.jpg)
Perspektiver for SUF
Hele teksten kan hentes i pdf-format her!
Unge SAP-medlemmer udarbejdet et dokument om "Perspektiver for SUF", som er blevet diskuteret med resten af SAP. På et møde den 25. marts vedtog SAP’s Landsledelse dokumentet. Dokumentet er en parallel til et dokument om SAP’s perspektiver for Enhedslisten, "Hvad er SAP’s projekt?", som blev vedtaget i februar 2006.
Det var oprindeligt meningen, at teksten skulle være uddelt på SUF’s stormøde i påsken, men af tekniske grunde skete det ikke.
SAP’s forretningsudvalg, 12. april 2007.
Perspektiver for SUF
- SAP’s arbejde i SUF
SUF står i den nuværende situation overfor nogle store muligheder og udfordringer. Men SUF har en række problemer, som må overvindes før organisationen kan fortsætte udviklingen til en handlekraftig, demokratisk ungdomsorganisation, der kan samle den radikale ungdom og bringe kampen for socialisme fremad.. SAP giver med dette dokument vores bud på udfordringerne og perspektiverne for SUF. På denne måde ønsker vi, at skabe debat om, hvilken udviklingsretning SUF i fremtiden skal tage. De unge SAP medlemmer i SUF har lavet dokumentet, bl.a. gennem diskussion med resten af SAP.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at de perspektiver, vi ridser op, er langsigtede mål. Det betyder, at ændringerne ikke sker i løbet af en enkelt nat. Det er imidlertid vores klare holdning, at SUF, som selvstændig ungdomsorganisation altid må have langsigtede strategier in mente, når man arbejder konkret.
Rækkefølgen i teksten vil være følgende:
Nyliberalismen – modstand og ungdomsradikalisering
SUF – opgaver og udfordringer
SUF – problemer og perspektiver
Hvad kan SAP bidrage med i SUF?
1. Nyliberalisme - modstand og ungdomsradikalisering
Siden slutningen af 1970’erne har den herskende klasse været i offensiven. I hele den vestlige verden har velfærdsstaterne været under angreb og afvikling efter presset fra de mægtige kapitalinteresser.Vi fx har set en afvikling af de offentlige velfærdsydelser i de fleste vestlige lande i form af betaling for uddannelse og sundhedsydelser. Nyliberalismen er det ideologiske udtryk for denne udvikling. Udviklingen indebærer systematiske angreb på vilkårene for lønmodtagere og folk på overførselsindkomster. Samtidig forringes den offentlige sektor og service, uddannelses-, kultur- og fritidsinstitutioner gennem nedskæringer og ensretning i forsøget på at underordne stadig flere sider af livet under kapitalens vilkår. Alt sammen led i den herskende klasses forsøg på udbygning af sine privilegier.
I kølvandet på denne offensiv er fulgt udviklingen af en ny bølge af imperialistisk aggression. Invasionen og besættelsen af først Afghanistan og siden Irak er store begivenheder, der har stået øverst på dagsorden de sidste år.
Modstanden mod nyliberalismens ødelæggende konsekvenser er imidlertid også vokset. Vi har i de seneste år oplevet flere og større protester som et resultat af denne modstand, og det politiske budskab er skærpet. Demonstrationer og udenomsparlamentarisk arbejde er ikke længere tabu, men en anerkendt reaktion på nedskæringer, forringelser og social uretfærdighed. Ungdommen har spillet den måske største rolle i denne radikaliseringsproces. Vi mener derfor, atman kan tale om en generel radikalisering af ungdommen.
Ungdomsradikaliseringen har medført, at venstrefløjens arbejde på to centrale områder har gode muligheder, nemlig for
· mobilisering af store befolkningsgrupper på sociale og værdimæssige spørgsmål
· en skærpet politisk linie i arbejderklassens bevægelser og organisationer – specielt ungdommens organisationer
Der kan nævnes flere grunde til, at muligheden for at mobilisere brede befolkningslag er opstået. Ikke mindst det forhold, at arbejderklassen bliver stillet overfor flere og flere ultimative spørgsmål i kølvandet på nyliberalismen; f.eks. for eller imod ”krigen mod terror”, for eller imod indvandrere etc. Senest er velfærdsdemonstrationerne 2006 et eksempel på mobilisering på baggrund af sociale værdiers appel på tværs af arbejderklassens organisationer.
Både i Danmark og resten af Vesteuropa har den unge del af befolkningen været en vigtig part i den generelle radikalisering. I Danmark er det unge aktivister fra elev- og studenterbevægelsen og ungdomspartierne på venstrefløjen, som først og fremmest har ført an i de store velfærdsmobiliseringer i 2006. Elev- og studenterbevægelsen har også mærket en markant fremgang i antallet af aktive og opbakningen til de udenomsparlamentariske aktiviteter.
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) har været bærende i de store mobiliseringer, og de samlede velfærdsmobiliseringer har været et resultat af deres initiativ til kontakt til fagbevægelsen. Inden for de seneste 2-3 år er også resten af elev- og studenterorganisationerne og den unge fagbevægelse fulgt efter; senest har vi set en radikalisering af den politiske linie i både 3F Ungdom og Danske Studerendes Fællesråd (universiteternes studenterorganisation). Det er nu alment accepteret i alle elev- og studenterorganisationer, at studenterpolitik omfatter kampen for velfærd. Dertil kommer, at de unge aktivister lokalt i dag bruger stærkere udtryksformer, i form af strejker, massedemonstrationer, besættelser på skoler, gymnasier, universiteter mm.
Radikaliseringen er heller ikke gået den yderste venstrefløjs organisationer forbi. Enhedslisten har oplevet en markant tilgang af unge. SUF har ligeledes forøget sit medlemstal kraftigt, og er nu den 4. største politiske ungdomsorganisation i Danmark.
SUF står altså i dag med gode muligheder for at opsamle en stor gruppe af unge, der reagerer med modstand mod kapitalismens undertrykkelse. Men selvom der allerede er sket en tilgang og opsamling af visse dele af den radikaliserede ungdom, stiller der sig stadig udfordringer for den revolutionære ungdomsorganisation:
Kun i meget få tilfælde er modstanden blevet koblet sammen med et alternativ til kapitalismen. Flere kampe finder sted uden forbindelse til hinanden.
Det stiller venstrefløjen overfor to langsigtede opgaver:
· Den ene handler om at styrke opsvinget i klassekamp og den politiske radikalisering gennem opbygning af demokratiske organisationer og bevægelser i arbejderklassen. Det sker gennem venstrefløjens tilstedeværelse i og organisering af det faglige ungdomsarbejde og den uddannelsesmæssige kamp.
· Den anden opgave er at knytte bevægelsernes kampe sammen og præsentere alternativet til det eksisterende klassesamfund. Det er venstrefløjens opgave at styrke og støtte radikaliseringen i ungdommen – være talerør for utilfredsheden og komme med bud på løsninger og perspektivrige krav. Opgaven består i at samle den radikaliserede ungdom, og udvikle dens perspektiv til en antikapitalistisk kamp.
At overkomme den udfordring, som ungdomsradikaliseringen stiller, kræver en revolutionær ungdomsorganisation, der kan gå på to ben i sit arbejde: SUF som revolutionær ungdomsorganisation må både kunne styrke bevægelserne og opsamle de unge, som har fået en mere radikalt tilgang til verden efter deltagelse i mobiliseringer.
2. SUF – opgaver og udfordringer
SAP mener, at der er to primære og langsigtede opgaver for den revolutionære ungdomsorganisation, SUF:
· Opsamling af den radikaliserede ungdom gennem kampagner i SUF, der appellerer til socialistiske værdier og holdninger – dvs. rekrutterer til SUF’s program og organisation.
· Organisering af unge i bevægelserne – specielt uddannelsesbevægelserne – og medvirke til radikaliseringen af ungdommen igennem det brede bevægelsesarbejde.
Opsamlingen af den radikaliserede ungdom er den vigtigste grund til at have en selvstændig ungdomsorganisation ved siden af det revolutionære parti, Enhedslisten. Den selvstændige revolutionære ungdomsorganisation er et vigtigt redskab til at kunne vende den radikale ungdoms politiske utilfredshed til en antikapitalistisk kamp – bringe delkampene til en fælles kamp for et andet samfund.
Den aktivistiske ungdom adskiller sig nemlig typisk fra ”voksne” mennesker i deres politiske kamp og har brug for at finde nogle udfoldelsesmuligheder i en selvstændig ungdomsorganisation. De kan kort listes op:
· Mulighed for umiddelbar, instinktiv modstand og handling
· Et socialt sammenhold med andre unge
· Et politisk fællesskab omkring uddannelse
· Frihed til at gøre egne erfaringer – og ikke bremses ikke af ’det-er-allerede-prøvet’ mentaliteten.
· En tillidskultur, hvor ældre kammerater overlader ledelsesansvar til nye kræfter og stoler på, at de gør det godt
Vi mener, at disse 5 punkter karakteriserer de behov, som unge har i den selvstændige organisering i en revolutionær ungdomsorganisation. SUF har potentialet til at opfylde de behov, dvs. at gøre dem til en del af SUF’s organisering.
Umiddelbar og instinktiv handling
Først og fremmest er det de færreste unge, som melder sig ind i Enhedslisten eller SUF af teoretiske årsager eller en ”guddommelig” marxistisk overbevisning. Langt de fleste søger til SUF, fordi SUF kan sætte ord på utilfredsheden og handling bag kravene.
Ungdommens modstand er i langt høj grad umiddelbar og instinktiv. Det betyder, at den teoretiske forklaring på verdens tilstand kommer efter utilfredsheden og trangen til at sætte handling bag den – ofte først efter en eventuel indmeldelse i SUF. Udviklingen af et antikapitalistisk perspektiv afhænger af SUF’s evne til at tilbyde utilfredsheden et udtryk og komme med bud på løsninger.
SUF har gennem sin levetid formået at udbrede det antikapitalistiske perspektiv til de unge, der har været gennem organisationen. Det skyldes blandt andet, at uddannelsen af de nye aktivister er foregået både gennem praktisk aktivisme og gennem debatter, oplæg og seminarer, der har været en kontinuerlig grundsten i SUF’s arbejde. Dette bør fortsat fastholdes og udbygges i SUF.
Socialt sammenhold
Socialt sammenhold styrker unge i SUF i de politiske kampe og bidrager til at vores politiske modstand bliver reelt mulig på et personligt plan – at vi kan være hele mennesker i kampen for en bedre verden.
SUF skal kontinuerligt arbejde på at udvikle en kultur, hvor det sociale rum omkring politikken er mest muligt inkluderende. Det er en selvstændig politisk pointe hele tiden at udvikle og udvide de sociale rammer, så flest muligt vil opleve det politiske arbejde som et positivt element i deres sociale liv. Denne opgave har SUF i vid udstrækning formået at løfte men enhver organisation vil sig om sig selv kulturelt og socialt med mindre den bevidst arbejder på det modsatte. En åben kultur og trygge inkluderende sociale rammer er også en vigtig forudsætning for en sund demokratiske kultur.
Uddannelsespolitik
Unges liv er præget af, at de fleste er under uddannelse. Vi mener derfor, at uddannelsespolitikken udgør et selvstændigt centralt politikområde for SUF. Ungdommen har i den forbindelse nogle selvstændige krav, , og det er vigtigt, at vi organiserer os omkring de krav.
Det gør man blandt andet, når man koordinerer bevægelsesarbejdet i SUF. SUF har levet op til dette i svingende grad, men har dog til dels formået at skabe en forståelse for vigtigheden af bevægelsesarbejdet med selvstændige ungdomskrav gennem elev- og studenterbevægelsen.
Samtidig ser vi dog en tendens til, at arbejdet i netop denne bevægelse bliver betragtet som en isoleret politisk aktivitet, som er adskilt fra arbejdet i SUF. Det betyder, at vi nogle gange kun er socialister, når vi er i SUF, og glemmer at være det, når vi er i skolen eller i elev-/studenterorganisationen.
Der er to forhold, som er vigtige i denne sammenhæng:
· Vi mener, at det er socialisters opgave at fremføre sociale krav internt i bevægelsen – både på talerstolen og i mindre formelle sammenhænge. Denne dimension mangler SUF at udvikle. Vi siger imidlertid ikke, at man konstant skal skrige socialisme i uddannelsesbevægelserne, eller at unge aktive i bevægelserne skal stilles over for ultimatumet ”socialistisk modstand eller ingen modstand”. Vi skal som socialister hele tiden forsøge at trække bevægelsen fremad, som var vi bundet til den med en elastik. Vi skal altså trække, uden at elastikken springer, så vi mister kontakten til bevægelsen.
· Man skal som socialist naturligvis arbejde loyalt, når man repræsenterer en bevægelse udadtil.
Selvstændig erfaringsdannelse
Alder og erfaringsniveau betyder også, at ungdommen har anderledes behov. Vi har ikke det samme erfaringsniveau, som erfarne aktivister i Enhedslisten har. Derfor skal ungdomsorganisationen sørge for muligheden for at tage organisatorisk og ledelsesmæssigt ansvar.
Det betyder, at SUF ofte kommer til at lave de samme fejl igen og igen, men erfaringen med at tage ansvaret for dem og vores organisation som helhed er meget vigtig. Den store udskiftning i SUF betyder, at rigtig mange unge får muligheden for at lære af egne erfaringer og at tage ledelsesansvar. Dermed selvfølgelig ikke sagt, at alle fejl skal begås igen – slet ikke. SUF skal i høj grad forsøge kollektivt at opsamle erfaringerne i organisationen, hvor de er gjort. Men der skal være plads til at gøre nye fejltagelser oven på de gamle.
Vi mener, at dette er et vigtigt træk ved SUF som bør fastholdes og udbygges.
Tillidskultur
Ungdomsorganisationen er, med den politiske og organisatoriske skoling og mulighederne for selvstændig erfaringsdannelse, et godt forum for friere politisk aktivitet, end man måske kan tillade sig i en ”voksenorganisation” som Enhedslisten. SUF har muligheden for at eksperimentere med nye politiske tiltag og aktioner, hvor ældre og mere erfarne kammerater måske ofte hænger fast i devisen ”det har vi prøvet før” eller ”det plejer vi ikke at gøre”.
Dette hænger også tæt sammen med unges gejst og positivitet. Når man som ung starter som politisk aktiv, har man ikke oplevet de mange politiske nederlag, og vi er derfor ofte hurtigere til at tage politisk handling. Det er vigtigt, at organisationen ikke bliver restriktiv og begrænsende i sin form eller selvforståelse, men hele tiden har plads til nytænkning af sin egen kultur og politik.
Faren ved den spontane handling og aktivitet er, at der hurtigt kan opstå uformelle ledelser, bestående af dem, som har mest erfaring eller bare er hurtigst på aftrækkeren. På dette punkt mener vi, at SUF står over for nogle udfordringer. Når de uformelle strukturer bliver udbredte i en organisation bliver det mindre gennemsigtigt, hvor magten i reelt set ligger. SUF rummer derfor en dobbelthed: på den ene side er det relativt nemt at få en tillidspost i fx ledelsen, på den anden side det uklart præcist hvilket mandat ledelsen sidder på.
Denne udfordring, vil vi behandle nærmere i afsnit 4, nedenfor.
Vi har peget på 5 centrale punkter, som en revolutionær ungdomsorganisation, som SUF må forholde sig til for endnu bedre at kunne opsamle de nye unge potentielle socialister og styrke den antikapitalistiske kamp. Vi mener, at SUF på nogle af disse punkter allerede ER den organisation, som formår at overvinde de udfordringer, den antikapitalistiske kamp stiller os overfor. Det er nogle af de væsentligste grunde til, at vi mener, at SUF kan blive en koordinator af hele ungdommens antikapitalistiske kamp.
3. SUF – problemer og perspektiver
SUF står i den nuværende situation over for nogle problemer internt som eksternt. For at kunne forstå disse problemer er det nødvendigt at kende til SUF’s historie og udvikling. Vi gennemgår derfor først, hvordan vi ser SUF i et historisk perspektiv.
Lidt om SUFs historie
SUF var i udgangspunktet resultatet af et kompromis mellem forskellige politiske strømninger og organisationer på den unge venstrefløj i slutningen af 1990'erne. Man tager grueligt fejl, hvis man tror, at strukturen og minimumsprogrammet er en forkromet masterplan, eller er forankret i én bestemt politisk ideologi.
SUF blev sat i verden for at løse en række specifikke problemer som fandtes omkring årtusindeskiftet, og ingen naturlov tilsiger, at det ikke kan laves om igen, hvis situationen ændrer sig, og nye kompromiser kan indgås.
Forhandlingerne førtes i et forholdsvist lukket netværk, der bestod af repræsentanter fra Rebel og Enhedslistens Ungdomsnetværk (efter Rød Ungdom havde meldt sig ud af projektet). Metoden var ikke synderlig demokratisk og inkluderende, fordi der på forhånd var enighed om målet: At finde en løsning, der
fangede bredest muligt an på venstrefløjen, men samtidig udgrænsede stalinister (konkret DKP-ML-delen af Rød Ungdom), ”autonome” (smågrupper i Rebel, der var imod en valgt ledelse) og reformister (herunder nogle af de unge i EL, der ville have en ungdomsorganisation snævert bundet op på Enhedslisten).
SAP gik ind for alle tre afgrænsninger, men ville gerne have gået videre i retning af at etablere en handlekraftig politisk ledelse. Men den diskussion stoppede tidligt pga. ufravigelige krav fra afgørende grupper i Rebel om flertal af regionale repræsentanter i ledelsen, en snæver rotationsordning, rigid kontrol med de landsmødevalgte og tilfældig kontrol med de regionale, fuld møderet for alle medlemmer til stormøder og mulighed for bundne mandater til regionale repræsentanter - men der manglede f.eks. en effektiv mulighed for at vælte ledelsen i utide, hvis den handlede i modstrid med stormødebeslutninger.
Mange af kravene var yderst fornuftige i situationen, andre mere af hensyn til følelserne i Rebel - og i sidste ende blev alle udkast til vedtægter og program udarbejdet under de mest pragmatiske former. Udviklingen stoppede, når alle folk med de facto vetoret – pga. politisk magt, som bundede i uformelle strukturer – nikkede ja.
Organisationens grundlæggende indretning har i det lange løb ikke hæmmet SUF’s kvantitative udvikling. Men efter SAP’s opfattelse har udfordringen også hele tiden været den kvalitative udvikling, forstået som organisationens evne til at handle i enhed på et velfunderet politisk grundlag. Principper, der var uomgængelige ved stiftelsen – f.eks. om fuldt autonome lokalgrupper og flertal af regionalt valgte repræsentanter i ledelsen – fremstod allerede dengang som mulige akilleshæle i udviklingen af en organisation med effektiv politisk ledelse – som efter vores mening er en forudsætning for en slagkraftig og demokratisk organisation.
Hermed mener vi langt fra, at alt skal laves om her og nu. Og mange af de nødvendige skridt for SUF har slet ikke noget med strukturen at gøre, men bunder i politisk handling.
SAP mener, at udviklingen af en slagkraftig organisation med en politisk ledelse, der er demokratisk og effektiv, er vigtig del af denne udvikling.
SUF - problemer og mulige løsninger
For at SUF kan udnytte sit potentiale til at blive den ungdomsorganisation, der samler den antikapitalistiske ungdom i Danmark, må SUF udvikles på en række områder. Dem gennemgår vi nedenfor:
Fra fritids- til fuldtidssocialisme
Modstanden mod den nyliberale kapitalisme udspringer af interessekonflikter. SUF er en del af arbejderklassens kamp, og skal begynde at forstå sig selv som sådan.
Arbejderklassens fælles vilkår er udbytning og fremmedgørelse gennem arbejdet og uddannelsessystemet. Det er i folks hverdag, at bevidstheden om undertrykkelsen opstår og udvikler sig. Det er ofte på arbejdet eller uddannelsen at folk bliver utilfredse med livets vilkår, og derfor er det væsentligt, at vi er tilstede på netop selv samme arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.
I SUF er der imidlertid en tendens til at blive fritidssocialister. Med det mener vi, at man kun er socialist, når man har fri fra arbejdet eller skolen – men ikke henne i skolen eller på arbejdet. I stedet for at bringe politikken ind i vores faglige organisationer og i hverdagen til kammerater og kolleger, bliver politik kun noget man gør, når man tager hen i ’SUF-klubben’ lt sammen meget hyggeligt, men hvis vi vil gøre en forskel, er vi nødt til at tage vores politik med ud i hverdagen blandt alle de ”almindelige mennesker” – vores kolleger og studiekammerater. Vi skal gå forrest i at organisere utilfredsheden og præsentere det antikapitalistiske alternativ på netop arbejdet og i skolerne.
Uddannelseskampen og det faglige ungdomsarbejde, bør derfor i højere grad gøres til centralt omdrejningspunkt for SUF’s kollektive indsats. SAP mener, at både udannelses- og arbejdskampene bør opprioriteres og diskuteres i langt højere grad i SUF, sådan at vi kan koordinere vores indsats. Vi er klar over, at der allerede er mange SUFere tilstede i bevægelserne og anerkender i høj grad deres arbejde. Men der er behov for, at SUF som organisation tager spørgsmålet om arbejdet i bevægelserne op, og formår at samle de mange aktivisters arbejde.
SUF har gennem sin forholdsvis korte historie formået at afholde succesfulde kampagner, der kan mobilisere mange unge på de socialistiske værdier. Men den faglige/uddannelsesmæssige organisering - den socialistiske ungdomsorganisations andet ben – må inddrages i vores arbejde for at fremme ungdommens radikalisering gennem basisorganisering på uddannelsessteder og arbejdspladser.
Koordinering og bevægelse
Vores aktive arbejde for at fremme bevægelsernes udvikling kan gavne både os selv og bevægelserne. SUF må derfor også begynde åbent at være til stede og koordinere vores tilstedeværelse i de ungdomspolitiske bevægelser og kampe. Herved sikrer vi, at vores stemme bliver hørt blandt de mange unge aktivister.
Et led i dette vil være, at ledelsen forbereder og iværksætter kollektive diskussioner omkring uddannelse og fagligt ungdomsarbejde til stormøderne. I den proces skal alle relevante led i organisationen inddrages, herunder specielt uddannelsesgruppen og faglig gruppe. Diskussionerne skal forberedes i lokalgrupperne og regionerne, således at stormøderne kan træffe kvalificerede beslutninger og aftaler om, hvilke mål og midler SUF ønsker at bruge for at styrke og udvikle bevægelserne. På den måde skaber vi et fokus for medlemmerne, og de kan bruge SUF i deres daglige politiske virke i bevægelserne.
Mange tror, at hvis vi bare lader bevægelserne være, så vil de udvikle sig, som vi ønsker. Men virkeligheden er en anden. De andre politiske strømninger er ligeledes til stede i bevægelserne og bruger dem som platform for deres politik. Det bedste eksempel herpå er velfærdsbevægelsen, hvor DSU massivt sætter sig på dagsorden med det formål at bruge den som redskab til at bringe Socialdemokratiet til magten, hvorefter de kvæler den radikale modstand.
SUF må altså i højere grad agere i og opfatte bevægelserne som en arena for politisk kamp. Vi skal sikre at bevægelserne ikke bliver bremset af reformistiske strømninger, men derimod radikaliseres yderligere. Det sker gennem diskussion og koordinering internt i SUF af vores tilstedeværelse i bevægelserne og loyalt arbejde for bevægelsernes radikalisering. Det er politisk kamp.
Demokratiet i SUF
SUF har oplevet stor medlemsfremgang, men har langt formået inddrage de nye medlemmer fuldt ud i organisationens arbejde. Det skyldes ikke mindst SUF’s interne opbygning og uklare demokratiopfattelse. SUF må i langt højere grad forsøge at etablere demokratiske strukturer, der sikrer medlemmernes aktive deltagelse i beslutningsprocesser.
SUF’s opbygning og strukturer bør grundlæggende ikke tvinge aktive til at vælge mellem aktivitet i SUF eller aktivitet i bevægelserne, hvilket i høj grad er tilfældet nu. Tendensen i SUF er nemlig, at medlemmer skal have mere og mere tid til at lave specifik SUF-politik, adskilt fra den politik de laver i dagligdagen. Et eksempel er forlængelse af Landsmødets varighed i 2007. Den praksis tenderer mod at udelukke folk, der fx også er aktive i bevægelserne. Man har jo kun den tid, man har…
Forestillingen om, at mere kvalitet i diskussionerne følger direkte af udvidelsen af mødetiden, ser bort fra det egentlige problem: manglen på politisk fokus. Det er altså et politisk problem ikke et tids-teknisk problem.
Ledelsen bør i stedet forberede landsmøderne, så de har et klart defineret fokus, og diskussionerne kan forberedes i lokalgrupperne. Det vil lede til mere kvalificerede og mere demokratiske beslutninger, idet stormødediskussionerne vil inddrage flere af SUF’s medlemmer.
Ledelsen spiller som det politisk ansvarlige organ i SUF en vigtig rolle i organisationen. Den skal sikre, at organisationens politik opsamles og formidles ud. Enten gennem selv at melde ud, eller ved at tage initiativer, der kan sikre denne proces. I øjeblikket er SUF’s ledelse ikke en politisk synlig ledelse. Politikken gemmes væk og beslutninger om SUF’s udvikling overlades til uformel korridorsnak og netværk, hvor det handler om at kende de rette folk. Det er et demokratisk problem i SUF.
Fx må koo-gruppens beslutning fra marts 2007 om at udsende VS’ blad Solidaritet med medlemsbladet BoB betegnes som en meget udemokratisk beslutning, der favoriserer en bestemt strømning i SUF; og censurer tilsvarende andre. Ledelsen i SUF har tidligere afvist udsending af SAPs blad Socialistisk Information. Beslutningen om hvem der skal tillades en stemme i SUF besluttes således uden principper og gøres usynlig for medlemmerne af SUF. At beslutningen er afhængig af personlige relationer bliver endnu tydeligere, idet den ene af koo-gruppens medlemmer samtidig sidder i Solidaritets redaktion.
Denne afpolitisering af SUF’s ledelse og repræsentative organer rammer i følge vores erfaring, folk der står svagest socialt - dvs. først og fremmest kvinderne og de nye/yngste. Derudover skader det politikudviklingen i organisationen og erfaringsoverdragelsen fra én generation af SUFere til den næste. SUF’s politiske kampdygtighed svækkes af den nuværende tendens.
Den mest markante indikation på, at ledelsens mandat er uklart er, at ledelsen bruger mere tid på interne kampe end på at føre politisk kamp udadtil. Det er efter vores mening nedbrydende for organisationen. En demokratisering af ledelses- og beslutningsstrukturerne er et grundlæggende redskab til at afhjælpe dette problem.
Ledelsen bør i højere grad melde sit politiske mandat klart ud, sådan at organisationen kan tage stilling til det. Det politiske mandat vil give medlemmerne et reelt valg i forhold til hvilken ledelse, der skal repræsentere dem. Men samtidig vil det også skærpe vores profil udadtil i den politiske kamp. Hvis vi skal fremstå som alternativet, skal vores budskab være klart og vores handlinger fokuserede.
SUF står over for en række udfordringer for at kunne imødegå de problemer, som stiller sig i den næste fase af den antikapitalistiske kamp. Organiseringen af ungdommen og udviklingen af en involverende og radikal aktivisme er et af de vigtigste mål for SUF. Udfordringerne, vi skal overvinde for at opnå dette, ligger bl.a. i vores egen organisation. At skabe en organisering, der fremmer deltagelse, og koordinering af arbejdet i bevægelserne uden for SUF står her som den største og mest presserende udfordring.
4. Hvordan kan SAP bidrage?
I SAP har vi en række gode forudsætninger for at arbejde de presserende spørgsmål, som melder sig i næste fase af kampen mod kapitalismen. Både hvad angår organiseringen af unge gennem aktivisme og opbygningen af SUF som organisation. Disse forudsætninger er bl.a.
· Sammenhængende marxistiske analyser af kapitalismen internationalt – historisk og i sin seneste fase. Vi udvikler analyser på tværs af vores internationale organisation Fjerde Internationale (FI), bl.a. gennem vores fælles internetbaserede tidsskrift International Viewpoint (www.internationalviewpoint.org
· Vores internationale organisering i FI, der har givet os erfaring i at iværksætte bevægelse på tværs af landegrænser med betydning for stadigt flere mennesker. Fx tager vi hvert år på ungdomslejr et sted i Europa for at udveksle erfaringer og planlægge fælles kampagner med socialister fra mange andre lande. Lejren hedder International Socialistisk UngdomsLejr (http://www.isul.org/
· Erfaring i opbygningen af en solid demokratisk organisation, der kan inddrage unge i aktivistisk modstand mod kapitalismen, blandt andet fordi vi arbejder bevidst med herskerteknikker, mødeformer og selvorganisering.
SAP er en revolutionær organiseret strømning, der diskuterer og arbejder i opbygningen af SUF og Enhedslisten. Ovenstående forudsætninger ville vi ikke have, hvis SAP’s medlemmer blot fungerede som enkeltmedlemmer i SUF. De erfaringer, som vi har gjort gennem dels SAP’s historie, dels vores internationale organisering, kan vi bruge til at bidrage til styrkelse af SUF. Udviklingen mod en stærk revolutionær ungdomsorganisation, der kan radikalisere og koordinere de unges kampe på tværs af landet kræver perspektiv og visioner. SAP kan og vil bidrage hertil.
