Print  

Hvad er SAPs projekt?

Vedtaget på SAP’s 22. kongres den 26. februar 2006

Du kan hente hele teksten som pdf-fil her!

I. Målet og vejen til målet: socialisme, revolution, organiseret mobilisering.
II. Kapitalismen i dag: nyliberalistisk offensiv, krise i arbejderbevægelsen, global modstand, reaktionære tendenser i modstanden.
III. Hvordan prioriterer vi vores indsats, og hvad er vores opgaver nu?
IV. Enhedslisten:  - Mere klasse, mere kamp, mere parti
V. Hvad kan SAP bidrage med?

Hvad er SAP’s projekt?

Hvad er vores overordnede mål som socialister? Hvordan når vi frem til målet med det udgangspunkt, vi har i dag? Hvilken politik, hvilke handlinger, og hvilke organisationsformer skal vi bruge? Og hvordan tager vi de næste skridt?

Både SAP og SAP’s forgængere og vores Internationale har formuleret svar på hvert af disse spørgs­mål. Men siden SAP’s 1. kongres i 1980 har vi ikke forsøgt at formulere, diskutere og konkludere på, hvad sammenhængen mellem svarene på disse spørgsmål er.

Det er det, vi vil med denne tekst. Med vægt på den overordnede sammenhæng og med særlig fokus på sammenhængen mellem vores aktuelle aktiviteter og de næste skridt.

Med alle de nødvendige forbehold for tidsangivelser i politisk kamp kan man sige, at vi udstikker en kurs for SAP’s arbejde de næste fem år, samtidig med at vi skitserer, hvordan denne kurs hænger sammen med endemålet.

Rækkefølgen i teksten vil være:
  I. Målet og vejen til målet: socialisme, revolution, organiseret mobilisering.
 II. Kapitalismen i dag: nyliberalistisk offensiv, krise i arbejderbevægelsen,
     global modstand, reaktionære tendenser i modstanden.
III. Hvordan prioriterer vi vores indsats, og hvad er vores opgaver nu?
IV. Enhedslisten: Mere klasse, mere kamp, mere parti.
 V. Hvad kan SAP bidrage med?

I. Målet og vejen til målet: socialisme, revolution, organiseret mobilisering

Afskaf kapitalismen
Den overordnede målsætning med vores indsats som socialister er at afskaffe udbytning, undertrykkelse og fremmedgørelse, og det kræver, at vi afskaffer kapitalismen og erstatter dette samfundssystem med – i første omgang – socialismen, hvor arbejderklassen og dens allierede har overtaget magten.
  Med socialismen får vi mulighederne for at løse samfundets problemer demokratisk og for at udvikle menneskers ressourcer og teknikkens muligheder til gavn for det store flertal – i stedet for at være underlagt en rig og magtfuld elite og markedets tilfældigheder.
  Det skaber grundlaget for at fortsætte revolutioneringen af samfundet frem mod det klasseløse samfund.

Revolution

Socialismen kan ikke indføres gradvist. Det er der mindst to grunde til.
* For det første er dette samfundssystem sådan indrettet, at hvis kapitalens magt over samfundet og de kapitalistiske markedsmekanismer for alvor bliver anfægtet, svækket og undergravet, så opstår der en samfundsmæssig krise, som kun kan løses på en af to måder:
- enten kommer kapitalismen til kræfter igen, og kapitalens magt over samfundet bliver genetableret,
- eller også overtager arbejderklassen magten og begynder at opbygge en grundlæggende anden styring af produktion og økonomi: en demokratisk organiseret planøkonomi.
* For det andet fordi kapitalistklassen har så store materielle og magtmæssige privilegier ved hjælp af kapitalismen og har så stærkt et magtapparat i staten, at den vil og kan forsvare kapitalismen med så stor en kraft, at det er nødvendigt med et samlet og endegyldigt opgør med denne klasse.
  Derfor er der behov for et samlet og koncentreret opgør med kapitalistklassen og det borgerlige stats­apparat. Det indebærer bl.a. nationalisering af økonomiens kommandocentre – banker, private trafik- og kommunikationskoncerner og andre store kapitalistiske virksomheder – samt etableringen af alternative folkelige magtorganer. Dette opgør kalder vi en revolution.

Forudsætninger for revolution
Mange forudsætninger skal være på plads, før det er muligt at gennemføre en revolution, som afskaffer kapitalismen og påbegynder opbygningen af socialismen.
Fire af de centrale forudsætninger er:

At arbejderklassen og andre undertrykte er aktivt handlende og velorganiserede i en koordineret massebevægelse, som ikke lader sig bremse af den herskende klasses modstand, men bevidst tager de nødvendige skridt til at afskaffe kapitalismen.

At der i denne massebevægelse er en velorganiseret og på forhånd respekteret socialistisk organisation, som på baggrund af en marxistisk analyse af situationen og på baggrund af den revolutionære bevægelses erfaringer i hver fase af kampen kan pege på det nødvendige næste skridt og de nødvendige metoder.

At den socialistiske bevægelse allerede før revolutionen har gået i spidsen for at udvikle det videst mulige organisationsdemokrati, herunder visionen om socialismen som et positivt alternativ til kapitalismen – dvs. i konfrontation med diverse andre kræfter, der i praksis blot vil indføre andre former for undertrykkelse og/eller en modificeret version af kapitalismen.

At der eksisterer en demokratisk og revolutionær international organisation, som er i stand til at fortsætte og udvide kampene på et globalt plan samt at forhindre national isolation af de revolutionære kræfter.

II. Kapitalismen i dag: nyliberalistisk offensiv, krise i arbejderbevægelsen, global modstand, reaktionære tendenser i modstanden

Hvor står vi nu?
Gennem SAP’s og FI’s historie har vi flere gange måttet vurdere, hvordan vi bedst har kunnet bruge vore kræfter for at opnå vore langsigtede strategiske mål – hele tiden med udgangspunkt i vor målsætning om en socialistisk revolution, drevet frem af arbejderklassen og alle udbyttede og undertrykte grupper.

Genopbyg arbejderbevægelsen
Fra før 4. Internationales stiftelse i 1938 og frem til for få år siden havde vi den opfattelse, at den socialistiske organisering – det revolutionære parti, eller kernen i et kommende revolutionært parti – først og fremmest skulle tage kampen med andre politiske strømninger i arbejderbevægelsen om, hvilken politisk retning bevægelsen skulle tage. Eller med andre ord at krisen i arbejderbevægelsen kunne reduceres til krisen i arbejderbevægelsens ledelse.
  I dag er vore opgaver langt bredere og større. Vi må konkludere, at krisen i arbejderbevægelsens ledelse har stået på i så mange år, at den reformistiske og bureaukratiske ledelse har nedbrudt arbejderbevægelsen i sådan en grad, at der ikke længere er en bevægelse, hvor vi blot kan tilbyde en ny og bedre ledelse og kæmpe for det.
  Derfor må revolutionære socialister i dag bidrage aktivt til at genopbygge arbejderbevægelsen og gennem dette arbejde bevise, at vi har det nødvendige program og perspektiv for arbejderbevægelsen. Samtidig må vi være med til at genskabe selve det socialistiske perspektiv i arbejderklassen og blandt andre udbyttede og undertrykte grupper.

Global nyliberalisme – global modstand
Kapitalistklassen og dens politiske håndlangere har i flere årtier satset på nyliberalismen, dvs. den maximale frihed for de kapitalistiske virksomheder. Men nyliberalismen møder stadig mere modstand, både konkret i form af mobiliseringer mod udslag af nyliberalismen og ideologisk i form af politisk kritik og tilslutning til andre perspektiver.
  Den egentlige aktive modstand mod nyliberalismen er spredt og sjældent stærk nok til at vinde markante sejre, og i mange lande, herunder Danmark, er den ikke funderet i eller baseret på arbejderklassen.
  De fleste steder viser modstanden sig i form af en vis politisk radikalisering, som især omfatter dele af ungdommen. Globalt så vi det med krigsmodstanden. I Europa var den hollandske og den franske folkeafstemning eksempler. Og i Danmark kan vi aflæse det på Enhedslistens fremgang. Alt i alt ser vi nu fremvæksten – eller i hvert fald omridset – af det, der er blevet kaldt ”bevægelsernes bevægelse”.
  Udviklingen af en verdensomspændende bevægelse mod nyliberalistisk globalisering har sat international organisering på dagsordenen igen efter årtier, hvor 4. Internationale har været alene med dette perspektiv. Det har bl.a. givet sig udslag i de Sociale Forummer i de enkelte lande, regionalt og globalt i World Social Forum. Men vi har også oplevet mange nye initiativer til organisering af de socialistiske kræfter, jf. initiativer som EACL og det Europæiske Venstreparti.
  Denne udvikling gør det relevant og muligt at rejse perspektivet om en ny 5. Internationale, et spørgsmål som netop FI og SAP bør være med til at sætte på dagsordenen.

Modstand uden løsninger
Men ikke alle dele af modstanden mod nyliberalismen viser en vej ud af miseren eller peger frem mod et brud med kapitalens magt.
  De ændrede styrkeforhold betyder bl.a., at socialdemokratierne har fremgang i en række europæiske lande. De vinder opbakning på deres afvisning af den ekstreme liberalisme og på en eller anden form for forsvar for velfærdsydelser og offentlig service.
  Men i bund og grund præsenterer de kun et alternativt kapitalistisk løsningsforsøg, en lidt mere reguleret kapitalisme, men stadig uden alvorlig indgreb over for kapitalens frihedsrettigheder og derfor snarere en socialliberalisme.
  Også mange af de politiske strømninger, som placerer sig til venstre for socialdemokratierne, tøver med at drage konsekvensen og i praksis bryde med kapitalismen. De søger løsninger, som bevidst undgår konfrontationer med kapitalen, og de stiler mod regeringsansvar og budgetansvarlighed.
  Hertil kommer nationalliberale partier og grupper. De er på samme tid nationale, fremmedfjendske og modstandere af indvandring – og tilhængere af et frit marked for varer og kapital.
  Endelig er der også dukket andre bevægelser op, der kombinerer kritik af kapitalismen eller imperialismen med et direkte reaktionært samfundssyn, navnlig den radikale og religiøse fundamentalisme samt den yderligtgående og racistiske nationalisme. I vid udstrækning er det desværre ofte de socialt marginaliserede (eller dem, der betragter sig som deres repræsentanter) der i dag lader sig lokke af disse antidemokratiske ideologier – i fraværet af et mere progressivt og troværdigt alternativ.

III. Hvordan prioriterer vi vores indsats, og hvad er vores opgaver nu?

Vort grundlag
SAP er en revolutionær og marxistisk organisation, der arbejder for et socialistisk og demokratisk alternativ til det rådende kapitalistiske verdenssystem. Derfor er vi tilsluttet Fjerde Internationale (FI) – en international sammenslutning af revolutionære, der siden 1930’erne har kæmpet mod alle former for undertrykkelse og mod reaktionære holdninger, også når de viser sig i de undertryktes rækker. Historisk har vores tradition også gået i spidsen i kampen for fuld kvindefrigørelse, fuld anerkendelse af bøsser og lesbiske samt i kampen for beskyttelsen af naturen og miljøet.
  Efter østblokkens sammenbrud har vi været ivrige fortalere for en genrejsning og omgruppering af venstrefløjen og selv gået i spidsen for at virkeliggøre dette – i Danmark først og fremmest gennem arbejdet i Enhedslisten, men også gennem vort arbejde i de forskellige sociale bevægelser.

Prioriteringer
Når vi som socialister i dag skal fastlægge, hvordan vi arbejder, prioriterer og organiserer os, og hvilket politisk program vi skal fremlægge, må vi gøre det ud fra ét bestemt perspektiv:

· Hvordan bevæger vi os fra situationen i dag til en situation, hvor de progressive modkræfter er blevet radikalt styrket og har udviklet langt klarere ideer om såvel behovet for og indholdet af et brud med kapitalismen – dvs. en socialistisk revolution?

· Hvordan skaber vi en bevidsthed i arbejderklassen om nødvendigheden af dette opgør?

· Hvordan udvikler vi de kampe, der kan give arbejderklassen den nødvendige styrke til dette opgør?

· Hvordan udvikler vi den organisering af arbejderklassen, som kan gennemføre dette opgør – og i øvrigt derefter bliver grundlaget for organiseringen af det nye samfund?

· Hvordan opbygger vi en socialistisk organisering, der er både er marxistisk skolet, demokratisk, organiseret til handling og kamp og med et politisk program, som kan udvikle mobiliseringerne frem mod og gennem en revolutionær omvæltning?

Konkrete opgaver 2006
Hvis vi omformulerer dette til konkrete opgaver i 2006 og i de kommende år ser det således ud. Socialister skal:

· bidrage til arbejderklassens og andre undertrykte gruppers selvstændige aktiviteter og kampe mod udbytning og undertrykkelse og andre udslag af kapitalismen;

· bidrage til at opbygge organiserede bevægelser omkring disse mobiliseringer og med en organiseret arbejderklasse som grundstammen og samlingspunktet for disse bevægelser;

· formulere de krav, som vi i dag kan kæmpe for for at forsvare os og for at bevæge os i retning af socialisme, og at samle disse politiske krav og de nødvendige kamp- og organiseringsformer i et program, som kan udgøre et antikapitalistisk og socialistisk alternativ og en modpol til ny-liberalismen og til den socialdemokratiske social-liberalisme;

· organisere den politiske kamp, ikke mindst mod de politiske strømninger, der gør sig gældende blandt arbejderklassen og andre undertrykte og i de eksisterende bevægelser og mobiliseringer med perspektiver, som bremser kampen og indordner bevægelserne under systemet.

Disse opgaver kan vi ikke løse som individer. Nøjagtig som selve revolutionen – og som alle faser frem til revolutionen – kræver det socialistisk organisering.
  Vi har her og nu behov for et socialistisk parti, der vil påtage sig disse opgaver i klassekampen, og som kan tiltrække flest mulige socialister, inddrage dem i dette arbejde og dermed ikke blot mene det rigtige og gøre det rigtige, men gøre det med tilstrækkelig kraft og synlighed til, at det får konsekvenser.

IV. Enhedslisten:  - Mere klasse, mere kamp, mere parti

Enhedslisten og det socialistiske parti
Enhedslisten har potentialet til at være dette socialistiske parti af mange grunde:

· Partiet samler vælgeropbakning fra det store flertal af dem, der ligger til venstre for SF og SD.

· Partiet samler i sin medlemsskare det store flertal af de politisk aktive til venstre for SF og SD

· Partiet og dets medlemmer opfatter sig som socialister.

· Partiet har vedtaget et antikapitalistisk, udenomsparlamentarisk og socialistisk program.

· Partiet og dets medlemmer har perspektivet om udenomsparlamentarisk og demokratisk mobilisering.

· Partiet har en åben og pluralistisk intern debat, der giver mulighed for at udvikle nye forståelser og nye politiske perspektiver.

· Og partiet opfattes allerede i dag i store dele af samfundet som et socialistisk alternativ – selv om kun en minoritet sympatiserer med dette alternativ.

Derfor kan Enhedslisten blive den nødvendige organiserede socialistiske kraft i dagens kampe, i morgendagens kampe og i den socialistiske revolution. Den organisering, som løser de opgaver, vi har skitseret i denne tekst.
  Det er det, vi vil opbygge Enhedslisten som. Det er det, vi vil gøre Enhedslisten til. Det er det, vi vil med Enhedslisten.
  Der er det, der er brug for!
  Men Enhedslisten er ikke sådan et parti i dag. Enhedslisten har politiske og organisatoriske svagheder. Det hænger bl.a. sammen med, at Enhedslisten er en meget ung organisation, men det hænger også sammen med, at Enhedslisten aldrig til bunds har diskuteret og forsøgt at fastlægge, hvad partiets opgaver er, og hvordan vi opbygger et parti, der kan løse opgaverne.

Mere klasse – mere kamp – mere parti
I SAP mener vi, at Enhedslisten især skal udvikles omkring tre kodeord: * Mere klasse; * Mere kamp; * Mere parti.

Med ”Mere klasse” mener vi, at Enhedslisten i højere grad skal forstå arbejderklassen som den afgørende kraft i en socialistisk udvikling.
  Det betyder, at forsvaret for arbejderklassens interesser altid må være udgangspunktet for politikformuleringen, selv om mange andre faktorer også skal inddrages. Og at udviklingen af arbejderklassens kampe og organisering skal have en højere prioritet.
  Også på dette område ligger en stor del af forklaringen på Enhedslistens svaghed, at arbejderklassen ikke er særlig tydelig i kampe og bevægelser, og at radikaliseringen – i modsætning til f.eks. Frankrig – ikke i øjeblikket går via arbejderklassen.
  Men det må netop være det socialistiske partis styrke, at det kan hæve sig op over dagsaktuelle fænomener, analysere de samfundsmæssige tendenser og handle proaktivt i forhold til udviklingen, ikke kun reagere på det synlige og det åbenlyse.
  Det er afgørende for at styrke arbejderklassens interesser, at arbejdere og lønmodtagere optræder selvstændigt og uafhængigt – i aktioner, organisationer og partier – i forhold til borgerskabets partier og organisationer (herunder statsmagten).

Med ”Mere kamp” mener vi, at Enhedslisten i højere grad skal prioritere at deltage i og – hvor det er muligt – tage initiativ til udenomsparlamentarisk kamp.
  I dag fylder valgkampe, folkeafstemninger og parlamentarisk arbejde meget, fra afdelinger til Hovedbestyrelse. Det skyldes ikke mindst, at vi ikke oplever så mange spontane demonstrationer, strejker og protestbevægelser.
  Men den situation gør det så meget desto mere vigtig, at Enhedslistens medlemmer, afdelinger og ledelse er parat til at støtte og bidrage til den slags mobiliseringer, når de opstår.

Med ”Mere parti” mener vi, at Enhedslisten i højere grad skal fremstå som et samlet politisk alternativ, som ikke kun er udformet og fremføres af folketingsgruppen, men er udviklet gennem demokratisk debat og dermed er hele partiets ejendom, som alle føler sig ansvarlige overfor.
  Samtidig skal partiet og medlemmerne i højere grad handle i fællesskab. Det gælder på alle områder:

· omkring de centrale politiske prioriteringer i landsdækkende kampagner;

· i afdelingerne omkring de lokalt besluttede opgaver

· og i bevægelser og brede organisationer (f.eks. antikrigsbevægelser, fagbevægelse, uddannelsesorganisationer), hvor Enhedslistens medlemmer skal koordinere deres indsats og præsentere forslag til, hvordan organisationerne og mobiliseringer styrkes og udvikles.

Når Enhedslisten i sine første mere end femten år har været tøvende over for at fungere som en organiseret enhed, som et parti, hænger det sammen med organisationens forhistorie og fødsel. Enhedslisten blev dannet bl.a. som en reaktion mod venstrefløjens ofte sekteriske holdninger til hinanden, nogle gange fokuseret på ligegyldige forskelle og modsætninger. Det skorter heller ikke på eksempler på, at venstrefløjsorganisationer har fungeret dominerende og manipulerende i brede bevægelser.
  Men denne forhistorie må ikke blive ved med at forhindre Enhedslisten i at påtage sig de opgaver, som et socialistisk parti nødvendigvis må løse – hvis vi nogensinde skal nå frem til socialismen.
  Mange af disse svagheder er udtryk for, at Enhedslisten er en ung organisation, der ikke har haft tid til at gøre så mange erfaringer og til at udvikle politik og organisationsformer ud fra sine erfaringer. Dertil kommer, at Enhedslistens første leveår har været forholdsvis fredelige tider. Der har ikke været store samfundsmæssige konfrontationer, som for alvor kunne sætte skub i partiets politiske og organisatoriske selvforståelse.
  Men det betyder ikke, at vi kan gå ud fra, at Enhedslisten automatisk vokser med opgaverne og drager de rigtige konklusioner af erfaringerne, slet ikke at partiet gør det i tide.
  Desuden er det ingen hemmelighed, at der er medlemmer og grupper af medlemmer i Enhedslisten, som ikke er enige med SAP i, hvad der er styrker, og hvad der er svagheder. Hvor vi – som skitseret i denne tekst – vil udvikle Enhedslisten, vil andre forsvare de nuværende forhold.
  Men de uenigheder, der eksisterer inden for partiet, er ikke udkrystalliseret i klare modsætninger, tendenser eller fløje. Nogle er bange for gamle fraktionsspøgelser, og andre vil måske bare helst ikke spidse underlæggende politiske uenigheder unødigt til. Men en forudsætning for en åben og sandfærdig debat – og for klare konklusioner og programudvikling – er, at vi kalder tingene ved deres rette navne.
  I et demokratisk og pluralistisk parti vil og skal uenighederne blomstre – også uden at der nødvendigvis skal sættes ideologisk stempel på hvert eneste synspunkt. Men med mellemrum dukker der diskussionstemaer op, hvor det er åbenlyst, at uenighederne skyldes forskellige grundholdninger og mere eller mindre klart erkendte forskelle i samfundsteori.
  Som for eksempel når der ind i mellem dukker tendenser til budget-ansvarlighed, eller opfattelsen af at hovedmodsætningen i samfundet står mellem den svageste 1/3 og den ”velstillede” 2/3 i stedet for mellem arbejderklasse og kapitalistklasse. I praksis får det vandene til at skilles mellem dem, der søger at forene arbejderklassen eller dem, der i praksis splitter den.
  Eller når undertryktes ret til selvorganisering mødes med modstand ud fra patriarkalske grundholdninger eller substituerende partidogmer.
  Disse forskellige teoretisk funderede strømninger er i nogle Enhedsliste-lignende partier mere klart markerede og tættere organiseret. Enhedslisten vil efter vores mening ikke blive svækket af, at disse ideologisk og teoretisk funderede uenigheder kommer op på bordet og diskuteres åbent, så længe det ikke sker under et pres for ideologisk enhed.
  Det er derfor nødvendigt, at nogle bevidst arbejder for at opbygge og styrke Enhedslisten og for at udvikle partiet i den retning, vi har kaldt ”Mere kamp, mere klasse, mere parti”. Den opgave har SAP nogle særlige forudsætninger for at være med til at løse.

V. Hvad kan SAP bidrage med?

Det er de forudsætninger, man kan kalde SAP’s politiske og organisatoriske kapital. Den bygger på SAP’s og vores forgængeres historiske erfaringer og på 4. Internationales historiske erfaringer. Det er opsamlet i SAP’s og 4. Internationales ”program”. Dette program er senest opsummeret i ”Her står SAP” fra SAP’s 18. kongres i 2001 og i indledningen til de statutter for 4. Internationale + 4. Internationales roller & opgaver, der blev vedtaget på Verdenskongressen i 2003.
  Blandt de vigtigste elementer i forhold til udviklingen af Enhedslisten er:

· Den marxistiske metode til at analysere udviklingen globalt og i Danmark;

· Vores forståelse for samfundet som et klassesamfund og for klassernes rolle i kampen for socialisme; ikke mindst nødvendigheden af at arbejderklassen og andre undertrykte organiserer sig uafhængigt af den herskende klasse og af statsmagten;

· Vores forståelse for den rolle arbejderklassens kamp og andre folkelige mobiliseringer spiller både for at skaffe umiddelbare resultater, for at udvikle arbejderklassens bevidsthed og i et egentligt opgør med kapitalismen og vores erfaringer med at intervenere i den slags kampe;

· Vores forståelse af det revolutionære potentiale i alle undertrykte gruppers kamp og det dialektiske forhold, der gør sig gældende ved forsvaret af de undertryktes rettigheder i forhold til de undertrykkenes rettigheder;

· Vores forståelse for kapitalismens begrænsninger og for nødvendigheden af et samlet, revolutionært brud med kapitalismen;

· Vores internationalistiske tilgang til analysen af verden, til klassens og bevægelsernes kampe og til revolutionæres organisering;

· Vores forståelse for nødvendigheden af en organisering af de bevidste revolutionære og socialistiske kræfter i et parti og en Internationale og vores erfaringer med at arbejde med opbygningen af sådan et parti;

· Vores kompromisløse forsvar for de demokratiske rettigheder og menneskerettigheder, som en uadskillelig del af kampen for socialisme;

· Vores konsekvente modstand mod dobbeltstandarder, hvor der gælder ét sæt standarder for ”vennerne”, mens et andet sæt standarder gælder for ”fjenderne”;

· Vores forståelse for enhedsfrontens metode, hvor det i enhver given situation handler om at sikre den bedst mulige kampenhed uden at underlægge sig borgerlige holdninger.

Denne politiske og organisatoriske kapital betyder langt fra, at vi har alle svarene på alle problemerne, og vores politiske program og organisatoriske forståelse skal hele tiden udvikles i lyset af den faktiske samfundsudvikling og nye erfaringer.
  Men denne kapital giver os gode forudsætninger for at bidrage til Enhedslistens opbygning.

SAP – en revolutionær organiseret strømning
Disse forudsætninger, ville vi ikke have, hvis SAP’s medlemmer blot gjorde hver deres indsats hver for sig. En politisk kapital og et politisk program kan ikke eksistere i et tomrum. Det kræver en eller anden form for organisering og fælles erfaringsbearbejdelse. Ellers går den tabt, og ellers kan den ikke fornys og vokse.
  Derfor har SAP altid insisteret på en kollektiv debat og en tæt organisering, såvel nationalt som internationalt. Vi har lagt vægt på, at fælles beslutninger, afprøvet i en fælles udførsel, både fører til en mere reel og kollektiv evaluering, men også er forudsætningen for en hver revolutionær organisations handlingsduelighed. Det vil forsat være en målsætning for SAP.
  På samme måde vil SAP selvfølgelig forsat være 4. Internationales sektion i Danmark.

Et revolutionært kraftcenter i Enhedslisten
En organisering af de Enhedsliste-medlemmer, der deler de erfaringer og holdninger, som udgør SAP’s platform, kan få en særlig rolle i bestemte situationer i Enhedslistens udvikling, f.eks.:

· når Enhedslisten vokser drastisk;
På vejen fra den nuværende situation og indtil vi har opbygget et socialistisk masseparti vil der komme øjeblikke, hvor tusinder af nye medlemmer søger ind i partiet i løbet af kort tid. Ofte vil det ske på grundlag af en løs og uafklaret sympati for Enhedslistens mærkesager, men uden noget solidt funderet socialistisk samfundsopfattelse og uden nogle klare ideer om partiets opgaver.

· når større grupper fra andre partier søger sammen med Enhedslisten;
Det er umuligt at forestille sig, at Enhedslisten udvikler sig til et socialistisk masseparti, uden at grupper og fraktioner bryder med deres partier og bevæger sig – i de fleste tilfælde fra højre/fra reformistiske positioner mod venstre – for at tilslutte sig eller indgå i en sammenlægning. Den relative styrke, Enhedslisten har, fordi den samler brede dele af venstrefløjen, skaber netop bedre muligheder for at kunne tiltrække kræfter, der bevæger sig mod venstre.

· når Enhedslistens kommer under parlamentarisk pres fra højre
Vi vil ikke kunne undgå situationer, hvor Enhedslisten vil være under pres for f.eks. at acceptere nedskæringer eller stemme for styrkelse af statsmagten ”af hensyn til” et centrum-venstre eller et socialliberalt flertal ”for at undgå det, der er værre”. I nogle situationer vil dele af Enhedslistens bagland og vælgergrundlag indgå i dette pres, fordi de falder for mindste-onde-logikken.

I alle disse situationer vil der være tendenser til at opgive de politiske og organisatoriske landvindinger, Enhedslisten har opnået. Vigtige principper vil komme under pres. Politiske diskussioner og kampe vil udvikle sig.
  Skal disse situationer, som på én gang skaber krise og udgør store muligheder for Enhedslisten, ikke ende i højredrejning og opløsning, er det vigtigt, at de kræfter, som har et solidt revolutionært, socialistisk og marxistisk fundament, er organiseret og i stand til at indgå i de politiske kampe.
  Enhedslistens evne til at sejre styrkes derfor, når vi som en organiseret gruppe arbejder ud fra denne platform for at opbygge og styrke Enhedslisten. Det gør vi sammen med alle andre, der også ser perspektivet i at tilføre Enhedslisten ”mere klasse, mere kamp, mere parti”. Og en del af dette arbejde er at overbevise flest mulige om, at det er vejen frem for Enhedslisten.

Sammen kan vi udvikle nye svar
Selv om globaliseringen og stalinismens kollaps ikke grundlæggende har ændret ved klassekampens nerve, så er der mange ting, vi må formulere i en ny kontekst. Forsøget på at opbygge den globale bevægelse for social retfærdighed og projektet med at genopbygge arbejderbevægelsen i helt bred forstand – det er opgaver, der kræver mange hænder, mange hoveder og mange erfaringer.
  Også i dette lys er det SAP’s og 4. Internationales faste overbevisning, at opbygningen af socialistiske og antikapitalistiske pluralistiske massepartier er en forudsætning for at komme videre.
  Vi har ikke alle svar, men sammen kan et parti, der er stort, dynamisk og målrettet nok, udvikle nye svar. Dette kræver et meget kollektivt fungerende parti, der faktisk opfatter sig selv som en samfundsforandrende kraft.
  Det indebærer også, at partiets ledelse gives (og påtager sig) en langt mere aktiv og ansvarligt rolle for at målene nås – for at politikken bliver udviklet - for at organiseringen bliver gjort og det politiske udbytte bliver høstet.
  Men hermed har vi ikke givet alle svarene på, hvordan Enhedslisten skal opbygges som organisa­tion, og SAP har ikke alle svarene.
  Det må Enhedslisten diskutere og udvikle kollektivt – og på den måde nå frem til en form for demokratisk centralisme, der gør partiet i stand til at løse de opgaver, det har sat sig.
  Det er ikke sikkert, at det skal se ud, som det gjorde i tidligere succesfyldt gennemførte revolutioner. Men vi arbejder for at finde måder at styrke partis fælles handlingskraft – så slaget kan føres helt igennem, når det gælder.

SAP’s opgaver
Umiddelbart betyder dette, at vi fremover i højere grad vil:

· fokusere SAP’s aktiviteter på udviklingen af Enhedslisten;

· kollektivisere vores indsats for at styrke Enhedslisten;

· åbent og offensivt formulere og præsentere vores platform og forslag til udvikling af Enhedslisten for resten af partiet.

Det drejer sig ikke nødvendigvis om at nedlægge politiske eller organisatoriske strukturer, men om at tænke dem ind i forhold til det beskrevne projekt. Når vi laver vores månedsblad, SI, når vi mødes til kongresser eller medlemsmøder, må spørgsmålet være:

· på hvilken måde bruger vi denne lejlighed til at fremme opbygningen af Enhedslisten til et socialistisk masseparti?

· og på hvilken måde styrker vi den organiserede strømning, der målrettet kæmper for dette?

Det skal være kendt i hele partiet, hvad vores bud på en slagkraftig Enhedsliste er, og at vi er loyale partikammerater, der er med i front. Vi har meget at tilbyde.

Fremtiden er vores
Når SAP definerer sin hovedopgave som at opbygge Enhedslisten som det nødvendige parti, opfatter vi det som et resultat af én af vores største succeser: etableringen og opbygningen af Enhedslisten indtil nu – med mulighed for at blive et pluralistisk socialistisk masseparti. Med et højt nok ud­viklet politisk niveau, ledelse og vilje, til samlet at gøre hele forskellen i kampen for revolutionen.
  For at dette projekt skal lykkes er det selvsagt nødvendigt, at flere bakker op om det, både som sympatisører i konkret ad hoc-samarbejde (f.eks. ISUL) og som aktive medlemmer i organisationens daglige arbejde.
  SAP og FI har aldrig været målene i sig selv. Vores strømnings organisering er redskaber for os – som vi opbygger for på bedst mulig måde at bidrage til kampen for den socialistiske frisættelse af menneskeheden.
  I de pluralistiske partier, vi ser i dag, kan vores internationale strømnings organisering bidrage med meget og hjælpe den nødvendige opbygning og programudvikling. I fremtiden, i hvert fald så langt vi kan se, vil vores organiserede strømning være én af flere teoretisk funderede platforme, der i dis­kussion og handling presser partiet fremad.
  SAP og 4. Internationale er en nødvendig organisering for den kamp, vi har sat os for at vinde, og det er en organisation, vi er stolte af.

 

Vedtaget på SAP’s 22. kongres den 26. februar 2006