Print  

Hørt på kongressen:

Udvalgte kommentarer til debatoplægget

Hvilke arbejdstids-krav skal vi stille? Hvad skal fagbevægelsen gøre for at undgå at udvikle sig til en pensionist-forening? Hvordan rammer dereguleringen i det offentlige og i det private? Hvilken rolle har Socialdemokraterne spillet overfor individualisering og opsplitning? De spørgsmål blev livligt diskuteret udfra oplægget "Solidaritet og frihed" på SAP's kongres. Her er et udpluk. Hvad mener du?

Anders Lange, tømrer:

- Diskussionen om fleksible arbejdstider er vigtig. Mange ser det som et gode. Det ville det også være, hvis man virkelig kunne bestemme selv. men i de fleste tilfælde sker det på arbejdsgiverens præmisser, afhænger af tilgangen af ordrer osv. derfor er det vigtigt, at vi har nogen rammer, og den ramme vi har brug for er arbejderkontrol. Det hanler om at skabe nogen ordninger, hvor man kan forbedre sine livsvilkår på egne præmisser og ikke bare kommer til at knokle løs på andre tidspunkter end det normale. for eksempel kunne akkordsjak selv aftale fleks-ordninger, når det passer dem. en anden ide er, at lave nedsat arbejdstid for børnefamilier. Det kunne også være med til at hindre, at det altid er kvinderne, der ryger på deltid.

Jørgen Arbo-Bæhr, porcelænsstøber:

- Den centrale opgave for socialister i dag er at samle folk bag krav om kortere arbejdstid. Derfor er det farligt at snakke om krav, der indholder en individualisering og opsplitning. Jeg vil også godt stille spørgsmålstegn ved om vi, som oplægget hævder, lever i en tid med individualisering. I den udstrækning folk får mulighed for at handle kollektivt, gør de det. Problemet er, at fagbevægelsen, Socialdemokratiet og sågar dele af venstrefløjen har droppet tanken om kollektiv handling. Den tanke skal genoplives.

Christina Nielsen, pædagogmedhjælper:

- Det er rigtigt at de unge tit ikke har interesse og forståelse for fagforeningsarbejde. Men det er ikke nødvendigvis udtryk for direkte modvilje eller afstandtagen. Det handler lige så meget om, at de unge, min generation, mangler traditionen for faglig kamp og solidaritet. Derfor er det nødvendigt at forklare de basale sammenhænge.

Da f.eks. postbudene på Søborg Postkontor nedlægger arbejdet på grund af stress var reaktionen ikke forståelse og solidaritet fra ungarbejderne, men i stedet simpel irritation eller glæde over at få pålagt/tilbudt de "gamle" postbudes manglende arbejde. Problemet er, at tillidsmændene ude på arbejdspladserne er alt for sløve til at påtage sig den opgave at få integreret de unge afløsere, vikarer og lignende i de faglige kampe, så de får den indsigt i problemstillingerne, som er nødvendig for forståelse og solidaritet.

Mark Sørensen, sanitør:

- Oplægget nævner de studerende, som et eksempel på en lønarbejder-gruppe, der har brug for andre arbejdstider end den normale, og argumenterer for at socialister skal støtte dette. Men erhvervsarbejde er kun en nødløsning for studerende. Det der i virkeligheden er brug for er en bedre SU. Det ville være bedre, hvis det var det vi sloges for.

Jens Hansen, Ingeniør:

- Det er et godt tidspunkt at diskutere mere visionære og offensive krav til arbejdstid og arbejdets indhold. Meget tyder på, at opsvinget ikke er kortvarigt, men udtryk for vækst i nye fremtidsrettede brancher.

Det økonomiske opsving betyder også mangel på arbejdskraft i flere brancher. Arbejdsløsheden er raslet ned til nu cirka 8 procent . Arbejdsgiverne er allerede begyndt at klage over det og frygter - forhåbentlig med rette - et lønpres, blandt andet i forbindelse med de nye overenskomster, der skal indgås til næste forår. Og de nye ungdomsårgange er små. Især unge mennesker kan nu forhåbentlig se frem til et stort udbud af jobs og uddannelsespladser og kan tillade sig at stille større krav.

Jeg skal ikke nægte, at mange mennesker i Danmark har det dårligt - men det er et mindretal, der har fået det værre økonomisk i de senere år. De fleste arbejdende mennesker har faktisk oplevet en væsentlig forbedring i deres økonomi. Måske er det derfor, at orlovsordningerne er blevet så populære - folk vil hellere holde fri, også selv om de ikke får fuld lønkompensation, men kun 60 procent af dagpengene. Der må virkelig være mange, der føler, de har råd til det.

Steen Andersen, programmør:

- Oplægget siger ikke meget om dereguleringen overfor offentligt ansatte. Her er der ellers nok at tage fat på. Det handler først og fremmest om nye lønsystemer. Ancennitetslønnen er på vej til at blive erstattet af individuelle lønforhandlinger, og det vil allerede i 1998 i princippet berøre 600.000 offentligt ansatte.

I det gamle system var det svært at skære ned på lønudgifterne uden samtidig at skære ned på antallet af ansatte. Med det nye system vil en del af lønnen blive konverteret til såkaldt frie lønmidler i den enkelte institution. De kan så bruges til individuelle tillæg, men man kan også forestille sig, at de vil være udgangspunkt for at skære i lønbevillingen til den enkelte institution. Man kan derfor uden at male fanden på væggen forestille sig, at de nye lønformer vil blive brugt til at barbere den totale lønsum i de enkelte institutioner. Resultatet bliver at enten går folk til lavere løn, eller også vil færre skulle lave det samme som nu - med øget arbejdspres til følge.