.jpg)
21.11.15 | Socialistisk Arbejderpolitik
Landsmøde-vedtagelse: Den politiske situation og venstrefløjens opgaver
Det er muligvis for tidligt, at konkludere på forandringerne i Socialdemokraterne (S) i Danmark og resten af Europa, og på Helle Thorning Smiths (HTS) regeringsperiode. Men når S melder ud, at de ikke er et venstrefløjsparti, og SF er tæt på at nedsmelte, så må Enhedslisten nødvendigvis analysere situationen, for at definere sin egen rolle og opgaver. Følgende tekst skal derfor ses som et bidrag til dette.
1. Socialdemokratierne har ramt muren
Over alt i Europa bryder det traditionelle partipolitiske billede sammen. De klassiske konservative, liberale og reformistiske partier svækkes, mens nye partier til højre og venstre opnår stor vælgeropbakning. Denne udvikling kan forklares med et sammenfald af mindst fire tendenser:
a) Kapitalens nyeste projekt – nyliberalismen – har ramt sin første generelle og dybe krise. De klassiske borgerlige, liberale og reformistiske partier med deres traditionelle magtbaser i den ”klassiske” produktionskapital er svækkede og finanskapitalen overtager i stigende grad styringen af samfundsøkonomien uden om de traditionelle borgerligt-demokratiske strukturer.
b) Globaliseringen har umuliggjort nationale politiske løsninger, men samtidig er det ikke for alvor lykkedes via EU at etablere en reel europæisk magt, der kan overtage nationalstaternes magt.
c) Selv om de grundlæggende klasseforhold i kapitalismen er uændrede, har arbejderklassens sammensætning ændret sig. Dens sammenhængskraft omkring arbejdspladser og boligkvarterer er svækket.
d) Af alle de traditionelle politiske projekter er det socialdemokratiske hårdest ramt. Jo længere krisen har varet, jo sværere er det blevet at administrere kapitalismen uden at angribe arbejderklassens leveforhold. Eller omvendt at levere bare små progressive reformer uden at genere kapitalen og skade kapitalismen. Det er meget sjældent muligt at levere mindre progressive reformer. Svækkelsen af fagbevægelserne og andre klasseorganisationer har ført til, at de socialdemokratiske partier i langt mindre omfang er forbundne med arbejderklassen og påvirkes af den. Derfor bliver Socialdemokratierne sværere og sværere at skelne fra de traditionelle borgerlige partier.
Danmark har været en del af denne udvikling, og også i Danmark har Socialdemokraterne gradvist bevæget sig politisk mod højre, samtidig med at partiet har mistet den direkte forbindelse til og med arbejderklassen og en organiseret arbejderbevægelse.
Helle Thorning-Schmidt regeringen udgjorde et nyt højdepunkt (eller lavpunkt). HTS-regeringen er en afgørende erfaring for arbejderklassen, og den må også blive det for venstrefløjen.
Udviklingen fra reformistisk arbejderparti til et parti, der i politik og handlingsmønster ligner de traditionelle borgerlige partier, er ikke gået så hurtigt i Danmark som i mange andre europæiske lande. I Sydeuropa har krisen ramt hurtigere og hårdere. Det har fremskyndet det tidspunkt, hvor den traditionelle socialdemokratiske reformisme ramte muren. Dertil kom, at de socialdemokratiske partier i Italien, Spanien og Portugal af forskellige grunde aldrig opnåede samme position og solide rodnet i den organiserede arbejderklasse som i de fleste nordeuropæiske lande.
Helt frem til valget i 2011 kunne man stadig genkende væsentlige rester af det klassiske reformistiske arbejderparti i Socialdemokraterne i Danmark.
Dets politiske grundlag og aktuelle forslag var ganske vist rykket gradvist længere til højre som i andre europæiske lande. I større og større omfang omfavnede partiet de nyliberalistiske grundideer. Samtidig tilpassede partiet sig højrefløjens anti-indvandrer og anti-flygtninge politik.
Men samtidig markerede partiet sig med modstand mod den sidste dagpengereform og gik til valg på velfærd i stedet for skattelettelser og på Fair Forandring, der – også – indeholdt forbedringer for arbejderklassen og for folk overførselsindkomst.
Socialdemokraterne og de socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen bakkede i begrænset omfang op om protester og demonstrationer mod Fogh- og Løkke-regeringerne, samtidig med at de ofte med held forsøgte at lukke mobiliseringer ned, når de risikerede at udvikle sig ud over symbolske en-dags-demonstrationer. Alt sammen helt efter ”lærebogen” om, hvordan reformistiske partier handler i opposition.
Vigtigst af alt: store dele af arbejderklassen og af ungdommen, der aldrig selv havde haft erfaringer med socialdemokratiske ledede regeringer, så hen til Socialdemokraterne som det parti, der kunne tage statsministerposten og gennemføre en anden og bedre – men ikke specielt klart defineret – politik end VK-regeringerne.
Ønsket om forandring og forventningerne til en S-ledet regering, især baseret på samarbejde til venstre, gav sig udtryk på to forskellige måder: Dels opnåede S, SF og Ø (arbejderpartierne) en massiv fremgang i meningsmålingerne, der nærmede sig et rødt flertal uden Radikale. Dels lykkedes det at mobilisere nogle af de mest aktive lag i arbejderklassen i en valgkamp for en ny S-ledet regering.
Efter 2011 valget bandt Socialdemokraterne sig frivilligt til De Radikale uden så meget som at udfordre dem i regeringsforhandlingerne. De gik med til et regeringsgrundlag, som regeringskoalitionens borgerlige parti fik lov at definere.
På mange måder var det stadig det klassiske reformistiske socialdemokrati: Man vinder opbakning på modstand mod højrefløjen, løfter om forandring og forbedring. Efter valget indgår man forlig med et borgerligt parti, der bliver brugt som begrundelse for ikke at gennemføre egne valgløfter.
Det kan ikke undre, at regeringsgrundlaget og det første halve år med HTS som statsminister udløste en massiv skuffelse og en markant tilbagegang i meningsmålingerne for Socialdemokraterne og for regeringspartierne samlet. Til gengæld viste nogle meningsmålinger markant mindre tilbagegang eller endda samme tilslutning som ved valget flere gange, hvor regeringen havde indgået aftaler med Enhedslisten.
Men herfra ligner forløbet ikke længere.
a) Den socialdemokratiske partiledelse nøjedes ikke med at bruge De Radikale som undskyldning. Med Bjarne Corydon i spidsen forsvarede de alle elementer af den nyliberale kurs helhjertet.
b) Socialdemokraterne reagerede ikke – som så mange gange før – på utilfredsheden i baglandet med en taktisk venstredrejning, små reformer til fordel for arbejderklassen eller bare mere venstreorienterede udtalelser. Ikke engang på dagpengespørgsmålet gav de en eneste indrømmelse. De fortsatte kursen, som om intet var hændt.
c) Hverken i partiet eller i den del af fagtoppen, der er knyttet til Socialdemokraterne, opstod der den mindste form for organiseret modstand mod HTS/Corydon. Ingen forsøgte for alvor at ændre partiets retning eller at bruge deres positioner i fagbevægelsen til at presse partiet i en anden retning (med undtagelse af Dennis Kristensen, som ikke rigtig tæller, fordi han allerede tidligere havde brudt forbindelsen til S)
Vælgerne forlod partiet til sofaen, til DF eller til Enhedslisten. Partimedlemmer i hobetal blev passive, og nogle skiftede til Enhedslisten. Imens fortsatte partiledelsen og regeringen ud over skrænten.
I dette forløb reagerede partiet ikke som et reformistisk arbejderparti, men som et almindeligt borgerligt parti, der i en periode har tiltrukket vælgere i arbejderklassen, men derefter mister dem.
Denne politiske kurs fastholdt Socialdemokraterne i valgkampen, og de var ikke i stand til at mobilisere noget, der bare lignede den aktive kampagneopbakning i 2011. Men det lykkedes for HTS at fremstå som et mindste onde i sammenligning med Løkke. Dermed opnåede partiet en minimal fremgang og lod regeringspartnerne i R og SF betale den vælgermæssige pris. Men partiet ligger stadig på et historisk lavt niveau, og partimedlemmer siver fortsat.
Mette Frederiksen, som engang positionerede sig som talsperson for de mest venstreorienterede holdninger i Socialdemokraterne, har brugt de fire år til at bevæge sig ind i midten af partiet. Her har hun overtaget formandsskabet og HTS politiske kurs, klarest signaleret med godkendelsen af kommuneaftalen og løftet om ikke at vedtage love sammen med DF, SF og Enhedslisten uden om V-regeringen.
Dermed truer Socialdemokraterne med at gøre den svageste regering i årevis til en af de stærkeste, ved i praksis at danne en regeringsblok bestående af V, S og O.
Socialdemokratiernes sammenbrud i Europa er det mest dramatiske og gennemgående element i det samlede opbrud de parlamentariske systemer. I nogle lande giver det sig udslag i, at store befolkningsgrupper mister tilliden til det parlamentariske system overhovedet. I andre lande – som Danmark - handler det i højere grad om, at vælgerne forlader de traditionelle partier og søger til partier med markante holdninger og magtkritiske markeringer til højre eller venstre.
Denne udvikling giver forskellige typer antikapitalistiske partier store muligheder – og et stort ansvar. At gribe disse muligheder forudsætter, at partierne er i stand til at bryde med politiske ”rutiner”, der er skabt i en tid, hvor der eksisterede en anden type arbejderbevægelse med andre typer partier.
Helt afgørende er det, at venstrefløjen fremstår som klare alternativer både til den traditionelle højrefløj og til Socialdemokratierne. De nye muligheder er en del af forklaringen på Enhedslisten fremgang, men Enhedslisten har kun delvist udnyttet det potentiale, der eksisterer.
2. Klassekampen i Danmark efter 4 år med Thorning
Det er ikke nyt, at arbejderklassen spilles ud mod hinanden og gøres til hinandens konkurrenter, også på tværs af landegrænser. De kapitalistiske mekanismer der presser arbejdere i Danmark er de samme, som dem det presser arbejdere andre steder i verden. Og disse forstærkes af den øgede globalisering. I den fri konkurrences navn ophæves reguleringsordninger, der havde til formål at beskytte borgerne mod monopoler, og sikre lige adgang til f.eks. el, vand, varme, medicin og fødevare. Samtidig opsættes der toldmure op og iværksættes diverse støtteordninger, med det ene formål at udkonkurrere produktion fra andre dele af verden.
Men det er ikke længere blot produktion, der flyttes derhen hvor arbejdskraft og råmaterialer er billigst. Dem der skal hjælpe med løsning af IT problemer sidder i Indien og bogholderiet er flyttet til Polen. Begge steder uden mulighed for at være en del af den overenskomst kollegerne i Danmark måske har. Det er ikke ualmindeligt på større arbejdspladser i Danmark, at ansatte får udstukket en fyreseddel og i opsigelsesperioden skal oplære den polske kollega, som skal overtage jobbet og tage det med til Polen. Arbejdere presses dermed, i en kontinuerlig nedadgående spiral, til at konkurrere med hinanden på løn og arbejdsvilkår samtidig med, at virksomheder og aktionærer kontinuerligt er på global jagt efter lavere produktionsomkostninger og et stadigt stigende udbytte.
Begrænset modstand i Danmark
Siden midt-80erne har vi kun set forholdsvis begrænsede klassekampsaktiviteter mod virkningerne af denne udvikling. Det skyldes bl.a.:
- At der ikke er en organiseret venstrefløj i fagforeningerne, som kan presse fagtoppen, til at stille krav til S. Det er af afgørende betydning, at gøre op med afpolitiseringen af fagbevægelsen. Det er venstrefløjen i fagbevægelsen, der skal give fagbureaukratiet modspil og tage initiativ til mobilisering i basis.
- At S kontinuerligt har fjernet sig fra rødderne internt i partiet, ligesom afstanden til fagbevægelsens bagland er lig med øget afstand til arbejderklassen generelt. Dette er en del af forklaringen på Socialdemokraternes markante tab af både medlemmer og vælgere.
- At de grundlæggende styrkeforhold mellem klasserne i Danmark har været anderledes end i mange andre europæiske lande. De sydeuropæiske lande har et markant højere antal ikke registrerede arbejdere, der presser løn og arbejdsvilkår, mens andre lande har lovgivet sig ind i øget ulighed, som f.eks. Tysklands Hartz reformer. På trods af den danske fagbevægelses generelle handlingslammelse, så er fagbevægelsen i Danmark relativ stærk på antallet af organiserede sammenlignet med flere andre lande, og den danske model lægger (på godt og ondt) en dæmper på konflikterne. Samtidig har arbejdsløsheden i Danmark ikke været i nærheden af den katastrofale størrelse den har i f.eks. Spanien og Grækenland. Derfor har kapitalen været nødt til at fare relativt langsommere frem.
- At den brede del af den arbejdende befolkningen, ikke har oplevet pludselige og drastiske forringelser af deres grundlæggende velfærd og løn- og arbejdsforhold, som man har i Sydeuropa. Man har oplevet løntilbageholdenhed og forringelser i den offentlige sektor og på forskellige offentlige ydelser, men dette har i højere grad haft konsekvenser for mennesker udenfor arbejdsmarkedet.
- At arbejderklassens organisationer har gennemgået en gradvis nedbrydning. Dette gælder for det første når man kigger på de faldende medlemstal, med den konsekvens, at man står svagere i forhandlingssituationer på den enkelte arbejdsplads eller ved centrale overenskomster, og for det andet når organisationerne i høj grad har set sig som serviceorganisationer snarere end kamporganisationer, og dermed har mistet det aktive bagland. Som symptombehandling ser vi nu de to største forbund opdage, at de må gøre noget radikalt anderledes for at få medlemmerne tilbage. Dette dog som løsning på førstnævnte, og uden erkendelse af, at mange medlemmer ikke kan bruges til noget, hvis ikke de kan mobiliseres.
- At der ikke er bevægelser uden for fagbevægelsen, der har eller har haft potientiale til at samle Arbejderklassen til handling.
- I forlængelse af det, hersker der en samarbejdslinje mellem fagbevægelse og arbejdsgivere. Fagbevægelsen laver hellere konsensusaftaler frem for at synliggøre interessekonflikter og tage kampe. Og der er ikke en organiseret del af fagbevægelsen der kræver noget andet.
HTS-regeringernes forringelser
Med regeringsmagten gjorde S intet forsøg på at genvinde kontakten til rødderne, men accepterede blindt de stigende negative konsekvenser af kapitalismens mekanismer, og valgte som svar bl.a. ukritisk at følge EUss konvergenskrav. Valgløfter om at vi skulle investere os ud af krisen, blev erstattet med en konservativ forsigtighed og massive besparelser. Man solgte ud af offentlig ejendom og produktion og alle basale velfærdsområder har måttet holde for økonomisk, ligesom autonomien i forskellige faggrupper har lidt under Helle Thorning regeringernes iver efter at detailstyre områderne.
Man har fastholdt det New Public Management system, som afgørende har sat sit præg på det offentlige system, hvor kontrol og dokumentation har været dagens orden. Samtidig fastholdes det ideologiske greb om kommunerne, hvor man på en række områder fx ældreplejen skal tilbyde private alternativer til den kommunale service.
Folkeskolereformens indgriben i lærernes faglige autonomi og arbejdsvilkår, er et helt tydeligt eksempel på dette. Lockouten af lærerne var ikke bare startskuddet til at presse lærerne på arbejdstiden. Det var også et klart kalkuleret stækkelse, af lærernes ret til at lave kollektive aftaler. Ved at knække den største fagforening på det offentlige område, har regeringen forberedt sig på, at man i fremtiden kan lave lignende øvelser med andre offentlige grupper. Et udgangspunkt om en kollektivt forhandlet arbejdstidsaftale er blevet erstattet af lederens ubetingede ret til at lede og fordele arbejdet. Dette er tilmed blevet forsøgt solgt som en mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdslivet, men faktum er, at selv den mest sympatiske leder er underlagt en kommunal ledelse, som så igen er underlagt et tilbagevendende krav om effektiviseringer og besparelser fra centralt hold.
Men det var tilsyneladende ikke nok for den socialdemokratisk ledede regering, at skære på den generelle velfærd. Man satte også en ære i at "det skal kunne betale sig at arbejde", men dette skulle ikke forstås som en opbakning til højere løn, hvilket man f.eks. kunne have gjort ved at give KL og DR et bedre økonomisk fundament forud for overenskomstforhandlingerne. Nej, når "det skal kunne betale sig at arbejde", så betyder det ikke at man forbedre de arbejdernes forhold, men at man forringer forholdene for mennesker uden for arbejdsmarkedet. Derfor oplevede dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, flexjobbere, studerende, førtidspensionister m.fl. at stå væsentlige svagere økonomisk og have mindre indflydelse på deres hverdag og liv i øvrigt. Dagpengereformen var godt nok ikke socialdemokraternes egen opfindelse, men HTS regeringerne lavede kun små lappeløsninger
Så mange reformer, med så mange forringelser, for så mange mennesker, giver rigeligt stof til reaktion. Alligevel har protesterne været små i HTS regeringsperioden. Det skyldes først og fremmest en udbredt tiltro til det parlamentariske system kombineret med manglende tro på, at man kan opnå resultater gennem organisering og kamp. På trods af stigende utilfredshed med politikerne i samfundet, er der ikke nogen som for alvor betvivler systemets legitimitet. Samtidig har der ikke været opstillet alternativer fra fagbevægelsen eller internt i Socialdemokraterne, som ellers kunne have givet åbninger. Der har i de fleste tilfælde heller ikke været sprækker, der fik folk til at øjne mulighederne for, at bevægelse kunne føre til sejre. I Socialdemokraterne har man effektivt lagt låg på intern kritik, ikke mindst med henvisning til alternativet i form af en ny VKO-regering. Fagbevægelsen har, ikke overraskende, været handlingslammet i ”solidaritet” med HTS regeringen og fordi man i nogle tilfælde har været bange for åbent at indtage politiske synspunkter af frygt for at skræmme medlemmer væk.
Men selvom de store offensive krav og kampe ikke har været til stede, har det været tydeligt at der stadigvæk kæmpes, når visse grundlæggende grænser overtrædes.
Senest viser de store demonstrationer imod nedskæringer på uddannelsesområdet og demonstrationer og initiativer mod den kyniske flygtningepolitik, at der pludselig kan opstå situationer hvor folk mobiliseres. Også ved salget af DONG eller lokale initiativer som kampen mod skifergas i Nordjylland, viste der sig en aktivitet som var bredere end de vanlige Tordenskjolds soldater.
Lærerlockouten fik mange på gaden, men der er dog den hage ved det, at det hovedsageligt var lærerne selv der kæmpede. Sagen havde stor mediebevågenhed, og der var udpræget opbakning til lærerne i befolkningen - men ikke mange rejste sig fra sofaen for at deltage i aktiviteter. Lærerforeningen havde desuden bragt sig i en situation, hvor de i nogen grad var ramt af isolation, bl.a. fordi DLF under overenskomsterne i 2008 lod sig købe for lidt håndører og efterlod pædagoger og sygeplejersker i en vanskelig konflikt.
På dagpenge-spørgsmålet var og er utilfredsheden stor. Mange har enten selv været arbejdsløse eller har familie eller venner der er det, og det er derfor nemt at sætte sig ind i forringelsernes konsekvenser. Men uden en organiseret bevægelse og aktivistiske initiativ mobiliseres mennesker ikke til handling. Visse fagforeninger gik forrest med protester, men evnede eller prioriterede ikke, at mobilisere deres egne medlemmer. Også blandt arbejdsløse og syge på overførselsindkomst har der været en stor vrede, men her var det endnu sværere at omsætte vrede til organiseret bevægelse.
DONG sagen viste, at der er mulighed for at udvikle og opbygge en modstand mod privatisering og den nyliberalistiske politik, også selv om den ikke har umiddelbart mærkbare konsekvenser for den enkelte.
På samme måde viste bevægelsen mod skifergas i Nordjylland, at der er muligheder på miljø- og klimaspørgsmålet. Men bevægelsen er relativ svag. Man har ikke formået at forbinde sig til andre kampe, hvilket desværre tog luften ud af mobiliseringen til cop15. Da den økonomiske krise for alvor ramte, forsvandt klimadagsordenen ud af manges bevidsthed. Skifergasbevægelsen fik for en stund problematikkerne tilbage på dagsordenen.
Dele af fagbevægelsen genoptog traditionelle faglige klassekampsmetoder over for social dumping med visse resultater og med en vigtig sejr ift. Ryanair, som kan få betydning, hvis fagbevægelsen vælger at bruge de samme metoder (omgangsskruen) overfor andre arbejdsgivere, der ikke vil indgå overenskomst.
Disse manifestationer og kampe er en afgørende faktor for, at nyliberalismen trods alt ikke har vundet mere frem i Danmark end den har. Kampen mod Ryanair, er et eksempel på, at mennesker samles på tværs af politiske tilhørsforhold og fagforeninger når uretfærdighedsfølelsen vækkes. Der er stadigvæk grundlæggende værdier, som der findes bred opbakning til i befolkningen. Og presses disse grundlæggende værdier for hårdt, så er der mennesker der er villige til at tage kampen.
Set i lyset af de alvorlige angreb arbejderklassens vilkår, så var reaktionerne små. Vi konstaterer altså to ting: 1) Der har været og er nok at tage fat på. 2) Der har været spirer til protester og handling, men kampene er i vid udstrækning tabt. Vi må derfor også konstaterer, at der mangler en koordineret indsats, der an forbinde kampene.
3. Problemer med Rød-blok-taktikken – Enhedslisten må samle op på erfaringerne
Meget har ændret sig siden Enhedslisten blev dannet i 1989, og Enhedslisten har udviklet sig fra et samlingsprojekt, til et nu klart definerede parti. Men den politiske udvikling der har fundet sted i Danmark de fire år under HTS-regeringen, og med perspektivet om en international forandring af de klassiske socialdemokratier, lægges der ikke blot op til en række småjusteringer af Enhedslistens position, men derimod nogle større ændringer af hele Enhedslistens analyse af det politiske spillerum, og vores egen organisering. Med den politiske udtalelse fra Enhedslistens årsmøde 2015, er der taget hul på dette.
Når Enhedslisten skal vælge en ny taktik overfor Socialdemokraterne og overtage pladsen som eneste store venstrefløjsparti i Danmark, kræver det dels at der udvikles en ny parlamentarisk strategi og dels at der er en fælles forståelse i hele organisationen af Enhedslistens nye orientering, og nye placering i klassekampen. Samtidig er det vigtigt ikke kun at opsamle erfaringer i Danmark, men at kigge ud i verden. Særligt er det værd at kigge på de lande i Europa, hvor en stærk venstrefløj har overtaget magten og nærmest udslettet Socialdemokraterne. Her kan hentes eksempler til efterfølgelse og erfaringer der gør klogere.
Enhedslistens tilgang til Socialdemokraterne
Siden sin fødsel har Socialdemokraterne været den dominerende kraft i arbejderbevægelsen. Derfor er det ikke overraskende, at organiseringer til venstre for Socialdemokraterne har defineret sig på baggrund af deres tilgang og placering i forhold til Socialdemokraterne. Dette gælder også Enhedslistens.
I nyere tid fremstod det mest klart op til valget i 2011, hvor ”rød blok” primært definerede sig på baggrund af et fælles projekt mod VK-Regeringen, og hvor Enhedslisten havde mange fælles platforme med S og SF, med stærke kampagneredskaber, støtte fra fagbevægelsen, og med en fælles idé om at S-SF skulle tage regeringsmagten, og med Enhedslisten som støtteparti kunne føre en rød politik.
Efter ti års fælles opposition mod Fogh-Regeringen, var forventninger skruet voldsomt op i dele af Enhedslisten, hvor rammerne for ”det fælles røde projekt” i flere omgange fremstod nærmest naivt, men med en stadig tro på at S-SF ville forandring, og i værste tilfælde kunne vi ”presse vores venner til solidariske løsninger”.
SAPs tilgang til Socialdemokraterne
SAP tog delvist fejl. Vi forsøgte fra start af at nedtone forventningerne til den socialdemokratiske regering internt i Enhedslisten, vi forsøgte at fremføre ideer om politisk modstand mod regeringen og et Enhedslisten som politisk alternativ til Socialdemokraterne. Forsøgte i debatter og gennem forslag at slå fast at arbejdet som venstrefløjsopposition under en S-ledet regering, kun betød øget behov for skarp politisk kritik og opbygning af pres gennem især fagbevægelsen. Vi forsøgte at vinde opbakning til en linje hvor Enhedslisten i langt højere grad skulle markere brudflader og levere klarer alternativer til den socialdemokratiske regering.
Men SAP forudså ikke, at Socialdemokraternes gradvise udvikling væk fra et traditionelt reformistisk parti med rødder i og tilknytning til en organiseret arbejderbevægelse, ville få så drastiske konsekvenser, som de gjorde under HTS-regeringen. Derfor forventede vi større pres fra på regeringen fra S og SFss vælgere og medlemmer og fra dele af fagbevægelsen, og vi forventede, at den Socialdemokratiske ledelse – alene af selvopholdelsesdrift – ville lade sig påvirke af kritik, vælgertab og protester. Derfor overvurderede vi Enhedslistens muligheder for at spille sammen med dette pres og tvinge regeringen til at bremse op i sin nyliberale kurs og gennemføre visse genopretningsreformer.
Det nye Enhedslisten
Den politiske vedtagelse på årsmødet 2015 markerede at der i Enhedslisten er ved at udvikle sig en ny erkendelse af hvad Enhedslisten skal være som parti.
Fra tidligere tiders forskellige udgangspunkter vokser der nu en fælles enighed om at Enhedslistens har sit eget politiske projekt, et projekt som også står i klar modsætning til f.eks. Socialdemokraterne, både politisk, aktivistisk og organisatorisk.
Dette er et afgørende politisk skifte, som udspringer af Socialdemokraternes forandring, men også af de politiske kampe, og den aktuelle status i klassekampen. Det er vigtigt at denne nye selvforståelse følges op på alle niveauer i partiet, så det tydeligt ses, at vi markere os som et klart alternativ politisk, og så det mærkes gennem vores konkrete arbejde i bevægelser, og måde at organisere os på.
Udbredes den fælles forståelse for Enhedslistens nye rolle, og aktiveres alle medlemmer i processen, så er det samtidig et værn mod at falde tilbage til optimistiske drømme om en ny S-regering hvor Enhedslisten kan få indflydelse på retningen.
Enhedslistens opgave
SAP vil deltage aktivt i at omsætte vedtagelsen om Enhedslistens nye rolle til praksis.
Mere konkret peger vi på følgende opgaver efter årsmødet for at omsætte overskrifter til handling:
• Vi skal diskutere årsmødeudtalelsen i Enhedslistens afdelinger, fulgt op af konkrete forslag til handling
• Vi skal skabe et parti, der ikke kun reagere når bevægelser opstår, men som går forrest for at skabe den modstand der er behov for. Vi holder altså bl.a. øje med højrefløjens angreb på arbejderklassen og mobiliserer og organiserer på baggrund heraf
• Vi skal være gearet til at opbygge kamp, mobilisere arbejderklassen og skabe og organisere bevægelser
• Vi skal supplere bevægelserne ved at give retninger og skaber politisk overbygning, samt ved at bære bevægelsernes krav frem i parlamentariske forsamlinger
• Vores ledelser, (lokalt, regionalt og landsdækkende) skal løbende holder overblik over aktuelle kampe, og diskuterer muligheder for at understøtte nye bevægelser
• Vi skal formulere politiske forslag og sigtelinjer, der peger fremad, både i form af systembrydende/antikapitalistiske krav, og dele af et overgangsprogram.
• Vores parlamentariske taktik skal som udgangspunkt have ovenstående i fokus. Samtidig må der tages højde for en kommende parlamentarisk situation, hvor en regering uden om Løkken igen bliver mulig.
- Vi skal udvikle en politik, en strategi og en organiseret kraft der kan styrke den fælles klassekamp i hele Europa, som kan samle den antikapitalistiske venstrefløj og skabe et politisk perspektiv om et socialistisk Europa og en styrket international solidaritet over hele kloden
• Vi arbejder på at partiet prioriterer opbygningen af faglige netværk, frem for at søge indflydelse i toppen af fagforeninger og forbund. De faglige netværk skal tager udgangspunkt i arbejdspladser og fagforeningers aktiviteter
• Vi arbejder for at ingen dele af Enhedslisten deltager i studehandler, samt at alle repræsentanter og baggrundsgrupper klædes på til at gennemskue evt. skjulte forringelser. Dette er ikke et lokalt anliggende.
• Vi arbejder på at Enhedslisten vil udforske dette politiske projekt, herunder opsætter nogle konkrete pejlemærker for hvordan vi ser de politiske rammer for en ny venstrefløj.
• Vi vil arbejde for at Enhedslistens fokusere på udviklingen af systembrydende krav, og vil selv spille ind i debatterne med forslag til sådanne.
• Vi skal styrker relationer til andre revolutionære venstrefløjspartier i Europa, herunder gennem European Left Party.
• Vi vil arbejde for at det internationale arbejde udbredes til også at blive koordinering mellem forskellige dele af partiet, herunder f.eks. udveksling af erfaringer mellem faglige kammerater i mere specifikke sektorer, eller mellem politiske udvalg som arbejder med mere specifikke temaer i Enhedslisten
Enhedslistens svar
Enhedslisten har løsninger på samfundets problemer. Disse løsninger står i klar modsætning til de løsninger vi har set andre præsentere. Det være sig Liberal Alliances junglelovs-vision, hvor de stærke stiger opad og de svage går til bunds, Dansk Folkepartis forsøg på at få alle grupper til at ”sparke nedad” og rette vreden mod dem, der har det endnu værre eller Venstres, Konservatives, Radikales og Socialdemokraternes stort set identiske perspektiv om den "nødvendige" politik, som ikke bygger på værdier, og som støtter kapitalens interesser, på bekostning af lønarbejdere og mennesket på overførselsindkomst.
Der er en anden vej. Vi skal tage afsæt i modstanden mod den førte politik og bygge på fællesskaber, organiseringer og bevægelser. Den anden politiske vej har dermed også anderledes svar på samfundets problemer:
• Nedsættelse af arbejdstiden og fordeling af det arbejde, der er
• Investering i demokratisk styret velfærd og grøn omstilling
• Demokratisering af den offentlige sektor, så løsninger bygges på de ansattes og brugernes viden og behov
• Den økonomiske politik, velfærdspolitikken og miljø- og klimapolitikken tilrettelægges efter, hvad der er bedst for befolkningen – uanset hvad EUss regler sætter af begrænsninger
• Brud med krigsalliancen med USA og i stedet støtte til folkelig modstand mod diktatur og undertrykkelse
• Modtagelsen af flygtninge som en solidarisk forpligtelse og flygtningene som en velkommen ressource
• Kontrol med samfundsvigtig produktion skal tilfalde fællesskabet, for at modgå den private kapitals misbrug af deres ejendomsret, f.eks. medicinalindustri, transport og telekommunikation og bygge- og entreprenørvirksomheder, som misbruger udenlandsk arbejdskraft til social dumping
• Bank- og finanssektoren under samfundskontrol og om nødvendigt samfundseje – for at gøre en reel demokratisk styring af samfundets ressourcer mulig
• Nationalisering af de fælles ressourcer så som olie og energi
Som det største parti på venstrefløjen, skal Enhedslisten tage ansvar for at opbygge bevægelser og organiseringer, der vil kæmpe for disse systemoverskridende krav.
Vedtaget på Socialistisk Arbejderpolitiks Landsmøde 14-15. november 2015
Ingen kommentarer endnu...
Skriv kommentar
