Print  

SAPs arbejde for at opbygge Enhedslisten

Vedtaget på SAP’s 7. Landsmøde den 24. november 2013.

Denne tekst kan hentes som pdf-fil her!

1. Indledning

Med denne udtalelse forsøger vi at vurdere situationen i Enhedslisten og SAPs projekt med at opbygge Enhedslisten. Denne vurdering skal ses i lyset af en skærpet økonomisk krise og de reformistiske partiers nyliberale kurs.

Den skal ligeledes forstås som en analyse af, hvilken betydning de ændringer, der sker i Enhedslisten, har. Enhedslisten er vokset enormt – i medlemstal såvel som vælgeopbakning. Folketingsgruppen er vokset markant, og meningsmålingerne tyder på yderligere fremgang. Gruppen af ansatte er ligeledes vokset eksplosivt.

Det er en situation, der stiller Enhedslisten over fantastiske muligheder. Ikke så meget i parlamentarisk sammenhæng, hvor samtlige andre partier fører en borgerlig politik, som der derfor fortsat er stort flertal for. – Men udenomsparlamentarisk har en organisation med 10.000 medlemmer og lokalafdelinger i hele landet et kolossalt potentiale, som venstrefløjen ikke har haft siden 70’erne.

Imidlertid rummer den store og pludselige fremgang også risici. Og der har allerede været tendenser til problemer på nogle områder.

SAP er en lille organisation med store ambitioner for vores arbejde i Enhedslisten. Med omkring 100 medlemmer giver det nye betingelser for vores arbejde i en situation, hvor Enhedslisten vokser eksplosivt.

For 7 år siden i dokumentet ”SAPs projekt” slog vi fast, at SAP arbejdede i Enhedslisten (og i ungdommen i SUF) med det formål at være med til at udvikle Enhedslisten til det socialistiske parti, der er brug for – i den aktuelle klassekamp såvel som i en revolutionær situation. Overskrifterne for retningen af vores arbejde var: ”Mere klasse, mere kamp, mere parti”. Men den samfundsmæssige udvikling såvel som udviklingen i Enhedslisten skaber et behov for at gennemtænke vores projekt i Enhedslisten. Formålet med nærværende dokument er at gøre dette.

Dokumentet vil dels overordnet diskutere, om vi fortsat opfatter Enhedslisten som et parti med potentialet til at blive og som fundamentet for at opbygge det socialistiske parti, der er brug for. Og for at røbe konklusionen med det samme: Ja, det gør vi! Men vi vil også gøre mere specifik status over, hvor Enhedslisten står på forskellige områder, hvilke problemer der er, og hvilke mål der er brug for at arbejde for. Dokumentet vil på denne baggrund drage en række konklusioner i relation til SAPs projekt i Enhedslisten.

2. Er Enhedslisten fortsat vores projekt? Status.

I 2006 opregnede vi i syv punkter, hvorfor Enhedslisten havde potentialet til at ”blive den nødvendige organiserede socialistiske kraft i dagens kampe, i morgendagens kampe og i den socialistiske revolution”. Herunder vil vi forsøge at gøre status på disse punkter ud fra den politiske situation i dag.

2a) Partiet samler vælgeropbakning fra det store flertal af dem, der ligger til venstre for SF og SD.

Enhedslisten samler i meningsmålingerne omkring 10 % af vælgerne. Denne fremgang må anskues i lyset af to faktorer.

For det første har Socialdemokratiet og SF spillet fallit som reformistiske partier. Dette har betydet en enorm skuffelse og afmagt hos den store gruppe mennesker, der stemte dem til regeringsmagten i håb om en anden kurs. En del af disse vælger at parkere deres forhåbninger hos Enhedslisten i frustration eller protest mod regeringens fortsatte nyliberale politik. Det er imidlertid væsentligt at forstå, at meget af Enhedslistens vælgeropbakning kommer fra mennesker, der ikke nødvendigvis bakker op om hele Enhedslistens politik, men stemmer på Enhedslisten i mangel af et alternativ, der bedre dækker deres synspunkter. Men på den anden side må opbakningen til Enhedslisten også ses som et udtryk for, at der har fundet en reel udenomsparlamentarisk modstand sted - bl.a. SU kampen og lærerkonflikten. Denne opbakning må forstås som en mere regulær venstredrejning.

I denne situation må vi konstatere, at Enhedslisten i høj grad samler vælgere til venstre for SF og Socialdemokratiet, men må samtidig analysere Enhedslistens fremgang som ujævn og skrøbelig.

Den aktuelle situation afføder forskellige orienteringer internt i Enhedslisten. På den ene side kan man se tendenser til, at fastholdelse af den store vælgetilslutning bliver så væsentlig, at dele af Enhedslisten ønsker at ændre partiets politiske profil i en retning, der mere ligner en traditionel SF-profil. På den anden side ser vi samtidig tendenser til, at udenomsparlamentarisk opbygning af bevægelser får en central placering hos en stor del af Enhedslistens medlemmer.

2b) Partiet samler i sin medlemsskare det store flertal af de politisk aktive til venstre for SF og SD

Krisen i SD og SF viser sig ligeledes i en medlemsmæssig tilslutning til Enhedslisten, der nu har omkring 10.000 medlemmer. Det er naturligvis uhyre positivt at Enhedslisten også medlemsmæssigt formår at opsamle den utilfredshed, som regeringens nyliberale kurs har affødt. Potentielt set giver det mulighed for at styrke aktivismen og det udenomsparlamentariske arbejde i Enhedslisten. Men samtidig gør den ujævnhed, der præger Enhedslistens vælgere, sig også gældende hvad de mange nye medlemmer angår, om end i mindre grad. Således er en del af medlemstilstrømningen udtryk for en regulær venstredrejning, hvor en anden del snarere må ses som et udtryk for skuffelsen over SF og SD og kan forstås som et ønske om at være med i et parti, der fører den politik, SF og SD burde gøre. Dette rummer risici for, at en del af de nye medlemmer vil ønske at deltage i en højredrejning af Enhedslistens politik, og det er en væsentlig opgave at flytte disse medlemmer politisk.

2c) Partiet og dets medlemmer opfatter sig som socialister

Som ovenfor nævnt er Enhedslistens medlemmer en blandet skare. Nogle har været medlemmer

i årtier og kommer måske fra en kommunistisk/socialistisk tradition, mens andre har meldt sig ind pga. skuffelsen over den såkaldte røde regering. Nogle af Enhedslistens medlemmer opfatter sig som enige med Enhedslisten, uden egentlig at have indsigt i Enhedslistens politiske program og historie Et overvældende flertal af medlemmerne opfatter sig som socialister, men en – måske voksende – del forbinder ikke socialisme med et radikalt andet samfundssystem, der ændrer grundlæggende ved produktionsforholdene.

Blandt medlemmerne finder vi både en form for ideologisk socialisme og noget, vi kunne kalde praksis-socialisme. Blandt de aktive medlemmer er der på den ene side en gruppe medlemmer som er teoretisk skolede, som tænker i systemoverskridende krav, og som har forståelse for opgaven omkring ledelse af bevægelsesarbejdet, men som i praksis ikke kommer i bevægelserne. På den anden side er der medlemmer, som har en praksis i bevægelsesarbejdet eller på deres arbejdsplads, og som har opsamlet erfaringer. Mange af disse aktive medlemmer kommer dog ikke i deres lokalafdeling og mangler forståelse for, at erfaringer skal kollektiviseres. Opgaven er derfor at udbrede forståelsen for, at disse to tilgange nødvendigvis må høre sammen.

Når vi arbejder frem mod socialisme, må vi have en fælles forståelse om kollektivt at opsamler erfaringer, kollektivt at udvikle analyser og kollektivt at handle. Kun herigennem kan vi løbende udvikle og forbedre vores indsats.

2d) Partiet har vedtaget et antikapitalistisk, udenomsparlamentarisk og socialistisk program.

Enhedslisten har samme program som i 2006. Dette program har dog de seneste år været til tiltagende debat, og i visse situationer har ledende medlemmer af partiet lagt afstand til programmet i offentligheden. Det hedder sig at programmet skal moderniseres, men når der lægges afstand til f.eks. begrebet revolution eller opgøret med den private ejendomsret til de væsentligste produktionsmidler, er det på den ene side et tegn på et politisk skred, men også en ændring af de valgte repræsentanters rolle, hvor de i offentligheden transformeres fra agitatorer til politisk ledelse af partiet. I debatten om programmets karakter har der været et øget fokus på, at sprog og indhold skal kunne samle bredere, samtidig med at andre har understreget, at programmet skal være tydeligt systemoverskridende.

I SAP har vi hilst programdiskussionen velkommen, bl.a. fordi det er en mulighed for, at diskutere Enhedslistens politiske ståsted med de mange nye medlemmer. Vi ønsker ikke at kæmpe for et scenarie, hvor Enhedslisten annekterer SAPs program. Enhedslisten er og skal være langt bredere end dette. Ikke desto mindre mener vi, det er nødvendigt at kæmpe for, at Enhedslistens principprogram indeholder en række grundsynspunkter. Disse har vi formuleret i "SAPs bidrag til Enhedslistens programdebat", vedtaget på SAPs årsmøde i 2012. Resultatet af den kommende programdiskussionen og næste årsmødes vedtagelse af et evt. nyt program vil vise noget om, i hvilken retning Enhedslisten bevæger sig.

2e) Partiet og dets medlemmer har perspektivet om udenomsparlamentarisk og demokratisk mobilisering

En stor del af Enhedslistens medlemmer er reelt passive i forhold til partiets arbejde. Men både blandt aktive og passive medlemmer er mange aktive i forskellige bevægelser, heriblandt fagbevægelsen. Der er fra top til bund blandt EL’s medlemmer et udtalt ønske om at ”prioritere bevægelserne”.

Politisk/programmatisk hersker der fortsat konsensus om, at den folkelige aktivitet uden for Folketinget er bærende for samfundsforandringer – selv i den strømning i EL, der har store illusioner om en parlamentarisk vej til socialismen.

Og endelig tegner Enhedslisten formelle vedtagelser og strukturer billedet af en organisation, der ønsker at være bevægelsernes parti, og som anerkender behovet for, ud over lokalafdelingerne, også at organisere medlemmerne i faglige netværk.

Ikke desto mindre står det i virkelighedens verden skralt til med organiseringen af arbejdet i bevægelserne. Mange af de faglige netværk har dårligt nok en eksistens, ud over som mail-liste.

Erfaringen viser, at det står sløjt til med at blive et parti, der skaber bevægelse, dvs. går forrest i opbygning, koordinering og, om nødvendigt, ledelse af bevægelser.

Dette hænger sammen med en række organisatoriske og politiske problemer:

Enhedslistens oprindelige karakter af et ”valgsamarbejde”, såvel som den senere (og ikke mindst aktuelle) parlamentariske succes, har betydet et voldsomt fokus på det parlamentariske arbejde frem for det udenomsparlamentariske. Ikke mindst på ledelsesplan, men også i resten af organisationen, har det parlamentariske arbejde – og for den sags skyld også uenigheder om taktikken for dette – taget uforholdsmæssigt meget af opmærksomheden og ressourcerne på bekostning af det udenomsparlamentariske. At MF’erne og de ansatte på Christiansborg har lidt af ”parlamentsfiksering” er for så vidt forståeligt og i hvert fald forudsigeligt. Det store problem er, at resten af organisationen med HB i spidsen ikke har arbejdet målbevidst på at trække partiets fokus – på Christiansborg, men først og fremmest i partiet uden for Christiansborg - andre steder hen. Enhedslisten er endnu ikke gennemsyret af, at det højest prioriterede spørgsmål i enhver større politisk sag må være: Hvordan kan vi mobilisere omkring denne sag?

Det udenomsparlamentariske arbejde har - i hvert fald i praksis - ikke været prioriteret tilstrækkeligt højt i fordelingen af de betydelige professionelle ressourcer, Enhedslisten i de senere år har fået til rådighed. Der har været prioriteret ressourcer til organisatorisk uddannelse i opbygning af lokalafdelingerne, hvilket er positivt. Men opbygningen af EL’s arbejde i bevægelserne har til gengæld fået meget lidt støtte. Samtidig har der kun i få tilfælde eller i enkelte situationer været en aktivistkultur omkring netværkene, som har kunnet være drivende i opbygningen.

Der eksisterer i Enhedslisten en udbredt, politisk - forkert - begrundet opfattelse af, at partiet skal afholde sig fra at organisere sit arbejde i bevægelserne, fordi man så udsætter disse for ”partistyring”. En opfattelse, der til dels er begrundet i erfaringer med andre partiers udemokratiske og manipulerende gerninger i bevægelserne - men som også bygger på en ganske virkelighedsfjern ide om ”politisk ubesmittede” græsrodsbevægelser, der spontant udvikler sig fornuftigt, hvis bare Enhedslisten holder sig tilbage. (Mens virkeligheden er, dels at der slet ikke opstår de nødvendige bevægelser, hvis ikke organiserede kræfter tager et initiativ, dels at bevægelserne (også) er politiske kamppladser, hvor EL ofte har en vigtig rolle at spille. Det kan bare være med de gode ideer til aktiviteter, men det kan også være en kamp for en demokratisk organisering af bevægelsen, mod sekteriske udskejelser der vil isolere bevægelsen, eller mod reformistiske strømninger der vil bremse eller lukke bevægelsen i afgørende situationer.) Denne frygt for systematisk at organisere partiets bevægelsesarbejde har spillet sammen med andre ”dårlige vaner”, hvor Enhedslistens organisering af bevægelsesarbejdet så - i stedet for at mobilisere og involvere alle de menige EL-medlemmer rundt omkring i landet i de faglige netværk - har bestået af uformelle møder i København alene for nogle håndfulde medlemmer ”med poster”.

Endelig er det et problem, at Enhedslisten ikke som parti har en fælles analyse af fagbevægelsen. Der er en tendens til en manglende kritik af fagbureaukratiet, og konsekvensen er, at der nemt kommes til at sætte lighedstegn mellem fagtop og fagbevægelse. Dette gør, at Enhedslisten mangler en strategi for genopbygning af fagbevægelsen og i nogle situationer tenderer til at blive halehæng til dele af fagtoppen - f.eks. ved at overlade denne ansvaret for at tage initiativ til mobiliseringer.

Enhedslisten har altså perspektivet om udenomsparlamentarisk og demokratisk mobilisering, men der er stor forskel på den vedtagne linje og hvor meget der faktisk politisk og organisatorisk bliver handlet.

Sådan var det også i 2006! Men ikke mindst i den aktuelle politiske situation, hvor S- og SF-ledere i bevægelserne ofte er tilbageholdende eller ligefrem modvillige, når det handler om at organisere modstand mod regeringens politik, er Enhedslistens mangler på dette område ekstremt problematiske.

2f) Partiet har en åben og pluralistisk intern debat, der giver mulighed for at udvikle nye forståelser og nye politiske perspektiver

Man kunne med god ret hævde, at det var en fejl, at vi i vores udtalelse fra 2006 ikke behandlede spørgsmålet om det interne demokrati i Enhedslisten. Som situationen er i dag, står ikke bare debatkulturen, men også partidemokratiet over for en række problemer.

I en situation, hvor voksende vælgeskare og i særdeleshed medlemstal også giver flere parlamentarisk valgte og flere ansatte, generelt centreret omkring Christiansborg og Studiestræde, er der opstået en tendens til en skævhed mellem folketingsgruppen og apparatet på den ene side og den valgte ledelse samt de mange medlemmer og afdelinger på den anden. Hvor folketingsgruppen og de ansatte i høj grad fungerer som professionelle politikmagere, fungerer partiets ledelse og afdelinger stort set på fritidsbasis. Det er væsentligt at arbejde for en situation, hvor det reelt er den valgte ledelse, der træffer beslutningerne, og hvor dialogen med afdelingerne skærpes.

Hvor fokus i et hastigt voksende parti rettelig burde ligge på opretholdelse og udbygning af den interne debat og partidemokratiet, trækker en del tendenser i den modsatte retning:

- Den politiske debat på årsmøderne, som er helt afgørende for medlemsdemokratiet, har meget dårlige betingelser. Dette bunder både i, at det voksende antal delegerede nedsætter tale- og debattiden urimeligt, men bunder også i uenigheder om, hvad der skal være årsmødet vigtigste funktion. Således får folketingsmedlemmers taler til pressen og mere eller mindre oplevelsesorienterede indslag en meget stor del af tiden på årsmødet. Hvis partidemokratiet skal fastholdes, er det nødvendigt at sikre, at de delegeredes rolle er i fokus og årsmødet bliver stedet for politiske diskussioner, erfaringsopsamling og beslutninger.

- Der er en høj grad af hemmeligholdelse omkring visse beslutninger. Det er klart, at folketingsgruppens forhandlergruppe på f.eks. finanslovsspørgsmålet ikke skal tage en offentlig diskussion af taktiske og strategiske overvejelser og planer. Omvendt er der ikke noget til hinder for, at HBs overvejelser om vigtige valgkampstemaer eller finanslovsmandat promoveres vidt og bredt. Der står ikke noget i sådanne papirer, der ikke er tydelig Enhedslistepolitik. Der kan i enkelte tilfælde opstå en situation, hvor man er kommet så langt i en konkret forhandling med regeringen, at HB diskuterer smertegrænser, som selvfølgelig i en kort periode må være fortrolig. Det vigtige er dog, i enhver situation, at bevare fokus på de medlemmer og bevægelser der skal handle og mobilisere, og dermed altid som udgangspunkt behandle ting åbent, frem for pr. automatik at bruge fortrolighedsstemplet.

- Enhedslisten mangler en konstruktiv uenighedskultur. Dette giver sig f.eks. udslag i stigmatisering af mindretalssynspunkter, af organiserede erklærede strømninger i Enhedslisten (”partierne”) og af nogle enkeltpersoner. Der har ligeledes været tendenser til, at politiske modsætninger bliver blandet sammen med eller erstattet af personkonflikter og rygtedannelser.

2g) Partiet opfattes allerede i dag i store dele af samfundet som et socialistisk alternativ – selv om kun en minoritet sympatiserer med dette alternativ

Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten også i dag opfattes som ”det” socialistiske parti i brede dele af befolkningen, på trods af at en del af Enhedslistens vælgere, som tidligere beskrevet, kan opfattes som proteststemmer i kølvandet af skuffelsen over SF og SD.

Men i Enhedslistens offentlige fremtræden kan vi se tendenser til, at ikke alle i Enhedslisten ønsker at bevare en socialistisk profil, der præsenterer socialismen som et radikalt anderledes samfundssystem. Dette bliver f.eks. tydeligt i de tilfælde, hvor folketingsmedlemmer har bagatelliseret principprogrammets socialistiske og antikapitalistiske profil.

Der tales om en såkaldt ”modernisering” af EL’s udtryk, og der kan på mange måder være gode grunde til, at skille sig af med det værste vraggods fra Enhedslistens start. Den ”politiske modernisering”, der lå i fortællingen om, at EL nu gik efter ”indflydelse”, undergraver heller ikke i sig selv billedet af EL som et socialistisk alternativ, hvis det blot indebærer et større fokus på den parlamentariske praksis med at stemme for enhver nok så lille forbedring. Hvis derimod det pludselig involverer, at forringelser på nogle felter accepteres fordi de vejes op med forbedringer på andre, f.eks. for at sikre EL’s rolle som forligsparti, er vi ude i noget, der forhindrer os i at mobilisere til modstand, og som i høj grad ødelægger billedet af EL som et socialistisk alternativ.

2.1 Konklusion

Sammenfattende må vi konstatere, at selvom de 7 punkter, vi opregnede i 2006, stadig må regnes for gældende, så står Enhedslisten med en række udfordringer. Det er i dag nødvendigt i højere grad at sætte fokus på de reelle politiske uenigheder, og få tydeliggjort disse. Det betyder også, at der skal kæmpes internt i Enhedslisten, bl.a. på spørgsmål som demokrati og politisk højredrejning.

Der er dog ikke tale om, at skillelinjerne i Enhedslisten fremstår entydige. Der er således ikke tale om en etableret højrefløj på alle disse, ligesom der langt fra er enslydende udmeldinger fra dem, der italesætter, at de ønsker at trække Enhedslisten til venstre. Dette gør, at Enhedslisten stadig må betragtes som en dynamisk størrelse, som er bevægelig afhængig af den politiske debat og kamp på enkeltspørgsmål internt i Enhedslisten, samt udviklingen i klassekampen.

3. SAP’s arbejde i Enhedslisten

”En organisering af de Enhedsliste-medlemmer, der deler de erfaringer og holdninger, som udgør SAP’s platform, kan få en særlig rolle i bestemte situationer i Enhedslistens udvikling, f.eks.:

• når Enhedslisten vokser drastisk; På vejen fra den nuværende situation og indtil vi har opbygget et socialistisk masseparti vil der komme øjeblikke, hvor tusinder af nye medlemmer søger ind i partiet i løbet af kort tid. Ofte vil det ske på grundlag af en løs og uafklaret sympati for Enhedslistens mærkesager, men uden noget solidt funderet socialistisk samfundsopfattelse og uden nogle klare ideer om partiets opgaver.

(...)

• når Enhedslistens kommer under parlamentarisk pres fra højre Vi vil ikke kunne undgå situationer, hvor Enhedslisten vil være under pres for f.eks. at acceptere nedskæringer eller stemme for styrkelse af statsmagten ”af hensyn til” et centrum-venstre eller et socialliberalt flertal ”for at undgå det, der er værre”. I nogle situationer vil dele af Enhedslistens bagland og vælgergrundlag indgå i dette pres, fordi de falder for mindste-onde-logikken.”

(fra Landsmødedokumentet ”SAP’s projekt”, 2006)

SAP arbejder loyalt for at opbygge EL til et socialistisk parti, der kan stå i spidsen for en socialistisk samfundsomvæltning.

Vi må se i øjnene, at Enhedslisten i et vist omfang nu står over for netop de vigtige udfordringer, som vi – jf. citatet ovenfor – i 2006 imødeså ville dukke op. Udfordringer, som i særlig grad kalder på en indsats fra kræfter, der har et revolutionært marxistisk fundament i bagagen.

En konkretisering af, hvilke opgaver SAP i de kommende år først og fremmest skal fokusere på at bidrage til at løse, udspringer dog ikke kun af disse udfordringer - eller mere konkret af den aktuelle situation i Enhedslisten, som beskrevet i afsnit 2. SAP’s indsats må fortsat også omfatte alle de opgaver, vi i 2006 stillede os under overskriften ”Mere bevægelse, mere kamp, mere parti” - som stadig ikke er løste. Endelig skal vores arbejde prioriteres i forhold til de aktuelle opgaver for Enhedslisten, som vi udpeger i ”Den politiske situation og EL’s opgaver”.

Samlet set giver dette anledning til at pege på nedenstående XX hovedopgaver for SAP i EL i de kommende år:

3.1 Gør EL til et redskab for kollektiv handling i hverdagen

Den måske vigtigste opgave overhovedet er at bidrage til, at Enhedslistens partiorganisation ikke udvikler sig i retning af vælgerforeninger, men tvært imod til et redskab for medlemmernes deltagelse i hverdagens klassekamp.

Her er en opbygning af de faglige netværk og organisering af arbejde i andre bevægelser (studenterbevægelser, velfærdskampe, klimakamp, demokratiske krav/EU osv.) på alle niveauer naturligvis som en topprioritet. Indholdsmæssigt kan der her være brug for, at vi især fokuserer på:

- at det ikke kun handler om at organisere de ledende personer, men om at få involveret i princippet alle de medlemmer, der arbejder inden for et givet område.

- at EL’s ”samarbejde med bevægelserne” i FT osv. ikke i udgangspunktet/indholdet skal være et samarbejde med/styret af fagtoppen

- at EL i mange tilfælde i kampen for kæmpende, demokratiske fagforeninger tvært imod vil skulle føre politisk kamp mod faglige bureaukratier i toppen af fagbevægelsen.

Men det handler ikke kun om faglige netværk. Også i partiets grundstruktur, afdelingerne, er det vigtigt at aktivisme, bevægelsesarbejde og kampagner blomstrer. Om det nu handler om nedlæggelse af en lokal busrute, nationale dagpengeforringelser eller om at forhindre et nyt dansk krigseventyr, så må afdelingerne diskutere, om de kan være med i - eller om nødvendigt igangsættere for - en lokal aktivitet eller bevægelse. At gå ud med EL’s partikampagner er naturligvis også vigtigt - men ikke nok (det er trods alt også det, mange afdelinger i forvejen gør).

I opbygningen og udviklingen af partiets professionelle apparat må det være en hovedprioritet at bidrage til denne vending mod bevægelsesarbejde og aktivisme ude i afdelingerne landet over. At prioriteringen af dette reelt bliver landsdækkende, bør bl.a. fremmes ved at en del af den professionelle arbejdskraft får base andre steder end i København.

Vendingen af partiet mod den udenomsparlamentariske scene er vigtig, fordi der er brug for Enhedslistens indsats! Foran os ligger formentlig afgørende forsvarskampe for de offentligt ansatte, hvor Enhedslisten kan være en vigtig faktor for at opbygge alliancen med brugerne. Ligeledes står vi stadig midt i kampen om det sociale sikkerhedsnet, hvor de direkte ramte er svagt organiserede og har brug for EL til at føre kampen ind i fagbevægelsen m.v. Forhåbentlig bliver vi i stand til at rejse den nødvendige kamp for grøn beskæftigelse, der knytter den økologiske og den økonomiske krise sammen.

Men også for Enhedslistens politiske udvikling er en vending mod klassekampen i hverdagen nødvendig. Fælles erfaringer og aktiv deltagelse i klassekampen er med til at sikre en løbende politikudvikling, f.eks. af krav, der peger fremad mod nødvendige systembrud, men også matcher den aktuelle bevidsthed i arbejderklassen - såvel som til at ruste partiet mod overdreven parlamentsfiksering og de reformistiske tilbøjeligheder, der nemt bliver resultatet af dette.

3.2 Styrk den politiske uddannelse i Enhedslisten

Hvis og når Enhedslisten skal leve op til rollen som drivende kraft i kampen for et socialistisk samfund, er det nødvendigt at der foregår en systematisk uddannelse af de aktive medlemmer. En uddannelse i praktiske, organisatoriske færdigheder, der sammen med erfaring kan gøre medlemmerne til gode organisatorer, aktivister og ledere i partiet såvel som ude i bevægelserne. Men mindst lige så vigtig er den politiske uddannelse, der giver medlemmerne en dybere kritisk forståelse og analytisk indsigt i kapitalismens og det imperialistiske verdenssystems mekanismer, i klassekampens historie osv. - kort sagt: en uddannelse i marxistisk teori. Fordi et marxistisk analyseapparat er et godt redskab, når man skal forstå verden og handle i den. Og fordi en marxistisk analyse sætter medlemmerne i stand til at gennemskue de borgerlige løgne og illusioner om ”den gode kapitalisme”, som vi hver dag bliver bombarderet med.

Ikke mindst det enorme antal nye medlemmer gør det afgørende vigtigt, at denne uddannelsesopgave løftes - i stor skala og hurtigt, hvis ikke - især den manglende marxistiske skoling - skal blive en alvorlig akilleshæl for partiet. Der er også arbejdet meget med medlemsuddannelsen, men især med den organisatoriske del.

Hvis - og formentlig når - Enhedslisten vedtager et antikapitalistisk program, der i mindre grad end tidligere indeholder f.eks. og især revolutionær strategi, vil det tydeliggøre og skærpe, at SAP som selvstændig organisering har en særlig opgave med at fastholde, videreudvikle og udbrede netop disse dele af det socialistiske program.

På alle disse fronter må SAP bidrage:

- Til en organiseret skoling i Enhedslistens afdelinger i form af studiekredse o.l. for nye (og gamle!) medlemmer

- Til at sikre jævnlige skolingstilbud i Enhedslisten på nationalt og regionalt niveau, hvor det er relevant

- Til at bruge den forestående programdiskussion til at sikre et løft i skolingsniveauet

- Ved at være med til i sammenhæng med aktuelle debatter at sætte skolende baggrundsoplæg på medlemsmødernes dagsorden

- Ved at opprioritere skolingen af SAP’s medlemmer, så vi bliver bedre rustet til denne indsats

- Ved at bringe artikler i SI, der kan bruges i skolingssammenhænge

- Ved at bidrage til udgivelse af relevant skolingsmateriale på anden vis, f.eks. via forlaget Solidaritet

- Ved at udnytte og videreformidle IIRE’s virksomhed mest muligt

3.3 Styrk den demokratiske debat og politikudvikling i Enhedslisten

Trods EL’s demokratiske struktur er der, som allerede berørt - plads til forbedring, når det handler om den politiske debatkultur og rammerne for debatten. Vigtige indsatsområder er her:

* Bedre rammer for skriftlig debat - f.eks. ved en opprioritering af debatten på nettet, evt. i en lukket medlemsdebat på Facebook. Hvis et forum skal få status af ”stedet”, hvor medlemsdebatten foregår, kræver det , at ledelsen går foran med at prioritere dette forum

* Bedre forberedelse af årsmødet. Dels med længere tid fra forslag er medlemmerne i hænde til frister for at stille ændringsforslag. Dels med længere tid fra alle forslag er ude hos medlemmerne, til afdelingerne skal vælge delegerede. Begge dele har til formål, at debatten mellem medlemmerne - mundtligt og skriftligt - kan udfolde sig, inden årsmødet starter.

* Bedre rammer for en reel demokratisk debat på årsmødet, først og fremmest ved at sikre debatter med fri indtegning og rimelig taletid. Blandt midlerne kan nævnes: kun at give taleret til delegerede og valgte, færre/kortere ”taler til pressen” og få dagsordenspunkter.

* At blive bedre til at gøre status - i hele EL - og uddrage positive, men i givet fald også negative erfaringer af partiets arbejde

* Udvikling af en bedre ”uenighedskultur”, hvor fordelene ved og nødvendigheden af politiske uenigheder og debat anerkendes – og hvor vi i praksis bliver enige om altid at holde en god tone trods uenigheder.

* Udvikling af mere åbenhed om og klare formuleringer af politiske uenigheder og strømninger

En del af at sikre demokratiet i EL (og fokus på klassekampen uden for Chr.borg) er også at sikre, at HB/FU, og ikke FTG, leder partiet. En del af løsningen på dette er at arbejde for en aktivistkultur, der giver organisationen uden for Borgen mere tyngde. En delvis professionalisering af den del af partiledelsen, der ikke allerede er ansatte eller fuldtidsrepræsentanter, er imidlertid også uomgængelig, hvis styrkeforholdet for alvor skal rykkes på ledelsesplan.

3.4 Forbered kamp mod systemet

Enhedslisten er efter SAP’s opfattelse det parti, der om alt går vel en gang skal stå i spidsen for en socialistisk revolution i Danmark. Derfor er det vigtigt, at partiet bevarer et klart antikapitalistisk, socialistisk program, der sætter de dagsaktuelle kampe ind i kampen for et opgør med det kapitalistiske system og kampen for et socialistisk samfund.

Det bliver en meget vigtig opgave i den kommende programdiskussion at sikre vedtagelsen af dette Og endnu vigtigere at sikre, at vedtagelsen af dette afspejler, at det store flertal af Enhedslistens medlemmer faktisk står inde for og vil arbejde for hovedlinjen i dette program. Det bliver en politisk kamp, som det handler om at vinde - men ikke på bekostning af unødvendig splittelse.

Som vi konstaterede i dokumentet ”SAP’s bidrag til Enhedslistens programdiskussion” på årsmødet i 2012, må vi acceptere, at det program, der kan samle Enhedslisten i dag, må gå uden om væsentlige strategiske spørgsmål omkring selve den revolutionære proces.

Det betyder, at vi kan og bør fokusere vores indsats i den aktuelle politiske afklaringsproces i EL. Men det betyder også, at SAP stadig skal udbrede revolutionær marxistisk teori i partiet, ikke mindst i forbindelse med programdiskussionen.

Men det systemoverskridende skal ikke bare stå i principprogrammet og være til stede i Enhedslistens kollektive bevidsthed. Det skal også være en del af Enhedslistens aktuelle politik. Ikke i form af socialistiske trosbekendelser, men i form af konkrete krav og forslag, der bryder med systemet og peger ud over rammerne. Indholdet kan spænde fra elementære forsvarskrav, der strider mod arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet til angreb på ”det frie marked” eller den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Hverken den økonomiske krise eller klimakrisen eller undermineringen af de demokratiske muligheder kan løses uden brud med systemet. Der er ingen andre end EL til at sige dette højt i den politiske offentlighed. EL skal blive langt bedre til at forbinde de umiddelbare krav med antikapitalistiske krav, der peger frem mod regulære løsninger, men som også er systemoverskridende.

SAP har både den opgave overordnet at presse på, for at EL prioriterer denne vinkel - og i praksis at være med, når de konkrete krav skal udvikles.

3.5 Styrk Enhedslistens internationalisme

Internationalismen og den internationale solidaritet har generelt høj prioritet i EL-medlemmernes bevidsthed. Alligevel er der ganske få eksempler på, at Enhedslisten har været aktiv i konkret klassekamps-samarbejde (altså ud over ”konferenceplanet”) på tværs af landegrænserne. Det er bestemt ikke kun Enhedslistens skyld! Men vi skal bidrage så meget som muligt til, at det nødvendige samarbejde på tværs af grænserne - ikke mindst i EU! - bliver etableret. Både når det handler om partisamarbejde, men bestemt også, når det handler om samarbejde mellem bevægelser - herunder samarbejde mellem konkrete fagforeninger. I dette arbejde kan og skal vi naturligvis benytte os af de mange kontakter vi har gennem Fjerde Internationale.

Med hensyn til egentligt partisamarbejde må vi konstatere, at der p.t. hverken er basis for en europæisk organisering af ”Enhedslistelignende organisationer” eller for at Enhedslisten tilslutter sig FI, men at det derimod forekommer relevant at Enhedslisten indgår i og forsøger at samle en venstrefløj i European Left.

3.6 SAP’s rolle

Det er mange og store opgaver vi stiller os gennem dette papir, som vi i SAP vil arbejde for at bidrage til bliver løst.

Men netop i en situation hvor Enhedslisten vokser i rekordfart og det politiske grundlag bliver bredere, må SAP også påtage sig et større ansvar for at sikre, at vores politiske platform og tradition også i fremtiden vil være synligt til stede i Enhedslisten samt udbrede vores perspektiver for Enhedslisten.

Dette betyder konkret, at SAP fremadrettet i den kommende periode vil intensivere sit arbejde med at udbrede Socialistisk Information og ugekommentarer, og bidrage i større grad til skolingen i Enhedslisten ikke bare igennem Enhedslistens uddannelsessektor, men også særskilt gennem åbne SAP møder, hvor skolende diskussioner og oplæg vil bliver afholdt for alle SUF og Enhedslisten medlemmer.

Til at løfte disse arbejdsopgaver, er det klart at vi i SAP i fremtiden også må arbejde på at blive flere medlemmer, for at sikre en fortsættelse af vores arbejde og udbredelse af vores politiske platform.

Konferencen ”Hvor går EL hen?” 7. september 2013, der samlede næsten 200 mennesker, var indkaldt om en række kritiske spørgsmål til Enhedslistens aktuelle udvikling, der ikke ligger fjernt fra SAP’s holdninger. På konferencen var der kammerater, bl.a. fra IS-tendensen, som ønskede at etablere et mere permanent samarbejde blandt Enhedslistens såkaldte ”venstrefløj”.

Dette giver anledning til afslutningsvis at formulere, hvad SAP’s syn helt aktuelt er på at deltage i dannelse af en tendens/”venstreopposition” i Enhedslisten:

1) Vi synes ikke, at en tendensdannelse i EL i øjeblikket er en god ide. Der er en stribe forskellige vigtige diskussioner i gang (partidemokrati/årsmøder, parlamentarisk taktik, bevægelsesarbejde), men uenighederne går i disse diskussioner på kryds og tværs. En tendensdannelse bliver nemt til ”os, de utilfredse” mod ”ledelsen” - også når mindst halvdelen af ”ledelsen” er enige i den konkrete kritik - eller ”vi utilfredse” måske ikke er enige om andet end kritikken… Herved risikerer vi at skabe alt for skarpe, måske endda forkerte og unødvendige fronter, der skader mulighederne for konstruktivt bredere samarbejde på mange områder.

2) Vi kan ikke udelukke, at der på et tidpunkt sker afgørende politiske skred i Enhedslisten, som gør organiseret opposition mod dette, i form af en tendensdannelse, aktuel.

I givet fald kan dette have form af at organisere en ”strømning” (indkalde til møder for folk, der er enige i et bestemt synspunkt, for at samordne bestræbelserne for at få flertal for dette) op til et årsmøde - f.eks. på spørgsmålet om parlamentarisk taktik i forhold til den siddende regering. I så fald bør det så vidt muligt udelukkende være en organisering op til det konkrete årsmøde, med det formål at få en bestemt politik på dette spørgsmål vedtaget på årsmødet, og det vil være naturligt at opløse strømningen straks efter årsmødet, uanset udfaldet. Hvis problemet stadig eksisterer ved næste årsmøde, kan man så prøve igen!