere med dem og udvikle de præcise svar på dette.
Med den placering programmet har haft i Enhedslistens hverdag, kan man ikke påstå, at Enhedslisten gennem årene har påtaget sig disse uddannende, propaganderende, udviklende og organiserende opgaver. Men vi og andre kunne arbejde for, at partiet faktisk tog fat på den opgave at uddanne medlemmerne i programmet og udbrede synspunkterne til andre.

Tip en ven       |     Print