Print  

Markedet ud af uddannelserne - Demokratisk uddannelse til alle

Socialistisk uddannelsespolitisk resolution

1. Indledning
2. Om uddannelsessystemets funktion
   Den historiske udvikling i korte træk
   Kvinder og uddannelse
   Modernisering af uddannelsessystemet
   Globalisering af uddannelsessystemerne
    
3. De uddannelsessøgende og uddannelsesbevægelsernes placering i samfundet
   Muligheder for mobilisering og radikalisering
   Alliancer
   Hvem kæmper og hvordan kæmpes der?
    
4. For en anden uddannelsespolitik
   Adgang
   Levevilkår
   Arbejdsmiljø
   Demokrati
   Hvad og hvordan skal man lære?
   Finansiering
    
5. Uddannelseskampen i dag: Muligheder og udfordringer
   STOP NU-initiativet i Danmark
   Internationalisering af kampene

1) Indledning

Der har siden slutningen af 1990'erne jævnligt været uddannelseskampe i Danmark. Kampene har samlet de uddannelsessøgende i bevægelser og har skabt nye muligheder for udviklingen af uddannelsesbevægelserne – ikke mindst i samarbejde med arbejderbevægelsen.

Med dette dokument ønsker SAP at præsentere vores analyse af uddannelsernes aktuelle situation med inddragelse af erfaringer fra både Danmark og Europa, samt vores bud på, hvordan kampen kan bringes videre. Dokumentet er tænkt som et værktøj for enhver, der er aktiv i uddannelseskampen.

Dokumentet forholder sig til de trin af uddannelsessystemet, der ligger efter folkeskolen, men inddrager ikke efteruddannelserne.

2) Om uddannelsessystemets funktion

Uddannelsessystemet som institutionaliseret uddannelse har en række funktioner, der ikke alle fremstår lige åbenlyst, og som ikke altid har været varetaget af uddannelsessystemet.

Først og fremmest foregår der reel uddannelse – forstået som tilegnelse af egentlige kvalifikationer så som at læse og skrive.

For det andet ligger der et element af opdragelse til "gode samfundsborgere".
En funktion, der blev fremhævet som en af de væsentligste allerede ved oprettelsen af de første grundskoler for almuen. Altså: man skulle lære at stå op om morgenen, komme til tiden og sidde stille på stolen.

For det tredje – delvist i forlængelse af opdragelsen til nyttige samfundsborgere og om muligt endnu bedre "skjult" – har uddannelsessystemet til formål at sortere de studerende til deres "rette plads" i samfundet.
Denne sortering foregår først og fremmest ved reelt at forudsætte de kundskaber, der påstås at være læringens mål. Denne mekanisme ser man tydeligst ved at se nærmere på sprogets funktion i gymnasiet og på de videregående uddannelser – men i stadig stigende grad også på mellemlange videregående uddannelser, tekniske uddannelser og faglige uddannelser i takt med, at det almendannende indhold er blevet opprioriteret.
Studerende bliver reelt vurderet og sorteret efter, hvor akademisk de er i stand til at udtrykke sig, hvor idealet er at kunne udtrykke sig fuldstændig upartisk og objektivt om emner, der indbyder til selvstændig stillingtagen. Alt imens "selvstændig stillingtagen" bliver til en tom stiløvelse, hvor netop ens egen subjektive mening for alt i verden ikke må komme til udtryk.

For det fjerde har uddannelsessystemet – særligt i perioder med høj arbejdsløshed – til formål at opbevare de unge, så de ikke forstyrrer samfundets daglige funktioner.

For det femte har uddannelsessystemet til formål at beskytte bestemte erhverv gennem certificeringer (præster, læger, advokater etc.).

Den historiske udvikling i korte træk

Siden uddannelseseksplosionens start i slutningen af 50'erne har uddannelsessystemet i stadig stigende grad været genstand for politikernes udelte interesse og ligeledes i stadig stigende omfang været en politisk kampplads. Interessen kom af tidens produktionsforhold, hvor kapitalen havde behov for, at en markant større del af arbejdsstyrken fik et højere uddannelsesniveau. Da et sådant udbud af arbejdskraft ikke eksisterede, vendte kapitalen sig til de nationale statsapparater for at få dem til at løfte opgaven.

Med det generelle økonomiske opsving i de kapitalistiske stater, var der ressourcer til, at opgaven blev løftet. En eksplosion af nye uddannelsesinstitutioner, med udvikling af lærings- og forskningsformer, skød op for at imødekomme kapitalens behov. Endvidere muliggjorde de store efterkrigsgenerationer, at der var det tilstrækkelige potentiale til den kraftige forøgelse af optaget på uddannelserne.

Politisk set foregik udviklingen op gennem 60'erne til en vis grad som et parløb mellem Socialdemokratiets og OECD's uddannelsestænkning på den ene side og den spirende studenterbevægelse, progressive intellektuelle og pædagoger på den anden side. De samarbejdede om øget optag, forbedrede økonomiske vilkår (både for de studerende og for uddannelserne som helhed) og om modernisering af pædagogikken – alt sammen med det formål at skabe en bredere adgang til videregående uddannelser. Motiverne var ganske vist ikke helt ens, men dog sammenfaldende for en periode: OECD og de mere teknokratiske dele af Socialdemokratiet talte om udnyttelse af intelligensreserven, mens de mere klassebevidste dele af Socialdemokratiet og venstrefløjen talte om lighed gennem uddannelse.

Denne strategi fik et ganske særligt udtryk i de nordiske lande, hvor alliancen mellem Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen udmøntede sig i en – på verdensplan – hidtil uset satsning på gratis efter- og videreuddannelse og en voldsom udbygning af uddannelsessystemet som helhed.

Allerede i slutningen af 60'erne – og endnu tydeligere fra midten af 70'erne – løb dette taktiske samarbejde imidlertid ind i vanskeligheder:

For det første blev det i stadigt stigende grad tydeligt, at reformpædagogikken og de nye socialgruppers indtog på de videregående uddannelser førte til en hidtil uset radikalisering af de studerende.

For det andet eksploderede udgifterne – samtidig med at de første krisetegn satte ind, og at nedskæringer på statsbudgettet blev den permanente dagsorden for skiftende regeringer.

Dagsordenen ændredes derfor fra uddannelse som et generelt gode for alle i retning af en mere styret satsning på bestemte områder af uddannelsessystemet – både dimensionering (opprioritering af tekniske, naturvidenskabelige og kommercielle uddannelser) og uddannelsernes indhold (nedprioritering af de mest kritiske og set fra forskellige regeringers synspunkt "overflødige" uddannelser: nedprioritering af humaniora, lukning af særligt kritiske uddannelser som socionomi og sociologi).

Kvinder og uddannelse

I løbet af 60’erne havde kvinderne for alvor deres indtog på arbejdsmarkedet samt i uddannelsessystemet. Både arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet var – og er fortsat – i høj grad kønsopdelt. Der blev således etableret en række særlige uddannelser inden for servicesektoren – særligt sundheds- og det pædagogiske område. I løbet af 90’erne er der yderligere sket en øgning af antallet af kvinder i de gymnasiale uddannelser op på de fleste lange videregående uddannelser, så de i dag udgør mere end 50% af de studerende. Flere kvinder end mænd får således i dag en lang videregående uddannelse.

På arbejdsmarkedet slår undertrykkelsen af kvinder blandt andet igennem ved, at de får mindre løn for samme arbejde, og at typiske kvindejobs er lavtlønsområder. Dette er tydeligt inden for det pædagogiske område og sundhedsområdet.

Efterhånden som kvinder udgør flertallet på forskellige uddannelsesområder, vil de naturligvis også efterhånden udgøre flertallet blandt de færdiguddannede inden for området. Konsekvensen er, at lønnen på arbejdsområdet går i stå og på sigt bliver et ”lavtlønsområde” set i forhold til uddannelsesniveauet. Dette er tydeligst inden for områder som tandlæger og jura.

Modernisering af uddannelsessystemet

De seneste år har været præget af, at organiseringen af produktionsforholdene er gået ind i en ny fase. Samfundet befinder sig i en omstillingsfase. Kapitalen har stadig behov for højtuddannet arbejdskraft, men på en ny måde.

Kapitalen har altid fungeret kortsigtet, men i dag er dette faktum blot trådt endnu mere i karakter. Kapitalen har i mindre grad behov for en kvantitativ stigning i antallet af højtuddannede i arbejdsstyrken. Samfundet har nået en situation, hvor det at øge antallet af højtuddannede er for omkostningsfuldt, set i forhold til udbyttet. Det der mangler er en kvalitativ forbedring, det vil sige en endnu mere ekstrem specialisering af arbejdskraften. Denne specialisering kan kapitalen med sine kortsigtede interesser ikke få opfyldt gennem masseuddannelse.

Kapitalens behov fremtræder nu ved, at arbejdere i den enkelte virksomhed skal uddannes, samtidig med at de arbejder, hvilket kan ses som fremkomsten af diverse efteruddannelser. Denne efteruddannelse skal helst ikke forstyrre arbejdet, dvs. produktionen, og forsøges at holdes nede på et minimum af måneder, uger eller ligefrem dage, hvor arbejderen er væk fra produktionen. Mere ekstreme former vinder indpas, hvor efteruddannelsen sker sideløbende med arbejdet, dvs. i fritiden, fx som masteruddannelser.

Statens rolle og interesser i uddannelse har derfor også ændret sig. Kapitalen vender sig ikke i lige så høj grad mod staten, da der ikke er behov for masseuddannelse i samme stil, og fordi den enkelte nationalstat ikke har monopol på levering af den uddannede arbejdskraft, da kapitalen nu nemmere kan søge til andre stater efter arbejdskraft. Endvidere forstærkes effekten af statens manglende interesse i masseuddannelse af den manglende økonomiske prioritering af uddannelse.

Denne analyse er måske umiddelbar svær at forene med skiftende socialdemokratiske og borgerlige regeringers råben højt om prioritering af uddannelse for alle. Det kan ses i et historisk forhold. De store ændringer i produktionsforholdene i 60'erne gav anledning til en kraftig satsning på uddannelsesområdet. De store ændringer i produktionsforholdene, vi står overfor i dag, giver ikke anledning til tilsvarende store satsninger på uddannelsesområdet, bl.a. fordi den nuværende neoliberale politik i stedet satser på markedskræfterne og dermed privatiseringer af (dele af) uddannelsessystemet. På trods af at de nye ungdomsårgange er blevet mindre er der fortsat en ganske stor restgruppe, der ikke får en kompetencegivende uddannelse.

Globalisering af uddannelsessystemerne

Den nuværende fase af moderniseringen, tager i endnu højere grad sigte på at strømline de studerendes gang gennem uddannelsessystemet: Effektiviseringer, både gennem forskellige budgetreformer, der belønner universiteterne for hurtigere og større gennemførselsprocenter, og gennem direkte indgreb i studiestrukturerne med afkortning af uddannelserne og "internationalisering" – reelt blot en strukturel tilpasning til det angelsaksiske uddannelsessystem.

Sideløbende hermed er kapitalens internationalisering også i stigende grad blevet sat i system: Fra at OECD var det eneste internationale organ til i dag, hvor EU i høj grad er blevet dagsordenssættende – og hvor WTO med særligt GATS-aftalen i stadig stigende grad sætter rammerne for den fremtidige udvikling af uddannelsessystemet. Disse internationale institutioner og denne internationalisering betyder en i Danmark ny måde, og i andre lande forstærket måde for kapitalen at gøre sit indtog i uddannelserne.

Markedsmæssiggørelsen kan ses på i hvert fald to områder:

For det første er vejen banet for, at uddannelse i højere grad kan blive en vare. At uddannelsesinstitutioner drives som virksomheder med køb, salg og profit som formål.

For det andet er vejen banet for en større markedsbasering af uddannelser, dvs. at en større integrationen mellem uddannelsesinstitutioner og virksomhederne giver en forsyning af arbejdskraft, der er mere rettet til at tjene kapitalens mål.

Formodentligt vil dette snart fremtræde ved, at eliteuddannelsesinstitutioner fra især de engelsksprogede lande vil kaste sig endnu mere ud i international konkurrence om uddannelse ved at etablere sig i andre lande. Indtil videre har dette først og fremmest foregået i ’mellemindkomst’ landene i den tredje verden.

Staten søger i stadig stigende grad at indføre mere markedslignende tilstande på uddannelsesområdet. Det gøres af nogle regeringer som forsøg på at tilpasse sig internationalisering, dvs. forbygge virksomhedernes potentielle flytning til nationer med bedre udbud af arbejdskraft. Men denne strategi er forfejlet, da selvsamme markedsmæssiggørelse, er selve grundstenen til kapitalens internationalisering.

Således er de aktuelle rationaliseringer (nedskæringer) af markedslignende karakter. Regeringerne søger i stadig stigende grad at indføre markedslignende styringsmekanismer. Både for at undgå en egentlig detailstyring (med deraf følgende potentiel politisering af styringen) og for at kunne forberede senere egentlige udliciteringer og privatiseringer af uddannelserne – eller dele heraf.

Samtidig stiller den fremadskridende internationalisering yderligere opgaver for uddannelsesplanlæggerne og politikerne: Uddannelserne skal yderligere ensliggøres og moduliseres; både for at spare penge på de studerende, der skifter uddannelse, og for at lette internationale sammenligninger. Samtidig skal uddannelserne billiggøres og skæres ned til det absolutte minimum for at mindske det "ressourcespild", der opstår, når studerende faktisk følger alle opfordringerne til internationalisering og udvandrer til andre lande efter endt uddannelse.

Derfor ser vi en stadig stærkere fokusering på parolen om "livslang læring" – uddannelse, bestemt af arbejdsgiverens behov, skal ikke længere kun finde sted i uddannelsessystemet, men for fremtiden i langt højere grad på arbejdspladsen og i små bidder – betalt af arbejdsgiveren eller den ansatte selv.

3) De uddannelsessøgende og uddannelsesbevægelsernes placering i samfundet

Uddannelsessystemet og uddannelsesbevægelserne har ikke i sig selv potentialet til at ændre samfundet. Aktioner blandt uddannelsessøgende er i udgangspunktet stort set ikke en trussel mod nogen som helst og har primært en symbolsk værdi i forhold til resten af samfundet.

Uddannelsessøgende udgør ikke objektivt set en samfundsklasse. Den enkelte uddannelsessøgende kan ofte heller ikke umiddelbart defineres som tilhørende en bestemt klasse. Det skyldes, at de uddannelsessøgende ikke står i et klart defineret forhold til produktionen og heller ikke indkomstmæssigt er afhængig af hverken løn eller profit.

Flertallet af de uddannelsessøgende har en social familiemæssig baggrund i arbejderklassen, defineret som dem, der er afhængige af at sælge deres arbejdskraft, og flertallet vil efter uddannelsen ende som en del af samme arbejderklasse. Ud over denne før- og efter-tilknytning til arbejderklassen har de uddannelsessøgende som samlet gruppe objektive fælles interesser i form af behovet for ordentlige økonomiske og sociale forhold og for en kvalitativt tilfredsstillende uddannelse.

Men samtidig befinder gruppen sig i en flydende, åbenlyst midlertidig position uden for den direkte modsætning mellem klasserne, og en nærmere analyse af forskellene mellem forskellige grupper af uddannelsessøgende vil vise, at nogle (f.eks. lærlinge) har et objektivt set meget tættere forhold til arbejderklassen end andre (f.eks. jurastuderende).

Muligheder for mobilisering og radikalisering

De uddannelsessøgendes placering i forhold til samfundsklasserne sætter rammerne for, hvordan vi kan forvente, at de placerer sig i klassekampen og samfundsudviklingen, hvilke muligheder der er for at mobilisere dem i bevægelser, der kan blive en del af den antikapitalistiske kamp, og hvilke muligheder vi har for at vinde uddannelsessøgende for revolutionære synspunkter.

Som vi kan konstatere i virkeligheden, er det ofte muligt at mobilisere store grupper uddannelsessøgende bag krav til forbedringer af deres uddannelse og deres sociale situation. Fordi disse interesser i mange tilfælde står i modsætning til kapitalismens behov og den aktuelle borgerlige politik, har disse mobiliseringer mulighed for at udvikle sig til direkte angreb på skiftende regeringer.

Men samtidig vil der altid være grupper blandt de uddannelsessøgende, hvis objektive og subjektive binding til kapitalismen vejer kraftigere end deres umiddelbare interesser som uddannelsessøgende og derfor gør dem til modstandere af mobiliseringerne.

Sådanne mobiliseringer kan også være med til at danne grobund for radikalisering og udvikling af socialistiske holdninger. Disse muligheder styrkes faktisk af de uddannelsessøgendes relative uafhængighed af hovedklasserne og af selve uddannelsessituationen, fordi den åbner særlige muligheder for kritisk indsigt i samfundet og dets magtstrukturer.

Flertallets familiære baggrund i arbejderklassen og fremtidige placering i arbejderklassen giver et godt grundlag for at udvikle en forståelse for behovet for alliancer med arbejderklassens organisationer. men omvendt betyder den flydende situation med de formelle muligheder for at ”avancere” og opnå en placering i eliten og den herskende klasse, at nogle uddannelsessøgende ikke identificerer sig med arbejderklassen. Under alle omstændigheder er forudsætningen for, at uddannelsessøgende identificerer sig med og allierer sig med arbejderklassen, at der faktisk er en synlig, kæmpende bevægelse at alliere sig med.

Uddannelsesbevægelsernes kampe er med til at bevidstgøre elever/lærlinge/studerende om muligheden for at ændre på deres virkelighed og samfundet som sådan. Et væsentligt led i denne bevidstgørelse er erkendelsen af, hvordan uddannelsessystemet i dag er et redskab for den fortsatte udvikling af kapitalismen, hvad enten det gælder uddannelse rettet mod kapitalens behov eller det kapitalistiske samfunds dannelse af og socialisering til "gode, lydige borgere".

Kampen om uddannelse er med andre ord en grundlæggende kamp, hvor uddannelsessøgende dog har et vanskeligt udgangspunkt i magtforholdet, da deres aktioner ikke vil ramme kapitalen direkte. Derfor er det afgørende at andre bevægelser i samfundet – ikke mindst fagbevægelsen inddrages i kampene for bedre uddannelse og bedre vilkår for uddannelsessøgende.

Kampe i uddannelsessystemet må altså forstås som politiske kampe, der – hvis de formår at vinde opbakning i bredere kredse – kan få langt mere omfattende politisk betydning end de studerendes marginale økonomiske position tilsiger. Som eksempler på dette kan fremhæves maj '68 i mange europæiske lande samt ikke mindst flere af de lande udenfor Europa, der har oplevet revolutionære opsving i efterkrigstiden.

Alliancer

Da det således er åbenbart, at elever/lærlinge/studerende kun i meget begrænset omfang er i stand til at kæmpe forbedringer igennem uden støtte fra andre grupper i samfundet – og det ligeledes er åbenbart, at elever/lærlinge/studerendes alliance med arbejderbevægelsen lang fra er givet, bliver en bevidst alliancepolitik af allerstørste væsentlighed for progressive kræfter – både i elev- og studenterorganisationerne og i arbejderbevægelsen.

Nogle enkelte principper og muligheder for etableringen af disse alliancer er:

• en særlig alliance-mulighed og eet af de væsentligste områder foreligger på områder, hvor de studerendes vilkår direkte berører fagforeningernes interesser.
  om eksempler kan nævnes RBF-konflikten blandt serveringspersonale i Nyhavns cafeer og restauranter, hvor de mange uorganiserede strejkebrydere for størstedelens vedkommende var studerende, samt erfaringer fra blandt andet USA, hvor "casualisation" eller "mac-jobs" bliver stadig mere udbredte, så disse "studenterjob" kan vokse til et omfang, hvor de truer løn- og arbejdsvilkår for store dele af den uuddannede del af arbejderklassen.
  Dette særlige område må antages at vokse i de kommende år.
• at uddannelsesbevægelserne reelt samler elever/lærlinge/studerende og dermed fremstår med en vis politisk legitimitet i samfundet.
• at uddannelsesbevægelserne er i stand til at koble uddannelseskampen med kampen i samfundet generelt (eksempelvis kampen mod privatiseringer).

Hvem kæmper og hvordan kæmpes der?

I Danmark har uddannelsesbevægelserne siden slutningen af 1990'erne jævnligt ført kampagner mod forringelserne mod uddannelserne – ikke mindst i 2002 i forbindelse den nye borgerlige regerings nedskæringer i forskellige dele af uddannelsessystemet, hvor man også aktionerede sammen med fagbevægelsen og andre bevægelser mod regeringens nedskæringer på en lang række områder. Uddannelsesbevægelserne har arbejdet for at sikre samarbejde på tværs af uddannelsesområder og samle til fælles kamp mod forringelserne. Yderligere har man haft som strategi at vise sammenhængen mellem nedskæringerne på uddannelsesområdet med regeringens angreb på velfærdsstaten generelt og den globale liberalisering og markedsgørelse af uddannelsesområdet og dermed mobilisere elever/lærlinge/studerende til en fælles kamp med blandt andet fagbevægelsen og fora som Danmarks Social Forum og European Social Forum.

Både i Danmark og i resten af Europa har det særligt været gymnasieelever og til en vis grad universitetsstuderende, der har været mest aktive i uddannelseskampen.

Der er etableret protestnetværk blandt de studerende, og egentlige større bevægelser har også fundet sted, ligesom der har været store strejker og mobiliseringer på både gymnasier og universiteter i f.eks. Frankrig & Tyskland.

Kampene foregår delvist på nye præmisser:

Decentralisering af styringen – altså at lade de enkelte institutioner selv føre sparekniven, selv at bestemme, hvor der skal skæres – fører de fleste steder til, at det bliver sværere at opbygge brede mobiliseringer mod regeringens politik. I stedet vendes kampen ofte mod de lokale administratorer.

Del – og – hersk:
Et gammelt kneb med at føre fokus væk fra de reelle problemer, og i stedet konstruere problemer til lejligheden, er begyndt at fremtræde, men denne gang mere uhyggeligt. Problemerne som konstrueres er eksempelvis at gøre indvandrere til syndebukke, fx ved i Frankrig at diskutere, om man må bære tørklæder; mens Danmark indtil videre kun har været med omkring separate gymnastikfaciliteter i folkeskolen. Effekten er at studerende får travlt med at slås mod hinanden.

4) For en anden uddannelsespolitik

Udover Europa ses den samme tendens til, at alle niveauer af uddannelsessystemet er under angreb, at alle rammes med nærmest ens neoliberale midler, og at alle rammes tilnærmelsesvis lige hårdt. Målet er også det samme: at skabe et uddannelsessystem, der kan indfri kapitalens kortsigtede interesser om uddannelse af en fleksibel og omstillingsparat arbejdskraft.

Et eksempel er Bologna-processen, hvor undervisningsministre fra hele Europa og store dele af Balkan har igangsat en ensliggørelse af de videregående uddannelser i forhold til både struktur: opdeling i bachelor og masterniveau og indhold, herunder fælles udvikling af læseplaner. En ensliggørelse der også vil få betydning for de øvrige uddannelsesinstitutioner, ikke mindst de adgangsgivende gymnasiale uddannelser.

Ydermere lægger EU-forfatningen op til, at uddannelse vil gå fra at være en "social service" til at være en "service af almen interesse". Dette er med til at åbne for at gøre uddannelse til en vare, der kan handles. EU-forfatningen ligger således fuldt i tråd med GATS-aftalen i interessen om at åbne for at private uddannelsesvirksomheder udbyder uddannelse.

Adgang

Alle skal have mulighed for at gennemføre den uddannelse, han/hun har lyst til. Det må være op til den enkelte at beslutte, hvilken uddannelse man ønsker at bruge år af sit liv på at tage.

Det har gentagne gange vist sig fuldstændig umuligt at planlægge, hvilke uddannelser, der er brug for – og hvor mange uddannede. Arbejdsmarkedet udvikler sig grundlæggende anarkisk, og det er derfor umuligt at forudsige de fremtidige kvalifikationsbehov.

Uddannelse kan bidrage til, at vi udvikler os som selvstændige, kritisk tænkende mennesker.

Og den bedste garanti for at uddannelsen kan bruges er, at man er engageret i uddannelsen og faget.

Udviklingen i Danmark og Europa

I dag fungerer hele uddannelsessystemet i høj grad som en stor sorteringsmaskine, der forhindrer folk i at tage de uddannelser, der har deres interesse. Trods de gode intentioner i det socialdemokratiske projekt om ”lighed gennem uddannelse” viser alle undersøgelser, at projektet ikke har bidraget til social mobilitet – uddannelsessystemet har fortsat til opgave at reproducere samfundets klassestruktur, en klassestruktur der dog er gennemsnitligt bedre uddannet.

Sorteringsmekanismerne optræder både direkte og indirekte. Direkte som manglende materielle ressourcer i form af fx penge til at betale uddannelsesgebyr og bolig i nærheden af uddannelsesstedet. Indirekte som manglende sociale ressourcer i form af fx opbakning til gennemførsel af uddannelse hjemmefra eller kendskab til de sociale koder, der forudsættes for at kunne gennemføre en uddannelse.

Generelt for uddannelserne forudsættes det i højere og højere grad, at man har boglige kvalifikationer og forudsætninger, hvilket betyder, at bogligt svage unge ikke har en chance. Uddannelsessystemet er således fortsat opbygget til at favorisere overklassens børn og unge gennem dets ensidige fokus på boglige færdigheder og en forudsat støtte og opbakning fra hjemmet.

Konsekvenserne af sorteringsmekanismerne fremtræder mere eller mindre hårde; som stempling af studerende som dårlige, når de ikke studerer ”det rigtige”, eller som direkte ekskluderinger eller udsmidninger. Det seneste eksempel på ekskluderinger er den franske lov om forbud mod at bære religiøse symboler, herunder tørklæder, i på alle niveauer i uddannelsessystemet. Konsekvensen vil blandt andet være en ekskludering af muslimske piger og kvinder.

I de fleste europæiske uddannelser er der en udstrakt grad af brugerbetaling – en tendens, der i det små er ved at komme til Danmark i form af betaling af undervisningsmaterialer mv.

Dertil kommer den udstrakte brug af stopprøver for at mindske adgangen til næste modul eller trin i uddannelsen. Eller som vi har oplevet det i Danmark: nedskæringer i antallet af skolepraktikpladser, når virksomhederne ikke gider stille lærepladser til rådighed.

Endelig er der adskillelsen af videregående uddannelser i henholdsvis uddannelse til arbejde (3-4 årig bachelor) og forskning (kandidat og ph.d.). I Danmark er bachelorerne ikke slået igennem på arbejdsmarkedet: Danske arbejdsgivere vælger bachelorerne fra i modsætning til det øvrige Europa.

Der synes at være en ny udvikling af sorteringsmekanismer på vej med hele markedsgørelsen af uddannelsessystemet. Hvis uddannelse for alvor slår igennem som vare på det globale marked, vil der være en række uddannelsesinstitutioner, som etablerer sig som udbydere af uddannelse strategiske steder – både i Europa og Den Tredje Verden.

Hvor konkurrencen mellem uddannelsesinstitutionerne i det store og hele er foregået på nationalt plan, bliver der med globaliseringen af uddannelsesmarkedet skærpet konkurrence.

Uddannelsesvirksomheder vil konkurrere om at kunne rekruttere ungdoms-eliten, som efter endt uddannelse vil kunne afsættes til erhvervslivet. Disse uddannelsesvirksomheders konkurrenceevne vil være afhængig af, at det netop kun er eliten, der gennemfører deres uddannelser. Der vil med andre ord være behov for en sikker sortering af elever/studerende. Og videre vil det betyde en stærk hierarkisering af uddannelsesinstitutioner.

For uddannelsesvirksomhederne vil det blive afgørende at sikre, at uddannelserne ikke devalueres ved at blive masseuddannelse og uddannelse til lavtlønsområder. Det vil fx betyde, at der ikke blot kan rekrutteres mennesker med evner til at gennemføre virksomhedens uddannelse. Det vil også være nødvendigt at sortere kvinder fra og favorisere vestlige elever/studerende, da overrepræsentation af kvinder i fag historisk set fører til, at fagområdet bliver lavtlønsområde, ligesom manglende repræsentation af magtelitens sønner vil true selv samme elite.

Vores krav

Fri adgang for alle til alle uddannelser.

Her og nu kræver vi:

•  Udvidelse af optag via kvote 2.
•  Anerkendelse af færdigheder og kompetencer, som er opnået udenfor skolesystemet/eksamen.
•  Ordentlig studie- og erhvervsvejledning, der støtter og vejleder den enkelte.

Praktikpladser til alle elever/lærlinge.

Her og nu kræver vi:

• Krav om at virksomheder skal ansætte elever/lærlinge.
• Skolepraktik for elever/lærlinge, der ikke kan få virksomhedspraktik.

Al uddannelse skal være gratis.
Enhver brugerbetaling skal afskaffes. De omkostninger, der er ved uddannelse (transport, bøger/materialer mv.) skal dækkes.

Al diskrimination skal bekæmpes, hvad enten det drejer sig om kulturel, kønsbestemt, sexuelt orienteret, politisk, økonomisk, religiøs eller etnisk baseret diskrimination.

Her og nu kræver vi:

• Alle skal have ret til at gå klædt som man ønsker – ingen udelukkelse på grund af religiøse symboler.

Levevilkår

Det er uomtvisteligt at de økonomiske vilkår er af afgørende betydning for mulighederne for at gennemføre en uddannelse. Uddannelse er en samfundsmæssig investering og skal ikke gøres afhængig af den enkeltes formåen.

Ligeledes er det nødvendigt at have en bolig i nærheden af sit uddannelsessted, så man fysisk faktisk kan gennemføre sin uddannelse, og så man har mulighed for at mødes med andre elever/studerende uden for undervisningen både som en del af uddannelsen og for at kunne samles om at kæmpe for forbedringer af uddannelsen, levevilkår etc..

Udviklingen i Danmark og Europa

Der opleves en stadig forringelse af livet som elever/studerende. Nedskæringer i elevers og studerendes levevilkår har gennem tiden været brugt som et disciplineringsinstrument til at få eleverne/de studerende til at gennemføre deres uddannelser hurtigere.

I Danmark har elevers/studerendes SU været faldende gennem årene, da den ikke er blevet pristalsreguleret. Yderligere er perioden, hvor man kan modtage SU, væsentligt begrænset, og SU'en er gjort afhængig af konkret studieaktivitet i form af beståede eksaminer. Den lave SU betyder at elever/studerende i stadigt stigende omfang må tage erhvervsarbejde, hvilket igen forlænger studietiden og hindrer, at man kan leve op til kravet om studieaktivitet. En ond cirkel.

En væsentlig del af elevers/studerendes indkomst går til husleje, som er eksploderet igennem de senere år på grund af boligmanglen, liberalisering af boligpriserne, boligfornyelse osv.. Der er med andre ord stor mangel på ungdomsboliger. En anden væsentlig udgift er transporten, hvor den borgerlige regering har fjernet tilskud til offentlig transport med deraf følgende eksploderende prisstigninger.

Tendensen til stadige forringelser er ens over hele Europa. Generelt for Europa stiger brugerbetalingen, nogle steder med det fem eller ottedobbelte. I Portugal er brugerbetalingen eksempelvis steget så voldsomt, at mindre bemidlede studerende dropper ud eller helt undlader at påbegynde en uddannelse.

De konstante forringelser af elevers og studerendes levevilkår betyder at både elever og studerende må tage erhvervsarbejde ved siden af skolen/lærepladsen/studierne. Der er oftest tale om ufaglært arbejde, som elever/studerende accepterer at udføre på dårlige løn- og arbejdsvilkår, da det kun er for en kortere periode. De ser fx ingen grund til faglig organisering og ønsker ikke at deltage i faglige kampe for forbedrede vilkår. Denne type løsarbejde truer således med at undergrave og stå i direkte modsætning til arbejderklassens kamp.

Vores krav

Uddannelsesløn til alle på boglige uddannelser.
Fagets mindsteløn til alle lærlinge ud fra princippet om lige løn for lige arbejde.
Uddannelsesløn og fagets mindsteløn skal sikre den enkelte økonomisk uafhængighed og skal være et middel til at sikre adgang til uddannelse for alle.

Her og nu kræver vi:

• Lærlingeløn for alle på erhvervsuddannelserne – uanset om man er i skolepraktik eller virksomhedspraktik ud fra princippet om lige løn for lige arbejde.
• Mere i SU. Herunder løn- og pristalsregulering af SU’en.
• Nej til omfordeling mellem SU-modtagere – fx at forhøjelse af SU til enlige mødre og handicappede tages fra hjemmeboende.

Gratis offentlig transport.

Her og nu kræver vi:

• Billig transport for uddannelsessøgende.

Alle skal have ret til en bolig i nærheden af deres uddannelse.
Der skal bygges ungdomsboliger i et omfang der kan afhjælpe boligmanglen.

Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøet er en væsentlig forudsætning for indlæring. Der skal altså sikres ordentlige fysiske og sociale rammer for at sikre et ordentligt læringsmiljø, hvad enten det drejer sig om klasse- og holdkvotienter, om adgang til undervisningsudstyr og opdaterede undervisningsmaterialer eller om sikring af en rummelig omgangsform, der er åben over for alle og aktivt modvirker diskrimination, mobning og hetz.

Videre skal uddannelsesinstitutionernes rammer understøtte udviklingen af elevernes/de studerendes sociale kompetencer, deltagelse i sociale fællesskaber og sikre rammerne for dette.

Udviklingen i Danmark og Europa

Det har været en generel tendens gennem de sidste mange år, at klasse- og holdkvotienter er hævet for at gennemføre besparelser. Tendensen går mod forelæsninger og skemalagte timer uden lærere. Senest har man med gymnasiereformen i Danmark åbnet for undervisning i hold på 60 elever, hvor der frem til 1999 som en del af gymnasielærernes overenskomst var en aftale om, at lærerne skulle have dobbelt løn, hvis der var mere end 28 elever i klassen.

Videre er der en stigende tendens til at private virksomheder sponserer udstyr og undervisningsmaterialer til de enkelte uddannelsesinstitutioner og dermed får en meget direkte indflydelse på indholdet i undervisningen og selve undervisningsformen.

I den mere ekstreme ende er der i Frankrig indført vagtværn og fysiske mure mellem uddannelsesinstitutioner, der støder op mod hinanden. Uddannelsesinstitutionerne fører således kontrol med alle studerende, skaber følelse af mistænkeliggørelse og hindrer umiddelbart samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og besværliggør studenterbevægelsernes samarbejde.

Vores krav

Uddannelsesinstitutionerne skal være rummelige og inspirerende læresteder.

Her og nu kræver vi:

• Uddannelsesinstitutionerne skal formulere en handlingsrettet politik for at sikre og udvikle det sociale klima på skolen – herunder, hvordan man modvirker diskrimination og mobning.
• Der skal sikres ressourcer til relevant og moderne undervisningsudstyr og -materialer.
• Klassekvotienten for hold og klasseundervisning på max. 20.
• Der skal sikres lærerressourcer til al skemalagt undervisning.
• Uddannelsesinstitutionerne lægges ind under arbejdsmiljølovgivningen, og der etableres sikkerhedsorganisation på hver enkelt institution.

Demokrati

Uddannelserne skal løbende udvikles og blive bedre relateret til samfundets og elever, studerende, lærlinge og ansattes behov.

Uddannelsesinstitutionerne er en arbejdsplads, der skal styres af ansatte (undervisere, forskere, teknisk/administrativt personale) og elever, studerende, lærlinge. Og som uddannelsessøgende og ansat skal man have indflydelse på udviklingen af såvel indhold som struktur.

Udviklingen i Danmark og Europa

I de senere år er der i Danmark indført nye styreformer på landets uddannelsesinstitutioner, hvor institutionerne går fra at være statslige til at være selvejende institutioner med bestyrelser med eksterne repræsentanter bestående af erhvervslivets direktører.

Som selvejende institutioner skal uddannelserne først og fremmest skabe økonomisk overskud frem for at sikre uddannelse og forskning for samfundet. Videre skal de eksterne repræsentanter sikre en målretning af uddannelserne til erhvervslivet. Væk er således den udstrakte medarbejderindflydelse, som studerende, lærere/forskere og teknisk-/administrativt personale havde på deres arbejdsplads – både styrings- og indholdsmæssigt.

Udviklingen i Danmark svarer til resten af Europa, hvor eksterne aktører især private virksomheder får stadig mere indflydelse på uddannelsesinstitutionerne. Senest har man i Italien oplevet direkte indflydelse på undervisningens indhold fra private virksomheder.

Udover fjernelsen af den demokratiske indflydelse, så angribes eksempelvis italienske uddannelsesinstitutioner endvidere på deres finansiering, hvor den statslige finansiering gradvist fjernes for at blive overladt til private.

Privatiseringer og markedsgørelse af uddannelsesinstitutionerne ligger i direkte forlængelse af aftalerne i WTO med GATS om handel med serviceydelser, hvor der presses på for at liberalisere uddannelsesområdet, så private uddannelsesinstitutioner kan udbyde deres varer globalt.

Her er introduktionen af bestyrelser med repræsentanter fra erhvervslivet et væsentligt skridt på vejen til tydeliggøre ønsket om at se uddannelse som en vare og uddannelsesinstitutionerne som en virksomhed.

Konsekvenserne ligger lige for: væk er forskningsfrihed og faglighed (og fag), der ikke understøtter kapitalens kortsigtede interesser. Og tendensen til at virksomheder sponserer udstyr og lærematerialer, eksisterer allerede på alle niveauer af uddannelsessystemet.

Vores krav

Økonomi og de strukturelle rammer for uddannelsesinstitutionerne skal være under demokratisk offentlig kontrol.

Selvstændig faglig organisering for alle grupper på uddannelsesinstitutionen.

Elever/studerende og ansatte skal styre uddannelsesinstitutionen.
Der skal være reelt demokrati på uddannelsesinstitutionerne, så det er muligt at have reel indflydelse på sin egen hverdag, egen læring med en flad og gennemsigtig ledelsesstruktur.

Her og nu kræver vi:

• Uddannelsesinstitutionernes ressourcer og faciliteter skal understøtte de ansattes og elevers/studerendes aktive deltagelse i den demokratiske styreform.
• Demokratiet indrettes sådan, at alle har lige mulighed for at deltage.
• Grundlæggende ændringer skal ikke kunne gennemføres udenom eleverne/studerende og de ansatte.
• Uddannelsesinstitutionernes elever, studerende, lærlinge og ansatte skal høres, når der laves regler og love på området, og de skal være med til at planlægge og gennemføre ændringerne på skolen.

Demokratiet på uddannelsesinstitutionerne skal være 1 m/k 1 stemme

Her og nu kræver vi:

•  50% indflydelse til elever, studerende og lærlinge.

Uddannelsens struktur og indhold skal sikre, at eleverne/de studerende har ansvar for deres uddannelse og for deres kammerater.

Hvad og hvordan skal man lære?

Hvis man skal være i stand at sortere i de enorme mængder af informationer, som vidensamfundet i dag bombarderer os med (og stiller til rådighed), skal undervisningen gøre elever/studerende i stand til at tænke selv og tage kritisk stilling. Konkret betyder det, at undervisningen skal være holdningsbaseret og reflektere på denne holdning, og videre skal den tage udgangspunkt i eller reflektere de konkrete elevers/studerendes erfaringsgrundlag.

I modsætningen til fagopsplitningen i dag skal undervisningen i højere grad sikre sammenhæng, integrere relevante fagområder og sikre helhedsorienteret forståelse. Dette kan med fordel gøres gennem gruppe- og projektarbejder.

Udviklingen i Danmark og Europa

De massive besparelser i uddannelsessystemet de senere år har betydet forringelser af undervisningen både kvalitativt og kvantitativt. Der er indført masseundervisning for at spare både lærerlønninger og lokaler. Og konsekvenserne er blandt andet ensrettet pensum og stadig mindre plads til kritisk og selvstændig tænkning. Forringelserne kommer ikke alene som materielle forringelser. Den stigende ensretning og diktering af, hvad et studie skal indeholde, f.eks. i pensum, giver mindre mulighed for en meningsfuld uddannelse, og mindre plads til fx politisk engagement.

Rundt om i Europa opleves det nu, at det private erhvervsliv opnår direkte indflydelse på uddannelsernes indhold, både gennem den direkte (u)demokratiske magt i styrende organer og indirekte gennem krav til finansiering. I fx Schweiz og Italien har private virksomheder finansieret uddannelser og uddannelsesmaterialer og på den måde sikret deres indflydelse. Ligesom vi formentlig vil se det i Danmark med bestyrelserne på de videregående uddannelser, hvor repræsentanter fra erhvervslivet får direkte indflydelse på institutionernes udvikling og prioritering af ressourcer mv.

Samtidig griber regeringerne stadig mere direkte ind i uddannelsernes indhold – gerne med henvisning til arbejdsmarkedets (reelt erhvervslivets) krav og det stadigt voksende pres fra globaliseringen.

De mest ekstreme ændringer er, at fag og discipliner helt skæres væk, som fx i Schweiz, da de ikke vurderes som relevante (for erhvervslivet). I Danmark har vi oplevet tilsvarende indgreb, da den socialdemokratiske regering nedlagde socionomi på RUC i 1981 og den borgerlige regerings nedlæggelse af sociologi på Københavns Universitet i 1986.

Vores krav

Undervisningen skal anvende læringsmetoder, der tilgodeser elevers og studerendes forskellige baggrunde og udgangspunkter.

Her og nu kræver vi:

• Undervisningen skal sikre, at eleverne/de studerende får en reflekterende og kritisk tilgang – herunder en kilde- og fagkritisk tilgang.
• Undervisningen skal bestå af både teoretisk stof og erfaringsbaseret undervisning.
  Det skal i den forbindelse være muligt at anvende erhvervs- og studiepraktik som en naturlig del af et studieforløb.
• Nej til faglig kanon (overordnet fastsættelse af indhold i undervisningen og hvilken litteratur, der skal undervises i).
• Undervisningen skal belyse historiske og samfundsmæssige aspekter af faget og sikre tværfaglig forståelse.
• Gruppe- og projektarbejde.
• Eleverne/studerende/lærlinge skal inddrages i planlægning og tilrettelæggelse af undervisningen.
• Eleverne/studerende/lærlinge skal have direkte medbestemmende i valg og indkøb af materialer til brug i undervisningen.
• På alle niveauer på de videregående uddannelser skal undervisningen være forskningsbaseret, så sammenhængen mellem forskning og uddannelse fastholdes.

Der skal være en evaluering af den enkelte elev, lærling, studerende som en konstruktiv fremadrettet og udviklende kritik.

Her og nu kræver vi:

• Nej til karakterer og alle former for statistiske evalueringer.

Finansiering

Uddannelser skal være statsligt finansierede, og konkret skal tildelingen af uddannelsesressourcer relatere sig til antallet af lærere og elever, lærlinge, studerende. Dette skal sikre, at uddannelse i et vist omfang er under demokratisk kontrol, og det skal sikre uddannelse som et offentligt gode for alle i samfundet uanset økonomisk formåen.

Udviklingen i Danmark og Europa

Der er en klar tendens til privatisering og markedsgørelse af uddannelsessystemerne i både Europa og resten af verden. Statslig finansiering neddrosles til fordel for brugerbetaling og private virksomheders direkte finansiering af uddannelser eller dele af uddannelserne som fx undervisningsmaterialer.

I Danmark er der siden midten af 1980'erne indført taxameterstyring af uddannelserne, så de økonomiske ressourcer er afhængige af de uddannelsessøgendes gennemførsel af uddannelserne. Konkret betyder det, at man alene får tildelt ressourcer på baggrund af beståede eksaminer – det vil sige uafhængigt af det antal uddannelsessøgende, der har deltaget i undervisningen op til eksaminerne.

Der er således to typiske konsekvenser for uddannelsesinstitutionerne:

1) Kravet om flest muligt beståede eksaminer fører til, at undervisningen alene målrettes eksamen, hvilket fører til faldende kvalitet.

2) Hvis ikke undervisningen målrettes eksamen, vil det føre til færre beståede eksaminer, hvilket vil betyde færre ressourcer, der igen vil betyde dårligere undervisning (fx færre undervisere, undervisningsmaterialer, udstyr, etc.).

Uddannelserne bliver dermed mere og mere fabrikker, hvor der skal produceres beståede eksaminer frem for uddannelse af reflekterende, kritisk, selvstændigt tænkende mennesker. Det vil sige stærk disciplinering af både uddannelsessøgende og undervisere.

Vores krav

Tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at der er muligheder for gruppe- og projektarbejde, at undervisningen tilgodeser elever, lærlinge, studerendes udgangspunkter, og at der maksimalt er 20 elever, lærlinge, studerende pr. underviser.

Bevillinger i alle uddannelser skal svare til antallet af indskrevne elever, lærlinge, studerende.

Her og nu kræver vi:

• Nej til nedskæringer
• Flere ressourcer
• Væk med taxameterstyringen.
• Nej til privatisering og markedsgørelse af uddannelse.

5) Uddannelseskampen i dag: Muligheder og udfordringer

Igennem de seneste år har de uddannelsessøgende markeret sig stadigt klarere, markeringer der har været kendetegnet ved stadigt bredere alliancer. I første omgang har studenterbevægelsen markeret sig samlet, men især siden indtrædelsen af den borgerlige regering er der blevet flere eksempler på alliancer med fagbevægelsen. Seneste eksempel er ”STOP NU”-initiativet, der samlede 2.500 elever, lærlinge og studerende til en konference d. 22. september. Her vedtog man politiske hovedkrav og en aktivitetsplan, der blandt andet fastslog, at man ville gå samlet på gaden d. 5. oktober til Folketingets åbning.

STOP NU-initiativet i Danmark

Der er ingen tvivl om, at STOP NU-initiativet i Danmark rummer masser af perspektiver. Med kampen mod privatiseringer og brugerbetaling er man begyndt at se uddannelseskampen som en del kampen om, hvordan samfundet indrettes. Samtidig har man forstået den styrke, der ligger i at alliere sig og markere fælles standpunkter.

Den bevidsthed er ikke givet, og den kan kun fastholdes, hvis den til stadighed bekræftes og udbygges. Perspektiverne med ”STOP NU” er klare, men hvad er målet efter 5. oktober, hvordan udvider man den bevidsthed der er skabt, hvordan fastholder man den?

Med de seneste to regeringer, vi har haft i Danmark, er der desværre ikke meget, der tyder på, at hverken borgerlige eller socialdemokrater vil af med fx brugerbetalingen. Der er med andre ord behov for bredere alliancer, hvis kravene skal indfries.

At man har allieret sig med fagbevægelsen, har givet en gennemslagskraft i samfundet og åbnet muligheder for bevægelsen som en helhed. Man har formået at skabe en stærk front mod den nyliberale politik, der bliver ført af den siddende regering. Men på trods af de gode erfaringer fra dette samarbejde, og det faktum at det helt sikkert er en aktiv kraft i at vælte regeringen, så er det usikkert, om det kan fortsætte på nuværende niveau.

Meget tyder på, at fagbevægelsens top kan stilles tilfreds med et regeringsskifte, at kravene vil svækkes, så snart statsministeren hedder Lykketoft og ikke Fogh. Der er ingen tvivl om at elever, lærlinge og studerende føler, at der er tale om ”deres kamp”, det er en bevidsthed, der skal spredes til bredere grupper. I den forbindelse er det oplagt, at man begynder at inddrage faglige krav med relevans for elever i kampen. Et sådant krav kunne være ordentlige forhold for ”studiejobbere”, så de ikke kom til at optræde som løntrykkere.

Internationalisering af kampene

Mange af de forringelser, der opleves i Danmark i dag, lader sig ikke begrænse af nationalstatens grænser – de gennemføres på et internationalt plan. De nationale politikere dækker sig af bag den internationale udvikling og forsøger at give indtryk af en uafvendelig international udvikling. Det skal de ikke have lov til. Overalt i Europa kæmper elever, studerende og lærlinge mod konsekvenserne af en nyliberal politik, der kun stiller dårligere forhold i udsigt. Hvis den nyliberale politik skal bekæmpes, er internationale alliancer nødvendige.

Det vil være helt afgørende, at bevægelsen er i stand til at udnytte de netværk og de kontakter, der er her – ikke bare til at snakke og diskutere, men til at lave konkrete kampagner og koordinere de nationale kampe på internationalt plan.

På den Internationale Socialistiske Ungdomslejr i Spanien 2004 blev mulighederne for at gennemføre en fælleseuropæisk kampagne mod løsarbejde og markedsgørelse af uddannelsessystemet diskuteret. Det var tydeligt, at der er vilje til at arrangere og deltage i den slags kampagne fra mange af de aktive i uddannelseskampe i Europa. For at få reelle internationale netværk op at stå, er det nødvendigt at man begynder at gennemføre kampagner sammen og etablerer et reelt internationalt element i kampen. Solidariteten og sammenholdet med unge i andre lande skabes ikke kun ved formelle kontakter og mailinglister, der må aktivitet til.

Vores målsætning er at skabe en bevægelse, der på den ene side kan give et internationalt perspektiv til de nationale kampe og på den anden side skabe en slagkraftig kampagne på europæisk niveau. Denne kampagne skal, på den ene side forbinde de europæiske elev- og studenterbevægelser og på den anden side knytte dem til fagbevægelsen. Samtidig vil den sætte fokus på nogle helt konkrete og afgørende problemer i folks hverdag – dobbeltheden i, at uddannelse på den ene side bliver økonomisk utilgængelig og at arbejdsforholdene bliver forværret.

Vi vil arbejde for:

Alliance mellem elev-/studenterbevægelsen og fagbevægelsen

Fastholdelse af STOP NU initiativet, eller samme forum i en anden form – også efter et regeringsskifte.

Link mellem uddannelses- og faglige kampe (fx ”studiejobbere”).

Internationalisering af kampene

Deltagelse i det Europæiske Sociale Forum med særlig diskussion af løsarbejde og markedsgørelse af uddannelserne.

Etablering af kontakter og samarbejdsnetværk.

Afholdelse af internationale kampagner i 2005.