Print  

Resolution om den politiske situation

Vedtaget på SAPs 15. kongres 26-27. september 1998

1. Kommunalvalg, folketingsvalg, EU-afstemning, storkonflikt og en række øvelser i parlamentarisk balancegang.... Det har været et begivenhedsrigt år, fuldt af politiske konfrontationer. Politikere, fagbureaukrater og arbejdsmarkeds-eksperter blev gjort grundigt skamme, da arbejderklassen trådte ind på den politiske scene, og aflivede enhver påstand om, at klassekampen er forældet og umoderne. Ikke siden 1985 har arbejderklassen demonstreret sin kollektive styrke i samme omfang, og storstrejken er uden tvivl den vigtigste enkeltbegivenhed i den seneste periode. Friske kamperfaringer, begrænsning af arbejdsløshedens disciplinerende virkninger og en fortsat venstre-drejning i store dele af ungdommmen er faktorer, som alt andet lige giver venstrefløjen gunstige muligheder i de kommende konfrontationer.

2. Der er lagt op til omfattende angreb i den kommende periode på dagpengeretten, pensioner, efterløn og andre velfærdsgoder. Overenskomstfornyelserne på det offentlige område - bl.a. p.g.a. drastiske angreb på lærernes arbejdsforhold - kan udløse store konflikter. Forliget mellem KL og regeringen medfører sociale forringelser, i kommunerne, som nødvendigvis vil fremprovokere protester. Så selv om, der er en forventning om, at Nyrup fastholder regeringsmagten de næste 4 år og at ØMU´ens 3. fase (fælles mønt) kan starte som planlagt 1. januar 1999, kan billedet hurtigt skifte ikke mindst fordi Danmark befinder sig i en global kapitalistisk økonomi, hvor begivenheder i fjerne lande allerede er begyndt at banke på døren til Danmark. Den internationale finanskrise har allerede betydet, at forventningerne til den danske økonomi er nedjusteret flere gange.

3. For mens baggrunden for den politiske udvikling i Danmark har været en vedvarende økonomisk fremgang, er kapitalismens skrøbelighed med al tydelighed kommet til udtryk i de asiatiske økonomier, hvor det ene land efter det andet har oplevet nærmest totale sammenbrud. Overalt i verden støder kapitalens liberalistiske offensiv på modstand fra arbejderklassen. Generalstrejken i Sydkorea, og oprøret mod Suharto i Indonesien er blot nogle eksempler. I det forløbne år har den internationale arbejderklasse vundet vigtige sejre i kampen mod liberalisering og afskaffelse af faglige rettigheder. De mest bemærkelsesværdige sejre var transportarbejdernes strejke mod UPS i USA, og havnearbejdernes kamp for deres arbejdspladser i Australien. I begge tilfælde var det afgørende, at kampene foregik og blev koordineret internationalt.

Kapitalisme i vækst og krise

4. Siden 1993 har den danske kapitalisme været inde i en opgangskonjunktur. Væksten i den kapitalistiske økonomi har betydet større indtjening til kapital-ejerne. I 1997 steg industriens indtjening med hele 19 procent. Aktie-ejerne fik et udbytte, der lå 47 procent højere end året før. Flere har købt BMW´er, liebhavervillaer, ROLEX-ure og dyre udlandsrejser. En række økonomiske nøgletal kan illlustrere denne udvikling:

5. Det er karakteristisk for den kapitalistiske økonomi, at den udvikler sig i op- og nedgange. Højkonjunkturen "overopheder" økonomien til et punkt, hvor ballonen brister, og der opstår en krise. Det første tegn på krise er typisk, at investeringslysten falder, fordi kapitalen ikke kan opnå den tilstrækkelige profit. Så bliver arbejderne, som producerer maskiner og råstoffer, arbejdsløse. Købekraften i samfundet bliver mindre, og også de virksomheder, der producerer forbrugsgoder, må indskrænke. Hele den økonomiske aktivitet bliver altså mindre, fabrikker må lukke osv. Krisen har samtidig den funktion i den kapitalistiske økonomi, at den skaber grobund for et nyt opsving i økonomien. Man siger, at den har en rensende virkning. For der sker det under krisen, at varernes værdi falder. Kapitalens værdi bliver mindre, og dermed bliver profitkvoten større. Arbejdskraftens værdi falder pga. presset fra arbejdsløsheden, og en række firmaer krakker og bliver solgt under deres værdi. Dermed er der skabt basis for en fornyet opsving.

6. Disse kriser vender tilbage hyppigere end tidligere - med mellemrum på cirka fem år, fordi den teknologiske udvikling sker hurtigere. Men for at forstå kriseforløbet i det enkelte land, er en konkret analyse nødvendig. Regeringens pinsepakke i juni 1998 skulle netop løse det problem, at de kapitalistiske hjul snurrede for hurtigt, at økonomien blev "overophedet" og måtte bremses. Pakken skulle dæmpe de negative virkninger, der kan forudses, når økonomien "boomer" og slår over i krise. For krisen skærper de sociale modsætninger i samfundet og kan munde ud i en eksplosiv social og politisk situation. Krisen viser, at det økonomiske system er modent til at blive erstattet af et andet, som kan tage hånd om de materielle og menneskelige ressourcer på en ansvarlig måde. Men krisen fører ikke til et automatisk sammenbrud. Det kræver en bevidst handling fra den klasse, som det kapitalistiske system selv har skabt, nemlig arbejderklassen.

Nyrups succes

7. Det økonomiske opsving forklarer langt hen ad vejen Nyrups succes. Oppositionen har haft svært ved at finde holdbare kritikpunkter i en tid, hvor "det jo åbenlyst gik den rigtige vej". Man kunne på den baggrund snarere undre sig over, hvorfor succesen ikke er blevet større. Nyrup-regeringen står i dag stærkere end på noget tidspunkt, siden den blev dannet i 1992. Det er lykkedes, især for Socialdemokratiet, at komme gennem en række store politiske begivenheder med et overraskende godt resultat.

8. Ved kommunalvalget i november kunne Socialdemokratiet glæde sig over - i lyset af de landspolitiske meningsmålinger, der pegede på en klar tilbagegang - at man "kun" mistede omkring 1 procent af stemmerne. Stort set kunne partiet fastholde sine lokale positioner, og kun i ganske få kommuner mistede partiet borgmesterposter (Herning, Viborg, Sønderborg, Nakskov), men dette blev opvejet af enkelte nye (Frederikshavn, Rønde, Struer).

9. Ved folketingsvalget i marts fik Socialdemokratiet en lille fremgang i forhold til sidste valg - et særdeles overraskende resultat i forhold til alle målinger, som havde spået et flertal for den borgerlige fløj og dermed et sandsynligt regeringsskifte. En mobilisering af "sofavælgerne", hvor frygten for tårnhøje huslejestigninger og andre angreb fra en Uffe ellemann-ledet regering spillede en central rolle, gjorde udslaget i de sidste par dage før valget. Resultatet var en styrket mindretalsregering, der står friere i forhold "de to sider" i folketinget, mens den borgerlig opposition står splittet og svækket (krisen hos de konservative, lederskifte hos Venstre).

10. Kort efter slap regeringen af sted med et indgreb i overenskomstkonflikten uden de store politiske omkostninger, og endelig kunne Nyrup efter EU-afstemningen den 28. maj ikke kun glæde sig over, at flertallet for Amsterdam-traktaten var i hus, men også at han selv fremstod som den ubestridte leder af ja-kampagnen under parolen om "fred, miljø og jobs".

Det socialdemokratiske projekt

11. Men Nyrups succes er skrøbelig. Først og fremmest fordi den bygger på det aktuelle opsving i den internationale kapitalismes økonomi, hvor socialdemokratiet har formået at fremstå som forsvarer af den sociale velfærd og beskæftigelsen. Alligevel er der fortsat store problemer i form af dårlig service og lange ventelister på områder som hospitalsvæsenet, ældreomsorg, grunduddannelse og børnepasning.

12. For den socialdemokratiske regering er det et mål i sig selv at beholde magten. Nyrups hovedbudskab i magtkampen mod Auken i begyndelsen af 1990´erne var netop at bringe socialdemokratiet tilbage til regeringstaburetterne efter ti år ude i kulden. Det var ti år, som den socialdemokratiske ledelse vil gøre alt for ikke at få gentaget. Derfor - og så længe regeringen hvilet på et mindretal - er det nødvendigt og acceptabelt at manøvrere med skiftende flertal. De klare målsætninger og forsvar og fremme af socialdemokratiske mærkesager" fortoner sig.

13. Manøvremulighederne har vi allerede set eksempler på, da regeringen med kort mellemrum gennemførte to større politiske indgreb, med hver sin side i folketinget. Først overenskomstindgrebet med de borgerlige. Dernæst pinsepakken med venstrefløjen. Begge indgrebene havde overordnet til formål at stabilisere den økonomiske situation. Overenskomstindgrebet var desuden en håndsrækning til arbejdsgivernes målsætning om billige overenskomster. Mens pinsepakken indeholdt elementer af omfordeling til fordel for de laveste indkomster.

14. Der er ikke tale om noget isoleret dansk fænomen, men en dansk variant af det moderne "New Labour" projekt, som vi ser det præsenteret af socialdemokratierne i hele Vesteuropa. Kernen i dette projekt er på den ene side en tilpasning til liberaliserings-tendenserne på verdensmarkedet, og på den anden side en tiltro til, at alle kan få glæde af denne udvikling. Tidligere socialdemokratiske standpunkter er i dagens politik historie. Det gælder modstanden mod privatiseringer og udliciteringer og individuelle lønsystemer i det offentlige, forsvar af faglige rettigheder og strategien om at reformere samfundet hen imod en demokratisk socialisme. Hvor man før gjorde modstand, bliver det nu gennemført af S-ledede regeringer.!

15. Hvor det socialdemokratiske klassesamarbejde tidligere har taget udgangspunkt i at indgå kompromisser med de borgerlige partier ud fra arbejderbefolkningens interesser, er der i dag tale om en selvstændig socialdemokratisk profil for at sikre de nationale virksomheder fremgang og en placering på verdensmarkedet. Det er også i det lys man skal se, at båndene mellem socialdemokratiet og arbejderklassens organisationer (fagbevægelsen) slækkes og brydes. Når socialdemokratiet ikke anser sig selv, som politisk repræsentant for fagbevægelsen/ arbejderklassen, er båndene meningsløse og et problem for den moderne socialdemokratiske politik.

16. Samtidig medvirker den socialdemokratiske politik til at undergrave fagbevægelsens og overenskomstsystemets betydning. Selv om vi endnu ikke i Danmark har set en medlemsflugt væk fra fagbevægelsen, har vi allerede set, at uorganiseret arbejdskraft breder sig, at den aktive opbakning til fagbevægelsen falder, og at den kristelige "fagbevægelse" vokser. Denne udvikling skal ikke forveksles med en "borgerliggørelse" af arbejderklassen. De økonomiske og politiske realiteter åbner til stadighed muligheder for oprør, kampe og venstredrejning i arbejderklassen.

Overenskomststrejken og situationen i fagbevægelsen

17. Den økonomiske vækst har medført , at flere er kommet i arbejde, og at arbejdsløsheden dermed er faldet. Ganske vist er den såkaldt registrerede ledighed ikke et reelt udtryk for situationen på arbejdsmarkedet, fordi statistikken ikke medregner alle de personer, der midlertidigt for offentlige midler, direkte eller indirekte via støtteformer, er anbragt i - aktiveret i - jobtræning, puljejob, frivilligt ulønnet arbejde, orlov til sabbat, børnepasning, etablering og igangsætning, eller uddannelse m.v. Regner man også disse grupper med som ledige, stiger ledigheden således for 1997 fra knap otte til 12 procent! Alligevel er der tale om en klar tendens: Flere er kommet i jobs, færre er i dag ufrivilligt ramt af arbejdsløshed, gennemsnitsindkomsten blandt lønmodtagerne er stigende.

18. Denne udvikling, som objektivt stiller arbejderklassen stærkere, dannede baggrund for forhandlingerne op til overenskomsternes fornyelse 1. marts. Mange arbejdere følte et berettiget krav på forbedringer i lyset af de enorme stigninger i virksomhedenes/ aktionærernes indtjening. Samtidig havde de seneste års "rod" med overenskomsternes forskellige løbetid maget det således, at alle de stærkeste områder på det private arbejdsmarked (byggeri, industri, transport) skulle forhandle, og flere områder havde fået tilpasset udløbsdatoen til 1. marts.

19. I fagbevægelsens top var man fra starten klar over, at der var problemer med at få forhandlingerne kørt smertefrit igennem. Ikke mindst pga. pensionsspørgsmålet, hvor industrien var et skridt bagud i forhold til de øvrige områder - og udbygningen af arbejdsmarkedspensionen er fagtoppens mærkesag! Den umulige opgave var at finde en - for arbejdsgiverne - billig løsning, som både indeholdt pension og øget fritid.

20. Samtidig med de indledende forhandlingsmanøvre opbyggede den faglige venstrefløj det samarbejde (OK98), som i første omgang handlede om "at fastholde kravene" om mere fritid, og senere blev til en Nej-kampagne med det præcise krav om 6 ugers ferie. Hvis man ser nærmere på OK98 kan man næppe sige, at der var tale om en kvalitativt stærkere eller større bevægelse end de foregående års overenskomstinitiativer på venstrefløjen. Der var i vid udstrækning tale om fagforeningsrepræsentanter fra byggefagsområdet, og i mindre grad tillidsfolk fra større industriarbejdspladser. Dog skal det tilføjes, at det selvstændige "skifteholds-initiativ" netop omfattede en del af disse tillidsfolk. En del af baggrunden for denne sammensætning skal selvfølgeligt også ses som resultat af, at industriarbejdspladserne er blevet fagligt svækket. Nogle er decideret væk (f.eks. B&W og Tuborg). Andre har været gennem kraftige nedskæringer med følgende disciplinering, og generelt er industrien flyttet mod vest, hvor de faglige traditioner er svagere.

21. At de indgåede forlig og mæglingsforslaget blev stemt ned skal således ikke først og fremmest ses som udslag af en stærk venstrefløj i fagbevægelsen, men mere som et "oprør" blandt de menige medlemmer. Det sættes måske på spidsen, når man kunne se et Nej-flertal i KAD, hvor venstrefløjen står meget svagt - mens det blev et massivt Ja i RBF og Grafisk. Dette oprør er også en del af forklaringen på den historisk høje stemmeprocent (44%). Samtidig arbejdede de lokale fagforeninger og nogle af forbundene også aktivt for at få mange til at stemme, og med de nye afstemningsregler var et reelt Nej en realistisk mulighed. Sammenfattende var Nej´et således et resultat af, at arbejderne havde forhåbninger til øget fritid som svar på øget arbejdstempo og fleksibilitet, samtidigt med at profitfesten gav forventninger til at få kravet om 6 ugers ferie indfriet. At de indgåede forlig og mæglingsforslaget så indeholdt den "provokerende" fridag juleaften, og forhandlingerne i øvrigt var foregået i lyset af Dansk Industri´s arrogante holdning til, hvem der skulle forhandle hvornår - det medvirkede blot til at styrke Nej´et som en protest mod forhandlerne og forhandlingerne.

22. Da Nej´et efterfølgende skulle omsættes i en aktiv konflikt var problemet ikke det samlende grundlag - sammenfattet i "Der er råd til mere - 6 ugers ferie". Problemet var i høj grad at finde en konflikt-ledelse med autoritet overfor de strejkende. OK98-ledelsens eget perspektiv for at overvinde begrænsningerne bestod i at inddrage socialdemokratiske fagforeningsformænd (der havde anbefalet et Ja) og lokale LO-sektioner i en koordinationsgruppe, hvilket godt nok styrkede den officielle opbakning bag demonstrationer ol. Men samtidig var det en effektiv stopklods for en stadigt mere aktiv konflikt og samlede reaktioner på et regeringsindgreb. Problemet var, at alternativet var svagt. Laget af aktive arbejdsplads-tillidsfolk og fagligt aktive i det hele taget var meget lille. Man må huske på, at en stor del af de strejkende måske var ude i deres første strejke overhovedet, og på tillidsmandsplan var manglen på erfaringer slående.

23. Da regeringsindgrebet kom blev det som sagt kun mødt med få og spredte aktive protester. Det skyldes ikke, at indgrebet var ok. Tværtimod var der nærmest en total opbakning i fagbevægelsen - fra top til bund - for det synspunkt, at indholdet var et knæfald for arbejdsgiverne og de borgerlige partier. På trods af det blev der kun tale om få og spredte protest-strejker mod indgrebet. Overenskomstsituationen udviklede sig ikke i stil med påskestrejkerne i 1985. Og det har sine naturlige, historiske grunde.

24. Lige præcis alle de forudsætninger, som i 1985 udløste påskestrejkerne, var ikke til stede. De manglende kamperfaringer, den svage venstrefløj, det manglende udgangspunkt i tillidsfolk fra arbejdspladserne osv. Samtidigt afspejlede diverse møder, at kun et lille mindretal af kampvillige offentligt ansatte var parat til at gå med i en samlet konflikt mod regeringsindgrebet. Dertil kommer den betydelige forskel til 85, at penneførerne for dette års regeringsindgreb var en socialdemokratisk regering, og den politiske virkelighed pegede ikke på et realistisk alternativ til venstre.

25. Selve indholdet i regeringsindgrebet var som sagt grundliggende et knæfald for arbejdsgiverne. Ikke blot fordi, de blev holdt økonomisk skadesløse i forhold til det forkastede mæglingsforslag. Men også fordi indgrebet indeholder elementer af fleksibilisering/opsplitning på arbejdsmarkedet. Særlige ordninger for bestemte arbejdergrupper: familiefridage til børnefamilierne. Forbedringer for den "fastansatte kerne" af arbejdere på bekostning af løsarbejdere: anciennitetsbestemmelserne i forbindelse med ferie- og familiefridage.

26. Når kravet om 6 ugers ferie blev så centralt, er det åbenlyst fordi det indeholder såvel mere fritid til folk i arbejde som muligheden for flere arbejdspladser. Til gengæld slog kravet om kortere ugentlig arbejdstid stort set ikke igennem, bortset fra på skifteholdsområdet. Erfaringerne med de seneste arbejdstidsnedsættelser har været modsætningsfyldte, hvor mange arbejdsgivere har formået at kompensere for den kortere arbejdstid med øget tempo og fleksibilitet, samtidigt med, at beskæftigelseseffekten har været svær at se. Det betyder, at feriekravet også kommer til at være det centrale i næste års overenskomstforhandlinger. Men samtidigt er det vigtigt, at kravet om 30 timers arbejdsuge med fuld løn og personalekompensation holdes i live, som et reelt svar på rigtige jobs til alle og mindre stress i hverdagen

27. Men samtidig giver indgrebet råderum for den fortsatte kamp for mere fritid. Der er nu taget hul på den 6. ferieuge, og der er allerede eksempler på, at lokalforhandlinger har rettet op på regeringsindgrebets mangler. Set i det lys må overenskomstkonflikten ses som en sejr for arbejderklassen. Facit er nogle forbedringer, som peger fremad, og dermed en øget tiltro til en kamplinie i fagbevægelsen. Ikke mindst på baggrund af nederlag i de seneste års konflikter (RiBus og Århus-skraldemændene) kan betydningen af selv små sejre ikke overvurderes. Hvis man nu husker på, at baggrunden for 98-strejken var alt andet end gunstig, kan man med sindsro kalde den for et godt startskud til genopbygning af arbejderklassens kampkraft. For ind imellem problemerne har masser af nye, fagligt aktive fået erfaringer med aktiv konflikt, blokader ol. Og diskussionerne på tillidsmandsplan har fået nye dimensioner, og politisk indhold.

Fremmedhadet og Dansk Folkepartis fremmarch

28. Paradoksalt nok - i betragtning af opgangskonjunkturen, hvor flere oplever en indkomststigning - blussede en ophidset flygtningedebat præget af stærkt indvandrerfjendske holdninger op hen over sommeren og efteråret 1997. Selv om kommunalpolitik kun i meget beskedent omfang drejer sig om flygtningepolitik - og omvendt - så blev dette spørgsmål paradoksalt nok det dominerende op til valget, hvor Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaards ledelse høstede frugterne af udlændingehetzen. Dermed etablerede Dansk Folkeparti sig som det ledende parti på den yderste højrefløj. Fremgangen for Dansk Folkeparti skal vurderes i forhold til Fremskridtspartiets tilbagegang, men alligevel er der tale om en samlet fremgang, hvor de to partier har taget andre borgerlige og socialdemokratiske stemmer.

29. En del af forklaringen ligger i en nærmere analyse af opsvinget, som netop ikke er et opsving for alle. For samtidig med at aktie-ejerne er blevet meget federe, og de fleste lønmodtagere har fået en lidt højere realindkomst, så er de sociale skel blevet større. En del af samfundet er hægtet af opsvinget. Det gælder folkepensionisterne uden privat pensionsopsparing. Det gælder mange af de - især ufaglærte - langtidsarbejdsløse (herunder bistandsklienter), som har meget svært ved at få faste jobs på et tempofyldt og krævende arbejdsmarked. Det gælder flygtninge og indvandrere, som for en stor dels vedkommende falder ind i ovennævnte gruppe. Og det gælder de mennesker, der af en eller anden grund ikke kan følge med og må ofres, når det kapitalistiske eksprestog kører derudaf: arbejdsskader, alkoholproblemer, selvmord og tvangsanbringelser er nogle af omkostningerne. Mange i disse grupper har brug for hjælp på det sundhedsmæssige og sociale område. De kan falde for den social-populisme, Dansk Folkeparti fører sig frem med.

30. I konkurrencen mellem FRP og DF har Pia Kjærsgaards strategi vundet - dvs. den pæne og kompromis-søgende linje. Stadig er det dog meget omstridt, hvorvidt DF (og FRP) kommer ind i varmen og bliver en del af et borgerligt flertal. Lokalt er der store forskelle: Alliancer med de gamle borgerlige blev indgået i nogle byer (i Københavns Amt endog med Socialdemokratiet og SF), mens de i andre er sat helt ud på sidelinjen (Roskilde, Køge). Resultatet af folketingsvalget gav ikke lejlighed til at afprøve spørgsmålet på nationalt plan. Et spørgsmål, som måske kan splitte den borgerlige fløj - som i Frankrig. En antydning var Centrumdemokraternes "skifte" til den borgerlige lejr, men samtidig afstandstagen fra DF.

31. Dansk Folkepartis væsentligste funktion er dog, at partiet trækker alle andre mod højre. Det mest klare eksempel på dette var indsættelsen af Torkild Simonsen som "redningsplanke" i efteråret 1997. Det klare formål var at komme udlændingehetzen i møde og få standset vælgerflugten til Dansk Folkeparti. Til dette var Simonsen en velegnet figur. Han repræsenterede det socialdemokratiske "borgmesteroprør", som i perioden forud var gået ud med en direkte kritik af regeringens flygtningepolitik og et krav om færre flygtninge til storbyerne. Signalet om en strammere kurs over for udlændinge var sendt, og i juni blev varen leveret i form af endnu en række stramninger over for flygtninge: indførelse af en særlig lav integrationsydelse, bosætnings-stavnsbånd, forbud mod indgåelse af ægteskab for asylansøgere m.v.

EU og Amsterdamtraktaten

32. Afstemningen om Amsterdamtraktaten fandt sted på en baggrund, hvor EU som helhed har oplevet en økonomisk opgangskonjunktur siden 1993, hvor der var samlet set var minus-vækst. I modsætning til Danmark er der imidlertid ikke sket noget væsentligt fald i arbejdsløsheden. De europæiske regeringers ledetråd i den økonomiske politik har været at gøre klar til tredje fase af den Økonomiske Union. For at nå dette mål er fantasien taget i brug for at få de nationaløkonomiske regnestykker til at hænge sammen, samtidig med at det har været nødvendigt at gennemføre voldsomme angreb på arbejderklassen og velfærdsstaten. I dag står 11 lande klar til den økonomiske union - for få år siden var det kun Luxembourg.

33. I det meste af EU er denne vej banet af regeringer under socialdemokratisk ledelse. Regeringsskifte har fundet sted i Frankrig (Jospin), Italien (Prodi) og England (Blair), og selv Tyskland er en socialdemokratisk regering sandsynlig efter valget til september. Disse regeringer har i enhver henseende fortsat den borgerlige, liberalistiske politik, men de har alligevel været nødt til at give visse indrømmelser, bl.a. løfter om nedsat arbejdstid i Frankrig og Italien, når arbejderklassen har svaret igen på angrebene. I stigende grad har den europæiske arbejderklasse sat spørgsmålstegn ved Maastricht-politikken (den franske storstrejke i slutningen af 1995, mobiliseringerne mod offentlige nedskæringer i Italien, de belgiske Renault-arbejdere i begyndelsen af 1997, som fik støtte fra franske og spanske kolleger). Indfrielsen af de løfter, der er givet til arbejderbevægelsen, og indfrielsen af andre krav, der måtte blive rejst i kommende kampe, vil komme til at stå i modsætning til den fælles-europæiske økonomiske politik.

34. Op til EU-afstemningen i Danmark lykkedes det ikke for venstrefløjen (Enhedslisten) at sætte sit - internationalistiske - alternativ på dagsordenen og dermed skabe en sammenhæng med denne voksende europæiske arbejdermodstand mod EU, de fælleseuropæiske mobiliseringer ved Amsterdam-topmødet i sommeren 1997 og med Enhedslistens egen europæiske venstrefløjskonference i foråret 1998. Højst lykkedes det at afbalancere den nationalistiske/demokratiske frygt for den danske grænse med argumenter om politisk registrering, overstatslige politimyndigheder uden demokratisk kontrol og opbygning af "Fort Europa" til udelukkelse af indvandrere og flygtninge.

35. EU-afstemningen viste, at befolkningen fortsat er delt i to næsten lige store lejre. Faktisk var nej-procenten lidt højere end i 1993. Dette afspejler en dyb kløft mellem befolkningen og magteliten i Danmark, når det gælder EU. Denne enorme vælger-mistillid til politikerne er især markant inden for Socialdemokratiet. På denne baggrund må resultatet betegnes som en sejr for Nyrup i særdeleshed og for EU-tilhængerne i almindelighed. De borgerlige ja-partier stod reelt i den paradoksale situation, at de ikke kunne tillade sig at anfægte Socialdemokratiets udlægning af traktaten af frygt for at bringe ja-flertallet i fare. De borgerliges hovedindlæg i debatten blev derfor EU-udvidelsen - et punkt, hvor nej-siden i øvrigt stod uden noget klart alternativ.

36. Debatten op til afstemningen var mindre politisk klar end tidligere. Nej-sigerne er fortsat overvejende at finde blandt på venstrefløjen, men mediemæssigt var det lige så meget de borgerlige nej-talsmænd og -kvinder, der tiltrak sig opmærksomhed. Dette afspejler flere udviklinger:

En del af borgerskabet ønsker ikke mere politisk union (a propos "det "socialdemokratiske EU"), men er tilfredse med kapitalens fri bevægelighed.

En del af den gamle venstrefløj har opgivet tanken om et alternativ til eller brud med EU og arbejder nu for et "progressivt EU". Denne strømning repræsenteres markant af Gade-fløjen i SF, men SF som helhed har også accepteret medlemsskabet som sådan. Stemmemæssigt kom det til udtryk i en faldende nej-procent i København.

37. Der er således en tendens til, at modstanden går mere på tværs gennem hele det politiske spektrum - og i denne forstand har bevæget sig mod højre, selv om især socialdemokratiet overspiller denne tendens af taktiske grunde. Ligesom man fortier den modsatrettede tendens i de øvrige EU-lande, hvor arbejderbefolkningen i stigende omfang vender sig mod EU. For ja-sigerne gav denne polarisering af modstanden endnu bedre mulighed end tidligere for at spille på, at nej-fløjen ikke havde noget, eller i hvert ikke et enigt, alternativ.

38. Spørgsmålet om grænsekontrol, "mere eller mindre Union" og suverænitetsafgivelse som abstrakt begreb, blev de centrale emner i debatten. Det skete i øvrigt i forlængelse af Højesteretsdommen, som over en længere periode gav megen opmærksomhed, men som viser at de borgerlige institutioner ikke kan bruges i en strategi. Selve Amsterdam-traktatens indhold medvirkede til at dreje debatten i denne retning (i modsætning til f.eks. en debat om den økonomiske politik, den fælles mønt, beskæftigelsen m.v.).

Venstrefløjen

39. De fleste aktivister, bevægelser og organisationer på venstrefløjen anerkender i dag Enhedslisten som et politisk samlingspunkt - også selv et stort antal aktivister og aktiviteter befinder sig uden for listens organisatoriske rammer. En del af disse er uden nogen organisatorisk tilknytning overhovedet. Andre er medlemmer eller sympatisører til konkurrerende organisationer, men det er karakteristisk for udviklingen , at organisationer som Internationale Socialister og DKPml i de sidste par år er blevet reduceret kraftigt efter splittelser og medlemsfrafald, og at de har måttet revidere deres forhold til Enhedslisten i en mere positiv retning. Det er imidlertid et problem, at Enhedslisten først og fremmest fungerer som en parlamentarisk pol og i meget ringe omfang som en organiseret venstrekraft i fagbevægelsen og andre bevægelser. Det gør det vanskeligere for Enhedslisten at udnytte de gode muligheder for at tage initiativer til brede kampagner og andre enhedsinitiativer.

40. På det parlamentariske område har Enhedslisten fastholdt sine positioner. Kommunevalget gav fremgang over hele landet (undtagen Århus), men kun ganske få steder var fremgangen stor nok til en mandatfremgang. Undtagelsen var København, hvor den politiske polarisering slog igennem med fuld styrke og gav Enhedslisten en borgmesterpost. Folketingsvalget i marts afspejlede både Enhedslistens styrker og svagheder. Styrken er, at Enhedslisten har bidt sig fast som en kraft på venstrefløjen, der repræsenterer den konsekvente EU-modstand. Både med efterårets "grønært-forlig" og med forårets "pinsepakke" lykkedes det at markere muligheden for, at regeringen kan føre politik "til venstre", selv om der ikke var tale om nogen betydelig ændring af regeringens borgerlige politik. På den anden side betyder den svage organisation, kombineret med lavvandet i de udenoms-parlamentariske bevægelser, at Enhedslisten i det offentlige billede bliver identisk med folketingsgruppen og vanskeligt kan fremstå som repræsentant for et radikalt opgør med selve det kapitalistiske samfundssystem. Uden et opsving i klassekampen og en stærkere profil uden for folketinget vil Enhedslisten på bare lidt længere sigt få problemer med at bevare og udbygge sin centrale placering.

41. I forbindelse med folketingsvalget støttede den altovervejende del af den faglige venstrefløj Enhedslisten, samtidig med at SF ikke er nogen afgørende kraft. Det er et godt udgangspunkt for at rodfæste et fagligt arbejde. Men i forbindelse med overenskomst-situationen var Enhedslisten ikke i stand til at placere sig centralt i ledelsen af strejkebevægelsen, selv om der her var et oplagt springbræt for genopbygning af en faglig venstrefløj i opposition til ja-sigerne i fagtoppen. Dette afspejler både organisatoriske og politiske svagheder i Enhedslistens arbejde i fagbevægelsen.

42. Med et stadigt stigende medlemstal, der nu har rundet 2.000, er Enhedslisten inde i en positiv organisatorisk udvikling. Men der er stadig langt igen, før man kan tale om et fælles projekt for den organisatoriske opbygning. Strukturerne og det professionelle apparat udenfor Christiansborg er svage. Og kun et fåtal af medlemmerne er samlet om aktivt at bidrage til opbygningen af såvel Enhedslisten som bevægelser. I forhold til programudviklingen er det afgørende spørgsmål ikke, hvor hurtigt det kan lykkes at få vedtaget et "program", men i hvor stor udstrækning det lykkes at samle medlemmerne om det program, der bliver vedtaget, og i hvor stor udstrækning det kan danne basis for fælles politisk handling.

Ungdommen

43. En væsentlig del af venstrefløjens små fremgange kommer fra ungdommen. Enhedslistens medlemsfremgang består i vid udstrækning af unge, som det bl.a. er fremgået ved prøvevalg på skoler og blandt unge og i målinger af førstegangsvælgernes stemmer. Og en del unge har gjort sig positive erfaringer i virkelighedens klassekamp. Baggrunden er på den ene side at finde i den generelle politiske udvikling, og på den anden side, at unge reagerer, stemmer og organiserer sig mere "radikalt". Samtidig er ungdommen begyndt at blive en mangelvare i virksomhederne. Det giver plads til at stille flere krav. Færre mennesker til at udfylde studiepladserne vil få konsekvenser nedad i systemet og lægge en dæmper på adgangsbegrænsningens disciplinerende virkninger.

44. Her har den revolutionære ungdomsorganisation REBEL en afgørende rolle. Det seneste år har REBEL udviklet sig til en organisation med ca. 500 medlemmer, med et program, og med et relativt højt aktivitetsniveau. Med andre ord en organisation med muligheder for at være solidt placeret i ungdommen.

45. En afgørende brik i udviklingen af unge revolutionære er erfaringer fra klassekampen og opbygningen af brede bevægelser og enhedsinitiativer. Disse erfaringer har i starten af 90´erne været sparsomme og medvirket til at svække tilgangen af unge socialister, samtidigt med at forskellige former for sekterisme har floreret - også i REBEL. Diverse enhedsinitiativer mod EU, de brede antiracistiske manifestationer og ikke mindst forårets overenskomststrejke har medvirket til, at flere unge har fået kamperfaringer. Det har også sat sine spor i den positive politiske udvikling i REBEL og kan på længere sigt betyde en meget bredere radikalisering, end vi hidtil har set. Det kan ikke mindst få betydning for ungdommens egne "faglige" organisationer - f.eks. på gymnasier, blandt lærlinge og på universiteterne. Disse organisationer lider stadigt under mangel på reel bred aktivitet, der kan modgå borgerlige angreb på de uddannelsessøgende.

Venstrefløjens opgaver

46. Faldet i arbejdsløsheden, den økonomiske opgangskonjunktur og erfaringerne fra den første store arbejdskonflikt siden 1985 er alt sammen faktorer, der stiller arbejderklassen objektivt stærkere. Overordnet er det opgaven at omsætte denne objektive styrkelse til en organisatorisk kraft, der kan lægge pres på regering og arbejdsgivere. Styrkeforholdet betyder, at det kun undtagelsesvis er venstrefløjen, der sætter dagsordenen. På en række områder kan regeringens egne løfter og officielle hensigtserklæringer give mulighed for at gå i offensiven. Men generelt handler det om at udnytte de politiske åbninger, der opstår, dvs. opbygge et beredskab og ikke stivne i rutiner og gamle prioriteringer.

47. Venstrefløjens aktiviteter må ikke begrænse sig til de kortsigtede her-og-nu-krav - en tendens, der kun understøttes af Enhedslistens manøvremuligheder i folketinget. Hverdagen giver utallige eksempler på, hvordan markedsøkonomien er en katastrofe, som indebærer ødelæggelser, udbytning, undertrykkelse, planløshed og samfundsmæsigt ressourcespild. Vi må konstant forsøge at udvikle et sæt af krav og aktiviteter, der fører fra de aktuelle spørgsmål frem til det grundlæggende spørgsmål om selve systemets brugbarhed. De borgerlige og socialdemokraterne har brugt Murens fald som det endegyldige bevis på "socialismens fallit" og kapitalismens velsignelser. Der er brug for at svare igen.

48. Den faglige venstrefløj står nu overfor opgaven at samle op og udmønte erfaringerne fra overenskomststrejken, og måske vigtigst af alt at styrke bevidstheden om, at fagligt arbejde skal organiseres politisk for at få reel indflydelse på klassekampens udvikling. Hvor det er muligt, må der tages et opgør med de faglige ledere, der anbefalede et ja til overenskomstforliget. Det helt grundlæggende arbejde med organisering og opbygning af almindelig faglig aktivitet på de enkelte arbejdspladser er en af opgaverne for den faglige venstrefløj - som konsekvens af, at disse opgaver i stadigt større grad forsømmes af den socialdemokratiske top i fagbevægelsen. Umiddelbart ligger det lige for at starte opbygningen af lokale tillidsmandsringe, med udgangspunkt i de arbejdergrupper og arbejdspladser, som var aktive op til og under konflikten. Her kan man for det første opbygge støtte til de lokale konflikter, og for det andet forberede kommende overenskomstfornyelser - i 1999 hvor det handler om de offentligt ansatte, slagterierne og det grønne område, og i 2000, hvor de samme grupper som i år + elektrikere, butiksansatte mv. skal til den igen. En del af denne forberedelse handler om udvikling af de samlende krav, under overskriften "mere fritid".

49. Forsvaret af de svageste grupper i samfundet må ikke overlades til højrefløjens social-populisme. For samfundets "tabere", de udstødte, ofrene for det uigennemskuelige bureaukrati, må venstrefløjen være de fremmeste forkæmpere for sociale rettigheder. Nogle af de vigtigste opgaver er at bekæmpe tvangsaktivering af bistandsklienter til løntrykker-betaling og at forsvare retten til efterløn og førtidspension.

50. Det er afgørende vigtigt, at venstrefløjen er i stand til at opfange og organisere den del af ungdommen, som radikaliseres til venstre. Der er brug for såvel skolingsprogrammer som aktiviteter, der kan give kravene et organiseret og kollektivt udtryk. Det skal bl.a. ske gennem en fortsat styrkelse af REBEL.

51. EU-politikken vil også i den kommende periode stå centralt. Det er muligt, at der vil opstå politiske åbninger i en konflikt med EU-systemet eller med regeringen, som forsøger at løbe fra de danske undtagelser. Generelt er det opgaven at fortsætte den internationale og socialt funderede EU-modstand. Op til EU-parlamentsvalget i 1999 må Enhedslisten føre en internationalistisk og socialt orienteret kampagne, som knytter an til de fælles-europæiske mobiliseringer mod EU-topmødet i Köln.

52. Kampen mod nazisme, racisme og fremmedhad er en central opgave, der hverken kan isoleres fra den internationale solidaritet eller den sociale kamp. For mange aktive unge er kampen mod nazister og racister det første skridt i en politisk organisering og bevidstgørelse. På uddannelsessteder, arbejdspladser, i boligkvarterer og i samfundslivet generelt er det opgaven at afvise diskrimination af udlændinge, ligesom vi til stadighed må kræve en human flygtningepolitik - bl.a. ved at vise konsekvenserne af den inhumane politik, der råder i dag.

53. Enhedslisten må styrkes. På de indre linjer er der brug for en organisatorisk styrkelse med inddragelse af flere medlemmer i udadvendte aktiviteter, så listen også får et ansigt uden for folketinget. Programarbejdet må fortsætte på en måde, som reelt inddrager flest muligt i diskussionerne, herunder ikke mindst nytilkomne medlemmer. En særlig prioritering er udvikling af Enhedslistens arbejde i fagbevægelsen og kampagnen op til EU-parlamentsvalget i juni 1999.