Print  

Nul-tolerance over for mørkets kræfter

- Fællesskab mellem undertrykte af alle nationaliteter og religioner

I sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har alle de reaktionære kræfter, man kan forestille sig, kastet sig ind på banen. De har bekriget hinanden, men samtidig styrket hinanden. Jyllandspostens Muhammed-karikaturer var en bevidst hån og provokation mod et undertrykt mindretal i Danmark. Det var mobning af de magtesløse fra det pt. mest reaktionære talerør for borgerskabet. Desværre var det forskellige reaktionære kræfter i det muslimske samfund der blev talerør for protesten mod Jyllandsposten

Arbejderklassen og andre undertrykte er enten blevet placeret på sidelinjen som tilskuere eller er blevet lokket og misbrugt som fodfolk bag forskellige dele af kapitalistklassen og andre reaktionære eliter, der stræber efter magt. Og mange af dem, der støtter og ønsker at kæmpe for demokratiske rettigheder og sociale rettigheder, har stået forvirrede tilbage og har ikke vidst, hvordan de skulle orientere sig i en konflikt, hvor ingen af hovedkræfterne var værd at støtte.

Jyllands-Posten offentliggjorde tegningerne for at ride på og sætte yderligere skub i den anti-muslimske bølge, som gennem hetzende generaliseringer dæmoniserer store dele af Den Tredje Verdens befolkning og store dele af indvandrer- og flygtningemiljøet i Danmark. Denne kampagne skal tjene flere formål:

1. at legitimere imperialismens dominans og ret til at føre krig mod lande i Den Tredje Verden
2. at legitimere marginaliseringen, undertrykkelsen og ekstraudbytningen af indvandrere og flygtninge i Danmark.
3. Fjerne fokus fra sociale problemer i Danmark ved at fokusere på flygtninge og invandrere og modstillingen ”dem og os”

Hvis Jyllands-Postens formål havde været en oplyst kritik af den reaktionære rolle, som religion og religiøse ledere ofte spiller, så havde de ikke fokuseret alene på islam, og de havde ikke rettet skytset på alle muslimer gennem karikaturer af et vigtigt muslimsk symbol.

Hvis Jyllands-Postens formål havde været at forsvare ytringsfriheden og overbevise om dens betydning, kunne de have valgt langt større overgreb og langt bedre eksempler - f.eks. fra de magthaver, JP normalt altid stiller sig bag i USA, Danmark og hele den vestlige verden.

Efter offentliggørelsen valgte Fogh at hoppe med på vognen og puste til ilden. Dels afviste han at tage afstand fra tegningerne og den hetz, de indgik i. Dels tog han det diplomatisk set uhørte skridt at nægte at mødes med ambassadørerne fra en række muslimske lande.

Det gjorde han af to grunde:

1. fordi deres ønske om en generel diskussion om behandlingen af udlændinge med muslimsk baggrund i Danmark - med anledning i tegningerne - var ubehagelig for ham;
2. fordi han ønskede at sende det indenrigspolitiske signal, bla. i forbindelse med kommunalvalgkampen, at han er hard-core over for indvandrere, flygtninge og repræsentanter for de lande, de kommer fra.

Først da dansk industris interesser blev truet, forsøgte han på pragmatisk vis at ændre kursen.

I kølvandet på JP og Fogh kom hele banden af reaktionære politikere og meningsmagere. Stadig under påskud af at forsvare ytringsfriheden forsvarede de og forlængede de hetzen mod folk med muslimsk baggrund.

På den anden side stod andre reaktionære kræfter på spring.

En række fundamentalistiske imamer udnyttede tegningerne til at styrke deres magtposition i de muslimske miljøer i Danmark. For dem var tegningerne en foræring. Et bedre argument for, at demokratiske rettigheder kun er til for at håne og holde muslimer nede kunne de næppe have udtænkt selv. Netop derfor var det JP’s også for dem forholdsvis ligegyldige tegninger og ikke krigen mod Irak, Guantanamo, Abu Ghraib eller starthjælpen, der fik dem på barrikaderne.

Ved at piske en stemning op i Danmark kunne de rekruttere bag deres lederskab og deres vision om et udemokratisk, undertrykkende præstestyre.

Og ved at rejse Mellemøsten rundt kunne de styrke deres position og relationer til magthaverne i en række lande her.

I Mellemøsten greb nogle regeringsledere og nogle reaktionære fundamentalistiske grupperinger bolden og brugte den i deres spil. De opfordrede til, organiserede og i nogle tilfælde udkommanderede deltagerne i demonstrationer mod Danmark.

Regeringsledernes gjorde det for at aflede befolkningernes utilfredshed med leveforholdene, og de fundamentalistiske ledere gjorde det for at mobilisere bag deres bevægelser for endnu mere undertrykkende regimer.

Begge gjorde det for at undergrave ønsker om ytringsfrihed og andre demokratiske rettigheder.

JP, Pia Kjærsgaard og Fogh til Abu Laban, Hizbollah og Syriens præsident Bashar Al-Assad var alle interesserede i at piske konflikten op og skabe utryghed, vrede og ophidselse i befolkningerne. Og de har haft en vis succes. Herhjemme reagerede meningsmålingerne prompte med massiv fremgang til Dansk Folkeparti De kunne piske konflikten op, fordi mange af verdens muslimer faktisk følte sig hånet af tegningerne.

Og de kunne, fordi de fleste danskere – og mange andre verden over – faktisk frygter angreb på ytringsfriheden og andre demokratiske rettigheder.

I det lys er det mest overraskende, hvor lidt uro det er lykkedes disse tilbageskridtets og undertrykkelsens kræfter at skabe.

I forhold til de muslimske landes befolkninger er det små minoriteter, der har deltaget i demonstrationer. Og langt hovedparten af de protesterende har markeret deres vrede gennem normale demokratiske aktiviteter som demonstrationer og handelsboykot. Ikke engang afbrænding af flag eller af papkasser, der har indeholdt Arla-produkter bør kunne ophidse danske demokrater, det er jo blot, som tegningerne, et angreb på symboler.

Kun en minoritet i minoriteten har deltaget i angreb på danskere eller på danske ambassader.
Og i Danmark har hverken de reaktionære blandt imamerne eller nazister og andre højrekræfter kunnet mobilisere til demonstrationer af betydning.

Hverken de undertrykte folk i Den Tredje Verden eller arbejderbefolkningen og andre demokratisk sindede i Danmark har nogen interesse i at bakke op om nogle af de to reaktionære poler i denne konflikt:

• JP, DF og regeringen og deres hetz mod indvandrere og flygtninge;
• De reaktionære fundamentalistiske imamer her og i de muslimske lande med deres undertrykkende anti-demokratiske ideologi.

Vi afviser disse forsøg på at skabe splittelse mellem de, der i bund og grund har fælles interesser, hvad enten vi er ateister, kristne, muslimer eller af en helt tredje religion.

Vi ønsker tolerance og dialog mellem almindelige mennesker af alle etniske baggrunde, religiøse overbevisninger eller ej og nationalitet.

Til gengæld opfordrer vi til nul-tolerance over for alle de magthavere og reaktionære kræfter, der har skabt denne situation.

Dem bekæmper vi, fordi de er imod alt det, vi ønsker, og fordi de arbejder for alt det, vi er imod:

• De står i vejen for sociale og demokratiske fremskridt her og i andre dele af verden;
• De er ansvarlige for umenneskelig og undertrykkende behandling af indvandrere og flygtninge
• De fører imperialistiske krige for at skaffe sig verdensdominans og frit spil for de multinationale koncerner
• De undertrykker deres egne befolkninger og hjælper de store imperialistiske lande med at fastholde deres magt over verden.

Venstrefløjens opgaver i denne situation er:

• at afsløre alle de reaktionæres handlinger og motiver;

• at opbygge og deltage i enhver stor som lille, lokal aktivitet, der fremmer fællesskabet mellem de undertrykte, de udbyttede og de demokratisk indstillede;

• at modarbejde de aktiviteter, der i praksis medvirker til falske fællesskaber:
    o mellem danskere mod udlændinge,
    o med de borgerlige politikere, der hykler omsorg for ytringsfriheden,
    o med de reaktionære imamer, der hykler omsorg for undertrykte indvandrere og flygtninge

• at forsvare ytringsfrihed, men samtidig bekæmpe enhver ideologi, der udtrykker racisme og undertrykkelse

• at bekæmpe den undertrykkende indvandrer- og flygtningepolitik i Danmark

• at støtte undertrykte mindretals sociale og kulturelle rettigheder

• at kæmpe for, at Danmark – og alle andre i USA-alliancen – trækker tropperne ud af Irak og Afghanistan.

• at støtte progressive bevægelser i Den Tredje Verdens lande i deres kamp for sociale og demokratiske fremskridt og mod imperialistisk dominans og hjemlige magthavere.

• at markere en socialistisk kritik af de nationale og religiøse reaktionære kræfter – en kritik som adskiller sig fra det liberale højres kritik af disse reaktionære kræfter.

Vedtaget på SAP’s 12. kongres, søndag den 26. februar 2006

Udtalelser af imamer om demokratiske rettigheder og samfundsvisioner