.jpg)
Nej til USA-invasion i Colombia! Støt de folkelige bevægelsers kamp!
Udtalelse fra SAPs 16. ordinære kongres 25-26. september 1999
I september aktiverede den colombianske regering en ny militærbataljon til narkobekæmpelse, trænet og udstyret af USA. Med indsættelsen af den 950 mand store militære enhed signalerede den colombianske regering en ny og skrappere kurs mod guerillabevægelsen i landet. Med sin sponsorering markerede USA et stadigt større engagement for at hjælpe Colombias regering i dens offensiv mod guerillaen.
USA har involveret sig stadig dybere i Colombias årtier lange borgerkrig. Engagementet omfatter allerede omkring 1.000 militærrådgivere og hundrede millioner dollar årligt i militær bistandshjælp. Mange frygter, at dette er begyndelsen til den militære invasion, som høgene i Senatet nu åbenlyst går efter.
Officielt har USA til formål at sætte en stopper for narkotrafikken fra Colombia. Men et stop for kokaineksporten kræver omstilling af landbrugsproduktionen til andre afgrøder, som kan sikre en økonomisk bæredygtig udvikling for Colombias befolkning. En forudsætning for dette er at give Colombia mulighed for at indføre toldmure for fødevarer og lign., hvilket WTO med USA i dag forhindrer. Narkobekæmpelse er nemlig ikke USA's egentlige mål. Derimod er Washingtons mål at få knust de venstreorienterede guerillaer, som i dag kontrollerer omkring 40 procent af landets areal, og dermed sikre stabiliteten i hele regionen, så de økonomiske investeringer kan blive sikre og rentable for de nordamerikanske kapitalister.
Magthaverne i Washington nærer store bekymringer til den geopolitiske situation i området. Puerto Rico er udset til centrum for de militære ressourcer i regionen, efter at Panama overtager kontrollen med Kanalen efter årsskiftet. Puerto Rico vil blive hjemsted for 25.000 "ansatte", hvoraf langt de fleste er soldater eller medlemmer af det specielle udrykningskorps, som skal udgøre en vedvarende trussel mod Cuba og en mulig spydspids for aktioner mod uregerlige lande som Colombia eller det olierige Venezuela, hvor en populistisk militæroberst med venstreorienterede slogans har vundet folkets opbakning og fejet hele den traditionelle politikerelite af bordet.
I Colombia har den konservative præsident Andres Pastrana ikke formået at bringe landet nærmere den fred, som befolkningen mere end noget andet ønsker. Derimod har regeringen med sit økonomiske program formået at påkalde sig befolkningens vrede. Fagbevægelsen har protesteret mod de nedskærings- og privatiseringsprogrammer, som regeringen efter diktat fra de internationale kreditinstitutioner har iværksat.
Mange års terror mod fagligt aktive fra højreorienterede dødspatruljer og fagforeningsfjendsk lovgivning har sammen med den almindelige økonomiske krise svækket den faglige kamp markant. Landets største og mest progressive landsorganisation, Central Unitaria de Trabajadores, har måttet se over 2.300 af sine ledere og aktivister henrettet, siden dannelsen i 1986. Alligevel er det de seneste år lykkedes den colombianske fagbevægelse at genvinde noget af fordums styrke. Både i år og sidste år har generalstrejker fået stor tilslutning og tvunget regeringen på tilbagetog. Colombias fagbevægelse har al mulig brug for støtte fra progressive fagforeninger i andre lande.
I Danmark og andre lande må der opbygges solidaritetsbevægelser, der vender sig mod USA's invasionsforberedelser, kræver tropperne ud og stop for militær støtte. Samtidig støtter vi fagbevægelsens, guerillaernes og andre folkelige bevægelsers kamp for et Colombia med demokrati og social retfærdighed og mod internationale økonomiske diktater.
