Print  

Deregulering, de unge og fagbevægelsen

Debat-oplæg fra Socialistisk Arbejderpartis 14. ordinære kongres:

Den liberalistiske offensiv fra det internationale borgerskab har flere ansigter, men i bund og grund handler det om det samme. Om at fjerne de faglige og sociale rettigheder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig. Om privatiseringer, liberaliseringer, nedskæringer, tvangsarbejde osv.

Hvad enten det er i Danmark eller i resten af EU - eller USA, eller Tredje Verdens lande.. Hvad enten det er arbejdsgiverorganisationer, borgerlige partier, EU-Kommissionen, IMF, OECD eller finansverdenens talsmænd... Så er kodeordet det samme: deregulering.

A) Deregulering på arbejdsmarkedet betyder: Væk med kollektive, faglige rettigheder. I stedet: fleksible regler, korttids- og kontrakt-ansættelser, og individuelle aflønningsformer. Da kvinderne ofte har den svageste tilknytning til arbejdsmarkedet og den svageste faglige styrke, er det især dem, som tvinges ud i løse ansættelsesforhold.
Men deregulering er også et projekt for hele samfundet. Her handler det om afskaffelse af demokratiske rettigheder, af sociale mindsterettigheder og af offentlig regulering, service og produktion. I stedet: individuelle og privatiserede forsikringsordninger, al service overladt til privat profit-produktion og enhver sin egen lykkes smed.

Selv kvindernes ret til at være på arbejdsmarkedet bliver truet under dække af en løsning af "den eksplosivt voksende forsørgerbyrde". Men forsørgerbyrden er ikke vokset de sidste 20, 30 eller 50 år. Forskellen er, at før i tiden blev en stor gruppe kvinder forsørget af - og var afhængige af manden -, i dag har kvinden mulighed for at blive forsørget af det offentlige, hvis arbejdsmarkedet ikke står til rådighed.

B) Når arbejdsgivere, borgerlige politikere og deres efterplaprere kræver deregulering, sker det med henvisning til "arbejdets tilrettelæggelse", "den nye teknologis krav og muligheder" og helt traditionelt "konkurrenceevnen". Som trumf i argumentationen bruger de ofte verdenshandlens liberalisering, markedets globalisering. I bund og grund betyder det, at de herskende klasser i alle lande, som altid, konkurrerer på lavere omkostninger. Men denne konkurrence har også fået nye og bedre betingelser. Nationalstaternes muligheder for at opstille begrænsninger er formindsket, og det er ikke noget, de er blevet tvunget til; de kapitalistiske regeringer har frivilligt aftalt og fremmet denne udvikling.
Essensen af offensiven for deregulering er lige så klassisk som kapitalismen selv: Kapitalen kræver frihed til uhæmmet udbytning. Det forudsætter, at arbejderklassen fratages sine rettigheder, og det kræver et opgør med fagbevægelsen, der i en eller anden forstand er garant for disse rettigheder; og det kræver en væsentlig ændring af statsapparatet, som har fungeret som formidler af tilkæmpede rettigheder. I bredere forstand bygger det på og forudsætter yderligere opløsning af alle former for sociale fællesskaber, som kan være potentielle kamp-fællesskaber.

Denne strategi føres naturligvis ud i livet med varierende intensitet i forskellige lande og på forskellige tidspunkter, og det sker ikke uden uenighed i magtens cirkler. I Danmark kan man høre repræsentanter for de mest organiserede og de største arbejdsgivere som varme fortalere for "den danske model" med velordnede forhandlinger mellem parterne (partnerne) på arbejdsmarkedet. Dette afspejler i sidste ende arbejderbevægelsen underliggende styrke, dvs. arbejdsgivernes frygt for uro, hvis de går hårdere til værks, og samarbejdslinien vil forsvinde som dug for solen i det øjeblik, at de vurderer, de har styrken til at gennemtrumfe og styre et virkelig dereguleret arbejdsmarked.

C) Den ideologiske murbrækker for dereguleringen er individualismen. Den enkeltes ret til at vælge sit eget liv: job, bolig, fritid, forbrug. Også på den ideologiske front fører 90'ernes borgerlige ideologi traditionen videre: at spille på den enkeltes frihed.

1. De unge og individualismen
A) Borgerskabets unge har altid forstået at tiltuske sig privilegier ved at kombinere elementær magt med borgerlig individualistisk ideologi. Stræbere i mellemlag og arbejderklasse har altid forsøgt at frigøre sig fra deres baggrund ved at sparke nedad og lefle opad - med henvisning til den enkeltes frihed. Og simple skruebrækkere har forsøgt at forsvare sig med et falsk frihedsbegreb.
B) Men i dag rækker det langt videre. Som f.eks. Nyhavn-konflikten viste i det små, opfatter store grupper, ikke mindst blandt de unge, parolerne om den enkeltes frihed som et udtryk for deres egne interesser. Det svarer til bevidstheden i brede dele af ungdommen. De mange muligheder, de frie valg, uafhængigheden virker tiltrækkende og sætter i første omgang disse grupper i modsætning til kollektiv, solidarisk handling, i modsætning til fagbevægelsens oprindelige grundidé.
C) At vi står i den situation er et udtryk for den modsætningsfyldte udvikling gennem århundredet, hvor arbejderklassen har tilkæmpet sig materielle forbedringer, men hvor disse materielle fremskridt fortrinsvis har fået en individuel og ikke social/kollektiv form: egen bil, eget hus, tv og computer. Parallelt hermed er mange af de store industriarbejdspladser forsvundet og erstattet af mindre private arbejdspladser og offentlige arbejdspladser, hvoraf nogle ganske vist er store. Der er ikke nogen grund til at romantisere storbyernes lejekaserner og andre arbejderklasse-kvarterer og de traditionelle store industriarbejdspladser, for slet ikke at tale om familiernes sociale, men snærende bånd. Men det er en kendsgerning, at der var tale om fællesskaber, som skabte en kollektiv bevidsthed. Dermed skabte de også et udgangspunkt for fælles handling og opbygning af klasse-organisationer.
D) En anden betydningsfuld faktor er, at de sociale og materielle fremskridt har givet det enkelte arbejderbarn muligheden for at frigøre sig fra familie-traditionen: Det er ikke længere en naturlov, at skibsbyggerens søn bliver skibsbygger som sin far og sin farfar. Det er stadig undtagelsen mere end reglen, at unge i bred forstand kan bryde med den sociale arv og arbejde sig opad i det samfundsmæssige hierarki. Alligevel oplever de fleste unge en større frihed i valg af erhverv. Lige sådan har de fleste unge muligheden for eller er i perioder tvunget til at skifte mellem forskellige jobs, forskellige uddannelser eller arbejdsløshed. I længere perioder kan unge - ikke kun de mest velstillede - klare sig materielt tilfredsstillende, tilsyneladende uden hjælp fra fællesskaber og kollektive organisationer. De materielle fremskridt og sociale muligheder giver de unge en selvsikkerhed fostrer illusionen om, at man kan klare sig selv.
Alt dette fører til, at de mange unge i første omgang ikke er tilbøjelige til at formulere fælles krav til samfundet.

At de sociale fremskridt kan fostre individualistisk ideologi, skyldes også, at det ikke umiddelbart er åbenlyst, at retten til understøttelse, retten til uddannelse og retten til bestemte løn- og arbejdsforhold er et resultat af tidligere tiders kollektive krav og kamp - og at disse rettigheder er truet uden en kollektiv modmagt.

E) Men også begrænsningerne i de økonomiske og sociale fremskridt kan tvinge folk til at søge individuelle løsninger f.eks. i form af individuelle arbejdstider. Alt lige fra fleks-møde og gå-hjem-tider til koncentrerede fire-dages-uger med ultra-lang arbejdsdag, eller fast nedsat arbejdstid benyttes til at løse børnepasnings-problemer og sikre det ønskede samvær med børnene. Løsninger, som de lange transporttider mellem arbejde og hjem, gør endnu mere tiltrækkende.

2. Den falske frihed
A) Som revolutionære socialister kæmper vi for frihed, men vi vender os imod den falske frihed, som liberalisterne "tilbyder" eller rettere påtvinger os. I dette "frihedens rige" er det mest påfaldende i virkeligheden de muligheder, vi ikke har: retten til et arbejde, til at fravælge truslen om økologisk ødelæggelse, eller til at slippe for genmanipuleret, bestrålet og sminket mad.
Naturligvis har vi valgmuligheder som enkeltpersoner og som grupper, men for mange er der snævre grænser for friheden:

For mange er det friheden fra fællesskabet - som arbejdsløs.

For andre er det friheden til at vælge narko, druk og/eller ekstrem social marginalisering.

For andre igen er det friheden til at knokle på lange og skæve arbejdstider, mens man er ung - og stå tilbage med svækket helbred og uden mulighed for fast arbejde senere.

Atter andre har valget mellem tvangsarbejde og tvangs-uddannelse.

For et mindretal er det friheden til at skaffe sig fordele på flertallets bekostning, friheden til uhæmmet udbytning. Og så er der naturligvis skruebrækkerens frihed fra solidaritet.

B) Hvilke valg vi får, og hvilke vi ikke får, kan se tilfældigt ud, men de er i virkeligheden præcist defineret af de grænser, som markedsmekanismerne og profitproduktionen sætter. Grænser, som kan rykkes af klassekampen, men kun når vi overskrider den individuelle stræben til fordel for kollektiv handling.

3. Den falske solidaritet
A) Den borgerlige individualismes muligheder for at slå igennem kan ikke kun forklares med den objektive samfundsudvikling og med borgerlig propaganda. Den reformistiske, socialdemokratiske arbejderbevægelse har et afgørende medansvar. Et ansvar, der udspringer af, at bevægelsen i praksis har præsenteret et falsk solidaritetsbegreb som modspil til de borgerliges falske frihedsbegreb. Og at dens ledere - når det kom til stykket - altid har forsvaret systemet, før de forsvarede arbejderbefolkningen. Dermed har de ofte stødt de nye generationer fra sig. På samme måde som Sovjetbureaukratiet miskrediterede begrebet kommunisme, har de socialdemokratiske pampere forvansket begrebet solidaritet, og de har gang på gang overladt arbejderklassen til at søge mere eller mindre individuelle løsninger på det, der egentlig er fælles problemer.
B) Fagbevægelsen og Socialdemokratiet fremstiller sig gerne som det solidariske alternativ til liberalismen. Men med deres ønske om at fastholde og udbygge klassesamarbejdet for enhver pris som den vigtigste drivkraft, har den socialdemokratisk dominerede arbejderbevægelse mere været en medspiller end en modspiller til kapitalismen.
C) Socialdemokratiet har været drivkraften i den udmøntning af arbejderklassens materielle fremskridt, som konsekvent har nedbrudt sociale fællesskaber uden at opbygge nye. Ukritisk har partiet overtaget de borgerlige, individualistiske normer og har dermed undergravet den styrke, som var grundlaget for de fremskridtene. I og med at partiet accepterer kapitalismens spilleregler - som blot skal reguleres og have et menneskeligt ansigt - accepterer det også den tvang og den begrænsning af frihed, som markedet dikterer.
D) Når dele af arbejderklassen i særlige situationer bryder med klassesamarbejdet og tilpasningen til det borgerlige samfund og griber til kollektiv handling i kampen mod undertrykkelse og udnyttelse, slår det socialdemokratiske bureaukrati til og fungerer som et magtredskab for systemet. Dermed forhindrer Socialdemokratiet og partifællerne i fagbevægelsen, at arbejderklassen udvikler den styrke, som kunne være et faktisk svar på nedbrydningen af rettigheder og sociale goder.
Men også i det daglige arbejde i fagforening, A-kasse, kommunalbestyrelser og Folketing fungerer det socialdemokratiske bureaukrati ofte som repræsentanter for magten og som magtmennesker, for hvem det er vigtigere at forsvare egne positioner og privilegier frem for at repræsentere arbejderbefolkningen. For så vidt bureaukraterne påtager sig rollen som forsvarere af sine medlemmer, er det ofte fagforeningernes kernemedlemmer - de, der har fast og sikkert arbejde - på bekostning af mere marginaliserede medlemmer, for slet ikke at tale om mulige medlemmer.

E) Hele denne konservative grundindstilling, hvor rutiner er bedre end kamp, og hvor man hellere holder på det, man har, end tager en risiko for at vinde nye resultater, får også bureaukratiet til at stejle over for nye grupper af arbejdere, som har andre betingelser og andre ønsker. Fagbevægelsens passivitet over for og Socialdemokratiets aktive medansvar for tvangs-arbejde og tvangsuddannelse - i solidaritetens navn - er anden side af samme sag.

4. Solidaritet for frihed
A) Revolutionære socialister står derfor i dag over for opgaven at bekæmpe både den falske frihed og den falske solidaritet, udvikle et alternativ til begge falsknerier, og overbevise arbejderbefolkningen om alternativets værdi og nødvendigheden af at kæmpe for det.
Socialister er ikke den personlige friheds fjender. Vores målsætning er også maksimale valgmuligheder for den enkelte. Uanset hvor reaktionære udslag den individualistiske ideologi har i dag, er det vigtigt at fastholde, at ønsket om flere rettigheder, flere valgmuligheder og større frihed - også til den enkelte - har en frigørende dynamik.

Det gælder også på arbejdspladsen. Identiske antal arbejdstimer, identiske arbejdstider, ensartede arbejdsopgaver er ikke vores målsætning, men kan være nødvendige krav for at forsvare arbejderklassen mod arbejdsgiverens uindskrænkede beslutningsret. Opgaven for arbejderbevægelsen og for socialister er derfor at løsrive frihedsbegrebet fra den borgerlige individualisme og at fastslå, demonstrere og praktisere, at fællesskabet - i kamp - er forudsætningen for den personlige frihed.

B) Udgangspunktet for kampen mod deregulering og andre former for nedbrydning af rettigheder og levevilkår er naturligvis at forsvare, hvad arbejderbevægelsen én gang har opnået. Men dette kan aldrig være nok. Og behovet for at forsvare gamle sejre, må aldrig overskygge kampen for nye. Til enhver tid må vi i samme åndedrag formulere krav om nye rettigheder, nye fremskridt - som bringer os videre, og som svarer til de behov og de ønsker, almindelige mennesker har i dag.
C) Kampen mod deregulering og fleksibilisering på arbejdsgivernes betingelser er den centrale opgave for arbejderbevægelsen i dag. Hvis ikke vi forstår at udvikle de fagligt-politiske svar og de nødvendige kampe, vil lønarbejderne i sidste ende blive overladt til arbejdsgivernes forgodtbefindende. Disse svar må i første omgang være defensive. Fordi tidligere vundne rettigheder er under angreb, og fordi det oftest er angreb på eksisterende rettigheder, der fremprovokerer spontane aktioner.
Men det nytter ikke at dele kampen tidsmæssigt op i først en defensiv og senere en offensiv fase. Kravene må være defensive og offensive i samme åndedrag: En offensiv forsvarskamp. Gør vi ikke det, kan vi ikke tiltrække de dele af ungdommen, som umiddelbart accepterer den liberalistiske individualisme; de unge, for hvem det ikke er nok "at få en overenskomst", "at få lov at stå i fagforening", at vinde retten til en mindsteløn og en højeste arbejdstid og tillæg for forskudt arbejdstid. Samtidig er kombinationen defensiv/offensiv nødvendig, fordi kun en offensiv kamp for organisatoriske styrkepositioner kan sikre mod stadig nye angreb på eksisterende rettigheder. I sidste ende kræver forsvarskampen et opgør med systemet og magthaverne.

D) Arbejdsgiveren vil til enhver tid forsøge at presse mest muligt arbejde ud af lønarbejderne - for at udnytte maskinerne, for at levere i tide, for at klare konkurrencen, kort sagt for at tjene mest muligt på vores arbejdskraft. Modsat har enhver lønarbejder et grundlæggende behov for at undgå nedslidning, og for ikke at aflevere mere af sin energi og tilværelse til arbejdsgiveren end højst nødvendigt. Derfor må vi forsvare den kollektivt fastsatte normal-arbejdsdag. Af hensyn til en bedre hverdag og beskæftigelsen skal den være kortere, og overskridelse skal give højere løn og afspadseres fuldt ud - ned til højeste ugentlige arbejdstid.
Men ud over denne grundlæggende fælles interesse har lønarbejdere forskellige behov og forskellige ønsker. De kan være afhængige af forhold i privatlivet, af alder eller blot og bart af temperament. Derfor kan ønsker til arbejdstid svinge fra person til person og fra én periode i den enkeltes liv til en anden.

Det kan være studerende, som ønsker deltidsarbejde....

Det kan være forældre, som ikke ønsker at placere deres børn i institution 9-10 timer om dagen (arbejdstid plus transport)....

Det kan være nedslidte og ældre, som vil arbejde, men ikke på fuld tid...

Arbejderbevægelsen og dens socialistiske fløj kan ikke tillade sig at stå som repræsentanter for en tvangsmæssig afvisning af disse grupper ved - som ofte hidtil - at insistere på samme ugentlige arbejdstid til alle. Vi må formulere og støtte krav, der giver mulighed for fleksible mødetider, kortere daglig arbejdstid, kortere ugentlig arbejdstid, periodevis kortere arbejdstid og orlovsperioder.

Men fagbevægelsens og venstrefløjens traditionelle modstand mod fleksibilitet, har ikke været ubegrundet. Arbejdsgiverne har selv "fleksibilitet" højest på programmet, og i et kapitalistisk samfund har de alle muligheder for at sætte betingelserne for denne fleksibilitet og udnytte den til presse mere arbejde ud af den enkelte. F.eks. er det almindelig kendt, at to halvdags-medarbejdere yder mere end én heldags. Og de fleksible mødetider og arbejdstider vil arbejdsgiverne forsøge at indordne under maskinernes behov, sæsonudsving og op- og nedgange i ordrebeholdningen.

Derfor er det en bestemt form for fleksibilitet i arbejdstiden, vi kræver og vil kæmpe for. Det er en fleksibilitet, hvor alle på mindre arbejdstid får samme betaling pr. time, og hvor de opretholder alle de samme grundlæggende rettigheder som fuldtidsansatte - herunder den altafgørende ret til at gå på fuldtid og normale arbejdstider, når de ønsker det. Det er samtidig fleksible regler, som til enhver tid er diskuteret, formuleret og godkendt på arbejdspladsen, i den faglige klub og i fagforeningen. Individuelle og fleksible arbejdstids-regler er et fælles anliggende, for kun ved at forsvare dem sammen, kan man sikre, at de ikke bliver et redskab for arbejdsgiveren til at undergrave samtlige ansattes arbejdsforhold. Omvendt kan vi med sådanne krav opnå kollektiv styrke og individuel frihed. De vil betyde en kraftig indgriben i arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet og vil derfor sætte spørgsmålet om magten på arbejdspladsen/pladserne på dagsordenen.

Så længe dobbeltarbejdet og diskriminationen af kvinder på arbejdsmarkedet ikke er endegyldigt afskaffet, vil der være en klar tendens til, at det er kvinder, som vælger kortere arbejdstider og længere orlovsperioder. Selv om vi får tilkæmpet os retten til denne fleksibilitet under kollektiv kontrol, vil disse valg ikke altid være frivillige. Vi må formulere forslag og krav, der fører til, at den tilstræbte frihed ikke bliver mændenes eneret, bl.a.: reel ligeløn, reel lige adgang til de bedre lønnede job, økonomisk og prestigemæssig opvurdering af de traditionelle kvindefag, flere bedre og billigere daginstitutioner, økonomisk og kvalifikationsmæssig opvurdering af erfaringer fra det private omsorgsarbejde (f.eks. orlovsperioder med henblik på at passe syge, gamle eller børn).

E) I dag er tendensen både inden for det offentlige og private: Branchevise lønaftaler i stedet for LO-forhandlede mindstelønninger og lønstigninger. Virksomhedsforhandlinger om løn i stedet for forbunds- og branche-overenskomster. Gruppevis og individuelle lønforhandlinger i stedet for fælles lønkrav på arbejdspladsen. På dette område er det lykkedes arbejdsgiverne - med fagbureaukratiets hjælp - at nedbryde, hvad fagbevægelsen har tilkæmpet sig gennem årtier.
Fagbevægelsen blev skabt ud fra den erkendelse, at arbejdsgiveren kan diktere lønforholdene, når han får lov til at spille hver enkelt arbejder ud mod hinanden. Selv om borgerlige økonomer og politikere ikke lægger skjul på, at formålet med individualiseringen af lønnen er at sænke omkostningsniveauet, har store dele af fagbevægelsen henlagt bevægelsens grundidé til støvede arkiver i kældrene. Vi arbejder for, at arbejderbevægelsen igen kommer i offensiven og stiller krav om høje mindstelønninger og fælles lønkrav. Vi må arbejde for at nedbryde lønforskelle, der ikke udspringer af forskellig arbejdstid eller forskellig arbejdstidsplacering.

Som argument for større lønspredning fremføres, at det fremmer engagement og arbejdsglæde, og at forskellig indsats skal lønnes efter fortjeneste. Naturligvis engagerer lønarbejdere sig i og identificerer sig med det arbejde, de udfører, hvor de overhovedet får mulighed for det. Ønsket om at gøre den bedst mulige indsats ligger dybt i de fleste mennesker. Derfor fordømmer vi det kapitalistiske markedssystem, som fratager lønarbejdere indflydelse på deres arbejde, og som i stedet benytter individuel økonomisk belønning.

Som alternativ sætter vi den virkelige frihed i arbejdet. Friheden til sammen med kollegerne at have indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og formål. Over for markedets diktatur af arbejdsforholdene og nyliberalisternes "tilbud" om lønforskelle stiller vi krav om de ansattes kontrol med alle dele af arbejdsprocessen og ret til at sige nej til ændringer, som strider mod de ansattes eller hele samfundets interesser.

Kravet om de ansattes kollektive ret til at træffe beslutningerne på arbejdspladsen vil åbne op for en virkelig frihed i arbejdet og en uendelig mængde kreativitet og energi til fordel for den enkelte og for samfundet. Men det strider mod hele logikken i markedsøkonomien, og før eller siden vil det komme i konfrontation med både med den enkelte arbejdsgivers profit-interesser og med det kapitalistiske konkurrencesystem som sådan.

F) Samtidig med at markedsøkonomien fortsat demonstrerer sin manglende evne til at skabe arbejdspladser til alle, udvikler borgerlige såvel som socialdemokratiske politikere nye former for tvangsarbejde og tvangsuddannelse, hvor arbejdsløse tvinges til at arbejde til en lavere løn og med langt færre rettigheder. Som svar på det kræver vi, at samfundet garanterer retten til arbejde og friheden fra arbejdsløshed og skaber de nødvendige arbejdspladser på normale overenskomstbetingelser.
G) Dereguleringen af den offentlige sektor svækker også den enkeltes mulighed og frihed til at vælge sin egen tilværelse. Derfor rejser vi også krav om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, sikring af indkomst i pensionsalderen uafhængigt af opsparingsordninger, frihed til at vælge den uddannelse, man ønsker, og frihed fra racistisk forskelsbehandling.

5. Opgør med magtens mænd
A) Netop fordi dereguleringen er så central i magthavernes strategiske projekt, vil kampen mod deregulering også hurtigt skabe grobund for en forståelse af, at en virkelig kamp mod deregulering kræver et opgør med de nuværende magthavere.
En nok så lille sejr i den offensive forsvarskamp mod deregulering vil blive mødt med ramaskrig og barske modtræk ikke bare fra den enkelte arbejdsgiver eller fra regering og Folketing, men lige så hurtigt fra finanskapitalen, som med sikker hånd vil lade markedskræfterne straffe den formastelige arbejdsplads, den formastelige branche eller det formastelige land. Og finansmarkedernes organisatoriske stemmer i EU, OECD, IMF, G7 osv. vil bøje det i neon.

B) Fællesskabets frihed og den af fællesskabet sikrede personlige frihed kræver et opgør med magtens mænd og med den falske friheds marked. Gennem en offensiv forsvarskamp må vi opbygge de positioner, som giver styrker og skaber bevidstheden til et opgør med kapitalismen som sådan.