.jpg)
Teser om Europa, EU og venstrefløjen
Vedtaget på SAP’s 19. ordinære kongres 21-22/9 2002
I.
EU er skabt af den europæiske kapital gennem de stærkeste europæiske virksomheder og gennem kapitalvenlige politiske strukturændringer. Unionen er opbygget for at sikre den europæiske storkapitals interesser a) over for befolkningerne i medlemslandene; b) over for de kapitalistiske konkurrenter i USA og Japan og deres statsmagter; c) over for folkene i de fattige lande i Den Tredje Verden, d) overfor unødvendig kapitalistisk konkurrence inden for EU, bl.a. delløsninger af overkapacitet og overproduktion, fx Iron, Steel and Coal Plan.
Med dette udgangspunkt satte regeringsmagterne en proces i gang i retning mere integration, stadig mere fællesmarked, gradvis opbygning af en europæisk statsmagt. Denne proces har bevæget sig fremad i skiftende tempi, afhængigt af kapitalens helt aktuelle interesser, af modsætninger mellem forskellige nationale dele af kapitalen og forskellige sektorer, og afhængigt af behovet for at imødegå modstand i befolkningerne og legitimere sin eksistens og sine initiativer.
II.
Dette EU kan ikke reformeres, så det bliver et redskab for arbejderklassen og andre undertrykte i deres kamp for sociale, økonomiske, demokratiske og miljømæssige fremskridt, endsige et redskab i kampen for socialisme.
En kæmpende arbejderklasse i alliance med andre bevægelser kan bremse EU’s projekter og vinde delsejre, men et EU i arbejderklassens interesse ville kræve så fundamentale ændringer af det ideologiske grundlag og af selve konstruktionen, at der ville være tale om en helt anden organisation.
III.
Ved årtusindets begyndelse står EU i spidsen for en nyliberalistisk offensiv, hvis formål er at skabe nye og bedre profitmuligheder for kapitalen. Det gøres på to måder: Dels nedbrydes arbejderklassens og andre sociale gruppers kollektive styrke og organisationer. Dels nedbrydes den del af statsapparaterne, som i nationalstaterne - i vidt omfang på grundlag af arbejderbevægelsernes pres - har administreret sociale velfærdsordninger og udført en begrænset form for kontrol med kapitalens aktiviteter.
På verdensplan er EU – sammen med de to andre førende imperialistiske statsmagter i USA og Japan – hovedkraften bag en tilsvarende liberalistisk offensiv, der skal sikre de multinationale selskaber fri adgang til investeringer og markeder overalt på kloden ikke mindst i de afhængige lande i Den Tredje Verden, hvor arbejdskraften er billig og reguleringen i forvejen begrænset.
Denne hovedlinje i EU’s initiativer er stort set uafhængig af, om et flertal af medlemslandenes regeringer er under socialdemokratisk ledelse eller er ledet af traditionelle borgerlige partier. Hovedlinjen står også fast, selv om EU med mellemrum har konflikter med de to andre imperialistiske stormagter. Disse konflikter udspringer enten af deres indbyrdes konkurrence om markeder og indflydelser eller af de respektive regeringers skiftende behov for at retfærdiggøre sig over for deres egne befolkninger.
IV.
En kamp mod den nyliberalistiske offensiv og for sociale, økonomiske, demokratiske og miljømæssige fremskridt bliver nødvendigvis en kamp mod EU’s aktuelle hovedlinje, men også mod EU-konstruktionen som sådan.
Det er derfor venstrefløjens opgave at bekæmpe EU-konstruktionen og det nyliberalistiske projekt, som EU står for i dag.
V.
Integrationen i EU og opbygningen af EU-apparatet er en permanent fremadskridende proces, som i perioder er gået hurtigere end andre, men som endnu aldrig er gået baglæns.
Stadig større dele af de nationale statsmagters traditionelle opgaver overlades til EU-apparatet, som i højere og højere grad ligner en europæisk statsmagt med: a) et omfattende sæt af love (direktiver); b) et magtcentrum i form af den regeringslignende Kommission; c) og et Europaparlament, som kæmper for stadig flere beføjelser.
Men intet tyder på, at kapitalen i en overskuelig fremtid kan undvære de nationale statsapparater. Mindst tre behov vil i lang tid fremover stadig bliver udfyldt af de nationale statsapparater: 1) En vis detailstyring af samfundets love og regler, som det vil være for besværligt at centralisere; 2) Den demokratiske, politiske legitimering af det kapitalistiske samfund og dets magthavere, som EU-apparatet stadig er for fjernt og for udemokratisk til at sikre; 3) Et redskab for den betydelige del af kapitalistklassen, der stadig er rodfæstet i et enkelt land og som har behov for en national statsmagt i konkurrencen med tilsvarende kapitaler i andre EU-lande.
Europa (medlemslandene i EU) vil derfor i en lang periode komme til at fungere i den helt specielle situation, at der vil være to parallelle statsmagter: EU-statsapparatet og de nationale statsapparater. De to parallelle statsmagter vil supplere hinanden, men der vil også opstå konflikter mellem dem.
VI.
De europæiske befolkningers opfattelse af og bevidsthed om EU’s rolle i Europa er lige så kompleks, ustabil og dynamisk som selve EU-konstruktionen. Den påvirkes af udviklingen af selve EU, af EU-politikernes ideologiske kampagner og af de sociale konflikter og kampe, der foregår i Europa.
Lige som der ikke er opbygget én europæisk nation med én europæisk statsmagt, har der heller ikke udviklet sig én dominerende og ensartet arbejderklasse-bevidsthed om EU.
Men to betydningsfulde tendenser gør sig gældende på europæisk plan: 1) en stigende del af såvel arbejderklassen som de politiske eliter og andre samfundsmæssige grupper opfatter EU som en legitim politisk aktør og opfatter Europa som en arena for fælles politisk kamp og handling. Denne udvikling er nået længst i Benelux-landene samt de latinske sydeuropæiske lande, men den begynder også at kunne mærkes i Nordeuropa. 2) Stadig større dele af arbejderklassen og de marginaliserede grupper vender de nationale parlamenter og især EU-systemet ryggen i politisk apati.
I Danmark er denne udvikling foregået lidt anderledes. I årtier efter den danske indmeldelse har situation været den, at det store flertal af de socialt og demokratisk progressive mennesker og ikke mindst de mest radikale dele af arbejderklassen definerede sig som EU-modstandere. Dette er stadig en stor og betydelig gruppe i det danske samfund.
Men samtidig står vi med en voksende gruppe, som i hovedsagen forsvarer progressive synspunkter, men som ikke definerer sig som EU-modstandere, men måske tværtimod har illusioner om at kunne anvende EU til at fremme disse synspunkter. Denne udvikling er tydeligst blandt unge. Den er gået hurtigst inden for den sociale og politiske elite, men den vokser også i alle andre dele af samfundet, inklusive i arbejderklassen.
Samtidig er den nationalistiske og højreorienterede EU-modstand, som altid har ligget og luret bag den progressive EU-modstand, vokset og blevet klarere politisk formuleret. Hvor et Nej til EU i lang tid pr. definition var en progressiv, venstreorienteret position, er et Nej i dag ikke en entydig politisk markering, men kan dække over hvad som helst.
VII.
Venstrefløjens strategi over for EU må tage udgangspunkt i en samlet analyse af Europas og EU’s faktiske udvikling, af bevidstheden i den europæiske befolkning. For den danske venstrefløj er det nødvendigt at tage særligt hensyn til den opsplittede EU-bevidsthed i to forskellige grupper af samfundet, der er skitseret ovenfor.
Eftersom der er tale om en statsmagtslignende institution, og eftersom institutionen i stigende grad har demokratisk legitimitet såvel i Danmark som i resten af Europa, må vores strategi taktik over for EU som udgangspunkt være den samme som den, vi anvender over for de nationale borgerlige statsmagter. Begge disse institutioner er i deres væsen kapitalistiske. Ingen af dem kan være redskaber for opbygningen af socialistiske samfund. Vi bekæmper dem begge og arbejder for at opbygge alternative folkelige magtorganer. Men vi stiller også krav til borgerlige institutioner såvel i de enkelte lande som i EU. (se pkt. VIII og IX).
Men eftersom EU ikke er blevet til Den Borgerlige Statsmagt, og eftersom store grupper af befolkningen – ikke mindst i Danmark – stadig forholder sig dybt skeptisk til institutionen, kan vi ikke uden videre kopiere vores strategi og taktik over den danske borgerlige statsmagt.
Og eftersom der ikke er tale om en fastlåst situation, men en dynamisk udvikling – en fortløbende proces - kan vores strategi og taktik ikke ligge fast i en lang periode fremover, men må løbende revideres.
VIII.
Med de seneste traktater – Amsterdam og Nice – og udviklingen af EU’s praksis er der ingen tvivl om, at EU er et virkeligt og væsentligt redskab for diskussionen om og for udmøntningen af den borgerlige politik, og at store dele af den europæiske befolkning – også den danske – ser EU som et forum for at træffe og udføre politiske beslutninger. Sammenholdt med den kendsgerning, at der eksisterer en stor højreorienteret Nej-gruppe samlet omkring Dansk Folkeparti, betyder det, at venstrefløjen ikke kan fastholde den form for EU-modstand, der udelukkende består af afvisning af nye traktater, boykot af EU’s institutioner og afvisning af beslutninger, fordi de er truffet af EU.
I stedet må vi kombinere vores kritik og modstand mod EU som kapitalistisk magtorgan med arbejdet for at opbygge en mobilisering bag krav til EU. Det gælder både defensive krav, der skal bremse og blokere EU-beslutninger, og offensive krav til EU, for at tage progressive beslutninger.
Vi skal arbejde for, at enkeltsagsbevægelser rejser deres krav til EU. Vi skal arbejde for, at fagbevægelsen kæmper for sine krav til EU. Og vi skal arbejde for, at venstrefløjen præsenterer et et antikapitalistisk aktionsprogram over for EU.
Disse kampagner og mobiliseringer vil som regel tage udgangspunkt i det enkelte lande, men venstrefløjen må arbejde for at opbygge en fælles-europæiske kamp for kravene. En samlet europæisk anti-liberalistisk mobilisering vil være en vigtig del af den globale kamp mod liberalistisk globalisering.
Det vil være et naturligt supplement til denne mobilisering at rejse disse temaer og disse krav i Folketinget, i de andre nationale parlamenter og i Europaparlamentet.
Ved formulere, udbrede og opbygge mobiliseringer for sådanne krav til EU’s politik kan vi for det første lægge et faktisk pres på beslutningstagerne i EU og dermed - alt efter styrkeforholdene - opnå delresultater. For det andet vil sådanne mobiliseringer for krav, der ofte vil blive afvist af de politiske magthavere, være med til at skabe en bevidsthed om, hvordan EU-politikerne er bundet til forsvaret for det kapitalistiske Europa, og om hvordan EU er en kapitalistisk institution.
For det tredje vil en slagkraftig mobilisering for at bremse EU’s aktuelle projekt være med til at undergrave og svække EU som organisation.
For det fjerde vil vi gennem sådanne kampagner og mobiliseringer bringe os selv i et aktionsfællesskab med mennesker og grupper, der støtter de samme krav, men som ikke alle deler vores analyse af EU og vores grundlæggende modstand mod EU. Aktionsfællesskabet er den bedste mulighed for at komme i dialog med andre og vinde dem for vores holdninger.
Endelig – for det femte - er kampen for at påvirke EU’s beslutninger den aktuelt bedste måde at finde kampfæller og skabe alliancer i Europa for en international solidarisk kamp for sociale, økonomiske, demokratiske og miljømæssige fremskridt.
IX.
At forsøge at mobilisere om krav til magthaverne og til institutionerne er grundlæggende den samme strategi, vi anvender over for den nationale borgerlige statsmagt – repræsenteret ved det danske folketing og den danske regering.
Men fordi EU-apparatet stadig kun er en borgerlig statsmagt i udvikling, fordi illusionerne om den magts demokratiske legitimitet ikke er så veletablerede som illusionerne om den nationale statsmagt, og fordi det traditionelle progressive EU-nej stadig spiller en rolle, er det både muligt og nødvendigt – i hvert fald i Danmark – at mobilisere direkte mod institutionen som sådan. Og der er i hvert fald et solidt grundlag for at skabe opbakning om modstand mod mere magt til EU-apparatet.
Denne modstand støtter vi og bidrager til, fordi kampbetingelserne for arbejderklassen og andre grupper er bedre, jo svagere EU er. Og fordi det som hovedregel er lettere at tilkæmpe sig delresultater over for de nationale parlamenter og de nationale regeringer – og bruge disse delsejre som springbræt for at udbrede dem til resten af EU.
Det betyder, at vi som udgangspunkt hovedregel ikke stiller krav om, at EU tager initiativer på områder, hvor EU ikke i forvejen har kompetence. Hvor EU i forvejen har fået magten til at træffe beslutninger, stiller vi krav til, hvilke beslutninger de træffer.
X.
Jo flere lande der er tilsluttet EU, jo stærkere er institutionen som sådan. Først og fremmest af den grund har venstrefløjen støttet kravet om dansk udmeldelse af EU. Samtidig har venstrefløjen med større eller mindre vægt peget på, at det ville give et lidt større politisk råderum og dermed bedre muligheder for at vinde delsejre i forhold til arbejdsgiverne og den danske stat, hvis Danmark stod uden for EU. (Derudover har mere nationalistiske strømninger – også på dele af venstrefløjen – skønmalet den "selvstændighed", Danmark angiveligt ville opnå ved at stå uden for EU.)
Med EU’s gradvise styrkelse og Danmarks stigende integration i EU er det tvivlsomt, om udmeldelse i dag ville give større råderum for progressive politiske fremskridt. Modsat må vi se i øjnene, at det på kort og mellemlang sigt ville skabe problemer for den danske økonomi – problemer, som ikke vil skabe bedre betingelser for arbejderklassens kamp.
Det vil stadig betyde en vis svækkelse af EU, hvis selv et mindre land trådte ud af EU eller blev smidt ud, fordi landet ikke overholdt traktaterne – især, hvis det kunne inspirere til mobiliseringer for samme valg i andre lande.
Men fordi det har så ringe reel betydning, og fordi det tilsyneladende ikke er en parole, der kan skabes stor opbakning bag, rejser vi ikke kravet om dansk udmeldelse aktuelt.
Delvis samme problemstilling melder sig, når vi skal tage stilling til EU’s udvidelse med de central- og østeuropæiske lande samt Malta og Cypern.
Et stærkt udvidet EU er et stærkere EU. Især vil det være et EU med større legitimitet, og et EU, hvor perspektivet om en europæisk nation med en europæisk statsdannelse vil have lettere ved at slå igennem. I modsat retning trækker det, at EU vil få store interne problemer – alene på grund af mængden af medlemslande, og især på grund af problemerne med landbrugsstøtten. Landbruget i de nuværende medlemslande vil ikke opgive det nuværende støtteniveau, og det vil være umuligt at finansiere de nuværende støtteordninger, hvis de også skal gælde for de nye medlemslande.
For de nye medlemslande vil det langt fra give de økonomiske fremskridt, som de er blevet stillet i udsigt. Med en endnu større åbning af deres markeder risikerer deres virksomheder at blive udkonkurreret af de større og mere moderne virksomheder i det nuværende EU med store sociale problemer til følge.
Derfor anbefaler vi ikke befolkningerne i ansøgerlandene om at søge optagelse. Vi støtter progressive modstandere af EU-medlemskab. Men samtidig mener vi, at EU skal acceptere deres ansøgninger, hvis de er baseret på et klart demokratisk mandat, og vi støtter ansøgerlandenes krav om, at de får samme støtteordninger og betingelser som de nuværende medlemslande.
