Print  

Lys på magtens politiske politi

Udtalelse vedtaget på SAP's 15. kongres den 26.- 27. september 1998

1. De to afslørende udsendelser på TV2 og de efterfølgende udtalelser og artikler har klart dokumenteret, hvad vi vidste i forvejen: At Politiets Efterretningstjeneste med ulovlige midler overvåger, stjæler fra og registrerer ikke alene revolutionære socialister, men alle former for oppositionel og samfundskritisk virksomhed. At den overvågede aktivitet er fuldt lovlig, er ingen hindring for den politiske spionage. Selv mennesker, som har skrevet under på SAP's ret til at opstille til valg, er endt i efterretningstjenesternes registre.

Uanset hvad diverse myndigheder, politikere og deres medløbere i pressen har hevet op af posen, er det endnu ikke lykkes dem at pege på et eneste eksempel på, at overvågningen har ført til retsforfølgelse, endsige en dom.

Hvor selektiv PET's egen redegørelse end er, har den dog suppleret med adskillige interessante oplysninger, først og fremmest at den borgerlige regering under Poul Schlüter i en erklæring gav grønt lys for den ulovlige overvågning af SAP og andre venstrefløjsorganisationer, samt forskellige former for faglig aktivitet. Denne tilladelse er aldrig omstødt af efterfølgende Nyrup-regeringer.

Enkelte oplysninger og udtalelser tyder også på, at PET og/eller andre dele af politiet har anvendt deres agenter til at genere de overvågede og til at provokere dem til at begå ulovligheder.

2. Næsten lige så afslørende som selve beretningerne om overvågningen, har systemets reaktioner på afsløringerne været. Magtens Danmark står sammen om sit politiske politi. Men systemets selvforsvar går på to ben, som vi kan kalde henholdsvis Frank Jensen- og Uffe Ellemann-taktikken, selv om begge grupper også benytter elementer af hinandens metoder.

Frank Jensen-taktikken går ud på at indrømme præcist så meget, de er tvunget til, benægte resten og lukke af. Med den fortsatte strøm af afsløringer giver denne taktik sig udslag i et trinvist tilbagetog, hvor man hele tiden forsøger at redde så store dele af spion-apparatet og dets hemmeligheder som muligt.

Uffe Ellemann-taktikken består i en aggressiv modoffensiv: Hele venstrefløjen var en bande forbrydere eller potentielle forbrydere og landsforræddere, fordi de tillod sig at forsvare holdninger, der stred mod det officielle Danmarks politik.

I denne modoffensiv har de fået stor hjælp fra dele af pressen, som har forsøgt at legitimere overvågningen ved hjælp af »belastende« oplysninger om de overvågede. Den væsentligste metode har været at blande alle former for kritisk og oppositionel virksomhed sammen og dermed forsøge at pålægge alle ansvaret for enkelte personers eller gruppers aktiviteter. Som direkte eller indirekte begrundelse for overvågningen af SAP har der både været henvist til stalinismens forbrydelser i Sovjet, Kina og Sydøstasien og til Rote Armé Fraktion (RAF) og lignende gruppers terror-aktioner.

Man har gjort dette på trods af, at SAP's aktiviteter i perioden blandt andet bestod i:

- støtte til demokratiske og faglige bevægelser i Østeuropa;

- solidaritets-arbejde med folkelige revolutionære bevægelser i Den tredje Verden;

- aktiviteter i dansk fagbevægelse, bl.a. mod Schlüter-regeringens stærkt fagforeningsfjendske initiativer.

Både PET's overvågning dengang, såvel som systemets forsvar i dag er med til at mistænkeliggøre aktiviteter som ovennævnte og demonstrerer et noget anstrengt forhold til demokratiske rettigheder.

Også tidligere medlemmer af SAP er forsøgt brugt. Vi kan med tilfredshed konstatere, at selv om nogle tidligere medlemmer har fjernet sig langt fra os politisk, har kun ganske, ganske få stillet sig til rådighed for disse smæde-kampagner.

Selv om SAP som altid med glæde har stillet sig til rådighed med oplysninger om vores synspunkter og aktiviteter, er det ikke lykkedes hverken journalister, PET eller politikere at fremlægge noget materiale, som på nogen måde kan legitimere PET-overvågningen. Sidste led i systemets mod-angreb har været et sagsanlæg mod agenten, som stod frem. Det kan ikke tolkes som andet end en advarsel over for andre, der ellers overvejer at stå frem.

Trods intern uro i Socialdemokratiet og De Radikale har den politiske front fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet stået sammen i sit forsvar for statsmagten, efterretningstjenesterne og overvågningen af oppositionel aktivitet.

3. Både afsløringerne og reaktionerne demonstrerer med al ønskelig tydelighed begrænsningerne i det borgerlige demokrati. Hvis systemets folk føler sig truet, f.eks. af store folkelige bevægelser og aktioner som påskestrejkerne i 1985, eller bare ulmende utilfredshed, som aktive socialister forsøger at organisere, sætter de bremserne i. Så rækker de demokratiske friheder, lovenes paragraffer og de smukke ord om demokratiet ikke længere.

I forbindelse med PET-diskussionen er det lykkedes det borgerlige Danmark at slå fast, at til deres version af demokratisk kapitalisme hører et politisk politi, som overvåger og registrerer »...de personer og politiske partier, der stod for meget af det, vi måtte bekæmpe« (Erik Ninn Hansen); personer og organisationer, som var modstandere af, at NATO opstillede 574 nye atombevæbnede raketter i Europa (Uffe Ellemann); potentielle uromagere og destabiliserende kræfter (Bertel Haarder); personer, der var »med til at udbrede det sovjetiske verdensbillede« (Bertel Haarder) politiske aktivister, der plejede omgang »med fjendtlige diktaturstater« (Bertel Haarder).

Bemærk at PET naturligvis ikke skulle registrere folk, som plejede omgang med venligtsindede diktaturstater som Sydafrika og Chile, snarere tværtimod.

Disse overvågningsværdige personer havde simpelthen de forkerte meninger og udførte forkerte - men lovlige - aktiviteter. Dermed stillede de sig uden for Ninn Hansens og Uffe Ellemanns demokrati, og PET ikke alene kunne, men skulle kaste sig over dem. Vel at mærke helt uafhængigt af, hvad loven sagde, og hvad regeringen påstod over for befolkningen.

Det er tilladt at være modstander af kapitalismen, man skal bare ikke gøre noget ved det og slet ikke forsøge at vinde opbakning for sine synspunkter.

4. Socialistisk Arbejderparti reagerede straks på afsløringerne med protester, redegørelse for SAP's synspunkter og aktiviteter, opfordring til andre om at stå frem - men ikke mindst reagerede vi med at fortsætte vores anti-kapitalistiske arbejde.

5. Vi protesterede mod overvågningen, ikke fordi vi foretager/eller har foretaget os noget, som ikke må komme frem, men fordi:

- overvågningen kan skræmme nogle mennesker fra at engagere sig i socialistiske aktiviteter;

- de indsamlede oplysninger risikerer at ende hos PET's kolleger i diktaturlande, hvor de kan være dødsensfarlige for socialister og andre modstandere af regimerne der;

- PET-aktiviteterne er - som dokumenteret - gennemført spild af penge;

- Det er en grundlæggende demokratisk ret at kunne mødes privat og i foreninger, at fremlægge sine synspunkter og udbrede dem - uden at blive overvåget og registreret.

Under alle omstændigheder giver ingen lov PET ret til at stjæle fra politiske partier eller faglige organisationer. Endelig har vi stadig begrundet mistanke om, at PET direkte har forsøgt at genere og skade vores aktiviteter.

6. I forlængelse af afsløringerne kræver vi:

- at alt kommer frem om PET's aktiviteter over for socialistiske og andre oppositionelle personer og grupper i Danmark;

- at den uvildige undersøgelse bliver åben og offentlig;

Vi støtter ethvert krav om større åbenhed om PET's aktiviteter og større offentlig eller politisk kontrol.

For disse krav vil vi arbejde i de bredest mulige kampagner og aktiviteter, aktuelt gennem den nydannede PET-komité.

- Men nok så meget åbenhed og politisk kontrol kan ikke løse problemet med politisk spionage. I et kapitalistisk samfund vil særlige hemmelige afdelinger af politiet eller militæret altid rette sine aktiviteter mod de kræfter, som vil bekæmpe kapitalismen. Derfor kræver vi PET opløst.

Skal terrorvirksomhed da ikke undersøges og afsløres, lyder det fra PET-tilhængere. Jo, selvfølgelig. Men til det er der ikke brug for et særligt politisk politi. Opklaring af forbrydelser, hvad enten det er bankrøverier eller bombesprængninger, er en sag for kriminalpolitiet. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at PET har en skandaløs ringe rekord-liste, når det gælder bekæmpelse af terrorisme. I årevis overvågede PET den såkaldte Blekingegade-bande, som senere er blevet kaldt terrorister. Men fordi det passede stats-terroristerne i Israels efterretningsvæsen bedre, ignorerede man de lovovertrædelser, man havde beviser for. Tilsvarende benyttede PET falske terrorist-anklager mod en gruppe arabere fra Århus til at undersøge og registrere stort set hele det muslimske samfund i Danmark.

7. At SAP og andre oppositionelle bliver overvåget, kom ikke som nogen overraskelse. Derfor fik afsløringerne os heller ikke til ændre vores holdninger og arbejdsmetoder.

Fra begyndelsen slog vi fast, at ethvert forsøg på at skjule vores diskussioner og aktiviteter over for eventuelle agenter eller andre former for overvågning ikke alene ville være meningsløs, men dybt skadelig. Meningsløs, fordi vi ikke har noget at skjule. Skadelig, fordi det ville besværliggøre vores arbejde - og dermed ville PET allerede have opnået alt for meget.

I stedet fortsatte vi vores aktiviteter som aktive, demokratiske og kæmpende socialister, der på ethvert område forsøger at opbygge brede, folkelige mobiliseringer mod kapitalismens skadevirkninger, hvad enten det er arbejdsløshed, udstødning, miljø-ødelæggelse, racisme eller undertrykkelse af demokratiske rettigheder. Og vi fortsatte med at argumentere for perspektivet om en samlet omvæltning af det kapitalistiske system..

Det er den eneste mulige vej til socialismen - og som en sidebemærkning er det også den bedste måde at hæmme det politiske politis aktiviteter på. I en politisk diskuterende og aktivt kæmpende organisation får agenter svært ved at begå sig i længere tid. Og i brede demokratiske og kæmpende bevægelser kommer de ikke langt med deres provokationer. Mellem vores form for politisk arbejde og efterretningstjenesternes konspiratoriske verdensopfattelse og arbejdsstil er der en afgrund. De tror, at de kan afsløre noget. Men der er ikke noget at afsløre: Det er en absurd tanke, at nogen skulle kunne engagere og mobilisere flertallet af befolkningen i kampen for et andet samfund - uden at det blev opdaget. Revolutionen kan ikke være hemmelig.

8. Til alle systemets politikere, embedsmænd, agenter og skriverkarle siger vi: Ja, vi er samfundsomstyrtere! Vores holdninger, vores mål og vores midler har vi altid lagt åbent frem. Kom nærmere, spørg løs, læs og lyt! Det er ikke os, der har behov for at skjule noget. Står I ved jeres egne spilleregler, nedfældet i Grundloven og anden lovgivning, har I ingen ret til at overvåge, registrere eller chikanere os.

Sålænge I ikke - gennem en retssag - har bevist andet, så hold fingrene fra vores organisationer og aktiviteter. Men uanset om I fortsætter jeres skæg-og-blå-briller, så kan I aldrig standse os. Hvor meget I end generer os, kan I ikke kurere et sygt system, som altid vil provokere folk til modstand.

Selv jeres overdimensionerede broder-organisation, Stasi, kunne ikke forhindre Murens fald. Den folkelige massebevægelse, som på et tidspunkt sætter en stopper for kapitalismen, vil kun have latter og foragt til overs for en håndfuld smug-lyttere og register-førere.