.jpg)
Kampen mod VK-regeringen
Vedtaget på SAP's kongres 21.-22. september 2013
1. Hvad afspejler valget?
Med den markante fremgang for Venstre og Dansk Folkeparti og dermed det klare borgerlige flertal var valgresultatet den 20. november 2001 i sig selv en markant sejr for kapitalistklassen, de borgerlige kræfter og den nyliberalistiske politik i Danmark. En VK-regering, der har klart flertal sammen med Dansk Folkeparti, giver parlamentarisk set borgerskabet optimale muligheder for at gennemføre sin klassepolitik over for arbejderklassen og de socialt udstødte. Denne status bekræftes kun yderligere af, at partierne til venstre for Socialdemokratiet også gik tilbage.
Årsagen til valgresultatet skal søges i en kombination af langsigtede tendenser, konjunkturelle udsving og konkrete begivenheder i valgkampen. En analyse må samtidig også tage højde for modsatrettede tendenser, som samtidig også peger på muligheden for en vej ud af moradset.
Grundlæggende var valget historien om et forudsigeligt nederlag til Socialdemokratiet. Med nød og næppe, tilfældigheder og en klog sidste øjebliks satsning på advarslen mod Venstre-liberalismens ideer om fri huslejefastsættelse undgik partiet for fire år siden det nederlag, som allerede da var på vej.
Med valgresultatet den 20. november 2001 oplever vi konsekvensen af flere årtiers nedbrydning af det traditionelle socialdemokratisk bagland og den traditionelle næsten nedarvede og automatiske klassestemme, som arbejdere, der ikke tilfældigvis var blevet lidt venstreorienterede, gav Socialdemokratiet.
Dette sammenbrud i gruppen af socialdemokratiske kernevælgere har tæt sammenhæng med en nedbrydning af en elementær fællesskabsopfattelse i arbejderklassen, en basal klassesolidaritet, som samtidig stod for sociale hensyn, kollektive løsninger og velfærdsforanstaltninger – med alle de begrænsninger, der lå i partiets binding til kapitalismen og klassesamarbejdet.
Denne nedbrydning og dette sammenbrud skyldes igen en kombination af objektive udviklingstendenser i kapitalismen og subjektive faktorer som f.eks. Socialdemokratiets udbredelse af borgerlig ideologi og medansvar for borgerlige politiske initiativer. Analysen af denne proces ville gå ud over denne teksts rammer.
Men lad os med det samme fastslå, at selv om det er svært at se muligheden for en tilbagevenden til et stærkt socialdemokratisk parti, der arbejder for sociale og demokratiske reformer, så er opbakningen til sociale, solidariske og kollektive løsninger ikke afgørende svækket. Det fremgår både af en mere detaljeret analyse af valgresultatet og af begivenhederne efter valget.
Oven i Socialdemokratiets langstrakte krise kom vælgernes konkrete erfaringer med en socialdemokratisk ledet regering. Trods en dramatisk nedgang i arbejdsløsheden fremstod partiet ikke som dem, der kunne sikre den sociale velfærd og løse folks konkrete problemer, bl.a. inden for ældreomsorg, sundhed og skoler.
Med sin glidende højredrejning havde Socialdemokratiet selv været med til at udviske forskellene mellem sig selv og de borgerlige partier, og i den situation var det nærliggende for mange vælgere at konkludere, at »vi må prøve noget andet«, og »det andet er V, K eller O«.
Med sit lettere fodslæbende medløb til hetzen mod indvandrere og flygtninge fik partiet oven i købet placeret sig på en position, hvor både de fremmedfjendske og de demokratisk sindede dele af vælgerne måtte afvise dem.
Denne situation udnyttede Venstre fuldt ud til at bringe den rene borgerlige liberalisme til magten.
Men vel at mærke havde de forstået, at denne rene klassepolitik kun kan vinde flertal, hvis de iklædte sig socialliberale gevandter. Med stor succes lykkedes det Anders Fogh Rasmussen at vinde nye vælgere på at fremstå som den liberale fornyere og modsætning til bureaukratisk betonsocialdemokratisme og samtidig nedtone store dele af den liberalistiske ideologi så meget, så han ikke skræmte andre vælgere væk.
Men hvor Venstre af taktiske grunde kamouflerede sin virkelige målsætning, har Dansk Folkeparti været igennem en reel omdannelse, som i virkeligheden blev indledt, da partistifterne brød med Fremskridtspartiet.
På den ene side fremstår partiet i dag, som om de vil forsvare de socialt svagest stillede, de ældre og i visse tilfælde arbejderne, der på mange måder mindre om tidligere tiders socialdemokratiske holdninger, dog uden støtten til fagbevægelsen. Også forbruger- og miljø-synspunkter gør partiet sig stadig oftere til talsmand for.
På den anden side fastholder Dansk Folkeparti klassiske højrestandpunkter, hvad angår indvandrere og flygtninge og retspolitikken.
Med denne kombination er det lykkedes partiet at placere sig tæt op af Socialdemokratiet i det politiske spektrum og at stjæle en stor del af deres vælgere.
Som det fremgår af ovenstående betød valgresultatet konkret, at de borgerlige overtog regeringsmagten, men flertallet blev ikke vundet på borgerlig klassepolitik. At der stadig ikke kan vindes flertalsopbakning for den slags synspunkter, er det positive aspekt af valget.
2. Fogh-regeringens strategi
Da Anders Fogh holdt sin første nytårstale som statsminister, understregede han det dybere liggende perspektiv i regeringsskiftet, med pointen: Det forringe århundrede var det socialdemokratiske, systemernes, kollektivismens århundrede. Det nye århundrede skal være frihedens århundrede, med vægten lagt på det enkelte menneske.
Tydeligere kan den nye regerings ideologiske ambitioner næppe beskrives. Udmøntningen af ambitionerne må naturligvis tage sit udgangspunkt i den aktuelle klassekamps-situation, hvor det er tydeligt, at regeringens strategi opererer med flere faser på vejen mod det langsigtede mål.
I første omgang kan vi se en vekslen mellem konfrontation og samarbejde med arbejderbefolkningens organisationer, men med det klare formål at underminere fagbevægelsens indflydelse og kampkraft.
Det skal bane vejen for langt mere omfattende angreb på arbejderbefolkningens leve og arbejdsforhold, og dermed for styrkelse af kapitalen.
Udgangspunktet for regeringens langsigtede perspektiver kan opridses i følgende punkter:
Økonomien er præget af et opsving, hvor målsætningen er at udnytte det mere effektivt.
De seneste årtiers samfundsudvikling har skabt en spirende individualisering, som giver basis for et ideologisk fremstød for »den individuelle frihed«.
Den socialdemokratiske vaklen mellem traditionelle kollektive/solidariske løsninger og privatisering/individualisering giver mulighed for en folkelig opbakning bag den nye regerings mere bevidste og »strømlinede« satsen på det sidstnævnte, under overskriften modernisering og effektivisering.
Regeringens strategiske perspektiver er foreløbigt udtrykt i en række planer: »Vækst med vilje«, »frihed på arbejdsmarkedet«, »flere i arbejde« og »bedre uddannelser. Disse planer indeholder både aktuelle initiativer og langsigtede målsætninger.
»Vækst med vilje« handler bl.a. om at fjerne begrænsninger for de private virksomheders overtagelse af offentlige serviceopgaver, om minimering af virksomhedernes side-omkostninger, i form af skatter, afgifter mv., og om sikring af højt kvalificeret arbejdskraft.
»Frihed på arbejdsmarkedet« handler om begrænsninger af fagbevægelsens indflydelse, og dermed af arbejderbefolkningens kollektive rettigheder. Det handler om frihed for den enkelte arbejdsgiver til at »aftale« løn og arbejdsforhold med den enkelte ansatte, og om begrænsninger i fagbevægelsens muligheder for at kæmpe for organisering og kollektive overenskomster.
»Flere i arbejde« handler primært om at sikre et tilstrækkeligt stort udbud af arbejdskraft til at sikre mod lønpres, og om nedskæringer på overførselsindkomsterne, for at styrke de arbejdsløses motivation til at tage stort set i hvilket som helst arbejde. Derudover er der tale om en videre udvikling af den tidligere regerings opbygning af et ikke-overenskomstdækket, 3. arbejdsmarked.
»Bedre uddannelser« handler om en effektivisering af uddannelsessystemet. Dels ved at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, og dels ved indskrænkninger og målretning af uddannelsesudbuddene, så man sikrer det private erhvervslivs behov.
Ud over ovennævnte planer kan man tilføje, at regeringen lægger op til dereguleringer af lovgivningen på områder, som kan være til besvær for virksomhederne. Det handler primært om miljø og arbejdsmiljø, hvor lovgivning skal afløses af lokale aftaler og samarbejde mellem virksomhederne og de offentlige myndigheder.
Der tegner sig således et billede af en regering, der som udgangspunkt har nogle klare langsigtede målsætninger om forbedrede profitmuligheder for de private virksomheder, gennem effektiviseringer og sikring af en tilstrækkelig mængde billig arbejdskraft.
Samtidigt har regeringens første halve leveår understreget, at metoderne og hastigheden i at nå disse målsætninger ikke er entydig. Det hænger sammen med, at den folkelige opbakning til regeringsskiftet godt nok var relativt massiv, men at der ikke dermed er sikret en folkelig opbakning til de konkrete tiltag fra regeringens side. På det overordnede plan har regeringen et ideologisk overtag, hvor politikken bygges på »plusord« som frihed og modernisering. Men det kan kun delvist sløre, at der er tale om en politik, som ensidigt udmønter borgerskabets klasseinteresser.
Der er således begrænsede muligheder for, hvor meget regeringen kan gennemføre i konfrontation med arbejderbefolkningen og dens organisationer, hvorfor den må veksle mellem konfrontation og samarbejde.
Men som vi allerede har set gennem det første halve års politiske initiativer fra regeringen, så er der en tydelig sammenhæng mellem den konkrete lovgivning og den langsigtede strategi.
3. Hvilken rolle spiller Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti gik ved folketingsvalget frem fra 13 til 22 mandater, og har dermed fået en central placering som regeringens uundværlige støtteparti. Før man konstatere DF´s fremgang som en »jordskredssejr«, skal det med i billedet, at de fire mandater, som Fremskridtspartiet vandt ved folketingsvalget i 1998, forsvandt i 2001. Så der er snarere tale om en fortsat fremgang, der allerede var startet ved det forrige valg (Her kom DF ind med 13 mandater, mens Fremskridtspartiet kun gik ned fra 11 til 4).
Dansk Folkeparti udspringer af den politiske »tradition«, hvor fremmedhad og nationalisme er det dominerende element. Men i forhold til det gamle Fremskridtsparti har DF lagt luft til ultraliberalismen og udviklet en stærk social retorik. Det er heller ikke dækkende at betragte DF blot som det yderste højre i dansk politik. DF´s placering må snarere ses som resultatet af de seneste årtiers udvikling i dansk politik – ikke mindst udviklingen i arbejderbevægelsen i almindelighed og i Socialdemokratiet i særdeleshed.
På trods af de seneste års økonomiske opsving, under en socialdemokratisk ledet regering, er der stadigt store grupper, som er socialt udstødte i større eller mindre grad, og disse grupper har ikke haft den store glæde af den økonomiske fremgang, som andre har. Samtidig er der reelle problemer med integrationen af flygtninge og indvandrere i det danske samfund, afspejlet i arbejdsløshedstal og deraf følgende sociale problemer.
Den socialdemokratiske regering har således efterladt et tomrum i forhold til forsvaret af de økonomisk svagestes interesser. Samtidigt har den politiske venstrefløj ikke formået at udfylde tomrummet – i hvert fald ikke på en måde, som fremstår klart og troværdigt for de berørte mennesker.
Dansk Folkeparti har formået reelt at ændre profil, hvor man klart markere en kombination af social ansvarlighed med traditionelle højrefløjsstandpunkter hvad angår rets- og flygtningepolitikken. I takt med at partiets holdninger på rets- og flygtningeområdet er blevet gjort mere og mere »stuerene«, har de fået opbakning i bredere og bredere dele af befolkningen – ikke kun blandt udstødte og andre, der har brug for protestholdninger. DF er således på flere måder placeret i rollen som opsamler af social utilfredshed, men stadig med en fremmedfjendsk og nationalistisk profil. Det udtrykkes bl.a. ved, at en relativt stor del af vælgervandringerne ved sidste folketingsvalg, var folk der gik direkte fra Socialdemokratiet (og SF og Enhedslisten) til DF.
Reelt er Dansk Folkeparti et populistisk konservativt parti. Det er parat til at genere de traditionelle borgerlige kræfter i enkeltsager, når det gælder om at opfange social utilfredshed, men holder sig altid inden for den borgerlige samfundsordens rammer.
Partiets vigtigste funktion er at kanalisere socialt og kulturelt utrygge mennesker ind i et autoritært nationalistisk projekt, som kun kan realiseres ved en smadring af arbejderbevægelsens solidariske principper og kampevne.
Dansk Folkeparti har derfor udviklet sig til at sammensurium af sociale tilhørsforhold og politiske holdninger, hvor en del af medlemmerne tager den sociale retorik alvorligt, men hvor alle samles af det fremmedfjendske og under stram styring af den centrale partiledelse.
Perioden efter valget har vist, at der er tale om en besværlig balancegang for DF, i en situation, hvor de er fast støtteparti for regeringen. Indtil videre har balancegangen kunne lade sig gøre. Dels fordi regeringen, i erkendelse af sin afhængighed af DF, har åbnet for, at partiet kan markere sig med små delresultater – f.eks. sociale forbedringer på finansloven og i forbindelse med deltidsloven. Dels fordi, der stadigt ikke er præsenteret et brugbart alternativ.
Dermed er også sagt, at denne situation kan ændres, på grund af regeringens behov for en yderligere skærpet klasseprofil. Hvor vidt det vil få større konsekvenser for DF´s forhold til regeringen vil selvfølgeligt afhænge af, om der i arbejderbevægelsen bliver opbygget en aktiv modstand mod regeringen, som når bredt ud blandt den del af arbejderbefolkningen, som i dag støtter DF.
4. Arbejderbevægelsen under VK – på vej mod genoplivning?
Valgresultatet den 20. november var som sagt på mange måder udtryk for SR-regeringens manglende folkelige opbakning. Som sådan var det også et udtryk for, at arbejderbevægelsen (med Socialdemokratiet i spidsen) har mistet en stor del af sin opbakning i arbejderklassen. Selv i traditionelt meget socialdemokratisk dominerede grupper indenfor arbejderklassen, har såvel Venstre som Dansk Folkeparti fået et solidt fodfæste.
Denne udvikling på det parlamentariske plan hænger tæt sammen med udviklingen i fagbevægelsen og det generelt lave klassekampsniveau, hvor en hel generation i arbejderklassen kun har meget sporadiske erfaringer med aktiv klassekamp.
Særligt LO-delen af fagbevægelsen, der organiserer arbejderklassens kernegrupper har lidt under mangel på udvikling, medlemsdemokrati og medlemsengagement, så de faglige apparater fungerer stort set uafhængigt af medlemmerne. Det har blandt andet betydet, at medlemmernes utilfredshed med SR-regeringen ikke er kommet til udtryk gennem fagbevægelsen. Tværtimod har de faglige ledere bakket op om, og i nogle tilfælde direkte taget ansvar for, alle sider af den foregående regerings politik – også når det har handlet om angreb på medlemmernes interesser.
Det har f.eks. været tilfældet med indskrænkningerne i dagpengeretten, og med udliciteringer og privatiseringer. Selv efterlønsindgrebet førte kun til spredte protester, der hurtigt blev fulgt op af en stiltiende accept – i øvrigt samtidigt med at fagbevægelsen ufortrødent lavede aftale med regeringen om endnu et indgreb mod dagpengeretten.
På den anden side kan man også konstatere, at der de senere år kun har været meget lidt medlemskritik af de faglige ledere. Det kan til dels forklares med, at der har været plads til en række overenskomstmæssige forbedringer, som fuld løn under sygdom og barsel, 6 ugers ferie og udbygning af arbejdsmarkedspensionerne, samtidigt med at beskæftigelse og realløn er steget. Selv da de privatansatte ved overenskomstfornyelsen i 1998 stemte forhandlernes resultater ned, blev det ikke omsat i en længerevarende utilfredshed.
Denne situation i fagbevægelsen hænger også sammen med venstrefløjens rolle og position. Op igennem 90´erne har der været en tendens til, at venstrefløjens styrkepositioner i fagbevægelsen har flyttet sig fra arbejdspladserne til fagforeningskontorerne, hvilket har betydet færre muligheder for at mobilisere de menige fagforeningsmedlemmer. Det skal dog tilføjes, at det ikke udelukkende er et problem, fordi det samtidigt åbner mulighed for bredere mobiliseringer i den udstrækning de faglige ledere i bestemte situationer kan få autoritet i forhold til medlemmerne.
Efter valget har der på forskellige planer været udtrykt et behov for selvransagelse i arbejderbevægelsen. Som udgangspunkt må man dog sige, at det indtil videre har ført til forbavsende få forandringer, i betragtningen af valgresultatet.
I Socialdemokratiet har valgnederlaget igangsat en længere varende kamp om hvem som skal efterfølge Nyrup og har bl.a. ført til en genopblussen af den gamle fløjkamp, dog med lidt ændret rollebesætning. Politisk set er Socialdemokratiet på slingrekurs mellem »at søge indflydelse« og så e mere markant oppositionspolitik. Generelt har partiet dog – næsten per automatik – taget et skridt til venstre i rollen som oppositionsparti. Men grundlæggende set er der ikke sket politiske forandringer. Det samme må i vid udstrækning siges at være tilfældet for fagbevægelsens top, som godt nok har protesteret voldsomt i ord mod dele af VK-regeringens politik. Men samtidigt påtager de sig velvilligt nye roller i det politiske spil, f.eks. i forbindelse med regeringens deregulering af arbejdsmiljøområdet, hvor mindre lovgivning skal følges af flere »partsaftaler«.
Hvis man skal tale om egentlig selvransagelse skal vi nok primært kigge længere ned i hierarkiet, og længere ud på venstrefløjen. Her har det forløbne halvår vist, at der ligger muligheder for nytænkning på såvel det politiske som det organisatoriske plan. Med rygdækning i LO toppens relativt radikale retorik har den traditionelt socialdemokratisk dominerede del af fagbevægelsen på lokalplan indgået i et tæt samarbejde med den faglige venstrefløj – i vid udstrækning organiseret i »Fagligt ansvar for en bedre fremtid«. Konkret har samarbejdet ført til afholdelse af store landsdækkende tillidsmandskonferencer (i marts og september), protester mod finansloven og rimeligt omfattende mobiliseringer mod deltidsloven. En del af nytænkningen i denne del af fagbevægelsen er også kommet til konkret udtryk gennem formelt samarbejde med andre grupper som studerende, kunstnere og miljøfolk, gennem åbenhed overfor »autonome« tillidsmandsgrupper og gennem igangsættelse af åbne »politikudviklings-grupper«.
På dette plan kan man således konstatere, at der ligger spirer til genskabelse af aktivitet i fagbevægelsen. Men netop kun spirer, fordi den afgørende kraft, som kommer af mobiliseringer direkte på arbejdspladserne, stadigt har et meget begrænset omfang – som bl.a. protesterne mod deltidsloven afspejlede.
Ikke desto mindre er der tale om et forbedret udgangspunkt for den faglige solidaritet og en samlet kamp mod regeringen, som kan få stor betydning i situationer, hvor regeringens og/eller arbejdsgivernes angreb fører til almindelig utilfredshed på arbejdspladserne.
Også for den parlamentariske venstrefløj har behovet for selvransagelse været åbenlys. Valgresultatet var jo også bemærkelsesværdigt ved, at det store nederlag for Socialdemokratiet var fulgt af mindre nederlag for SF og Enhedslisten.
Det åbenlyse problem for de to partier efter valget er, at de er blevet marginaliseret parlamentarisk, uden at de samtidigt har store folkelige bevægelser at knytte an til. Mulighederne for på kort sigt at få vendt skuden afhænger således af, hvor vidt de to partier kan blive katalysatorer for bevægelse, samtidigt med at slå kiler ind i den folkelige opbakning til primært Venstre og Dansk Folkeparti.
Med til at besværliggøre situationen er, at opbygning af bevægelse, som det aktuelt sker i dele af fagbevægelsen, indebærer et samarbejde med Socialdemokratiet, når det handler om udvikling af politiske alternativer. Det indebærer en latent fare for, at venstrefløjens politiske alternativ kommer til at fremstå som en tilbagevenden til situationen før 20. november, og et sådan projekt har næppe den store fremtid. Derfor er det afgørende for venstrefløjen – ikke mindst for Enhedslisten – at det politiske alternativ på mange konkrete punkter bliver et opgør med vanlig, socialdemokratisk systemtænkning, og i stedet kombinerer individuel frihed med den kollektive solidaritet.
Derfor er det væsentligt, at de politiske krav udspringer af udenomsparlamentarisk bevægelse, både i forhold til enkeltsager og i forhold til et mere eller mindre samlet alternativ til VK-regeringens politik
5. Brudflader, kampe, initiativer
Udgangspunktet for den kommende tids modstand mod regeringens politik er ikke så ringe endda. Selv om mobiliseringerne indtil nu har været relativt begrænsede, har de været af positiv betydning for bevidstheden om mobiliseringer, først og fremmest i fagbevægelsen og de uddannelsessøgendes organisationer.
Denne bevidsthed skal videreudvikles i den kommende tid, både for at indskrænke regeringens politiske råderum og for at udvikle de nødvendige politiske diskussioner på arbejdspladser og uddannelsessteder.
I den nærmeste fremtid kan vi se frem til en række brudflader, hvor det er vores opgave at bidrage til mobiliseringer og udvikle politiske svar.
Èt af områderne er de forudsigelige nedskæringer i kommuner og amter, som følger af deres aftale med regeringen. Det vil selvfølgeligt komme til udtryk på forskellig vis, lokalt. I første omgang har vi først og fremmest set nedskæringer og deraf følgende protester på daginstitutionsområdet. Skoler og sygehuse kan blive de næste områder med mobiliseringer. Der har også allerede været markante reaktioner fra de uddannelsessøgende. Ved forskellige lejligheder har vi også set, at de ansatte på disse områder har markeret utilfredshed med deres arbejdsforhold, som er »den anden side« af en forringet social service. F.eks. det markante Nej til årets overenskomster fra lærere og sygeplejersker, og strejkerne sidste år på de københavnske fritidshjem..
I forbindelse med mobiliseringer mod nedskæringerne i kommuner og amter skal vi bidrage til de politiske svar, som fremhæver regeringens ansvar, og som kan samle modstanden på tværs af fag- og kommunegrænser.
Et andet område er de kommende angreb på fagbevægelsen, hvor regeringen allerede har annonceret forbud mod eksklusivaftaler, og nye stramninger og forringelser for de arbejdsløse kombineret med undergravning af de overenskomstmæssige rettigheder i forbindelse med aktivering, arbejdspraktik osv. Her vil det være afgørende, at modstanden opbygges på baggrund af arbejderbefolkningens interesser, og ikke kun som et forsvar af »systemet«.
I forlængelse af det har venstrefløjen en opgave i, aktivt at kæmpe for en demokratisering af fagbevægelsen og at bekæmpe diverse former for pamperi.
Demokrati vil også bredere set være et nøgleord i kampen mod regeringen. Her handler det især om uddannelsesområdet, hvor regeringens planer bl.a. handler om at indskrænke de uddannelsessøgendes indflydelse på uddannelsernes indhold. Reformplanerne m.h.t. ungdomsuddannelserne og folkeskolen vil også sigte på en yderligere borgerliggørelse og en snæver tilpasning til arbejdsgiverkrav. Det er sandsynligt at elever og lærere reagerer mod dette. Særligt i forhold til mobiliseringer på uddannelsesstederne vil det være en opgave at styrke opfattelsen af sammenhæng og solidaritet, mellem de forskellige uddannelsessteder, og i forhold til andre befolkningsgrupper.
Et område, der allerede nu med 100 % sikkerhed kan siges at være fokus på, er aktiviteter i forbindelse med det danske EU-formandskab. Det er indlysende, at vi skal bidrage til så brede mobiliseringer som muligt, vendt mod såvel EU-konstruktionen som mod forskellige sider af EU politikken. Men samtidigt vil EU formandsskabet være en oplagt lejlighed til manifestationer mod den danske regerings udførelse af det liberalistiske projekt, som er kendetegnet for EU projektet. Manifestationer, som ikke pr. definition skiller EU modstandere og tilhængere, men som udnytter den internationale opinions opmærksomhed på forholdene i Danmark til at præsentere arbejderbefolkningens synspunkter – i lighed med manifestationerne i Spanien, under den spanske regerings EU formandsskab.
Endeligt skal her nævnes de stadige angreb i form af udliciteringer, liberaliseringer og privatiseringer, som i mange tilfælde fører til forringelser for såvel ansatte som brugere af den offentlige service. Aktuelt ser vi eksempler på udlicitering og privatisering af den offentlige transport – f.eks. Arrivas overtagelse af de midt- og vestjyske jernbanestrækninger, og vi har også set spirende aktiv modstand. Uanset hvilke områder, hvor der udvikler sig aktiv modstand er det væsentligt, politisk at sætte udliciteringer mv. i sammenhæng med regeringens liberalistiske projekt, og opbygge en fælles kamp mellem brugere og ansatte.
Det skal her slås fast med syvtommersøm, at mobiliseringspotentialet mod regeringen ikke kan forudsiges, gennem en udtømmende liste. Her er blot opridset nogle mere eller mindre oplagte områder.
Uanset hvor og hvordan modstanden kommer til udtryk har socialister en dobbelt-opgave. Dels at bidrage til mobiliseringerne og solidaritet fra andre, og dels at bidrage til at give dem politisk retning.
Det sidstnævnte handler om at vise sammenhængen mellem diverse angreb på arbejderbefolkningen og den borgerlige/liberale regerings politiske mål. Og nok så vigtigt, at arbejderbefolkningen gennem mobiliseringer udvikler krav, der enkeltvis og samlet er krav til det politiske alternativ, som er nødvendigt for at sætte en stopper for Fogh-regeringen og højredrejningen.
