Den politiske situation og Enhedslistens opgaver

Vedtaget på SAPs 7. Landsmøde den 24. november 2013.

Teksten kan hentes som pdf-fil her!

1. Indledning

SAP har med mellemrum udarbejdet analyser af den politiske situation, de senere år med fokus på at blive klogere på, hvad der er Enhedslistens opgaver.

Denne tekst bygger oven på disse, men det er ikke en forudsætning for forståelsen af teksten, at man har læst disse, ligesom det heller ikke er en forudsætning, at have været politisk aktiv gennem en årrække.

Samtidig forsøger vi at trække linjerne fra den politiske situation i Europa til den politiske situation i Danmark. Både fordi den særlige krise i den europæiske økonomi er baggrundstæppet for den danske økonomi og derigennem den politiske situation i Danmark. Men samtidig fordi forbindelsen mellem de sociale kampe i Europa og udviklingen i klassekampen både i og uden for parlamenterne minder mest om hinanden i Europa – på samme tid som de adskiller sig fra hinanden.

Opbygningen af teksten er i fire afsnit:

• Regeringens krise
• Arbejderbevægelsens krise
• Den store stagnation og de tre kriser
• Opgaver for Enhedslisten i den nuværende situation

2. Regeringens krise

Regeringen krise er akut. Siden sin tiltræden har regering ført en stringent linje i den økonomiske og sociale politik, som står i stærk kontrast til det, S og SF gik til valg på.
Da S og SF sammen med de Radikale vandt magten skiftede den konkrete politik fra klassisk venstrereformisme (formuleret klarest i Fair Forandring, 2008) til økonomisk og autoritær socialliberalisme. Dette har ført til konstante konfrontationer med baglandet, dog uden større synlige masseprotester. Regeringes krise sender en stor del af arbejdervælgerne i armene på de borgerlige partier –især Dansk Folkeparti, som fremstår som forsvarer for en dansk velfærdskapitalisme. En anden del af arbejdervælgerne opgiver håbet om politiske forbedringer og bliver sofavælgere.

2.1 Regeringens nyliberale kurs
Regeringens politiske linje har – måske med undtagelse af finansloven for 2012 – været en nyliberal kurs. Den har satset på at skabe et øget udbud af arbejdskraft samtidig med, at den har givet erhvervslivet endnu lempeligere vilkår for at tjene penge. Alle socialreformer – måske med undtagelse af afskaffelsen af fattigdomsydelserne – har haft som målsætning at øge udbuddet af arbejdskraft, dvs. skabe flere arbejdsløse som skulle presse lønnen ned. Og skattereformerne har givet mest til de rige og virksomhederne.

Gennem et voldsomt reform-kapløb har regeringen i sine to første år gennemført reform af førtidspensionen, fleksjob-ordningen, indkomstskatten og overførselsindkomstreguleringen. Regeringen har indført en budgetlov som led i accepten af EU’s finanspagten, den har vedtaget en todelt vækstplan sammen med de borgerlige partier, som giver massive afgifts- og skattelettelser til erhvervslivet, og binder den økonomiske politik til en nyliberal kurs i resten er regeringsperioden. Ved samme lejlighed gennemførte regeringen en reform af kontanthjælpen og SU’en, som i begge tilfælde markant forringede vilkårene for unge. Senest har regeringen lavet en reform af folkeskolen, finansieret ved en forringelse af lærernes arbejdsvilkår.

Denne politik føres i en situation, hvor arbejdsgiverne er i offensiven med stadigt mere radikale krav om at ødelægge overførselsindkomstsystemet i Danmark.

2.2 Arbejderklassens skuffelse
Den nyliberale kurs medførte allerede fra foråret 2012 en massiv vælgerflugt fra både S og SF. Samtidig er medlemmer flygtet. Den seneste opgørelse peger på at de tre regeringspartier tilsammen har mistet 10.000 medlemmer i regeringsperioden.
SF nedsmeltede for åben skærm, da formandsopgøret efter Villy Søvndal blot ét år inde i regeringsperioden førte til et massivt nederlag for den hidtidige ledelse. Herefter forsvandt en stor del af den unge ”moderniseringsfløj” næsten kollektivt over i Socialdemokratiet. Mens Socialdemokraterne ikke har oplevet et lignende internt opgør, så er vælgeropbakningen til S fortsat med at falde.

Samtidig er det kendetegnende, at de to partier mister arbejdervælgere. En måling peger på, at hver anden af arbejderstemmerne fra valget i 2011 har trukket opbakningen til S. Ligeledes var SF i 2008-09 Danmarks tredje største arbejderparti målt på arbejdervælgere. Denne opbakning er smuldret.

De Radikale er heller ikke gået usåret gennem regeringsperioden, hvor partiet har mistet omkring 1/3 af vælgerne i meningsmålingerne.

Der har dog samtidig været udsving i målingerne, siden regeringen blev dannet for to år siden. Det mest markante har været, at når regeringen har lavet aftaler med Enhedslisten, er opbakningen til regerings-partierne vokset - og omvendt, når den har lavet aftaler med højrefløjen. Denne tendens bekræfter, at regeringens største - og måske eneste - mulighed for at vinde næste valg er, at den vælger samarbejdet med Enhedslisten i stedet for de borgerlige.

I stedet har skuffelsen over regeringen ført til en vælgerflugt. Meningsmålinger tyder på, at Enhedslisten højst opsamler en tredjedel af disse. Næsten en trejdedel vælger sofaen, men lidt over en tredjedel flytter til blå blok.

2.3 En særlig dansk syge?
Selvom tilbagegangen i opbakningen til de to socialdemokratier i Danmark har været voldsom, er den ikke uden paralleller. Regeringen i Danmark er ingen undtagelse fra de socialdemokratisk ledede regeringer, som er kommet til magten under krisen rundt om i Europa. Alle lande, hvor disse regeringer har videreført en nyliberal krisepolitik, er deres opbakning i befolkningen forsvundet hurtigt og massivt. Både i England, Norge, Spanien og Grækenland er socialdemokratierne blevet straffet vælgermæssigt på grund af deres højredrejning. Selv i Frankrig, hvor socialistpartiet ved at fremføre venstrereformistisk retorik (fx millionærskat) kunne vinde valget 2012, ser opbakningen til Hollande ud til at smuldre efter regeringen er begyndt at gennemføre nedskæringer.

2.4 Hvilket rum for en anti-kapitalistisk politik?
Krisen i de regeringsbærende venstrefløjspartier, S og SF, har givet ophav til forskellige ideer i Enhedslisten om, at der ikke er plads til et antikapitalistisk parti og antikapitalistisk politik i Danmark i den nuværende situation.

Dette argument findes i mindst to udgaver i Enhedslisten. Den første fremhæver, at Enhedslisten skal påtage sig opgaven som det nye anti-nyliberale parti, der kan samle alle de skuffede vælgere fra S og SF. Med andre ord er der opstået et tomrum, som Enhedslisten må udfylde ved at ændre sin politiske profil. For kritikken af kapitalismen står ifølge denne opfattelse i modsætning til kritikken af liberalismen, hvis man vil alliere sig med både ledelsen af fagbevægelsen og de demoraliserede SF’ere og socialdemokrater. Enhedslisten kan altså kun tiltrække S og SF medlemmer og vælgere ved at nedtone sin kapitalismekritik og revolutionære strategi.

Den anden variant af dette argument er, at erosionen af arbejderklassens organisationer er så fremskreden og klassebevidstheden så fraværende, at det der ikke er objektiv eller subjektiv basis for at kombinere en antikapitalistisk propaganda med en anti-nyliberal agitation. Det overordnede mål er at få aktiveret og mobiliseret arbejderklassen og det sker først og fremmest på modstand mod de nyliberale angreb. Ifølge denne teori er Enhedslistens arbejde i Folketinget heller ikke afgørende for mobiliseringen fra neden. Den skal først og fremmest vise, at Enhedslisten er troværdig. Det betyder, at det er stort set lige meget hvad Enhedslisten går med til for at trække socialdemokratiets ledelse til venstre.

Begge disse teorier er imidlertid forkerte. For det første vil en nedtoning af Enhedslistens antikapitalistiske føre til, at partiet ikke kan give troværdige svar på, hvordan den økonomiske, økologiske og demokratiske krise overkommes. Det er i den nuværende krise ikke muligt at føre en ren ”anti-nyliberal” linje, som ikke i det mindste indeholder anti-kapitalistiske grundelementer. For hvilken modstand skulle kunne vækkes mod nedskæringspolitikken, hvis ikke Enhedslisten kan pege på en alternativ økonomisk politik? Hvad skal finansiere den velfærd og de arbejdspladser, som står øverst på programmet hos et parti, der vil bekæmpe nyliberale krisepolitik?

Rummet for nationale keynesianske løsninger på krisen er indsnævret, fordi kapitalistklassen ikke vil ophæve investeringsstrejken, med mindre arbejderklassen betaler ved kasse ét. Det er ikke muligt at ”lokke” arbejdsgiverne til at investere penge til gavn for arbejderklassen i Danmark. Det har både VK-regeringens og den nuværende SRSF-regerings politik vist.

Derfor er indgreb overfor kapitalistklassen ikke bare ønskværdigt, men også nødvendigt for at føre en konsekvent anti-nyliberal politik. At vinde opbakning for sådan en politik kommer ikke ud af det blå. Tværtimod er det nødvendigt at Enhedslisten markerer, hvilke midler partiet peger på, for at finansiere sine forslag. Det har partiet traditionelt gjort – og det er stadig vigtigt at gøre.

2.5 Enhedslisten må være et politisk alternativ til regeringen
• Når S-R-SF regeringen opfattes som meget upopulær af arbejderbefolkningen i Danmark er det uhyre vigtigt, at Enhedslisten formår, at distancere sig selv fra alle dele af regeringens borgerlige politik.
• Enhedslisten må ligeledes markere sig som et alternativ til regeringen med et andet politisk projekt end regeringen. Det mås ske både i Enhedslistens medier generelt og i de konkrete sager, hvor Enhedslisten markerer sig i offentligheden.
• Samtidig må Enhedslisten konfrontere regeringen med den borgerlige politik, for at fastholde presset på og tiltrække de dele af arbejderbefolkningen, som har opgivet S og SF på grund af uenighederne omkring den økonomiske politik og socialpolitikken.
• Det er samtidig vigtigt, at de fremskridt, som Enhedslisten kan opnå gennem aftaler med regeringen, opfattes som klare forbedringer (uanset størrelsen heraf), hvor Enhedslisten ikke går på kompromis med princippet om at ”stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse”.

3. Arbejderbevægelsens krise
Ligesom regeringens krise er arbejderbevægelsens krise åbenlys for alle. Siden Murens fald har den klassesamarbejdet været i kapitalistklassens favør. Op igennem 1990'erne var der økonomisk opsving, som gjorde det muligt at forhandle aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, som gav forbedringer for arbejderbefolkningen. Men samtidig indledte en socialdemokratisk-ledet regering en massiv liberaliserings- og privatiseringsbølge med bl.a. salget af store offentlige virksomheder og reduktion i dagpengeperioden uden protester fra fagbevægelsen. I 2000'erne fik VKO cementeret denne ideologiske og økonomiske samfundsudvikling, nu med et opsving i lokale arbejdskampe, men uden en samlet kritik fra fagforeningernes ledere. Med den såkaldte finanskrise i 2008 lå banen åben for lanceringen af en massiv krisepolitik, der sendte regningen for krisen til arbejderbefolkningen. Denne krisepolitik fortsætter nu under S-SF-R-regeringen i vid udstrækning med opbakning fra fagbevægelsens ledelser, både økonomisk i form af udstrakt accept af forringede løn- og arbejdsvilkår og med tilslutning til den ideologiske retorik om, at vi alle må bidrage til at betale krisen.

Alt i alt er grundlæggende resultater og strukturer under afvikling, som klassesamarbejdet ellers har været bygget op omkring. Kapitalistklassen er i offensiven og resultaterne af det såkaldte klassesamarbejde er i deres favør: Nedskæringer og reformer, der gør tilværelsen for arbejderbefolkningen mere usikker og mere villige til at acceptere forringede løn- og arbejdsvilkår samtidig med at der åbnes nye markeder for profit på opgaver, der før lå i offentligt regi.

Ikke desto mindre holder fagbureaukratiet fast i klassesamarbejdet som strategi og taler overordnet for tilbageholdenhed i konkurrenceevnens navn. Fagforeningens ledere har ingen svar eller perspektiver for, hvordan medlemmernes arbejds- og lønforhold kan forsvares nu og i fremtiden. I stedet ser vi flere fagforeningsledere gå arbejdsgivernes ærinde og anbefale lønnedgang med begrundelsen om at arbejdspladserne ellers vil forsvinde.
Mange i arbejderklassen ser fagbevægelsens politiske rolle, som forsvarer af klassens samlede interesser, udspillet og flygter over i de gule fagforeninger eller opgiver helt at organisere sig. Medlemsflugten bekymrer fagbevægelsens ledere, og forskellige initiativer til hvervekampagner er igangsat. Men grundlæggende undviger fagbevægelsens ledelser spørgsmålet om, at medlemmernes interesser i en nyliberal æra kun kan forsvares i aktivering og politisering af medlemmerne som kollektiv kamporganisation.

Men krisen i arbejderbevægelsen kan ikke reduceres til dens ledelse. Krisen i arbejderbevægelsens reformistiske og bureaukratiske ledelse har stået på i så mange år, at det har nedbrudt arbejderbevægelsen i sådan en grad, at der ikke længere er en bevægelse, hvor Enhedslisten blot kan tilbyde og kæmpe for en ny og bedre ledelse. Det er en hovedopgave for Enhedslisten i dag at bidrage aktivt til at genopbygge arbejderbevægelsen og gennem dette arbejde bevise, at partiet har det nødvendige program og perspektiv for arbejderbevægelsen. Samtidig må Enhedslisten være med til at genskabe selve det socialistiske perspektiv i arbejderklassen og blandt andre udbyttede og undertrykte grupper.

Dertil kommer en øget splittelse mellem fagforeningerne på det private og det offentlige område, hvor det kønsopdelte arbejdsmarked og den borgerlige ideologi med individualiseringen af ansvar og pligter i forhold til velfærdsopgaver slår igennem. Den nyliberalistisk løgn om, at den private sektor har en klods om benet i den offentlige sektor, reproduceres i forskellig grad af fagforeningernes ledelser bredt set. Der tegner sig en splittelse mellem de offentlige og private fagforbund i kampen mod angrebene fra arbejdsgiverne og regeringen. Det har vi set under overenskomstforhandlinger op igennem 2000'erne, og senest og tydeligst så vi i foråret den mest omfattende arbejdskamp længe, hvor rystende få fagforeninger og -forbund bakkede op om de mere end 70.000 lærere, der var ramt af lockout. Nogle LO-forbund sågar i hverken tale eller handling. Dette på trods af en bredt accepteret analyse af, at regeringen og KL var samlet om en manøvre, der skulle tjene som en rambuk-model, for at smadre den stærkeste fagforening i Danmark og tage resten næste gang og næste gang igen.

Omvendt ser vi også flere steder tegn på modstand, fx lærerkonflikten og nyligt ved af afvisning af lønnedgang blandt slagteriarbejdere. Men lærer-lockoutens afsløringer med aftalt spil mellem Corydon og KL allerede i december, kobles ikke nødvendigvis sammen med en generel nedskæringspolitik i det offentlige for at presse lønnen og højne konkurrenceevnen - også på det private arbejdsmarked til fordel for kapitalejerne. Det er her, at der er behov for at samle op på medlemsprotester mod svigtet fra de faglige ledere, der pipper frem her og der og tage fat på den lange, seje kamp for opbygning af koordinerede alternativer nedefra, ude på arbejdspladserne. Vi skal i samarbejde og i kamp være med til at udvikle delsvar og præsentere et perspektiv, der samler op på fagbevægelsens medlemmers erfaringer, selvorganisering og krav.

Det betyder også, at vi skal skærpe vores analyse, og konsekvent skelne mellem interesser, organiseringer og handlemuligheder i de forskellige lag i fag- og arbejderbevægelsen i de konkrete kampe. Enhedslisen skal som organisation tage dette arbejde alvorligt og kollektivt debattere og udveksle idéer, for at trække på samme hammel på alle niveauer i vores politiske arbejde, som aktivister, tilllidsrepræsentanter, valgte i fagforeningen og i parlamenterne.

I Enhedslisten er der dog ikke enighed om og hvordan man skal arbejde for at styrke den faglige bevægelse. Forskellige teorier om fagbevægelsen har et helt anderledes perspektiv på den faglige kamp. En strømning i partiet mener, at den faglige bevægelse ikke har nogen betydning for den politiske strategi. Derfor må magten vindes gennem Folketing og kommunalbestyrelser.

Denne idé er forkert, fordi den forveksler den lange nedbrydning af fagbevægelsen med en permanent tilstand. Konflikterne på det offentlige område har vist, at der kan ske store spring i bevidstheden hos lønmodtagerne, når de sætter sig i bevægelse. Det er denne klassekampsdynamik, der gør at den faglige bevægelse må være omdrejningspunktet for Enhedslistens politiske strategi.

Der er samtidig teorier, som mener at den centrale opgave for det faglige arbejde er at erobre tillidshverv i de faglige organisationer. Denne idé leder til et fagligt arbejde, hvor fokus flyttes fra de mange aktive medlemmer over på de medlemmer, som kan vinde tillidsposter. Denne teori er forkert, fordi den ikke tager udgangspunkt i det forhold, at arbejderbevægelsen må genopbygges fra neden. Det afgørende for at skabe faglige kamporganisationer ud af de faglige sammenslutninger er at opbygge politisk aktivitet og organisering fra neden.

4. Den store stagnation og de tre kriser

Overordnet set er den aktuelle situation præget af tre kriser: den økonomiske, den økologiske og den demokratiske. Her analyserer vi de tre kriser og deres udtryk i Europa og Danmark. Kriserne er forbundne og udgør rammen omkring det politiske klima i de kommende år.

Europas krise består både i økonomisk efterslæb ift. Kina og USA, og i nedbrydning af de sociale og demokratiske strukturer. Der er samtidig store forskelle mellem de europæiske lande økonomiske og politisk. Danmark er EU’s duks med hensyn til økonomisk holdbarhed – en økonomisk politik kombineret med fremadstormende økonomisk liberalisme gør DK til et af de eneste lande, som er i stand til at overholde de økonomiske målsætninger i den europæiske integration.

Når de tre kriser bliver set hver for sig og inden for rammen af en kapitalisme med mindre og mindre regulering af markedet, bliver løsninger på én krise i modstrid med løsninger af de øvrige kriser.

4.1 Den økonomiske krise
Krisen har en dobbelt betydning for kampen mod kapitalismen. På den ene side, har det afkræftet myten om, at vi nu var kommet ind i den krisefri kapitalismes æra. Dermed burde det nyliberale projekt svækket ideologisk, hvilket kan øge mulighederne for at præsentere alternativer. På den anden side medfører krisen umiddelbart en svækkelse af arbejderklassens objektive styrke.

Den såkaldte finanskrise har udviklet sig til en langstrakt recession. Krisen bekræfter de marxistiske økonomiske teorier om, at kapitalismens indbyggede modsætninger fører til kriser. Grundlæggende set er krisen en overproduktions- og overakkumulationskrise. Konkret fik krisen udtryk som en finanskrise, fordi en stor andel af opsparingerne ikke gik til investeringer, men derimod til lån til forbrug (enten direkte eller gennemboligmarkedet). Denne mekanisme var nødvendig for at opretholde et højt forbrug hos arbejderklassen for at kunne holde væksten i gang. Da krisen slog igennem, ramte det forbruget og dermed har det afsløret, at virksomhederne har en relativt stor overkapacitet – dvs. overakkumuleret kapital i produktionsapparatet. Krisen er derfor heller ikke løst, eftersom de ubalancer, som udløste krisen, fortsat eksisterer.

Krisen er udgangspunkt for en ideologisk svækkelse af nyliberalismens påstand om, at en mere ureguleret kapitalisme kan løse menneskehedens behov. Dette åbner for, at der i højere grad kan diskuteres såvel keynesianske som socialistiske alternativer.

Krisens konkrete betydning for arbejderklassen er først og fremmest en høj arbejdsløshed. Det har konsekvenser ikke kun for dem, der selv bliver ramt af arbejdsløshed. Frygten for arbejdsløshed har en meget disciplinerende effekt på arbejderklassen. For de borgerlige økonomer er arbejdsløshed et udtryk for, at løn og andre omkostninger er for høje. Derfor er løsningen enkel: løn, erhvervsskatter og afgifter skal ned.

Det er også det, der ligger i EU’s strategi om at satse på konkurrencedygtighed. De socialdemokratiske partier har stort set accepteret denne nyliberale tilgang til økonomien: velfærdsstaten forsvares bedst ved at forbedre konkurrenceevnen. Arbejderklassen er dermed svækket både pga. den objektive situation med lav beskæftigelse og den subjektive situation, hvor arbejderbevægelsens traditionelle ledere ikke præsenterer noget troværdigt alternativ. Denne svækkede styrkeposition ført til, at den nyliberale offensiv har kunnet komme i gennem med angreb i form at faldende realløn og afvikling af den sociale velfærd.

Selvom Danmark klarer sig godt sammenlignet med andre europæiske lande, bliver der anvist de samme løsninger for den danske udvikling. Euroen har i modsætning til nogle af tilhængernes forventninger ikke ført til en mere ensartet økonomisk situation. Tværtimod har det øget skævhederne mellem syd/øst og nord. Dette er kombineret med konkurrence-tankegangen en farlig udvikling, hvor ubalancerne, bliver udlagt som, at grækere og spaniere har levet over evne, mens befolkningerne i Sydeuropa oplever en nærmest kolonialistisk tilgang fra især Tyskland. Det kan føre til en form for nationalistiske forståelser af, at arbejdere og kapital har et nationalt interessefællesskab. Over for dette er det afgørende, at venstrefløjen sætter spørgsmålet om et internationalistisk fælles forsvar for arbejderklassens interesser på dagsordenen.

4.2 Den økologiske krise
Den økologiske krise er efterhånden indlysende. Bortset fra få tilbageværende skeptikere er alle enige om, at den globale opvarmning er et faktum og den er menneskeskabt. Derfor er der også bred enighed om, at der ”skal gøres noget”. Men det er ikke alene brugen af fossile brændstoffer, der ikke er bæredygtigt – den kapitalistiske vækst fører til et eskalerende ressourceforbrug på alle områder. Den kapitalistiske tilgang, hvor naturressourcerne gøres til en vare, betyder at det er de fattige, der bliver taberne i kampen om ressourcerne.

Dette gælder også, når staten skal regulere adgangen - uanset om det er direkte korrupte regeringer, der sælger minerettigheder, eller det er i Danmark, hvor Nordsøolien giver ekstraprofitter til Mærsk. Den nyliberalistiske offensiv har betydet endnu større adgang for multinationale selskaber til ressourcerne. Mange steder ser vi, at folk kæmper for en anden vej – uanset om det er ”stop skifergas” i Nordjylland eller indianske bønder i Peru. Når stater ikke er presset af stærke bevægelser, tjener de alene kapitalisternes interesser. Kampen om ressourcerne er derfor også klassekamp.

De markedsmæssige styringer af ressourcerne f.eks. med CO2-kvoter er bare med til at cementere den ulige adgang. Det er især de fattigste, der også bliver ramt af konsekvenserne af den globale opvarmning. Flere oversvømmelser, storme og ørkendannelse rammer især de tropiske egne, hvor størstedelen af verdens fattige bor. I modsætning til de rige i de samme områder, har de ikke ressourcerne til at beskytte sig eller købe jord andre steder. Klimaflygtninge bliver et stigende fænomen. I Danmark er konsekvenserne væsentligt mindre, men her er der også behov for massive investeringer, for at forberede os på flere og voldsommere regnskyl. Krisen har medført en midlertidig nedgang i ressourceforbruget, herunder afbrændingen af fossile brændsler.

Overfor markedsløsningerne på ressourceforbruget, er der behov for anti-kapitalistiske og socialistiske løsninger, der handler om at løse behovene på en måde, der ikke skader fremtidige generationer. Sådanne løsninger kan kun vokse ud af de konkrete kampe om demokratisk kontrol med ressourcerne, mod miljøødelæggelser osv.

4.3 Den demokratiske krise
De sidste 25-30 års nyliberale bølge har på forskellige måder ført til angreb på demokratiet i takt med, at krisen har gjort nyliberalismen mere autoritær. Af flere omgange er de grundlæggende principper i det borgerlige demokrati blevet indsnævret gennem fx anti-terrorlovgivning, flere beføjelser til politiet, øgede straframmer som middel til kriminalitetsbekæmpelse, marginalisering af indvandrere, skrap integrationslovgivning (24-års reglen), og ikke mindst ringere mulighed for at få aktindsigt (offentlighedsloven).

Samtidig har hjørnestenen i nyliberalismens økonomiske politik været svækkelsen af den offentlige sektors rolle i samfundsøkonomien. Flere og flere dele af det offentlige er blevet privatiseret, sat i udbud eller udliciteret. Samtidig er styringen af den offentlige sektor med New Public Manegement-tankegangen i stadig højere grad blevet underlagt nyliberalistiske markedslogikker, som også har indskrænket demokratiet – brugere, ansattes indflydelse – i den offentlige sektor. Ydermere er kontrollen med kapital og varebevægelser blevet begrænset.

EU har været en murbrækker i denne strategi for at EU skal være mest mulig konkurrencedygtig. Dette betyder med andre ord, at alle udgifter, der ikke er strengt nødvendige for produktionen af varer skal væk. Dette er udvikling, der er sket på trods af, hvad de fleste ønsker og har derfor kun kunnet lade sig gøre, fordi det er blevet påtvunget som nødvendige krav fra markedet eller udemokratiske institutioner som EU. Den anden årsag er, at den traditionelle arbejderbevægelse – dvs. de socialdemokratiske partier og fagbevægelsens top ikke har noget alternativ.

Socialdemokraternes accept eller direkte opbakning til den nyliberale opbakning er det andet element i den demokratiske krise. Erfaringerne med socialdemokratiske regeringer er, at der ikke reelt er forskel på den overordnede økonomiske politik. Dette har forskellige udtryk i de europæiske lande: politikerlede, desillusionering og forskellige former for radikalisering. I nogle tilfælde fører skuffelsen med de socialdemokratiske partier til øget opbakning til venstrefløjspartier, men samtidig er der også nogle der går til borgerlige, populistiske eller højreekstreme partier. For at løse denne politiske krise har vi set, at socialdemokratiske partier indgår endda i store koalitioner med de borgerlige. Krisen har skærpet denne situation, hvor klassesamarbejdet reelt er brudt sammen.

Der er dog også eksempler på forskellige former for modstand. Indignados og Occupy- bevægelserne er eksempler på en modstand hvor hundredetusinder af mennesker organiserer sig og får troen på egne evner til at skabe forandring. Modstanden ses også ind i mellem i den traditionelle arbejderbevægelse, hvor der er strejker og aktioner. I enkeltstående tilfælde udvikles der mere radikale arbejderkampe med fabriksbesættelser o.lign. Bevægelserne rejser perspektivet om andre former for demokrati med en kritik af den økonomiske magt.
Der er brug for en kamp mod kapitalens øgede magt på grund af afregulering og overførsel af magt til EU. Det er dog vigtigt, at venstrefløjen ikke præsenterer dette forsvar som et perspektiv om at vende tilbage til et tidligere mere ideelt borgerligt demokrati. I stedet handler det om at præsentere alternativer, der forener de nye bevægelsers perspektiv om selvforvaltning med en strategi for at opbygge en styrke, der kan angribe kapitalens magt.

4.4 Behovet for et samlet svar
Det er den anti-kapitalistiske venstrefløjs ansvar at udvikle politiske alternativer, der svarer på de tre kriser. F.eks. er udviklingen af en beskæftigelsespolitik, der sikrer omstillingen til et bæredygtigt samfund, baseret på demokratisk styring helt afgørende. Dette er antikapitalistiske svar i det, at hvis et svar en eller to af kriserne ikke skal uddybe en eller to af de andre, kommer det uvægerligt i konflikt med kapitalens interesser.

5. Opgaver for Enhedslisten i den nuværende situation

I dette afsnit konkluderer vi på vores analyse og tegner linjerne for en venstrekurs for Enhedslisten. Vi skal pege på hvilke opgaver, der findes inden for hvert af de punkter, som vi har behandlet ovenfor.

5.1 Genopbygning af arbejderbevægelsen
For at overkomme arbejderklassens defensive position, er det nødvendigt at genopbygge arbejderbevægelsens muskler og selvtillid. Det er ikke kun et spørgsmål om at overkomme det kriseramte lederskab. Det kræver genopbygning af basis. Historisk har arbejderbevægelsen bestået af mange organisationsformer: partier, fagbevægelse, ungdomsorganisationer, sygekasser, lejerforeninger, kulturorganisationer, kooperative virksomheder med mere. Over et langt historisk forløb er disse blevet politisk og organisatorisk nedbrudt.

Opgaven består nu i at genopbygge en arbejderbevægelse over en bred kam, men ikke nødvendigvis med de samme organisatoriske former. Det er en opgave, der på mange måder kræver en gentænkning af strategien.

Som parti vil det bl.a. betyde, at Enhedslisten ikke kan nøjes med at kritisere, korrigere og stille krav til andre store aktører i arbejderbevægelsen. Enhedslisten må begynde at se sig som arbejderbevægelsens parti, der tager ansvaret for at formulere de samlede politiske løsninger og de organiseringer og bevægelser, der skal til: lokale velfærdsbevægelser, solidaritetsorganisationer, kulturorganisationer osv.

Enhedslisten må påtage sig initiativkraften og den organiserende rolle i og af bevægelserne som sådan. Vi må skabe faglig organisering, skabe solidaritetsorganisationer, skabe nedskæringsbevægelser. Vi skal naturligvis ikke gøre det alene og ikke i partiets navn, men vi skal se det som vores ansvar. Vi skal stadig opfordre og udfordre andre politiske kræfter i arbejderbevægelsen med tilbud/krav om fælles aktiviteter (enhedsfrontsmetoden), men Enhedslisten skal i langt højere grad være parate til at sætte aktiviteterne i gang på egen hånd, hvis de andre afviser.

Fagbevægelsen er den del af arbejderbevægelsen, som sidst er blevet ramt af nedbrydningen, og hvor der er mest at bygge videre på. Derfor er fagbevægelsen den mest oplagte del af arbejderbevægelsen, hvor vi kan begynde genopbygningsarbejdet. Det vil sige aktivitet på arbejdspladserne, politikudvikling og kampskridt. Enhedslisten skal derfor opfordre til og understøtte vores medlemmer til at stille op til TR-poster, gå ind i alle former for faglige klubber og bestyrelser på alle niveauer og kæmpe for at udvikle fagbevægelsen til aktive, kæmpende og demokratiske organisationer, som samler så store dele af arbejderklassen bag medlemmernes interesser.

Enhedslisten skal bidrage til dette, ved at medlemmerne mobiliseres til at opbygge fagbevægelsen igennem dobbeltorganisering. I den forbindelse er det nødvendigt at skærpe analysen af interessekonflikter og forskellige lag i fagbevægelsen, og arbejde for at de faglige aktiviteter og kampe faktisk forsvarer de virkelige interesser og behov ude på arbejdspladserne. Arbejdet i fagbevægelsen skal derfor heller ikke isoleres i partiet til udelukkende at vedkomme faglige netværk og enkelte ansatte. Hele partiet må tage udfordringen på sine skuldre. Enhedslisten må, på alle niveauer – også parlamentarisk - blive drivkraft i at stille spørgsmålstegn ved klassesamarbejdet, kritisere fagbevægelsen når den svigter, og pege på behovet for en konfronterende og kæmpende indstilling.

Det er afgørende at arbejde for solidaritet imellem faggrupper. De aktuelle angreb på offentligt ansatte, hvor enkelte grupper angribes en efter en, og på privat ansatte, hvor angrebene sker på den enkelte virksomhed, gør det til en vigtig prioritering, at opbygge solidaritet mellem faggrupper - på tværs af fag og arbejdsplads. På den måde kan kampene politiseres og udvides, og den umiddelbare solidaritet med kollegaer og indenfor faggrupper, kan udvikles til en klasseidentifikation.

5.2 Opbygning af enhedsfronter mod nedskæringspolitikken
Enhedslisten skal arbejde for at opbygge enhedsfronter mod nedskæringspolitikken, den miljømæssige/klimatiske ødelæggelse, og endelig kampen mod afmontering af demokratiet. I øjeblikket er det meget svært at mobilisere store dele af arbejderklassen til aktivt at bekæmpe krisepolitikken. Enhedslisten må – med udgangspunkt i partiets basis - kontinuerligt diskutere og udvikle bud på hvilke krav der kan samle og mobilisere bredt. Det er ikke tilstrækkeligt at vente på at protesterne opstår spontant. Enhedslisten må aktivt arbejde for at sætte de spørgsmål på dagsorden, som det vurderes at man vil kunne samle enhedsfronter omkring og samtidig aktivt arbejde for at opbygge disse enhedsfronter.

Samtidig må Enhedslisten blive i stand til at støtte de små protester der opstår og bidrage til at udvikle og udvide dem. Ikke kun igennem opbakning fra repræsentanter i folketinget, men også ved at mobilisere medlemsbasen og organisatoriske ressourcer til at støtte protesterne, samt ved at give retning og perspektiv for bevægelserne, der bidrager til at udvide, styrke og samle dem.

Eksempelvis har Enhedslistens centrale krav under krisen været at komme arbejdsløsheden til livs. Imidlertid vil en politik, som sigter på at fjerne arbejdsløsheden føre til en række følgekrav. For hvor skal arbejdspladserne komme fra kunne man passende spørge.

De private arbejdspladser er forsvundet, fordi kapitalisterne holder på pengene i stedet for at investere i produktion i Danmark. Pengene sendes ofte ud af landet. For at kunne skabe de manglende arbejdspladser skal der enten ansættes massivt i den offentlige sektor – det kræver massiv finansiering, som på den korte bane kun kan findes via beskatning på de rigeste og virksomhederne. Eller også skabes arbejdspladserne ved at sætte produktion i gang. Det kræver at arbejdsgiverne tvinges til at investere i arbejdspladser her og nu i Danmark eller at der sættes gang i en storskala udvidelse af offentlig produktion, som må udgrænse den private.

Begge strategier vil på den måde føre til indgreb overfor kapitalisterne, som i en krisetid vil blive anset som meget alvorlige. Det er krav som disse vi kalder antikapitalistiske; nemlig krav, der griber ind i arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, samt retten til at tjene penge på produktionen. Og det er sådanne krav, Enhedslisten må fremføre for at synliggøre, at partiet står for en anden udviklingsvej end den nyliberale.

5.3 Nødvendigheden af at opbygge et alternativ til kapitalismen
I kontekst af de tre kriser, er det ikke muligt at opstille reelle løsninger på arbejderklassens aktuelle problemer indenfor kapitalismens rammer. Derfor er det nødvendigt at Enhedslisten fremlægger et antikapitalistisk perspektiv. Enhedslisten må naturligvis støtte de umiddelbare krav som en bevægelse mod nedskæringspolitikken rejser, men samtidig må Enhedslisten tage udgangspunkt i arbejderklassens reelle, virkelige behov og rejse de krav som faktisk repræsenterer reelle løsninger på problemerne – selvom disse krav bryder med kapitalismens rammer. Kun på den måde kan Enhedslisten blive et reelt og troværdigt alternativ.

5.4.Nødvendigheden af internationalisme
Kriserne og deres konsekvenser går i høj grad på tværs af grænser. Nyliberalismen fremstilles som noget udefrakommende og angrebene på arbejderklassen forklares ud fra logikken om staternes konkurrence med hinanden. På den måde sløres modsætningsforholdet mellem klasser og klassesolidariteten på tværs af grænser nedbrydes. Som modsvar til dette, er det nødvendigt at Enhedslisten orienterer sig mere internationalt. Det er nødvendigt at indgå stærkere samarbejder med andre antikapitalistiske partier, udveksle ideer og erfaringer, samt at fremføre en kritik af nyliberalismen med et internationalistisk udgangspunkt. Enhedslisten skal ikke argumentere for ”løsninger” på hvordan Danmark bliver en ”bedre konkurrencestat”, men i stedet arbejde for at opbygge en international klassesolidaritet.

På grund af EU’s særlige rolle i Europa, som redskab for nyliberalismen og afvikling af demokrati, spiller kritikken af EU opbyggelsen af klassesolidaritet i Europa aktuelt en særligt vigtig rolle.

Det betyder, at Enhedslisten må søge et tættere praktisk samarbejde med andre europæiske antikapitalistiske eller revolutionære partier. For eksempel kan Enhedslisten gennem samarbejde med østeuropæiske antikapitalistiske partier køre fælles front med den ”land grabbing”, som danske landbrug udøver med støtte fra statskassen i Østeuropa. En kampagne mod den imperialistiske annektering af jord ville dermed kunne få karakter af både praktisk og konkret grænseoverskridende kamp.

Et lignende eksempel er fælles front med græske partier i kampen mod imperialistiske danske medicinalselskaber, der på det groveste har afpresset den græske stat under statsgældskrisen fx ved at boykotte Grækenland. Her ville en konkret kampagne mod medicinalindustrien give afsæt for både konkret international solidaritet og for en antikapitalistisk sundhedspolitik.